Gennem de sidste tyve år har Frankrig opretholdt et forholdsvist højt niveau af klassekamp. Mellem 2000 og 2017 var der et årligt gennemsnit på 124 strejkedage pr. 1000 arbejdere i Frankrig mod 84 i Belgien og kun 24 i Storbritannien.
Finansloven 2020 bliver klart bedre end nogen finanslov under Løkke- og Thorning-regeringerne. Der er ingen forringelser og en hel del forbedringer.
Iraks unge demonstrerer mod landets korrupte og uduelige politikere, der ikke magter at bringe landet på fode igen efter Vestens invasioner og IS. Den danske regering reagerer dels ved ikke at genåbne Irak-kommissionen, og dels ved at sende 200 soldater til Irak for at varetage sikkerheden. Sikkerheden for hvem? Regeringen eller befolkningen?
Ken Loach har gjort det igen; lavet en fremragende politisk film. Han forstår at fortælle en historie om almindelige menneskers hverdagsliv på en måde, som appellerer til alle. Også denne gang tager han fat i et alvorligt politisk problem. Ved at følge hovedpersonernes forståelige problemer sætter han tankerne i sving. Her er ingen løftede pegefingre, løsningerne må man selv tænke sig til.
De seneste måneder har medierne være oversvømmet af nyheder om oprørene i Mellemøsten: Sudan, Algeriet og Tunesien efterfulgt af Ægypten, Libanon, Irak og endelig Iran. Journalisternes forsøg på at fange udviklingen er ved at løbe tør for klicheer: arabisk forår, ørkenblomster, der myldrer frem efter regn, det arabiske efterår.
Den 10. november var Bolivia vidne til et kup, iscenesat af de mest reaktionære kræfter i landets herskende klasse. Bolivias arbejdere vil ikke acceptere kuppet og vil ikke tillade, at disse eliter får lov til at befæste deres direkte, ubegrænsede dominans over den bolivianske stat.
Tilsyneladende var Pedro Sánchez, fungerende premierminister fra Spaniens Socialistiske Arbejderparti (PSOE, et socialdemokratisk parti) sejrherren ved parlamentsvalget i Spanien den 10. november. Hans parti fik flest mandater – 120 ud af 350 i parlamentet.
Siden 18, oktober har vi været vidne til at af de stærkeste folkelige mobiliseringer siden tiden under Unidad Popular-regeringen i Chile (1970 -73). I en international sammenhæng præget af store bevægelser imod nyliberalismen, autoritære tendenser og korruption – de seneste måneder har der været oprør i Frankrig, Puerto Rico, Hong Kong, Libanon, Chile, Ecuador, Honduras, Haiti, Irak, Sudan og Algeriet – så har det chilenske oprør en enorm reel og symbolsk betydning.
Ecuador går en mørk tid i møde. Landet er fanget med en højst upopulær præsident, der har forrådt sit politiske mandat og vist sig villig til blodsudgydelser for at få gennemført et konservativt økonomisk program. Sidste år i oktober lod Lenin Morenos regering en bølge af undertrykkelse slippe løs for at kvæle den udbredte opposition mod den politik, IMF dikterede.
COP25 vil desværre ikke bringe verden nærmere en løsning på klimakrisen. Det vil den danske regerings smukke løfter heller ikke. Kun et massivt pres fra stærke bevægelser giver troværdigt håb om dette - globalt såvel som i Danmark.