content-picture.php

I ugen fra den 20.-27. september så vi en historisk mobilisering for klimaretfærdighed. Med mere end 7,5 millioner demonstrerende i 185 lande er det den største koordinerede globale mobilisering siden Irak-krigen i 2003. En ny generation er på vej frem båret af kollektiv og politisk aktion. Dens styrke og beslutsomhed trækker andre sektorer i samfundet med sig: fagforeningsaktivister, videnskabsfolk, forældre…

af Fjerde Internationale

Klimakatastrofen og den sociale katastrofe er nu

Stigningen af jordklodens gennemsnitstemperatur på 1,1 grad siden midten af det 19. århundrede har allerede dramatiske effekter. Spredningen og forværringen af ekstreme vejrfænomener – brande, oversvømmelser, tørker, orkaner og tyfoner… – ødelægger hele regioner. Sulten, som er forværret for tredje år i træk, berører mere end 820 millioner mennesker over hele verden. En fjerdedel af menneskeheden trues af mangel på vand. Der er mere end 2.500 konflikter om adgangen til fossile brændstoffer, vand, mad og jord.

 

Ulighederne med hensyn til miljøet forværrer sociale, racemæssige og kønslige uligheder yderligere. Hvis de rige ødelægger planeten (de rigeste af de rige lande kan udsende mere end 2.000 gange mere drivhusgasser end de fattigste af de fattige lande) er det arbejderklasserne, indbyggerne på den sydlige halvkugle, ikke-hvide og kvinder, der lider mest under klimakatastroferne. Det er dem, der bor i de mest forurenede områder, og som lider af manglen på drikkevand og ødelæggelsen af landbrugsjorden.

 

Fastlandet, havene og de frosne områder: Den onde cirkel skal brydes omgående!

En fjerdedel af fastlandet er allerede nedbrudt af industrielt landbrug og kvægdrift, der også bidrager med en tredjedel af udledningen af drivhusgasser (IPCC-rapport fra den 8. august 2019). Jo værre klimakrisen bliver, jo mere land bliver nedbrudt. Men jo mere ødelagt landjorden er, jo mindre CO2 absorberer den, og derfor bidrager den også så meget mindre til kampen mod klimaforandringerne.

 

Is, der smelter, have, der bliver varmere, og stigende vandstand truer en fjerdedel af verdens befolkning i kystområderne, i de høje bjergområder i Arktis og særligt indfødte befolkninger (IPCC-rapport fra den 25. september). Vandets udvidelse under varmepåvirkningen og de smeltende poler (Grønland og Antarktis) vil få vandstanden til at stige i havene med op til én meter ved afslutningen af dette århundrede. Havene spiller en meget stor rolle i kampen mod klimaforandringerne, idet de absorberer en fjerdedel af den CO2 der udledes og 90 procent af den varme, der er opstået på grund af udledningen af drivhusgasser siden 1970. Men deres opvarmning og forsuring reducerer deres optagelsesevne og forværrer dermed klimaforandringerne – ud over at det ødelægger biodiversiteten.

 

Den særlige rapport fra IPCC (SR15) bekræfter det, der længe har været erkendt af de mest bekymrede, og som fik indført referencen til 1,5 grad i Paris-aftalen: En stigning af jordens gennemsnitstemperatur på 2 grader er langt fra at være en sikker grænse.

 

Passivitet dræber klimaet

COP25 skulle efter planen have fundet sted i Santiago, Chile. Det ville have været kynisk og en ren karikatur at organisere det under trusler fra en hær, der har tjent sit ry under Pinochets diktatur. Det vil endelig blive afholdt fra 2. til 13. december i Madrid. Det har døbt sig selv ”Handlingens COP” og som ethvert nyt internationalt møde har det en ambition om at ”øge landenes forpligtelse”. Paris-aftalen fra COP21 i 2015 noterede de aftalte bidrag på nationalt niveau. Indfrielsen af disse forpligtelser – selv hvis de blev indfriet, hvilket langt fra er tilfældet – ville føre til en stigning af gennemsnitstemperaturen på et stykke over 3°C. Derfor er det nødvendigt at aftale nye og reviderede forpligtende mål for … COP26 i Glasgow i 2020.

 

Klimafornægterne Trump og Bolsonaro boykottede FN’s klimatopmøde i september 2019. De er skyldige i de værste forbrydelser mod klimaet. Men retorikken fra lederne fra andre stormagter er ikke bedre. Målet om ”CO2-neutralitet i 2050”, der blev foreslået af Antonio Guterres og vedtaget af omkring 60 andre lande, inklusive Tyskland, Canada, Frankrig, Italien, Japan og Storbritannien, er et farligt bedrag. CO2-neutralitet eller ”nul nettoudledning” betyder ikke nul udledning af drivhusgasser. Udledningen kan fortsætte med at vokse som nu, under betingelse af at det bliver ”modvirket” af negativ udledning; med andre ord fjernelse af CO2. Bag disse ”negative udledninger” ligger risikable og destruktive teknologier som BECCS (bioenergi med CO2-indvinding og oplagring) som for at kunne absorbere overskydende CO2 i væsentlig grad ville kræve, at et landområde på størrelse med Indien skulle afsættes til opdyrkning af biomasse på bekostning af fødevareproduktion og biodiversitet og uden hensyntagen til befolkningens og bøndernes rettigheder.

 

Markedsbaserede eller teknologiske løsninger er ineffektive, farlige og uretfærdige, men de er de eneste man kan forestille sig inden for det kapitalistiske system.

 

Dette system er ude af stand til at reagere over for klimaudfordringen, fordi det ikke er i stand til at angribe problemet ved dets rod: fossile brændstoffer.

 

For at have en fifty-fifty chance for at holde den globale opvarmning under 1,5 grad skal CO2-udledningen reduceres drastisk i 2030 (-58 procent sammenlignet med 2010). Imidlertid skyldes 80 procent af udledningen af drivhusgasser fossile brændstoffer der under det nuværende system dækker 85 procent af energibehovet. Det er ikke en gradvis overgang, men en energi-revolution. Men det fossile energisystem og olie-, gas- og kulreserverne er koncentreret i hænderne på kapitalistiske grupper (eller stater) og repræsenterer en enorm mængde af kapital (1/5 af hele verdens bruttonationalprodukt bare for installationernes vedkommende). Kapitalisterne vil ikke frivilligt give afkald på deres kapital, og ingen regering, der står til deres tjeneste, vil tvinge dem til at gøre det.

 

Den eneste udvej er at mobilisere ungdommen og folkene

Vi har brug for et program for økosocialistiske overgangskrav, der forbinder virkeligt demokrati, social retfærdighed og klimaløsninger, der opfylder behovene med respekt for de økologiske begrænsninger: producer mindre og deler mere.

 

Ekspropriation uden kompensation eller tilbagekøb og nationalisering under kontrol af arbejdere og befolkninger af energisystemet, såvel som banksystemet, er afgørende betingelser for at komme fri af fossil energi og atomkraft og udvikle et 100 procent vedvarende, decentraliseret og økonomisk og socialt retfærdigt energisystem. Det er ikke blot et spørgsmål om at ændre energikilderne, men om at bryde med den produktionstvang, der er indbygget i kapitalismen, eliminere unødvendig og skadelig produktion, spild af energi, ressourcer og arbejdskraft, der bruges på reklame og indbygget forældelse.

 

Et økologisk landbrug drevet af bønderne og med korte forsyningsveje er et våben for social retfærdighed og klimaretfærdighed. Det forudsætter afskaffelsen af agroindustrien, der ødelægger jorden og ruinerer bønderne. Transporten er ansvarlig for en femtedel af produktionen af drivhusgasser. Lufttransport og containertransport skal reduceres drastisk, og biltrafikken må efterhånden forsvinde til fordel for gratis offentlig transport og ved en nyudvikling af byerne og landområderne.

 

Overordnet er det et spørgsmål om demokratisk at beslutte, hvad der skal produceres og under hvilke betingelser. Den massive og kollektive reduktion af arbejdstiden uden lønnedgang eller øgning af arbejdets intensitet skal ledsages af en forandring af arbejdets organisering og indhold. Arbejdsdelingen skal omfatte det sociale reproduktionsarbejde der i øjeblikket for størstedelens vedkommende er usynligt og udføres af kvinder. Det kræver et offentligt sundhedsvæsen, børnepasning og pleje af ældre eller plejekrævende folk…

 

Det historiske ansvar for drivhusgasudledningen er ulige fordelt mellem de imperialistisk lande, der længe har baseret deres industrielle udvikling på fossile brændstoffer, og de afhængige lande. Den Grønne Fond, der har været lovet siden 2010 for at finansiere overgangen og tilpasningen af landene i syd, lader stadig vente på sig. CO2-regnskabet, som forhandlingerne er baseret på, udvisker anerkendelsen af dette ”fælles, men differentierede ansvar”. Handels-, markeds- og kompensationsmekanismerne regner alle tons CO2 for at være lige, uanset sted og sociale eller historiske betingelser. Langt fra at anerkende klimagælden er de et grundlag for en ny miljø-imperialisme, der pålægger de første ofre for klimaforandringerne byrden med at råde bod på den. Modsat kræver gengældelsen af de koloniale forbrydelser en ophævelse af gælden, frihed for migranter til at flytte sig og bosætte sig og anerkendelse af de indfødte folks rettigheder.

 

Kapitalismen styrter hele verden ned i en global klimakrise og en økologisk krise, en social og økonomisk krise, en politisk og demokratisk krise – en krise for civilisationen. Men dette system vil ikke bryde sammen af egen kraft. Stadig mere autoritært og militariseret skaber det krige, ødelægger millioner af liv og ødelægger biodiversiteten, Jorden og klimaet… og det vil fortsætte med at gøre det, så længe det bevarer kontrollen. Men over alt rejser folk sig, og i disse opstande er de unge i flertal, og kvinderne er i fortroppen.

 

Den samtidige fremkomst af den globale klimabevægelse og den nye feministiske bølge er et svar på den kendsgerning, at kapitalen, ud over at udpine arbejderne, også udpiner og ødelægger alt liv, menneskenes liv der er uadskilleligt fra naturens liv. Det giver grundlag for en 99 procent samlet opbakning bag en ændring af systemet ved afskaffelse af kapitalen og opbygning af en demokratisk planlagt økonomi og et socialt system, der er baseret på demokratiske, feministiske og økologiske principper. En demokratisk planlagt økonomi er den eneste måde at beskytte de ansatte i de firmaer, der skal nedlægges (miner, oliekilder osv.) ved at give dem en mulighed for at skifte arbejdsplads uden at miste status.

 

En samlet opbakning kan kun opbygges i kølvandet på virkelige mobiliseringer, i debatter, selvorganisering, strejker og blokader.

 

Udtalelsen blev vedtaget af Fjerde Internationales Forretningsudvalg den 4. november 2019.

Oversat fra International Viewpoint af Poul Bjørn Berg

single.php