Ecuador går en mørk tid i møde. Landet er fanget med en højst upopulær præsident, der har forrådt sit politiske mandat og vist sig villig til blodsudgydelser for at få gennemført et konservativt økonomisk program. Sidste år i oktober lod Lenin Morenos regering en bølge af undertrykkelse slippe løs for at kvæle den udbredte opposition mod den politik, IMF dikterede.

af Fabio Resmini

Siden han overtog regeringsmagten og efter at have gennemtvunget en splittelse inden for det regerende parti, Alianza País, har Lenin Moreno givet statsmagten tilbage til de magtfulde grupper, der blev fortrængt af Rafael Correas regering. Han har brugt sit mandat til at undergrave de demokratiske institutioner, forfølge oppositionen og genindføre den gamle neoliberale model i Ecuador; alt sammen under parolen descorreización af landet [note 1] . Det har givet ham opbakning fra storkapitalen, højrefløjen, de private medier og USA’s regering, og de er ikke villige til uden videre at give slip på ham.

 

Herredømme gennem brud på forfatningen

For at komme igennem med sit program har Morenos regering ofte ladet hånt om forfatningen. Det første tilfælde var den folkeafstemning, der blev afholdt i februar 2018 uden forfatningsdomstolens godkendelse, og som blev startskuddet på en udrensning og ad hoc udnævnelse af statslige embedsmænd, inklusive statsadvokaten og forfatningsdomstolen selv.

 

Overtagelsen af det juridiske system fjernede ikke alle forhindringerne for, at det politiske system kunne genoprette den neoliberale politik. Af samme grund var den aftale, der blev underskrevet med den Internationale Valutafond (IMF) gennemsyret af forfatningsstridige detaljer. Ud over at den var i modstrid med nationale reguleringer af den monetære politik og statens underskud, gik aftalen uden om den lovgivende forsamling og forfatningsdomstolen. Det er et brud på artikel 419 og 438 i forfatningen og berøver dermed aftalen enhver demokratisk legitimitet.

 

Morenos regering tog forfatningsstridige metoder i brug for at dæmme op for protesterne mod den økonomiske politik, der blev påtvunget af IMF. Den undtagelsestilstand, regeringen erklærede den 3. og den 8. oktober, indeholdt et større antal alvorlige juridiske mangler. Den vigtigste var, at den manglede forfatningsmæssig opbakning i fire dage. Dette juridiske tomrum satte indbyggerne i en foruroligende forsvarsløs position og gav regeringen fri bane til at slå ned på demonstranter.

 

Undertrykkelse, militarisering af politikken og kriminalisering af protesterne

Gennem 12 dage var Ecuador vidne til en omfattende undertrykkelse fra statsmagtens side. De officielle tal fra ombudsmandens kontor talte om elleve døde, 1.340 sårede og 1.192 anholdte, hvoraf de 96 var under 15 år. 80 procent af alle anholdelserne hævdedes at være vilkårlige eller ulovlige. Oplysninger om savnede personer blev ikke gjort tilgængelige.

 

Der var en systematisk og udbredt brutalitet fra politiets og de væbnede styrkers side. Undertrykkelsen ramte hospitaler, universiteter og tilflugtssteder, hvor børn og ældre havde søgt hvile for natten. De væbnede styrker brugte skarp ammunition, granater og spredte tåregasgranater. Befolkningen har rapporteret om tortur, illegale arrestationer og afhøringer i militære forlægninger. Natten til den 12. oktober kunne man over hele det nordlige Quito høre eksplosioner omkring El Arbolito-parken, hvor det store flertal af demonstranterne havde samlet sig. Næste dag indtog en rasende folkemængde gaderne i alle kvartererne, og regeringen erklærede udgangsforbud kl. 15. Da demonstranterne lod hånt om den forholdsregel, blev der skruet op for volden fra statens side. Nogle demonstranter blev beskudt, og nogle berettede om tilstedeværelsen af snigskytter, alt imens regeringen insisterede på, at den var åben for dialog.

 

Den officielle fortælling kredsede om en fremstilling af protesterne som grundløse og en normalisering af statens voldsudøvelse. Præsidenten beskyldte ved forskellige lejligheder Correa, Maduro, FARC og ”the Latin Kings” (en tidligere bande, der havde udviklet sig til en lovlig kulturel organisation i Ecuador) for at stå bag demonstrationerne i et forsøg på at omstyrte regeringen. De landsdækkende medier blev pålagt at udsende propaganda mod Correa med det dobbelte formål at reducere protesterne til tilfælde af hærværk og beskylde oppositionen for golpismo [note 2].

 

Forskellige aktører brugte deres mediebevågenhed til direkte at true befolkningen og opfordre til endnu mere hårdhændet brug af magt. Forsvarsministeren, Oswaldo Jarrín, advarede på nationalt TV om, at de væbnede styrker ville skyde med skarpt og mindede alle om, at de havde erfaringer fra krigslignende situationer. En journalist fra tv-kanalen Teleamazonas bakkede op om dette budskab og opfordrede til brug af hele det militære arsenal for at knuse protesterne.

 

Politikere tæt på regeringen hældte benzin på bålet. Den tidligere præsidentkandidat, bankmanden Guillermo Lasso, der blev slået af Moreno ved valget i 2017, klagede over politiets og de væbnede styrkers overdrevne mildhed i håndteringen af demonstranterne. På samme måde greb den tidligere borgmester i Guayaquil, Jaime Nebot, og den nuværende borgmester, Cynthia Viteri, til krigerisk, racistisk retorik i en opfordring til forsvar af byen fra en formodet invasion.

 

Belejringen af medierne

Mens alle protesterne foregik, kombinerede de traditionelle mediekanaler en gentagelse af den officielle forklaring med en regelret censur. Mørklægningen af begivenhederne var næsten komplet, og den spredte dækning skjulte protesternes sociale baggrund rettet mod regeringen og IMF. Mens landet var i tumult, sendte tv-kanalerne underholdningsprogrammer. I flere tilfælde afbrød journalister på gaden pludselig interviews, når borgere udtrykte synspunkter, der ikke harmonerede med regeringens.

 

Regeringen slog også ned på de få kilder, der skildrede demonstrationerne. Den offentlige radio Pichincha Universal blev afbrudt og al dens udstyr konfiskeret under anklager om at opildne til uroligheder. Næste dag var den lukket og blev tvunget til at genudsende programmerne fra regeringens officielle radio. Radiostationen har også tidligere fordømt overgreb. Telesurs signal blev lukket uden varsel under udgangsforbuddet i Quito den 12. oktober. Regeringen er også tidligere blevet beskyldt for at chikanere andre divergerende kilder som f.eks. Ecuadorinmediato.

 

Belejringen blev delvis brudt ved den fortræffelige indsats fra digitale kanaler som Voces, Wambra, La Kolmena, KolectiVOZ og mange andre, der hjalp med at sprede information om demonstrationerne online. De er nu mål for chikane fra regeringen. Ud over det har den regeringskritiske aktivistgruppe La Kolmena også modtaget anonyme trusler. Da regeringen fandt sig ude af stand til at censurere de sociale medier og begrænse de uafhængige mediers indflydelse, lod den til at satse på at afbryde det mobile internet på afgørende tidspunkter under mobiliseringerne.

 

Heksejagten mod Correa

Det samfundspolitiske kaos og den efterfølgende våbenstilstand har givet regeringen en chance for yderligere at udmanøvrere Correas tilhængere. Selektiv politisk forfølgelse af den tidligere regering begyndte for to år siden med afsættelsen og fængslingen af vicepræsidenten Jorge Glas under falske anklager. Siden da er der ført retssager mod andre vigtige skikkelser såsom Rafael Correa, den tidligere minister Ricardo Patiño og den juridiske rådgiver Alexis Mera med forskellige beskyldninger.

 

Få timer efter at Moreno havde lavet en aftale, der fik afsluttet protesterne, blev guvernøren af provinsen Pichincha (hvor Quito ligger), Paola Pabón, varetægtsfængslet. Politiet gennemsøgte hendes hjem ved daggry uden en retskendelse, og hun blev indespærret uden bevismateriale, der kunne underbygge fængslingen. Hun og to af hendes assistenter blev siden anklaget for at have støttet et væbnet oprør. Pichincha-lokalregeringens kontorer blev også gennemsøgt nogle få dage senere. Statsanklageren fremsatte de samme anklager mod det tidligere kongresmedlem Virgilio Hernández.

 

Andre oppositionspolitikere blev tilbageholdt under mobiliseringerne og yderligere syv af dem, bl.a. den tidligere formand for den lovgivende forsamling, Gabriela Rivadeneira, har fået asyl på den mexicanske ambassade.

 

Disse sager viser en mangel på respekt for retfærdig rettergang. Statsadvokatens kontor deler for tiden på Twitter billeder af påstået bevismateriale fundet ved politiets razziaer, fuldstændig i strid med principperne om objektiv sagsbehandling og princippet om, at ingen er skyldige, før de er dømt. Via sin Twitter-konto har statsadvokatens kontor også bekendtgjort, at den samarbejder med USA’s ambassade i Quito om disse sager.

 

Statsadvokatens aktivitet mod korruption, forstyrrelse af de offentlige myndigheder og tilskyndelse til vold har været i oppositionens søgelys. Undersøgelserne mod Moreno for korruption og afspærringen af offentlig vej for at stoppe en protestmarch af indfødte, beordret af borgmesteren i Guayaquil, Cynthia Viteri, har endnu ikke ført til anklager.

 

Regeringen der nægter at gå af

I betragtning af dens overskridelse af sine beføjelser og den massive folkelige afvisning er det slående, hvordan Morenos regering har kunnet holde sig ved magten. Det er så meget mere usædvanligt i et land som Ecuador, hvor fjernelse af præsidenter var rutine – før Correas præsidentperiode.

 

Det er imidlertid en anden historie. Mens tidligere præsidenter hovedsagelig er blevet fjernet på grund af interne kampe mellem oligarkerne med begrænsede følger for fordelingen af rigdomme, er oligarkiet denne gang samlet bag Moreno. Det, der nu er på spil, er genindførelsen af den gamle økonomiske model, som er til fordel for de få, og som i store træk var blevet afviklet under Correas præsidentperiode.

 

Oven i det har Moreno fundet en vigtig allieret i USA’s regering. Tilladelsen til at bruge Galapagosøerne som en amerikansk luftbase, det afgørende stød mod UNASUR, udleveringen af Julian Assange og aftalen med IMF bliver alt sammen bifaldet af Washington. Vigtigst af alt ved USA, at Correas tilbagevenden vil betyde, at de mister deres indflydelse på landet.

 

Af disse årsager anses Correa stadig for at være en trussel. Han er endnu ikke tabt et valg, og hans støtter fik stor opbakning ved de seneste provins- og kommunalvalg. Derfor er den forfatningsmæssige løsning på krisen – den såkaldte muerte cruzada [note 3] med forventet efterfølgende udskrivelse af valg – aldrig blevet fulgt, selv om den altid har været til rådighed.

 

Præsidenten er nu i gang med det beskidte arbejde med skattelettelser og hensynsløse økonomiske reformer ledsaget af udbredt undertrykkelse og eliminering af Correas støtter. Han vil sandsynligvis ikke kunne stille op igen og har derfor ikke nogen politisk kapital, han skal vedligeholde. Moreno kan kasseres efter brug, men midt i denne reformproces og undertrykkelse er han fuldstændig uerstattelig. Hans fald ville betyde udskrivelse af valg, mens udryddelsen af ”correismen” langt fra er fuldbyrdet.

 

Denne artikel blev først bragt på hjemmesiden nacla.org den 22. november, 2019. Oversat af Poul Bjørn Berg

 

Fabio Resmini har en Ph.d. i politisk videnskab fra University of British Columbia i Vancouver. I sin doktorafhandling har han undersøgt udfordringerne i de latinamerikanske venstrefløjsregeringers kommunikationspolitik.

 

Noter

1) Afvikling af Rafael Correas økonomiske politik. Rafael Correa var præsident i Ecuador fra 2007 – 2017 og beskrev sig selv som demokratisk socialist. Han forsøgte at få Ecuador bort fra den neoliberale økonomiske model og reducere Verdensbankens og IMF’s indflydelse. O.A.

2) Tilskyndelse til statskup. O.A.

3) Muerte cruzada er en bestemmelse i Ecuadors forfatning der giver parlamentet bemyndigelse til at afsætte præsidenten eller giver præsidenten magt til at opløse kongressen. O.A.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com