content-picture.php

Den 10. november var Bolivia vidne til et kup, iscenesat af de mest reaktionære kræfter i landets herskende klasse. Bolivias arbejdere vil ikke acceptere kuppet og vil ikke tillade, at disse eliter får lov til at befæste deres direkte, ubegrænsede dominans over den bolivianske stat.

af Jorge Jorquera

Hvordan magten præcist vil blive fordelt inden for de nærmeste uger og måneder, og hvor meget disse eliters ambitioner kan blive holdt i ave, afhænger af, om arbejdernes organisationer og de sociale bevægelser kan enes om at sætte en politisk dagsorden, der holder sig fri af og kan undgå at blive kompromitteret af den socialdemokratiske klassesamarbejdslinje, som den regering, der lige er blevet styrtet, stod for: den linje, der blev lagt af Evo Morales og hans politiske parti, Bevægelsen for Socialisme (MAS).

 

Den sidste uges reaktionære vold er et klart eksempel på det, som Saint Just sagde i forbindelse med den franske revolution: De, der kun fører en revolution halvt igennem, gør ikke andet end at grave deres egen grav.

 

Båret frem af folkelige protester

Morales og MAS opstod som en national politisk magtfaktor på ryggen af en oprørsk bølge af folkelige protester, der gik tilbage til i hvert fald ’krigen om vandet’ 1999-2000 i byen Cochabamba, da privatiseringen af den offentlige vandforsyning førte til demonstrationer, der udviklede sig til en regulær opstand på lokalt plan. De landsdækkende, langvarige, meget voldsomme kampe mod de gamle neoliberale regeringer ændrede styrkeforholdet mellem klasserne. De tvang den herskende klasse til tilbagetog, deres opbakning svandt hen og efterlod et politisk tomrum.

 

I 2003 blev forretningsmands-præsidenten Gonzalo Sánchez de Lozada afsat efter en meget hård konfliktperiode, kendt som ’naturgas-krigene’. Morales var en fremtrædende skikkelse dengang. MAS havde allerede konsolideret sig som en realistisk parlamentarisk mulighed, snarere end som et kampparti. Den kanaliserede bevægelsens krav i retning af en ny fordeling af den nationale rigdom, og ikke i retning af en ny samfundsorden. I 2005 blev Evo Morales valgt som den første præsident i Bolivia fra et oprindeligt folk, og MAS fik flertal i parlamentets andetkammer.

 

MAS’ program rokkede ikke grundlæggende ved de kapitalistiske produktionsforhold. Rent faktisk endda meget lidt, selv i sammenligning med den slags borgerligt-demokratiske reformer, som kendetegnede de nationalistiske reginger i Latinamerika i første halvdel af det 20. århundrede. MAS regeringen gik kun efter pseudo-nationaliseringer, der først og fremmest bestod i, at de multinationale skulle betale mere i skat. Som modydelse blev de lovet stabilitet med hensyn til deres investeringer, hvad der er i Bolivia er en sjældent forekommende kostbarhed.

 

I modsætning til nogen af de glemte nationalistiske reformer fra de præ-neoliberale tider, så gennemførte Morales ikke landbrugsreformer af nogen som helst betydning, og heller ikke grundlæggende reformer inden for f.eks. uddannelse, hvor ressourcer og muligheder fortsat var forbeholdt elitens private skoler, på trods af at der blev bygget tusinder af nye uddannelsescentre. MAS nationaliserede kun ca. 30 selskaber, hvoraf de fleste havde været statsejede, før de blev privatiseret af de foregående regeringer.

 

Omfordeling under kapitalismen

Men set i forhold til det langvarige neoliberale tyveri af alle Latinamerikas ressourcer, så repræsenterede MAS-regeringens reformer rent faktisk et modspil. I stedet for at administrere overskuddet til fordel for de rigeste 10 procent af befolkningen, samt fylde imperialisternes lommer – som i Chile, hvor 80 procent af  den årlige vækst i en lignende periode gik til den højere middelklasse – så investerede ’Andes-kapitalismen’, for at bruge vicepræsident Lineras ideologiske karakteristik, i produktive sektorer, der skabte øgede indtægter og flere jobs.

 

Ifølge en rapport fra det Latinamerikanske Strategiske Center for Geopolitik, så lykkedes det med den første MAS-administrations reformer at tilbageføre ca. 74 mia. dollar til den bolivianske økonomi, hvad der stort set svarede til det dobbelte af nationens BNP. I løbet af ti år tjente MAS-regeringen 31,5 mia. dollar ved statslige interesser i minedrift, olieudvinding, energi- og andre selskaber, sammenlignet med 2,5 mia i de foregående ti år med neoliberale regeringer. Dette overskud blev så investeret i industri, landbrug, byggeri, turisme og servicesektoren, hvorved der blev skabt ca. 670.000 jobs.

 

I løbet af de to første MAS-administrationsperioder overhalede Bolivias vækstrate ikke bare deres langt større naboer, f.eks. Brasilien: Den var også baggrund for den største beholdning af internationale valutareserver, lav statsgæld og inflation, og en vækst på mere end 300 procent i gennemsnitsindkomst.

 

Ud af fattigdommen

Da jeg var i Bolivia tidligere i år, var forandringen meget slående sammenlignet med vores besøg i tiden op til Lozadas fald i begyndelsen af 00’erne. Der var anlagt veje, hvor der tidligere havde været ingenting. Offentlig transport i La Paz er nu bedre end i mange meget rigere lande, og arbejderes og pensionisters indkomst er i en forbavsende kontrast til lande som Argentina og Chile, der tidligere ragede højt over Bolivia som uopnåelige eksempler.

 

Man kan godt sige, at MAS-administrationen reddede den bolivianske kapitalisme fra sig selv. Men det er lige netop der, den socialdemokratiske tænkning farer vild: den antagelse, at kapitalismen på nogen meningsfuld måde kan tæmmes og bringes under kontrol. Modsætninger kan dæmpes og deres konsekvenser kan omdirigeres, men kun for at dukke op igen på andre måder, og som regel –  især i en længerevarende nedgangsperiode – med langt større giftighed.

 

Omfordelingen af indkomst førte til udvidelse af den indenlandske efterspørgsel og konsoliderede en middelklasse, hvis forbrugsmuligheder ellers ville have været særdeles begrænsede. Omkring tre millioner mennesker kom ud af den trøstesløse fattigdom, der har været typisk for Bolivia igennem hele landets historie. Den ekstreme fattigdom gik fra 38,4 procent i 2005 til mindre end 15, og det, der referes til som ’moderat’ fattigdom, faldt fra 61 til 34 procent. Den gennemsnitlige månedsløn steg fra 60 til 310 dollars.

 

Omfordelingen – som ubestrideligt forbedrede livet for millioner – genskabte klassemodsætningerne i landet i mere moderne neoliberale former. Under MAS gennemgik Bolivia på en måde en socioøkonomisk ’modernisering’ i stil med Chile, men i et sammentrængt tidsforløb. Det blev gjort muligt med den samfundsmæssige fred, som MAS-regeringen opnåede ved at lægge bånd på klassekampen.

 

Demobilisering

MAS har i bund og grund altid været et land- og bondeparti – mere end organisationer som CONAEI i Ecuador, der mere byggede på de oprindelige folks identitet. MAS udnyttede virkningsfuldt sin sociale tyngde og kraftfulde blanding af antiimperialistisk og etnisk retorik til at favne og indarbejde kravene fra de organisationer i byerne (og på landet), der tidligere havde været fortrop for arbejdernes og bøndernes bevægelser.

 

Igennem det seneste halvandet årti har MAS kanaliseret folkelige krav og ledere ind i parlamentet og brugt alle mulige privilegier, bestikkelser og trusler for at tæmme og effektivt demobilisere en række organisationer, der repræsenterer arbejdere i både by og land, kvindelige landarbejdere, oprindelige folk, kulturelle fællesskaber samt mange andre lokale græsrods- og lokale organiseringer.

 

MAS-regeringen var ikke i stand til at holde alle sociale protester nede og kom i konflikt ved mange lejligheder. Jord, temaer vedrørende oprindelige folk og økologiske spørgsmål er blusset op, f.eks. da Morales ville bygge en vej til godstransport gennem skove, der hører under TIPNIS-nationalparken med dens fællesjorder, der er knyttet til oprindelige folk. Der har været studenterdemonstrationer vedrørende uddannelsesspørgsmål og uenighed om de nye coca-love med coca-dyrkerne, og også vedrørende overdragelsen af Chiquitania (tropisk savanne) til brasiliansk agroindustriel kapital.

 

Graver sin egen grav

MAS, under ledelse af Evo Morales og hans vicepræsident, Álvaro Garcìa Linera, har frataget den gamle ’golfklub’ en del indflydelse, men prisen har været en samarbejdsmodel, hvor de har bestræbt sig på at kontrollere fagforeninger og andre masseorganisationer, samt udelukke enhver social bevægelse og gruppering, der ikke vil indordne sig under deres projekt, som f.eks nogen af minearbejdernes organisationer, ’de røde ponchoer’ og coca-dyrkerne fra Los Yungas.

 

MAS-regeringen har på den måde gravet sin egen grav. Den skabte økonomiske og sociokulturelle forventninger hos arbejderne og middelklassen (i by og på land), knyttet til ’Andes-kapitalismens’ usikre skæbne. Middelklasserne, der nød godt af MAS-reformerne, har i tiltagende grad oplevet en nedgang i de goder, som disse reformer førte med sig, og med baggrund i den frygt, som det indebærer, har de også mere og mere vendt sig imod MAS, sådan som man kan læse af valgresultaterne, hvor MAS er gået 20 procent tilbage, siden opbakningen var på sit højeste ved valget i 2009. Det seneste valg viser den ændrede magtbalance: Morales 47 procent, Mesa 36,5 og Chi Hyun Chung 8.78. Alt i alt et flertal for højrefløjen og en opmuntring for de mest reaktionære populistiske kræfter, sådan som de bliver repræsenteret af det religiøse højre, Luis Camacho og eliten fra Santa Cruz-provinsen.

 

Det mest tragiske er, at MAS’ politik har undermineret den bolivianske arbejderklasses reelle indflydelse: Partiet har demobiliseret, demoraliseret og afpolitiseret arbejderne og i stedet givet indflydelse til massemedierne og den religiøse og racistiske populisme, som de reklamerer for.

 

Den forskræmte, vildledte og ultimativt reaktionære respons fra den faglige landsorganisation COB – der reagerede på højrefløjens påstande om valgsvindel ved at opfordre Morales til at trække sig tilbage for at bringe ’fred’ – viser, hvad der er kommet ud af MAS’ tæmning af arbejderbevægelsen.

 

Kuppet

Morales og MAS, der fortsætter i det samme spor, som bragte dem i denne situation, regnede med, at de kunne redde sig ved at læne sig op af de kræfter, der tidligere havde givet dem et vist spillerum, Organisationen af Amerikanske Stater, og de dele af det nationale borgerskab, der var mere motiveret af deres grundlæggende økonomiske interesser end af politiske ambitioner. Men efter et relativt tæt valgresultat, så tog oligarkiet fra Santa Cruz initiativet.

 

Den militære ledelse fangede signalet og opfordrede Morales til at trække sig til tilbage: ”I betragtning af den eskalering af konflikten, som landet gennemgår, og … efter at have analyseret den konfliktfyldte situation, kræver vi, at præsidenten træder tilbage”.

 

Det er et tegn på MAS’ politiske fallit, at selv med et overvældende flertal i begge parlamentets kamre, fandt partiet sig totalt isoleret i det kritiske øjeblik, da de reaktionære kræfter sluttede sig sammen om at stable et kup på benene.

 

Fortroppen ved dette kup består af de mest brutale, racistiske og reaktionære elementer i Bolivias herskende klasse, og deres hævngerrige modtræk har allerede ramt de oprindelige folk som helhed, og alle de campesinos (landarbejdere) og arbejdere, der har været forrest i modstanden mod kuppet.

 

MAS i samme spor

Mens politi og militær ruller ind i El Alto, centrum for arbejderklassens modstand i udkanten af El Paz, og konfrontationerne har krævet dødsofre i Cochabamba, så har MAS svaret igen med forsøg på at organisere en rundbordsdialog md oppositionen for at ’skabe fred’ og kræve nyvalg. ”Vi ønsker ikke nogen konfrontation, vi ønsker fred,” sagde næstformanden for MAS, Betty Yañiquez.

 

Samtidig har den selvudnævnte nye præsident, Jeanine Añez, allerede udnævnt en ny direktør for det nationale naturgasagentur (ANH), Luis Fernando Valverde, med særlige pålæg om at genoprette brændstofforsyningen i de regioner og områder, hvor arbejdere og campesinos har etableret blokader imod den.

 

Det ser lige nu ud til, at det mest sandsynlige er, at MAS vil fortsætte ad den vej, som førte hen, hvor partiet nu er, forsøge at samle og forstærke de parlamentariske oppositionskræfter og trække tænderne ud på de kræfter, der organiserer imod kuppet dér, hvor det hele foregår.

 

Arbejdere, campesinos og de oprindelige folks organisationer i Bolivia har lange og dybt rodfæstede traditioner for uafhængige, kampberedte konfrontationer. De kan ikke trækkes ud af ligningen, lige meget hvilke forhandlinger eller aftaler, som bliver forsøgt sat i værk. Deres fortsatte modstand mod kuppet og de reaktionære kræfters offensiv er den afgørende faktor i de dage, der ligger foran. Vi kommer ikke til at vente længe, før Bolivias arbejdere rejser sig igen og sætter alt, hvad de har, ind i kampen om landets fremtid.

 

19. november 2019

 

Oversat fra Red Flag af Niels Overgaard Hansen

 

single.php