content-picture.php

De seneste måneder har medierne være oversvømmet af nyheder om oprørene i Mellemøsten: Sudan, Algeriet og Tunesien efterfulgt af Ægypten, Libanon, Irak og endelig Iran. Journalisternes forsøg på at fange udviklingen er ved at løbe tør for klicheer: arabisk forår, ørkenblomster, der myldrer frem efter regn, det arabiske efterår.

af SAPs Forretningsudvalg

Sandheden er: Det er et oprør der ikke vil dø.

 

De udløsende faktorer har tilsyneladende været forskellige: whatsapp abonnementer i Libanon, forhøjelse af energipriser i Iran, mindsteløn i Sudan osv. Men bag dette ligger der dybere lag, som journalisterne ofte ikke fanger: En ungdom uden fremtid.

 

Landenes er blevet fastholdt i et afhængighedsforhold til det globale Nord, som råvare-leverandører af   primært olie. Rigdommene er er blevet forbeholdt en snæver elite, i værste fald familiedynastier.

 

Denne udvikling er blevet forværret af to forhold:

 

1. Nyliberalismen: Efter Sovjetunionens fald forsvandt de nationaldemokratisake regimer, der byggede på alliancer med Sovjet og Kina. Landene orienterede sig i stigende grad mod vest og antog den dominerende nyliberale politik: Det indebar afvikling af den nationaliserede industri, afvikling af statstilskud til energi og fødevarer og sociale foranstaltninger og åbning af landene mod verdensmarkedet.

 

2. De faldende oliepriser og for Irans vedkommende handelsboykot har uddybet landenes krise, som især USA har søgt opretholdt til dels som et udenrigspolitisk middel, men bestemt som en strategi for at udskyde den kommende krise, som anes i horisonten.

 

Så ikke noget under, at ungdommen har svært ved at se en fremtid i regionen, og at de i stigende grad banker på døren hos EU.

 

Den nye bølge, som startede i Sudan, har taget ved lære af det arabiske forår. I Libanon symboliseret i sloganet: ALLE skal træde tilbage – vi mener ALLE.  Illusionerne om venlige militærfolk og rigmænd er væk. Det er hele den herskende magtstruktur, der står for skud.

 

Ligeledes er religiøse bevægelser, som Det Muslimske Broderskab og Hizbollah placeret uden for bevægelsen. Erfaringerne med broderskabets ageren i Ægypten, Tunesien, Algeriet og Gaza viser, at vejen til udvikling og demokrati, for slet ikke at tale om ligestilling, ikke går gennem disse institutionaliserede bevægelser. I Sudan var modstanden mod mullahernes forsøg på at påvirke revolutions kurs markant. De andre lande følger trop.

 

Kvinderne står i første række i oprøret
I sidste uge bragte DR en reportage med Susanne Brøgger i Syrien. Der besøgte hun de meget omtalte feministiske soldater, men også andelsbrug ledet og dyrket af kvinder. Kvinderne i de kurdiske områder er blevet et symbol for kvindernes rolle i hele Mellemøsten. I Sudan, Algeriet og Libanon har kvinderne været i forgrunden og i massivt omfang. De har ikke blot været til stede, men har også spillet en vigtig rolle i organiseringen af bevægelsen. Selv i Irak ser vi i stigende grad kvinder træde frem på scenen.

 

Fangerne bryder ud af nationaliteternes fængsel
Demonstrationerne i Libanon er imponerende. Alle nationale og religiøse grupper er på gaden i fælles demonstrationer med et fælles mål: De gamle politikeres afgang. Et land, hvor en borgerkrig i 80’erne splittede landet efter religiøse og nationale linjer i en grad, så mange flygtede og byerne blev forvandlede til rygende ruinhobe. Siden har en magtdeling mellem eliterne holdt borgerkrigen i skak. Det er den magtelite, en forenet bevægelse vil af med. Vi har set en lignende udvikling i Sudan, hvor fred mellem nationaliteterne spillede en central rolle, og i det nordlige Syrien. Udviklingen i Iran har fulgt et tilsvarende mønster, hvor bevægelsen startede i det arabisktalende Kuzistan, men nu har bredt sig over hele landet med den faldende levestandard som det samlende for hele bevægelsen. Bevægelsen i Irak har indtil nu haft sit udgangspunkt i den dominerende shiitiske befolkningsgruppe, men med bevægelsens omfang er det forhåbentligt et spørgsmål om tid, før andre grupper træder ind på scenen, især i betragtning af at forsøgene på iransk politisk dominans har spillet en central rolle, ligesom det har været tilfældet i Libanon og Syrien.

 

Der ingen tvivl om, at i en sund og demokratiske udvikling i Mellemøsten vil fuld ligestilling af nationaliteter og religioner være af vital betydning. Staten Israel minder i mangt og meget om det øvrige Mellemøsten. Med den vigtige forskel, at den zionistiske stat hviler på et klart racistisk grundlag.

 

Der er en magtelite, som skylder sin magt til den tidligere besættelsesmagt. Magteliten bestod af kulturelle jøder med europæisk baggrund. Denne elite har brugt religiøs splittelse til at holde orientalske, afrikanske, kristne og muslimske beboere fra magten. Israel spiller i dag en central rolle i magtspillet og er en vigtig brik i spillet om demokrati i Mellemøsten. Vi har set de første træk henimod bevægelser på tværs af religion og nationalitet i Israel, og det er en opgave at hjælpe det på vej: For et demokratisk, sekulært Palæstina med plads til alle. Derfor er en total økonomisk, militær, videnskabelig og kulturel boykot af Israel et vigtigt bidrag, vi kan yde mod en sund udvikling i Mellemøsten.

 

Fuld fokus på Mellemøsten – men hvilket?
Den danske regering har bestemt fokus på Mellemøsten, og i disse dage holder NATO et topmøde, hvor dette emne uden tvivl også vil stå centralt. Problemet er, at indsatsen ikke stræber mod demokrati, udvikling og ligestilling i regionen, men mod opretholdelsen af status quo.

 

For den danske regering har to spørgsmål været vigtige: At standse flygtningestrømmen over Middelhavet og at bekæmpe Islamisk Stat. Men NATO’s og Danmarks indsats griber ikke fat i årsagerne til disse fænomener og bliver derfor en ørkenvandring.

 

En ørkenvandring, der endda vil fortsætte og uddybe årsagerne til krisen i Mellemøsten. Det gælder ikke mindst Danmarks militære indsats, som den nye regering endda vil styrke i Irak og Mali (se evt. tidl. ugekommentar om sidstnævnte). Uanset hensigterne kan den ikke undgå at styrke de fundamentalistiske kræfter, alene på grund af vores allierede og vestlige baggrund.

 

Derfor bør al militær og politi trækkes hjem. I Irak vil den danske indsats handle om at træne soldater for et regime, der begår overgreb efter overgreb mod befolkningen.

 

Derimod er der brug for:
1. Fuld støtte til den kurdiske kamp mod Assad og Tyrkiet med krav om Tyrkiets øjeblikkelige tilbagetrækning fra Syrien.
2. Total boykot af Israel
3. En human flygtningepolitik – afvikling af alle aftaler med Tyrkiet, Libyen o.a., der betaler regimer for at tilbageholde flygtninge med mord og voldtægt til følge. Udviklingen i Rojava har været en stor inspiration især omkring udviklingen af bæredygtigt landbrug. Mellemøstens fødevaresuverænitet er en vigtig planke for sund udvikling, også taget i betragtning, at olien fremover skal blive i jorden. Der har Danmark en omfattende viden. Vi bør stille vores viden og ressourcer til rådighed. Det kalder vi hjælp i nærområdet.

 

Knyt bånd og vis solidaritet
Endelig må alle slags organisationer i Danmark følge udviklingen i det nye mellemøstlige oprør nøje og yde moralsk, økonomisk og politisk støtte.

 

Der har allerede været afholdt demonstrationer bl.a. omkring Iran, og der vil sikkert komme flere.
Så deltag i demonstrationerne og knyt bånd til oprørets organisationer og partier, ungdomsorganisationer, feministiske initiativer og fagbevægelsen.

 

SAPs forretningsudevalg, den 1. december 2019.

single.php