content-picture.php

Tilsyneladende var Pedro Sánchez, fungerende premierminister fra Spaniens Socialistiske Arbejderparti (PSOE, et socialdemokratisk parti) sejrherren ved parlamentsvalget i Spanien den 10. november. Hans parti fik flest mandater – 120 ud af 350 i parlamentet.

af Dick Nichols

Valget var det fjerde i lige så mange år. Sánchez, som også vandt det forrige valg den 28. april på en skræmmekampagne om at holde højrefløjen væk fra fadet, besluttede efter aprilvalget, at PSOE kunne opnå endnu mere ved at nægte at gå i regering med det mere radikale Unidas Podemos (UP – ofte blot betegnet som ”Podemos”).

 

Dette ville ellers have været muligt med udgangspunkt i samarbejde mellem disse to landsdækkende partier og med støtte fra de partier, som repræsenterer det såkaldte ”tredje Spanien – de historiske nationer Catalonien, Euskadi (Baskerlandet), Navarra og Galicien, sammen med regioner som Valencia-området, de Kanariske Øer og Aragon.

 

Men PSOE´s tilgang til forhandlingerne efter valget i april var at køre disse på en sådan måde overfor Podemos, at man sikrede et sammenbrud, for derefter at hævde, at det var ambitionerne hos Podemos’ leder, Pablo Iglesias, der var skyld i, at Spanien måtte ud i endnu et valg.

 

Man satsede på at kunne trække ekstra stemmer til PSOE over midten fra et parti ved navn Ciadananos (Medborgere – et nyliberalt parti kendt som ”højrefløjens Podemos”), som var i indre oprør på grund af lederen Albert Riveras sekteriske korstog om at kunne overhale det traditionelle konservative Partido Popular (PP) som den altdominerende styrke til højre.

 

Stædig spansk virkelighed

Men denne plan grundstødte på en stædig virkelighed i spansk politik – vælgerne krydser sjældent skillelinjen mellem højre og venstre, og valgene afgøres hovedsageligt gennem højere eller lavere valgdeltagelse.

 

Dette blev bekræftet den 10. november. På ”rød stue” var der kun mindre forskydninger mellem PSOE og Podemos. PSOE mistede tre mandater (fra 123 til 120) og Podemos syv (fra 42 til 35). Det nye parti Más País (Mere Land), anført af den tidligere Podemos-kendis Íñigo Errejón, fik to sæder.

 

Totalt gik ”rød stue” tilbage fra 165 pladser til 157, medens blå blok – PP, Ciudadanos og den yderste højrefløj VOX – voksede med kun tre (fra 149 til 152). Blokken af de lokalt baserede ”tredje Spanien” gik frem med fem mandater (fra 36 til 41).

 

Med to millioner færre, der stemte sammenlignet med april, mistede Socialdemokratiet 728.000 vælgere, medens Podemos tabte 636,000. De fleste af Podemos frafaldne vælgere satte i stedet krydset ved Más País som fik 399.000 stemmer (1,6 procent).

 

De fleste af de desillusionerede Ciudadanos-vælgere søgte i stedet tilflugt hos de virkelige vindere af valget den 10. november, det ultrahøjreorienterede parti VOX, ledet af Santiago Abascal, den spanske udgave af Marine Le Pen i Frankrig eller Matteo Salvini i Italien. Disse to fremmedfjendtlige ledere styrtede da også ud for at hylde VOX succesfulde fremgang fra det femte- til det tredjestørste parti i parlamentet, med en opbakning på 15,1 procent.

 

I modsætning til stilstanden inden for ”rød stue” oplevede blå blok en voldsom omvæltning. Med en fremgang fra 24 til 52 pladser i parlamentet i kraft af yderligere 962.000 stemmer kan VOX nu udnytte Spaniens parlamentariske institutioner til at forstærke sin hellige krig mod den catalanske selvstændighedsbevægelse og til at ”normalisere” sin hadefyldte dagsorden.

 

Som en parlamentarisk gruppe med over 50 medlemmer vil VOX kunne bombardere den Spanske Forfatningsdomstol med krav om at erklære selvstændighedssøgende partier ulovlige og med udfordringer af lovligheden af de catalanske, baskiske og galiciske institutioner.

 

Sánchez og Iglesias skruede nu en rammeaftale for en regeringsdannelse sammen på under 48 timer, hovedsageligt som reaktion på den radikalisering af højrefløjen, som PSOE´s beslutning om at gennemføre et valg havde fremprovokeret.

 

En folkeafstemning om Catalonien

Hvorfor var det VOX, som indtil valget i april aldrig havde været repræsenteret i parlamentet, der vandt mest?

 

Med en valgkamp, hvor de partier, der vil fastholde Spaniens enhed, konkurrerede om at være bedst til at kunne bekæmpe den catalanske bevægelse for uafhængighed og selvstændighed, fremstod VOX med sin skræmmekampagne om , at ”fjenden står lige foran døren”, som mest troværdig overfor denne trussel.

 

Den fortsatte bølge af protester mod Højesterets domme fra den 14. oktober, der gav ni catalanske ledere i alt 99,5 års fængsel for deres rolle i at afholde folkeafstemningen om selvstændighed i oktober 2017, dominerede fuldstændigt valgkampen.

 

De spanske medier og det politisk-juridiske etablissement reagerede på de folkelige catalanske protester med forskellige grader af overdreven frygt.

 

Paniksvaret fra PSOE-regeringen var et forsøg på at tage brodden af højrefløjens hysteri ved at fremsætte sine egne udgaver af højrefløjens forslag. I en tv-debat mellem partilederne udtalte en forfjamsket Sánchez, at han ville sikre sig, at den tidligere præsident for Catalonien, Puigdemont, blev ført tilbage fra sit eksil i Belgien og stillet for en domstol.

 

Da en journalist mindede ham om, at dette hørte under den øverste anklagers opgaver, spurgte han: ”Og hvem er det så, der udnævner Rigsadvokaten?”.

 

Men med denne fortalelse torpederede Sánchez sin egen regerings påskud for ikke at gribe ind imod retsforfølgelsen af de øvrige catalanske ledere – respekten for ”magtens tredeling”. Den næste dag tilskrev Sánchez sit farlige brud på troværdighed, at han var påvirket af stress i valgkampen.

 

Sánchez lovede også at genindføre en lov om at forbyde regionale regeringer nogen form for folkeafstemning. Under hele kampagnen nægtede han at tage telefonen, når han fik at vide, at den catalanske præsident Quim Torra var i røret.

 

Hyænerne fortærer Medborgerne

VOX stormede frem den 10. november, fordi partiet i denne atmosfære af krise bedst forenede uhæmmet propaganda mod catalansk selvstændighed, ekstreme (og forfatningsstridige) krav om spansk monolitisk enhed samt de klassiske meldinger fra det europæiske yderste højre – det hele fremstillet som problemer, som den politiske elite ønsker at fortie.

 

Gardinprædikenen fra VOX udså illegale immigranter som syndebukke for længere ventelister i sundhedssystemet og forværrede voldtægtsstatistikker; krævede at uledsagede mindreårige flygtninge blev sendt ”hjem”; affyrede en bredside mod feminisme for at undergrave familierne og fremme forfølgelse af mænd; fremhævede tyrefægtning som en central del af den spanske kulturarv, og påstod at en gencentraliseret stat på én og samme tid både ville forbedre serviceniveauet og sænke skatterne.

 

VOX fik frit løb i de højreorienterede medier, herunder et interview i den bedste sendetid med Abascal i landets mest populære talkshow på tv.

 

Resultatet blev, at millioner af højrefløjsvælgere fik øjnene op for, at VOX var ”den ægte vare”. I modsætning til Ciudadanos var VOX ikke tilsmudset af nogen mistanke om liberalisme og ville aldrig blive inddraget i dannelsen af en PSOE regering (som det tidligere havde været på tale i forhold til Ciudadanos).

 

VOX fik hjælp til at fortære Ciudadanos af PP, som genvandt 660.000 vælgere og dermed blev det næststørste parti med 20,8 procent af stemmerne (fremgang på 22 mandater til 88). Disse konservative vælgere havde i april straffet deres parti for dets manglende evne til at standse den ydmygende folkeafstemning om selvstændighed i Catalonien.

 

Flænset af hyænerne VOX og PP mistede Ciudadanos 2,5 millioner af de 4,1 millioner stemmer fra april på og faldt fra 57 mandater til 10.

 

Ciudadanos’ partileder Rivera, der startede sit offentlige liv som en harsk modstander af det catalanske uddannelsessystem, afbrød herefter sin politiske karriere for at vende tilbage til den stilling, som finansgiganten Caixbank havde holdt åben til ham.

 

Fremgangen for det ”tredje Spanien”

Opkomsten af det superspanske VOX blev modspejlet i fremgangen for det ”tredje Spanien”. I takt med at opbakningen til de enhedsspanske partier på såvel venstre- som højrefløjen fortsætter med at svinde ind i det, der kaldes ”Udkants-Spanien”, steg den vælgermæssige opbakning til disse nationalistiske blandede kræfter fra 9,7 til 11, 6 procent.

 

I Catalonien steg det samlede stemmetal for selvstændighed – delt mellem Sammen for Catalonien (JxCat), det Catalanske Republikanske Venstre (ERC) og Folkets Enhedsliste (CUP) – fra 39,4 til 42,6 procent, hvilket udløste et ekstra mandat, så disse tre partier nu sidder på 23 af de 48 pladser, som Catalonien har i parlamentet. Således overhalede de det antal stemmer, som gik til modstanderne af selvstændighed – PP, VOX, Ciudadanos og PSOE´s catalanske afdeling – der faldt fra 43,2 til 39,8 procent med tab af et mandat (ned til 18). Sammen Kan Vi (ECP), Podemos catalanske søsterparti, der støtter selvstændighed, gik lidt tilbage, fra 14,9 til 14,2 procent, men bevarede sine syv mandater.

 

30 af Cataloniens 48 medlemmer i Madrid støtter nu landets ret til selv at afgøre sin skæbne – hvilket er den højeste andel hidtil.

 

I Euskadi vandt centrum-højrepartiet PNV (det Baskiske Nationalistparti) et ekstra sæde på bekostning af Podemos, medens det venstreorienterede uafhængigheds parti EH Bildu tog et mandat fra PSOE. I Galicien kom den Galiciske Nationalistblok tilbage til parlamentet med et enkelt mandat.

 

Den femte fremgang for det ”tredje Spanien” var til Teruel Eksisterer! i Aragonien.

 

Hvilke fremtidsudsigter?

Hvilken regering kan nu dannes af et endnu mere mudret parlament?

 

Resultatet af rammeaftalen mellem PSOE og Podemos, hvis det ellers lykkes at finde et flertal i parlamentet til at støtte en sådan regering, vil indebære, at Podemos skal have ministerposter, og Pablo Iglesias skal være vice-premierminister.

 

Men til hvilken pris? 10-punkts aftalen mellem de to partier omhandler progressive tiltag i almindelighed, men indeholder ikke afskaffelse af de ”reformer” af arbejdsmarkedslovgivningen, der har været ødelæggende for lønninger og arbejdsvilkår.

 

Om det brændende spørgsmål om Catalonien følger aftalen PSOE´s linje, som lyder ”tiltag for forståelse og sameksistens, men altid inden for grundlovens rammer”.

 

Den 13. november udtalte ERC-lederen Pere Aragonés, hvis parti skal undlade at stemme, for at en PSOE-Podemos regering kan dannes, at han ikke ville gøre dette, før forhandlinger mellem Madrid og Barcelona var blevet genoptaget.

 

Derudover vil der snart vise sig flere alvorlige problemer efter Podemos’ strategiske valg om at regere sammen med PSOE og overlade al opposition i parlamentet til højrefløjen.

 

Hvilke grader af nedskæringer vil Podemos-ministrene acceptere, når den truende økonomiske nedgang slår igennem? Hvilken grad af undertrykkelse af den catalanske selvstændighedsbevægelse? Hvilken grad af underkastelse under den spanske stats reaktionære strukturer? Hvordan vil Podemos reagere på protester mod regeringen?

 

Ventetiden på svarene af disse spørgsmål vil højst sandsynligt blive meget kort.

 

Opdatering: Regeringsforhandinger fortsætter, men medlemmer af Podemos har ved en urafstemning frem til den 27. november med et flertal på 96 procent sagt ja til, at Podemos indgår i en koalitionsregering med PSOE. Medlemmerne hos alliancepartneren Izquierda Unida sagde ligeledes ja med et flertal på 88 procent. Hos ERC har et flertal på 95 procent bakket op om ledelsens forslag om at muliggøre en PSOE-Podemos Unidas-regering ved at undlade at stemme, så den ikke har et flertal imod sig. Tidligere har medlemmerne af PSOE støttet den ny regeringskoalition med 92 procent.

 

Oversat fra Green Left (Australien) af Peter Kragelund. Dick Nichols er avisens Europa-korrespondent og bor i Barcelona.

 

 

single.php