Det her bliver det vigtigste valg til parlamentet i årtier, i hvert fald siden 1979, og det bliver et valg, der vil forandre alting for en hel generation. Det bliver en kamp, der vil kræve alt – og hvor alt vil blive smidt i hovedet på Labour fra højrefløjens side. Men fra valgkampens start tyder alting på, at Jeremy Corbyn vil kunne afværge de fleste af de angreb, der rettes mod ham og hans parti. Det kommer alt sammen til at afhænge af, hvad vi, i meget vid forstand, foretager os mellem i dag og den 12. december.

af Lindsey German

Det valg, som var uønsket af så mange, er kommet godt fra start. Labours entré i valgkampen var præget af gejst og selvsikkerhed – og de politiske udspil har allerede vakt skræk og rædsel hos BBC. At Emma Barnett var totalt lamslået over, at folk kunne finde på at mene, at milliardærer var noget dårligt, viser bare, hvor dybt inde i den elitære politiker-/erhvervslivsboble medierne befinder sig, og hvor uendelig lidt føling de har med almindelige mennesker.

 

Og at Donald Trump straks langede ud efter Jeremy Corbyn gav ham en sidegevinst, mens Boris Johnson startede med, at blive buhet ud, da han aflagde besøg på Addenbrooke-hospitalet i Cambridge, og regeringen har også officielt meddelt, at den er gået væk fra fracking, har droppet fastfrysningen af velfærdsydelser og hævet pensionen. Og alt det før løbet officielt var gået i gang.

 

Det vigtigste er, at mange Labour-medlemmer og tilhængere har reageret med så stor begejstring på udskrivelsen af valget. Det er, som om de er blevet befriet for en stor byrde efter måneder med endeløse og tit meningsløse møder i Underhuset. Det er ikke, fordi der har ophobet sig et bjerg af falsk optimisme – folk er meget seriøse og ser med stor alvor på de udfordringer, de står overfor, men holder også fast ved, at hvis de kan udføre det omfattende arbejde i marken, som situationen kræver, så kan de også vende den.

 

Det er derfor, der har været så overvældende mange, der er kommet til møder og har været med til at stemme dørklokker i løbet af weekenden. Det er et stort fortrin, som Labour har i forhold til de andre partier. Partiets styrke beror på deres medlems- og græsrodsopbakning. Det er en skam, at denne energi og aktivisme ikke genspejles i tilstrækkelig grad i Labours parlamentsgruppe. Der har været alt for mange medlemmer af Underhuset og en del af den brogede skare i Overhuset, der har gjort alt, hvad de kunne, for at spænde ben for dette valg (desværre med opbakning af alt for mange fra venstrefløjen). De har prioriteret internt kævl og bævl i Underhuset, herunder endeløse forhandlinger med andre oppositionspartier, frem for at tage den kamp op mod de konservative, som størstedelen af aktivisterne ønsker.

 

Selv da det så ud til, at Labour ville blive udmanøvreret af de Liberale Demokrater og SNP (det skotske nationalistparti), der krævede valg, var der mange Underhus-medlemmer, der blev ved med at true med at stemme imod, og de måtte trækkes ved håret, mens de skreg og sparkede, til at gå ind for, at der blev udskrevet valg. Det hele gik heldigvis alt for hurtigt for dem, og vi kan lige minde om, at Owen Smith – der udfordrede Corbyn tilbage i 2016 – sagde til Newsnight, at han ikke ønskede valg, fordi Labour ikke kunne vinde det, men vendte på en tallerken dagen efter.

 

Det valg, der nu kommer, vil ændre på styrkeforholdene i Labour – de adelige fra Overhuset og Underhus-medlemmerne fra højrefløjen, der driver den af i vandrehallen og forsyner de journalister, der er imod Corbyn, med, hvad den og den siger, eller hvad Corbyn har sagt eller gjort, må undvære den luksus i de næste seks uger. Valget kommer til at sætte et altdominerende præg på medierne, men det bliver vundet eller tabt, hvor jævne mennesker færdes.

 

Og det er også her, Labour står over for forskellige sæt af udfordringer – fra de Liberale Demokrater, Brexit-partiet og selvfølgelig de konservative. Det er i en vanskelig position med hensyn til Brexit-problematikken, ikke fordi partiets politik er uklar (det er den virkelig ikke), men fordi de Liberale Demokrater påstår, at Labour er et Brexit-parti, mens de konservative påstår, at det er er et Remain-parti. Som de alle ved, så er begge dele løgn. Jeg er ikke enig i Labours politik, men den er udtryk for et forsøg på at repræsentere begge sider af debatten, noget, som ingen af de andre partier har vovet at give sig i kast med.

 

Der er ikke andet at gøre end at fortsætte det sure slid med at pille deres argumentation fra hinanden og fortsætte med at insistere på, at dette valg ikke bare handler om Brexit, men om hvad det er for et samfund, som vi lever i. For at sige det ligeud, der er ingen mening i, at man stemmer for Remain, som man foretrækker, hvis man så bliver belemret med Jo Swinson (de Liberale Demokraters leder), der gladeligt tjente som minister i koalitionsregeringen med de konservative, og som vil ofre arbejdernes rettigheder uden at tænke nærmere over det.

 

Det er Labours største styrke at kunne bekæmpe neoliberalismen, og partiet kan konkretisere, hvad der skal til for at forandre samfundet til det bedre, så det kan appellere til både Remain- og Leave-tilhængere. Det kommer f.eks. til udtryk ved beslutningen om at støtte kampagnen imod forskelsbehandling af kvinder i pensionssystemet, og gå ind for, at de kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet tidligere. Højere pensionsalder for kvinder har været en af de største skandaler i det seneste årti, og det har virkelig skabt vrede. Hvis jeg skulle bestemme, hvad der skulle være Labours strategi, så skulle det være et centralt element at satse på de arbejdervalgkredse, hvor flest stemte Leave.

 

De konservative er godt klar over, at det her valg ikke bare er et Brexit-valg. Det er derfor, de nu har så travlt med NHS (det nationale sundhedsvæsen) og kommer med forskellige planer for at fjerne eller formindske nogen af de skader, som deres tidligere planer har forvoldt. De ved, at de er nødt til at gøre indhug på Labours vælgere i Yorkshire og i den nordøstlige del af landet. Labour må så svare igen med krav om mere og bedre offentlig transport, en plan for socialt boligbyggeri og flere regulære jobs med fastansættelse.

 

Vi må så se, hvordan det spænder af, men valget ser allerede nu ud til at være et løb med kun to heste. Nigel Farage får ikke en aftale med de konservative, der aldrig vil gå med til det, og som i stigende grad ser helt væk fra et no deal-Brexit, fordi de har en aftale på bordet. Farage bliver derfor nødt til at stille en masse kandidater op. Det vil splitte gruppen af kompromisløse Brexit-vælgere, men kan også skade Labour, fordi Brexit-partiet måske kunne have tiltrukket vælgere, der ikke kunne drømme om at stemme på de konservative. Jeg tror nu, at det vil skade de konservative mest.

 

Farage vil komme til at stå for skud som den stenrige eks-børsmægler, han er –  ikke mindst på grund af hans holdninger til racisme og immigration. Opinionsmålinger tyder på, at immigration er et mindre vigtigt tema nu, end det var under folkeafstemningen. Hvis der bare havde været en ordentlig debat om emnet, hvor Labour havde været med, og hvor også fordelene ved den havde været inddraget, så ville der måske have været langt færre, der så den som et ’problem’.

 

Med hensyn til de Liberale Demokrater er det svært at finde ud af, hvor man skal begynde eller ende. De udgør et hårrejsende mix af arrogance, dogmatisme og højreorienteret politik. Næsten alle deres nye Underhus-medlemmer kom fra de konservative, og næsten alt deres skyts bliver rettet mod Labour og Corbyn. De smider om sig med flyers, hvor de ud i den blå luft påstår, at de kan vinde en række pladser i Underhuset i de kredse, hvor deres stemmetal kom ind på en meget fjern tredjeplads for bare to år siden. I mange tilfælde vil det kun komme til at betyde én ting – at forhindre Labour i at vinde kredse, hvor de er tæt på de konservative, og på den måde bidrage til en konservativ valgsejr.

 

En stemme på de Liberale Demokrater vil altså være en stemme, der kommer de konservative til gode. Og der er vel ingen, der tror på den latterlige propaganda om, at Jo Swinson bliver den næste premierminister. Det er simpelthen flovt. I følge en artikel i Financial Times for nylig, ser de ud til at få 30-40 mandater – godt nok en fremgang, men det er rimelig sikkert, at det endnu en gang vil gøre dem til det fjerdestørste parti og ikke et, der kan danne regering.

 

Det er min fornemmelse, at opbakningen til de Liberale Demokrater vil dale, efterhånden som valgkampen skrider frem, og den vil bevæge sig meget forskellige steder hen. Og det kan kun give flere stemmer til Labour.

 

Demonstrationer er et langt sats, men man vinder til sidst

Jeg blev for nylig mindet om, at det er 50 år siden, jeg gik med i min første demonstration. Jeg var 18 år, og det var som protest mod den sydafrikanske Springbok Rugby-turné, der kun var for hvide. Jeg var, som så mange af min generation, rystet over det uretfærdige ved apartheid, og oplevede de påskud, der blev givet for ikke at tillade sorte at deltage i idrætsudøvelse som fuldstændig utålelige. Siden dengang har jeg været med i tusinder af demonstrationer, og jeg har også organiseret en hel del af dem.

 

Det er værd at huske på, hvor vigtige demonstrationer er med hensyn til at ændre folks tænkemåde. Apartheid blev dengang forsvaret af skiftende regeringer, og det blev understøttet af, at der var mange i Storbritannien, der gik rundt med en overbevisning om, at sorte mennesker ’ikke var parate’ til at stemme og regere lande. Labour-regeringen tog dengang ubegribeligt nænsomt på den modbydelige propagandist for hvidt overherredømme, Ian Smith, der styrede Rhodesia (Zimbabwe) på stemmerne fra det hvide mindretal. Strejkerne og demonstrationerne bidrog til at ændre på det.

 

Det samme gælder mange andre stridspunkter, fra krig til abortrettigheder. I alle disse tilfælde har den direkte aktion og det, at millioner af mennesker var involveret, gjort sit til at forandre verden. Vi er lige nu vidne til enorme demonstrationer fra Chile til Libanon og Irak, der kræver forandringer. De har krav på vores støtte. Og stort bifald til dem, der lige nu aktionerer mod Cuadrillas planer om at iværksætte fracking ved Preston New Road.

 

Jeg talte på 2 års-dagen for deres protestaktioner og oplevede de aktionerende som en enormt målrettet og velorganiseret gruppe. Nu dropper Cuadrilla så sin fracking – dog først efter at have forårsaget utallige jordrystelser – og selv de konservative går nu ind for et midlertidigt stop. Selv om du måske ikke mener, at man er nået særlig langt, så står fjenden dog over for meget betydelige vanskeligheder, ikke mindst fordi du har været med til aktionere.

 

Dagens briefing

Denne briefing begyndte under valget i 2017 som et bidrag til at få socialistiske argumenter frem i valgkampen. Det var dengang dagligt på hverdage, og jeg har valgt at vende tilbage til denne rytme i løbet af den næste halvanden måned, når valgkampen formelt begynder. Det er besværligt, men også sjovt og forhåbentlig også nyttigt. Jeg håber, du kan lide at læse det og vil bede dig om at sende, hvad du nu kommer til at tænke på, ideer, nyheder, og også kritik (altsammen kammeratligt, selvfølgelig).

 

4. november 2019

 

Lindsey German skriver en daglig kommentar under den britiske valgkamp, som man kan få tilsendt ved bestilling fra hjemmesiden Counterfire, hvorfra ovenstående artikel er oversat af Niels Overgaard Hansen.

 

Som national koordinator for ’Stop the War Coalition’, var Lindsey German en af de vigtigste organisatorer af den største demonstration, og en af de største massebevægelser i britisk historie.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com