Siden 18, oktober har vi været vidne til at af de stærkeste folkelige mobiliseringer siden tiden under Unidad Popular-regeringen i Chile (1970 -73). I en international sammenhæng præget af store bevægelser imod nyliberalismen, autoritære tendenser og korruption – de seneste måneder har der været oprør i Frankrig, Puerto Rico, Hong Kong, Libanon, Chile, Ecuador, Honduras, Haiti, Irak, Sudan og Algeriet – så har det chilenske oprør en enorm reel og symbolsk betydning.

af Fjerde Internationales Forretningsudvalg

Piñera-regeringen har indledt en brutal undertrykkelse i en ramme med undtagelsestilstand og udgangsforbud, såvel som mobilisering af hæren med teknikker, der leder tankerne hen på Pinochet-regimets metoder. Men i stedet for at standse mobiliseringerne har undertrykkelsen skabt større vrede i landet og isoleret regeringen endnu mere. Sammen med sejren for den folkelige mobilisering i Ecuador, som blev anført af den indfødte befolkning nogle få uger tidligere, sætter det chilenske oprør endnu engang Latinamerika forrest i kampen mod nyliberalismen.

 

Ungdommens centrale betydning for bevægelsens udbrud

Bevægelsen begyndte som et svar på Piñera-regeringens beslutning om prisstigninger på metrobilletter, som trådte i kraft 4. oktober. Den 7. oktober demonstrerede gymnasieelever under sloganet ”Boykot betaling – en anden måde at kæmpe på” og rejste uden at betale.

 

Denne oprørshandling har tændt lunten efter flere års med social utilfredshed, men også med resignation og skuffelse i den almindelige befolkning. ”Vi vågner op” er et af de mest synlige slogans i mobiliseringerne. Vi må understrege, at studenternes kampe – især i 2006 og 2011 – har spillet en vigtig rolle i ungdommens radikalisering i en proces, hvor nye sociale mobiliseringer er brudt ud med den nuværende bevægelse.

 

Den 14. oktober var betalingsboykotten af transport allerede massiv og metrostationer blev lukket ned.

 

Den 18. oktober brød de direkte konflikter med regeringsstyrkerne ud, med de første konfrontationer med carabineros (politiet) og de første kasserolle-demonstrationer. Samme dag erklærede Piñera (som også er en af landets rigeste) undtagelsestilstand, som begrænser bevægelses- og forsamlingsfriheden, som svar på, at metrostationer og nogle supermarkeder var blev sat i brand.

 

Det var noget der opildnede kampånden endnu mere. På det tidspunkt var Santiago lammet og bevægelsen spredte sig til provinsen. Så gennemførte regeringen udgangsforbud. Masserne trodsede forbuddet, og en vild undertrykkelse satte i gang.

 

Brutal repression

Ifølge oplysninger fra Chiles Nationale Institut for Menneskerettigheder var der på bare 15 dage blevet indlagt 1574 sårede på sygehuse, herunder 473 ramt af gummikugler, 305 med uidentificerede skydevåben, 30 af projektiler og 157 havde fået øjenskader. Anklagemyndighederne har rejst 179 sager, herunder 5 for mord og 18 for seksuel vold. Desuden er der i hele landet blevet registreret 4.271 arrestationer. Dertil kommer ifølge nogle kilder 42 døde og 141 forsvundne under protesterne 27. oktober. Disse tal giver en ide af repressionens omfang. Trods dette har vreden kun forstærket mobiliseringerne, som efter generalstrejken den 23. oktober og 24. oktober nåede et nyt højdepunkt med demonstrationen den 1. november.

 

Oprør mod neoliberalismen i dens første laboratorium

Vrede, utilfredshed og angst er opbygget over mange år. Fredelige protester blev ignoreret. Chile er et foregangsland for en nyliberal model og er karakteriseret af en af dens strukturelle konsekvenser: overvældende social uligheder som følge af en særdeles omfattende omfordeling af den nationale indkomst (som på den anden side ligger tæt på gennemsnittet for OECD- landene).

 

Landet har underlagt sig Valutafondens anbefalinger og de vilkår, som frihandelsaftalerne påbyder – en kurs, som er valgt for at lade sig integrere i en underordnet rolle på verdensmarkedet og acceptere de transnationale koncerners interesser. En model, som har fremmet ekstravisme [udvinding af råstoffer, o.a.] og industrilandbrug med alle dets destruktive miljøkonsekvenser. I mange år er Chile blevet fremhævet som et godt eksempel på ”alt det gode, som nyliberalismen gør for lande, der satser på udvikling”. Tusindvis af latinamerikanere udvandrer til Chile i håbet om integration i dette forbrugsparadis.

 

Den nyliberale dagsorden privatiserede og markedsgjorde alle sociale rettigheder og de elementer, der gør livet og dets reproduktion muligt. Sundhed, uddannelse, boliger, social sikring, veje, elektricitet, vand osv. Alt sammen privatiseret og indrettet efter markedets logik. Med utilstrækkelilge lønninger er der kun to muligheder tilbage: Enten at arbejde dobbelt så hårdt eller at stifte gæld. Begge veje er en tidsindstillet bombe.

 

Institutionel krise

Afslutningen på Pinochets militærdiktatur og overgangen til demokratisk valgte regeringer indebar ikke en afslutning på nyliberalismen. De forskellige højrefløjs-regeringer har opretholdt essensen af det sociale, økonomiske og konstitutionelle regime, som blev etableret under diktaturet. Arbejderbefolkningen, studenterne, kvinderne, pensionisterne og de oprindelige folk har kæmpet i årevis for at gjort en ende på denne tingenes tilstand. De, som har lovet forandringer for at blive valgt med et folkeligt mandat – Concertacion (centrum-venstrekoalition 1990-2010) og Nyt Flertal (centrum-venstrekoalition 2013-18) – forrådte i alle henseender det håb, som befolkningen nærede om at generobre de demokratiske rettigheder, som diktaturet havde taget fra dem.

 

Afstanden mellem folket og de politiske partier, som ledte overgangen til demokrati, voksede dag for dag. I dag er det en afgrund, som skiller dem. Modellen med indskrænket demokrati indeholdt mekanismer, som uddybede skilsmissen mellem folket og den politiske elite.

 

I dag rejser folket sig ikke bare imod nyliberalismen og dens konsekvenser, men også mod det politiske regime, som blev indsat i 1990, og som opretholdt den politiske magt fra Pinochets militær. I dag er hadet markant tydeligt mod disse 30 års med et demokrati skabt til at forgylde de rigeste og holde folket atomiseret, fragmenteret og fremmedgjort på arbejde, i forbrug og i misbrug.

 

Fragmenteringen af det folkelige subjekt er fremmet af juridiske mekanismer og af modellen for relationer på arbejdsmarkedet, som er videreført fra diktaturet. Den herskende klasses strategiske mål er at forhindre udviklingen af de kræfter, som igen kan sætte klassekampen på dagsordenen.

 

Korruption og magtmisbrug gennemsyrer såvel statsapparatet og forretningslivet som den katolske og evangeliske kirke. Carabineros, militæret, senatorer og andre folkevalgte har stjålet milliarder af pesos, og forretningsfolk betaler lovgiverne for at gennemføre lovgivning i deres interesse.

 

Fremtrædende personer fra kirken har misbrugt børn seksuelt… og hele landet ved det. Raseri og mistro til alle institutioner tager til.

 

”Ikke på grund af 30 pesos – men på grund af 30 år”. Sådan lyder et af de utallige opslag på de sociale medier, som refererer til de 30 pesos, som en billet til metroen steg, over for 30 års ”overgang til demokrati”, som kom i stand ved en reform af grundloven fra 1989 efter aftale mellem partierne og militærregimet og bekræftet gennem en folkeafstemning. Netop dette aftalte og formynderiske demokrati på diktaturets piller, velsignet i Pinochets grundlov og stadig i kraft i landet, er en af årsagerne til den enorme indestængte utilfredshed. Og det, som forklarer betydningen af, at kravet om en grundlovgivende forsamling har vundet frem blandt brede dele af den folkelige bevægelse.

 

Folkelig selvorganisering

Uden tvivl har de seneste års folkelige kampe i Chile banet vejen for udvikling af nye former for folkelig selvorganisering. Studenteroprøret for retten til offentlig uddannelse i 2011 (pingvin-oprøret), miljøkampe mod udvinding af råstoffer, de oprindelige folks kamp for deres rettigheder, oprøret fra studerende på universiteter og gymnasier mod diskrimination og chikane og kvindestrejker og kvindeorganisering i marts 2018 og 2019 har skabt de objektive og subjektive betingelser for den nuværende sociale eksplosion, som bliver anført af arbejderklassen, kvinder organiserede i lokale og regionale komiteer, den forarmede middelklasse og de allermest fattige sektorer. Det er, som om de unikke erfaringer fra de seneste års kampe i hver sektor er blevet kanaliseret over i en national bevægelse mod et undertrykkende og udbyttende regime.

 

Piñera har afskediget en stor del af sin regering, uden at manøvren har haft nogen virkning, og regimet bliver i høj grad holdt oppe i kraft af den udbredte passivitet fra den parlamentariske oppositions passivitet. Radikaliseringen og det voksende modsætningsforhold til statsmagten åbner nu en dynamik hen imod selvorganisering i lokalområder, de såkaldte ”cabildas populares”. Protesternes enorme omfang og varighed, forenet i denne dynamik mod selvorganisering, ser ud til at danne grundlaget for en fælles reorganisering af den chilenske arbejder og folkebevægelse, som endnu ikke har været i stand til at reorganisere sig efter det frygtelige tilbageslag efter diktaturet, nyliberalismens atomisering og de prekære arbejdsforhold, som følger i dens kølvand. Den intense politisering, der sker i disse dage, får kampråbet om en folkets grundlovgivende forsamling til at vokse. Men at den nødvendige grundlovgivende forsamling skal være folkets vil sige, at den ikke må begrænses af en repræsentation, som er adskilt fra den folkelige selvorganisering. Den grundlovgivende forsamling må derfor bygge på en national debat blandt arbejdere, i forsamlinger i lokalområderne, blandt de oprindelige folk, i kvindeorganisationer, ungdomsorganisationer og i fagforeningerne.

 

Solidaritet med det chilenske folks kamp!

Fra Fjerde Internationale sender vi vores fulde til Chiles folkelige bevægelse. Vi fordømmer Piñeras brutale undertrykkelse og kræver hans afgang som et første skridt mod virkelige politiske forandringer i Chile. VI tror på, at den folkelige mobilisering baner vejen for et reelt brud med den onde arv fra diktaturet og er et vigtigt skridt mod at stoppe og overkomme den nyliberale politik i det land, hvor den første gang blev taget i anvendelse.

 

Vi støtter især de antikapitalistiske, økosocialistiske og feministiske kræfter i den folkelige bevægelse, som fremmer de mest fremskredne former for selvorganisering, og som kæmper for at fremføre et antikapitalistisk og revolutionært program. Et program, som kan formulere et brud, der både radikalt og samlende, og som kan tilføre bidrag til en strategisk linje for den igangværende proces.

 

Solidaritet med det chilenske folk!

  • Stop repressionen!
  • Ned med Piñera!
  • Fremad mod selvorganisering og folkemagt!
  • For en grundlovgivende forsamling, der bygger på folkets selvorganisering!
  • Fuld støtte til det anti-kapitalistiske, økosocialistiske og revolutionære venstre i Chile!

 

Udtalelsen blev vedtaget af Fjerde Internationales Forretningsudvalg den 8. november 2019.

 

Oversat fra anticapitalistas.org af Åge Skovrind

 

Redaktionens note:

Den 15. november besluttede de politiske partier i parlamentet at afholde en folkeafstemning om en ny grundlov til erstatning for den nuværende fra 1980 (indført under Pinochet-diktaturet og ændret væsentligt i 1989). En folkeafstemning i april næste år skal spørge chilenerne, om de ønsker en ny grundlov, og hvordan den skal udformes.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com