content-picture.php

Højrepopulisterne vinder frem over hele Europa, senest ved valget til EU-Parlamentet. De forenes af modvilje mod indvandring, den såkaldte elite og EU. Enigheden rækker dog ikke til klima- og miljøpolitikken, hvor man kun er fælles om, at den skal internationale organisationer ikke blande sig i; det skal klares nationalt.

af Arne Lund

(Artiklen knytter sig til Fra klimatosser til 100 procent tilhængere af grøn omstilling – om DF’s klima- og miljøpolitik).

 

Sommeren 2018 var dramatisk: Smeltende gletschere, omfattende skovbrænde i Nordeuropa, andre steder tørke og fejlslagen høst, samt flere tusinde, der døde på grund af varmen. Er det, hvad europæerne kan forvente fremover, hvis ikke klimaforandringerne bringes under kontrol?

 

De senere årtier med stedse flere ekstreme vejrhændelser har imidlertid ikke været nok til, at højrepopulisterne forstår, hvor alvorligt det kan blive. For dem er modstanden mod indvandringen og EU, og den nationale identitet, det vigtigste.

 

De europæiske højrepopulister er ikke en homogen størrelse. Vel er der meget, der forener dem, men klimakrisen har vist, at der også er betydelige nuancer – i det omfang, de overhovedet interesserer sig for emnet . Den tyske tænketank Adelphi satte sig derfor i vinteren 2019 for, at se nærmere på de tyve største højrepopulistiske partiers holdning til klima og miljø. Der blev brugt partiprogrammer og udtalelser, og det blev undersøgt, hvordan de har stemt i EU-Parlamentet i de to valgperioder 2009-2019. Rapporten Convenient truth findes her.

 

Romantik og nationalisme

Lidt historik: Højrepopulisternes opfattelse af natur og miljø stammer fra tiden efter Napoleons-krigene, i et Europa, hvor nye lande og grænser opstod. Periodens herskende kultur- og filosofi-retning var romantikken – en reaktion mod oplysningstiden, og den franske revolutions fornufts-baserede materialisme. Romantikken antog, at tilværelsens kerne var følelser og individ, og at intellektets betydning måtte vige til fordel for subjektive oplevelser og fantasier.

 

Med romantikken kom nationalismen og kravet om, at mennesker med samme sprog og kultur skulle afgrænse sig indenfor et givent landområde. Der opstod hjemstavnsbevægelser, og interessen for at bevare det uberørte landskab som værn mod den begyndende industrialisme og urbanisering voksede. Idealet var det enkle, rene og arbejdsomme liv på landet. Med tiden kom også krav om kroppens, sjælens, slægtens, nationens og naturens renhed, og at det fremmed- artede og det dekadente skulle fjernes.

 

Romantikken og nationalismen bredte sig ud over Europa. Om end de enkelte nationale bevægelser var forskellige, så havde de – og har – et fælles konservativt syn på tilværelsen, på samfundet, på familien og naturen.

 

Naturens skønhed – uden vindmøller

I dag giver det sig udslag i en grøn patriotisme, hvor det gælder om at bevare hjemstavnens og naturens skønhed, fri for vindmøller og solfangere. Sverigesdemokraterne fx kan til nød gå med til den slags – på betingelse af, at “det ikke påvirker elvene, de kulturelle og landskabelige værdier”

 

Naturbevarelse er alle partier enige om, men ikke hvordan det skal ske. Hvor venstrefløjen vil bruge lovgivningen og internationalt samarbejde til at dæmme op for det, der truer naturen, så vil højrepopulisterne ikke gå længere end til det, der umiddelbart kan ses og sanses for at bevare naturen som en idyllisk kulisse. Eksempelvis udfører både Vlaams Belang og Gyldent Daggry træplantningsprojekter, indsamler affald i naturen og lignende, men tager afstand fra den grænse-overskridende og internationale indsats.

 

Det er ikke kun Trump og Bolsanero, der mener, at “klimakrisen er noget kineserne/de røde har fundet på for at svække Vestens økonomi.” Også Marine Le Pens Rassemblement National (tidl. Front National) hælder til den anskuelse, når hun distancerer sig fra “venstrefløjens utopiske løsninger,” og afviser både EU og FN’s klimapanel og ser IPCC som et kommunistisk projekt.

 

Vilde påstande er der ingen mangel på. Vindmøller hævdes således af give folk kræft (Sande Finner, Trump). FPÖ advarer mod at bruge indsatsen mod klimaændringerne til at åbne Europa op for millioner af klimaflygtninge, hvilket næppe vil ske, da klimaflygtninge ikke har et konventions-krav på beskyttelse. AfD, Geert Wilders, Bulgariens Nationalbevægelse og Tjekkiets SPD mener, at klimakrisen er én stor manipulation, der skal dække over andre problemer, og tjener til at fylde lommerne på “solarbaronerne.” Og selvom gletsjerne i Alperne i de sidste fem år er skrumpet med over ti procent, så mener Schweizerische Volkspartei, at miljøets tilstand er god.

 

Højrepopulisterne kan ikke lade være med at blande modviljen mod de fremmede og mod venstrefløjen ind i miljø- og klimapolitikken. Hollandske Geert Wilders frygter for den dag, “hvor vore kvinder ikke kan færdes ude efter mørkets frembrud. Når gadelygterne slukkes for at spare energi, så har islamister og Sharia-tilhængere frit slag.”

 

Beskytte (nationens) erhvervsliv

Klimabenægtere er især engelske UKIP, Alternativ für Deutschland (AfD), Østrigs Frihedsparti m.fl. Typisk er AfD’s udsagn om, at klimaet altid har ændret sig, og at det, der sker i disse år, blot er tilbagevendende processer, som mennesker kun har ringe indflydelse på. Heri støttes AfD bl.a. af forskere, der er sponsoreret af Exxon/Mobil, mens FPÔ har tætte relationer til Østrigs stål- og olieindustri.

 

AfD og andre højrepopulister – samt de fleste midterpartier – mener, at tvungne CO2-reduktioner skader erhvervslivet, koster arbejdspladser og giver Kina og Indien konkurrencefordele. Her i landet hævder DF, at alt for skrappe krav til landbruget vil jage danske bønder til østlandene, hvor de kan producer til lavere omkostninger og med højere miljøbelastninger. Alternativet – en markant lavere kødproduktion – falder ikke højrepopulisterne ind.

 

I Polen beskytter den højreorienterede PiS-regering landets kulindustri. Dels på grund af dens størrelse, og dels fordi regeringen tror, at vedvarende energi vil føre til højere forbrugerpriser, der vil ramme socialt skævt. En uholdbar påstand i og med, at prisen på el fra vind og sol i dag er den samme – eller i nogle tilfælde endda lavere – end prisen på el fra kul, olie og naturgas.

 

Italienske Lega, der har tætte relationer til erhvervslivet, modsætter sig ofte vedvarende energi fordi “det kun gavner store udenlandske selskaber som Siemens, Ørsted og Vestas, hvilket er korrekt. De tre selskaber har bevist, at investeringer i vindkraft er særdeles givtige, men det er olie- og gasindustrien også, hvilket Lega fortier. Lega støtter dog energibesparelser, mindre forurenende biler og små vedvarende energianlæg – hvis det er produceret af italienske virksomheder

 

Ungarske Fidesz, den lettiske Nationale Alliance og – modstræbende – DF, er de eneste højre-populistiske partier, der accepterer klimaforandringerne, og at de skal løses gennem globale tiltag. Kun Fidesz ser positivt på Paris-aftalerne. I den daglige politik går det hjemme dog mere trevent, her holder Fidesz fast i den fossile energi og har ingen tiltro til de vedvarende energiformer. Det hænger måske sammen med landets egne store forekomster af naturgas.

 

National Alliancen støtter øget klimaforskning, og investeringer i renere teknologier og vedvarende energiformer, samt internationale aftaler og tiltag. Lidt i samme retning er de Sande Finner, om end partiet rummer divergerende holdninger.

 

Højrepopulisterne har haft held til at bilde folk ind, at de er bedre til at varetage “almindelige menneskers” interesser end centrum-venstre. “Vi er folket, og folket vil ikke have højere energi-afgifter, dyrere benzin og oksekød”.

 

”Vores bidrag er nyttesløst”

Der fiskes i rørte vande. Det sås i Frankrig, da de Gule Veste modsatte sig ikke alene Macrons skattelettelser til de rige, men også hans uigennemtænkte forhøjelse af benzinafgiften, og vendte deres vrede mod “eliten” (der jo er lige så mangfoldig som de Gule Veste). Stigende benzinpriser må naturligvis vække vrede i et land med mange lavtlønnede, hvor den kollektive trafik ofte mangler i landområderne, og hvor der kan være meget langt til arbejde, skole, indkøb osv. De Gule Vestes oprør gav vind i sejlene til højrepopulisterne, og i mindre grad til La France insoumise.

 

Vel skal de kunstigt lave benzinpriser stige, men hvis ikke de ledsages af sociale tiltag, som fx højere bundfradrag og andre kompenserende tiltag, så rammes de, der har mindst. Også her gælder, at alternativet skal være til stede, inden der gribes til restriktioner og højere afgifter.

 

Modstanden mod internationale klimaaftaler begrundes med, at magten skal ligge i nationalstaten, det skal hverken EU, FN eller andre bestemme.

 

I det omfang højrepopulisterne accepterer vedvarende energianlæg, da skal disse placeres enten ude på havet, eller på steder, hvor de ikke skæmmer landskabet. Også solfangere afvises; de gør byerne grimme. Højrepopulisterne protesterer dog ikke mod grimme fabriksanlæg eller store svinefarme.

 

Fælles for højrepopulisterne er opfattelsen af, at klimapolitikken er nyttesløs, at det enkelte lands bidrag er uden betydning. De Sande Finner mener, at EU-landene er længere fremme, end hvad der er påkrævet, så det er ikke her, der skal sættes ind. “Lad os i stedet tage fat på de store CO2-udledere – Kina, USA, Indien – eller Afrika, som Nye Borgerlige foreslår – her er virkelig noget at hente.” Korrekt, men højrepopulisterne ser bort fra, at EU er den næststørste udleder af drivhus-gasser og derfor har et betydeligt ansvar for at få ryddet op.

.

Højrefløjens indflydelse

Den stigende opbakning til højrepopulisterne har i flere lande givet indflydelse på klimapolitikken. I Tyskland fx fik AfD’s fremgang Angela Merkel til at udvande klimalovgivningen markant. Det samme er sket i England, hvor UKIP’s hårdnakkede modstand mod al klima- og miljøpolitik rækker langt ind i det konservative regeringsparti. Gennemføres Brexit, som det er lagt op til, da vil det kunne give alvorlige tilbageslag for klima- og miljøindsatsen.

 

På den anden side, så har Geert Wilders ikke kunnet forhindre, at den hollandske regering nu indfører en fartgrænse på 100 km/t for at begrænse bilernes CO2-udslip. Og selvom Sveriges-demokraterne har opbakning fra ca. 25 procent af vælgerne, så forhindrer det ikke regeringen i at bruge dele af CO2-skatten til at give skattelettelse i bunden og at udfase den A-kraft, som Sverigesdemokraterne vil have mere af.

 

Ved valget til EU-Parlamentet i maj i år, gik det yderste højre frem fra 151 til 192 mandater, og selvom fremgangen ikke blev så stort som forventet, så er det slemt nok.

 

I den valgperiode, der løb fra 2014-2019, stemte det yderste højre stort set nej til alle klima- og energitiltag. De fleste stemte også nej til Paris-aftalen i 2016, og til at reducere bilernes udslip af skadelige substanser.

 

Efter valget til EU-Parlamentet har de tre store partiblokke (Socialdemokrater, liberale og konservative) tabt indflydelse og skal nu have flere partigrupper med for at kunne få flertal. Det giver højrepopulisterne en styrkefordel, der vil kunne bruges til at presse de tre partiblokke til større tilbageholdenhed på klima- og miljøområdet.

 

Når det gælder om at gennemføre de tiltag, der er afledt af Paris-aftalen, da kan modstanden fra højrepopulisterne vise sig at være stor nok til, at processen forsinkes eller saboteres. Som om det ikke er svært nok i det fodslæbende EU, hvor hensynet til det indre marked overtrumfer alt andet.

 

Ikke kun højrepopulisterne modsætter sig en mere vidtgående grøn dagsorden, også konservative MEP’ere stemmer hyppigt imod klima- og miljøinitiativer. Om end der er nuancer, så er de fælles om at mene, at FN- og EU-aftaler vil være overambitiøse, og vil skade forbrugerne, de nationale økonomier og markedskræfterne.

 

Selv Italiens 5-Stjerne-bevægelse, der anses for at være “grøn”, stemmer af og til sammen med højrepopulisterne. Her er det dog ofte modstanden mod EU, der forener partierne.

 

I dag, hvor ca. 26 procent af parlamentsmedlemmerne er højrepopulister, giver det dem selvsagt øget indflydelse på parlamentets dagsorden, og på debatterne. De får længere taletid, og mere indflydelse på de rapporter, der udsendes. Hidtil har det yderste højre været opdelt i indbyrdes rivaliserende fraktioner, men også det er ved at ændre sig. Marine Le Pen, Wilders, Salvini m.fl. arbejder på et skabe “højrepopulisternes Internationale”, i og udenfor EU-Parlamentet, og den bestræbelse må ikke undervurderes.

 

Hvordan det vil gå med klima- og miljøpolitikken i EU-regi, må de næste fem år vise. Nok står de folkelige klimabevægelser stærkt, men EU har ofte været døv overfor den slags. Højrepopulisterne vil, med den øgede indflydelse, gøre hvad de kan for at bremse EU’s klima- og miljøpolitik, og i stedet overlade mest muligt til de nationale regeringer – med alt hvad det kan indebære af ringe eller manglende koordineret indsats, set i forhold til klimakrisens alvor.

 

Uanset hvad vi hver især måtte mene om EU, så kommer vi ikke uden om, at EU-Parlamentet er en arena, hvor der skal kæmpes for en langt mere progressiv klima- og miljøpolitik. En kamp, der er for alvorlig til, at den kan overlades til centrumpartierne og det yderste højre.

 

single.php