De seneste måneder har medierne være oversvømmet af nyheder om oprørene i Mellemøsten: Sudan, Algeriet og Tunesien efterfulgt af Ægypten, Libanon, Irak og endelig Iran. Journalisternes forsøg på at fange udviklingen er ved at løbe tør for klicheer: arabisk forår, ørkenblomster, der myldrer frem efter regn, det arabiske efterår.
Den 10. november var Bolivia vidne til et kup, iscenesat af de mest reaktionære kræfter i landets herskende klasse. Bolivias arbejdere vil ikke acceptere kuppet og vil ikke tillade, at disse eliter får lov til at befæste deres direkte, ubegrænsede dominans over den bolivianske stat.
Tilsyneladende var Pedro Sánchez, fungerende premierminister fra Spaniens Socialistiske Arbejderparti (PSOE, et socialdemokratisk parti) sejrherren ved parlamentsvalget i Spanien den 10. november. Hans parti fik flest mandater – 120 ud af 350 i parlamentet.
Siden 18, oktober har vi været vidne til at af de stærkeste folkelige mobiliseringer siden tiden under Unidad Popular-regeringen i Chile (1970 -73). I en international sammenhæng præget af store bevægelser imod nyliberalismen, autoritære tendenser og korruption – de seneste måneder har der været oprør i Frankrig, Puerto Rico, Hong Kong, Libanon, Chile, Ecuador, Honduras, Haiti, Irak, Sudan og Algeriet – så har det chilenske oprør en enorm reel og symbolsk betydning.
Ecuador går en mørk tid i møde. Landet er fanget med en højst upopulær præsident, der har forrådt sit politiske mandat og vist sig villig til blodsudgydelser for at få gennemført et konservativt økonomisk program. Sidste år i oktober lod Lenin Morenos regering en bølge af undertrykkelse slippe løs for at kvæle den udbredte opposition mod den politik, IMF dikterede.
COP25 vil desværre ikke bringe verden nærmere en løsning på klimakrisen. Det vil den danske regerings smukke løfter heller ikke. Kun et massivt pres fra stærke bevægelser giver troværdigt håb om dette - globalt såvel som i Danmark.
Højrepopulisterne vinder frem over hele Europa, senest ved valget til EU-Parlamentet. De forenes af modvilje mod indvandring, den såkaldte elite og EU. Enigheden rækker dog ikke til klima- og miljøpolitikken, hvor man kun er fælles om, at den skal internationale organisationer ikke blande sig i; det skal klares nationalt.
Fra midten af 2019 har vi gennemlevet et forstadie til en dyb krise i den globale kapitals vigtigste sektor: Bilindustrien, kapitalismens vigtigste fremstillingssektor, står over for en krise. I 2018 faldt den samlede bilproduktion i Tyskland. I juni 2019 var der et markant fald på 4,7 procent i nye indregistreringer (sammenlignet med juni 2018). I august meddelte producenterne, at der bare i Tyskland var forsvundet mere end 30.000 arbejdspladser.
I ugen fra den 20.-27. september så vi en historisk mobilisering for klimaretfærdighed. Med mere end 7,5 millioner demonstrerende i 185 lande er det den største koordinerede globale mobilisering siden Irak-krigen i 2003. En ny generation er på vej frem båret af kollektiv og politisk aktion. Dens styrke og beslutsomhed trækker andre sektorer i samfundet med sig: fagforeningsaktivister, videnskabsfolk, forældre…
Det her bliver det vigtigste valg til parlamentet i årtier, i hvert fald siden 1979, og det bliver et valg, der vil forandre alting for en hel generation. Det bliver en kamp, der vil kræve alt – og hvor alt vil blive smidt i hovedet på Labour fra højrefløjens side. Men fra valgkampens start tyder alting på, at Jeremy Corbyn vil kunne afværge de fleste af de angreb, der rettes mod ham og hans parti. Det kommer alt sammen til at afhænge af, hvad vi, i meget vid forstand, foretager os mellem i dag og den 12. december.