COP25 vil desværre ikke bringe verden nærmere en løsning på klimakrisen. Det vil den danske regerings smukke løfter heller ikke. Kun et massivt pres fra stærke bevægelser giver troværdigt håb om dette - globalt såvel som i Danmark.

af SAPs Forretningsudvalg

Den 2.-13. december afholdes FN’s 25. klimakonference, COP25, i Madrid. Den blev flyttet fra Chile pga. folkeligt oprør mod nyliberalisme og udbytning.  Santiago eller Madrid, topmødet giver umiddelbart kun udsigt til flere hule løfter og tomme ord.

 

Ingen illusioner om COP25

Erfaringen med løfterne om trecifrede milliardbeløb, der skulle rulle fra nord til syd for at muliggøre en globalt lidt mindre skæv fordeling af omkostningerne ved at skære ned på verdens CO2-udslip, er helt de samme som erfaringerne med løfterne om, at de enkelte lande hver for sig skulle gå hjem og opstille og indfri konkrete planer om dramatiske CO2-nedskæringer: Der sker ikke.

 

En skræmmende konsekvens af dette er, at det globale CO2-udslip ikke faldt, men steg med anslået 1,6% i 2017 og ca. 2% i 2018. I en situation, hvor temperaturstigningen allerede har nået 1,1 grader. Hvor konsekvenserne i form af flere ekstreme vejrforhold/naturkatastrofer som f.eks. tørke og brande, oversvømmelser og afsmeltning af iskapper ved polerne allerede er tydelige. Hvor verdens fattigste allerede lider under flere sultkatastrofer og mangel på drikkevand. Og hvor forskerne råber stadigt højere om tidsfaktorens afgørende betydning, hvis processerne ikke skal løbe løbsk.

 

”Kulstofneutralitet 2050” og kapitalinteresser

Op til COP25 er det betegnende for situationen, at 60 lande (bl.a. Tyskland, Frankrig, England og Italien) har fremlagt en dybt uansvarlig plan, ”Kulstofneutralitet i 2050”, hvis mål er en  udskydelse af afviklingen af fossil energi her og nu, til fordel for en dramatisk voksende indsats med ”kulstoffjernelse” i sidste øjeblik – baseret på højst tvivlsomme teknologier.

 

Den slags planer handler ikke om at beskytte kloden, men om at beskytte den enorme kapital, der gemmer sig i ejendomsretten til den fossile energi. Alene installationerne udgør en enorm kapital, ca.1/5 af verdens BNP; dertil kommer en langt større ”værdi” af uudnyttede fossile råstofressourcer. Værdier, som kapitalisterne ikke vil slippe – og som deres regeringer derfor kæmper med næb og kløer for at bevare.

 

Klimabevægelsens valgsejr!

Det var en kæmpestor politisk sejr, som ikke skal tales ned, at ”forståelsespapiret” for den nye regering kom til at indeholde både løftet om en bindende klimalov og målet på en 70%-reduktion af drivhusgasser inden 2030. Den styrke og bredde, som klimabevægelserne viste i løbet af valgkampen, var helt afgørende for dette (og for at stort set samtlige partier efterfølgende har følt sig pressede til i ord at bakke op)!

 

Men al snak om ”Danmark som foregangsland” osv. er opreklameret sludder, så længe de flotte ord ikke er omsat til handling. Kendsgerningerne er, at også Danmarks CO2-udslip steg sidste år. Kendsgerningerne er, at med alle mulige (sikkert optimistiske) fremskrivninger af de grønne planer, der i øjeblikket er lagt, vil Danmarks udledning af drivhusgasser i 2030 stadig være på 54% af 1990-niveauet, dvs. tæt på det dobbelte af målsætningens 30%.

 

Kendsgerningen er også, at regeringens hidtidige handlinger på dette område har været mildest talt bekymrende.

 

Regeringens forkvaklede og tøvende start

Det gælder f.eks. det faktum, at regeringen indgik både kommune- og regions-aftaler for 2020, der var nærmest klinisk rensede for penge til lokale klimaindsatser. Og at regeringens eget udkast til finanslov på klimaområdet var endnu en socialdemokratisk skandale: Nogle penge til klimaforskning, der bare var taget fra de allerede afsatte forskningsreserver. Og (alt for beskedne) klimabidrag til udviklingslandene, der – for at føje spot til skade – skulle tages fra bevillingerne til andre former for bistand, f.eks. sundhed og undervisning!  Regeringens udspil lagde yderligere så snævre rammer for ”forhandlingsreserven”, at denne ikke tilnærmelsesvis giver mulighed for et klimaindhold, der batter.

 

Bedre ser det ikke ud med regeringens første udspil til ”bindende klimalov”. Det indeholdt en paragraf, der tilsyneladende reducerede ministrenes ansvar for deres målopfyldelse til ansvaret for – at komme med en passende bortforklaring!

 

Større forventninger har regeringen åbenbart til 13 ”klimapartnerskaber” og en ”Grønt Erhvervsforum” med topchefer fra erhvervslivet – fra fly- til fødevarebranchen – der skal vise deres angivelige ”samfundssind”(??) og ”formulere køreplaner”, så Danmark når i mål. Det svarer nogenlunde til at overlade ansvaret for en fårefloks overlevelse til et kobbel småsultne ulve.

 

Dansk Erhverv bidrog til dette projekts troværdighed med et forslag om at finansiere en klimafond ved et salg af statens Ørsted-aktier for 120 mia.kr. Aktierne gav sidste år et overskud på 20 mia., især i kraft af investeringerne i vindkraft. Det er da klart, at det er vigtigt for den grønne omstilling, at den slags indtægter havner i private lommer…

 

Bevægelse for handling, der batter!

I dette øjeblik er hverken finanslovsforhandlingerne eller forhandlingerne om en klimalov afsluttede.

 

Men et er sikkert: Både før og efter præsentationen af disse forhandlingers resultater bliver det helt afgørende, at der er stærke klimabevægelser på gaden!

 

Det er derfor en vigtig opgave for Enhedslisten såvel som SUF at bidrage til at opbygge, udvikle og styrke klimabevægelserne samt at rejse klimakrav i f.eks. fagbevægelsen. Og det gør vi bedst ved at kollektivisere vores arbejde med dette.

 

Der er brug for bevægelser, der stiller konkrete krav om handling her og nu. Krav, der batter. Men selvfølgelig også især krav, der kan samle eller allerede har samlet bred opbakning, som f.eks.:

 

  • En bindende klimalov, der har handlingsmæssige konsekvenser, hvis de løbende mål ikke opfyldes, og som opdaterer målene ift. situationen på globalt plan.
  • Et stop for udvindingen af olie og gas i Nordsøen
  • Stop for ”Baltic Pipe”-projektet
  • Et stop for udbygningen af Københavns Lufthavn
  • Mindst en halvering af taksterne i den kollektive trafik
  • Hurtig udfasning af diesel-, benzin- og gasdrevne biler.
  • En gradueret flyafgift med ”grøn check” til social udligning
  • Danmark skal betale sin rimelige andel til støtte af grøn omlægning i Syd
  • Bevarelse af skove og andre naturområder gennem omlægning af produktionsområder til natur, samt stop for import af træ til afbrænding.
  • En klimafond (f.eks. 200 mia. finansieret af de p.t. ekstremt billige, statslige, langfristede obligationslån) til massive offentlige investeringer i grøn omstilling, f.eks.:
    •     Etablering af vedvarende energianlæg ejet af det offentlige eller lokale fællesskaber
    •     Rentefrie lån til energirenovering af boliger
    •     Finansiering af en massiv udbygning af den kollektive trafik
    •     Infrastruktur og tilskud til omstilling til (dele-)elbiler, hvor der er behov for biler (f.eks. i tyndtbefolkede områder)
  • En grøn beskæftigelsesplan, der sikrer omskoling og nye, bæredygtige jobs til arbejdere i de fossile industrier, der afvikles – f.eks. med energirenovering af bygninger og udbygning af vedvarende energi.

 

Bl.a. sidstnævnte er et vigtigt afsæt for mobiliseringen på arbejdspladser i industrien og i denne del af fagbevægelsen. En mobilisering, der allerede er taget hul på, og som er yderst vigtig for udviklingen af klimakampen. Kravet om kortere arbejdstid uden tempoopskruning og lønnedgang kan forhåbentlig også komme i spil som et centralt krav i denne alliance.

 

Stærke og demokratiske bevægelser

Der er brug for stærk, organiseret bevægelse, hvis kampen mod klimakatastroferne ikke skal blive ved tomme løfter og smuk snak. Der er allerede og vil utvivlsomt blive en endnu større mangfoldighed af forskellige bevægelser – med forskellige aktionsformer og krav, og med særlig appel til forskellige grupper.

 

Men det er også afgørende, at de forskellige bevægelser kan finde sammen om fælles krav og fælles aktioner, når der for alvor skal pres på. Det gælder lige fra lokale netværk til aktioner og manifestationer på tværs af landegrænserne. Det gælder klimabevægelserne, men også fagbevægelsen, de uddannelsessøgendes organisationer, boligbevægelser m.v., efterhånden som de påtager sig et ansvar for klimaet.  Der er ikke plads til sekterisme, hvis kampen skal vindes.

 

For alle disse bevægelser er det vigtigt at sikre en inddragende og demokratisk opbygning, hvor det ikke er bureaukrater eller selvudnævnte ledelser, der styrer. Hvor der er rum for debat og tendensfrihed, og hvor de aktive træffer de kollektive beslutninger. Det vil sikre de stærkest mulige bevægelser, og bevægelser, der kan udvikle deres krav og politik, når situationen kræver det.

 

De næste skridt

Enhedslisten og SUF har også en opgave mht. netop det, at præsentere vores bud på de næste, nødvendige skridt. Krav, som måske ikke er en del af bevægelsens grundlag, men som er svar på spørgsmål, som det er nødvendigt at have et svar på. F.eks. svaret på spørgsmålet om, hvor pengene til den grønne omstilling skal komme fra. (Og ja: Fra de rige!).

 

Enhedslistens grønne delprogram er gennemsyret af sådanne krav. Krav, som der måske ikke endnu er bred opbakning bag, men som det er nødvendigt at begynde at gøde jorden for. Nemlig krav, der for alvor angriber profitstyringen af investeringerne og sikrer bæredygtighed som et omdrejningspunkt. Som erstatter den uendelige vækst i materiel produktion, der skal holde kapitalismen på benene, med en retfærdig fordeling og andre former for øget livskvalitet, f.eks. mere fritid og kulturtilbud af alle slags.

 

Oplagte eksempler på konkrete krav er f.eks.:

  • Hele energisektoren skal under demokratisk kontrol
  • Forsyningsnet skal være fælleseje under brugernes kontrol
  • Alle naturens ressourcer – om det er vand eller olie – tilhører os alle og skal gives tilbage til fællesskabet
  • Indgreb mod profit-produktionens vanvid, f.eks. reklamer, unødvendig emballage og produkter med ”kunstig forældelse”
  • Samfundsovertagelse af finanssektoren, dvs. banker, kapitalfonde m.v., så den kan komme under demokratisk kontrol og sikre bæredygtige investeringer i stedet for profitjagt
  • Straksafvikling af krigsindustrien og konfiskation af dennes aktiver

 

Hvis klimakrisen og den økologiske krise ikke skal få katastrofale konsekvenser for i hvert fald verdens underklasse, kræver det et opgør med den kapitalistiske profit-økonomi. Kapitalismen står i vejen for en bæredygtig udvikling. SUF og Enhedslisten må tage ansvar og gå foran med at pege på nogle af de mest oplagte skridt i retning af et opgør med dette system.

 

Mobiliser til Green Friday d. 29.november!

Der er som allerede nævnt ingen grund til at have tillid til COP-systemet som drivende kraft. Der er heller ingen grund til at have tillid til regeringens og nu næsten samtlige danske partiers læbebekendelser.

 

Det er bevægelsen – de 7,5 millioner, der verden over demonstrerede d.20.-27.sept., ikke mindst de mange unge – der giver grundlag for håb.

 

Lige her og nu handler det om at mobilisere flest muligt til den næste ”Friday for Future”, den globale klimastrejke og aktionsdag, Green Friday d. 29.november.

 

Det er en international begivenhed, der op til COP25 samler aktivister i en lang række lande. Og der er brug for internationalt pres. Men det internationale pres må have og får afsæt i pres for handling her og nu i de enkelte lande.

 

Også i vores selvudnævnte ”foregangsland”, hvor der demonstreres og aktioneres i byer landet over. Se mere på https://www.facebook.com/pg/FridaysForFutureDenmark/events/

 

Mobiliser klassekammerater, studiekammerater, kolleger, venner, bekendte – og gå med!

 

Vedtaget på SAPs Landsmøde, 23.-24. november 2019

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com