Den socialdemokratiske regering har skabt håb. Det er der mange, der siger. Måske er det rigtigt. Efter 18 år med Fogh, Løkke, Thorning og Løkke igen på statsministerposten er vi vant til, at stort set alt, der kommer fra regeringen, går i den forkerte retning. Derfor skal der ikke meget til at skabe håb. For mange er barren sat lavt.

af SAPs Forretningsudvalg

Hvis det er rigtigt, at regeringen har skabt forhåbninger, må det være passende at bedømme Mette Frederiksens første nytårstale ud fra det. Skabte talen grobund for positive forventninger, grund til håb?

 

Farligt signal og hykleri
Hovedparten af talen blev brugt på spørgsmålet om tvangsanbringelser og adoptioner. I værste fald var den primitive udmelding om flere tvangsanbringelser og flere bortadopteringer et dårligt signal til kommunerne. Undersøgelser og enkeltsager tyder på, at kommunerne ikke prioriterer en høj kvalitet i sagsbehandlingen. Mette Frederiksens tale lagde ikke op til, at kommunerne skal være mere omhyggelige i anbringelsessager – tværtimod.

I bedste fald får det ingen konsekvenser. Loven er klar omkring, at der skal stærke grunde til at tvangsanbringe, og resten må være et spørgsmål om faglig kvalificeret sagsbehandling. Under alle omstændigheder var Mette Frederiksens budskab om at altid at sætte hensynet til børnene højest – også over forældrenes – hyklerisk. Det er ingen hemmelighed, at der skulle et stærkt pres på Socialdemokratiet for at få børnene væk fra Sjælsmark, og når det gælder børn af forældre, som er mistænkt for at være IS-krigere, sætter regeringen bestemt ikke hensynet til børnene højest.

 

En håbløs tale
Derudover indeholdt talen ikke meget konkret. Statsministeren valgte – sandsynligvis helt bevidst – ikke at underbygge forventningerne hos alle dem, der kunne have forhåbninger til regeringen. Der var hverken løfter eller antydninger om positive reformer for de grupper i samfundet, der har brug for det. Det gælder kontanthjælps- og dagpengemodtagere, og det gælder de unge, der er ramt af præstationskrav i uddannelserne. Heller ikke lønarbejderne, der presses af et arbejdsmarked med korttidsansættelser på usikre vilkår og af social dumping. Lejerne, der forsøger at redde det almene boliger fra ghettoplanernes nedrivninger og privatiseringer, skal heller ikke forvente noget fra regeringen. Klimabevægelserne fik endnu engang kun luftig snak uden løfter om konkret handling. Og de mange, som er frustrerede over den stadig stærkere koncentration af rigdom og magt hos nogle få, måtte se langt efter løfter om opgør med uligheden.

 

De små antydninger af politisk holdning, der var i talen, pegede nærmere i den modsatte retning. Mette Frederiksen talte konsekvent ind i en DF-retorik om danskere og danske værdier. Dermed placerede hun alle de mennesker, som bor i Danmark, men som ikke entydigt opfatter sig som kun danskere, uden for fællesskabet. Også hendes mærkesag – børn i dårlige forhold – brugte hun til at definere de ikke-danske kulturer som et særligt problem.

 

Overklassen fredes
I det korte afsnit om klima lykkedes det hende på én gang at fortælle, at vi alle skal bidrage og betale for klimaløsningerne, og at klimapolitikken skal styrke erhvervslivet. Tilsvarende appellerer statsministeren til solidaritet, når en mindre gruppe fysisk nedslidte skal have ret til lidt tidligere pensionering. Med andre ord varsler hun, at regeringen vil bruge samme metode, som hun har pålagt ydelseskommissionen og dermed en kommende reform: Hvis nogle på overførselsindkomst skal have mere, skal det betales af andre på overførselsindkomst. Til gengæld skal erhvervslivet – læs arbejdsgiverne, læs overklassen, læs landets rigeste – fredes og styrkes.

 

Det virkelige håb
Håb er vigtigt. Håb er en forudsætning for, at mennesker i større målestok går til modstand og kæmper for forandring. Hvis det lykkes magthaverne at få folk til at tro, at det ikke kan være anderledes, så kan de regere roligt.

 

Men håb er ikke nødvendigvis godt. Hvis det bliver et håb om, at regeringer, arbejdsgivere eller eksperter løser problemerne for os, så kan det føre til passivitet. Et håb om at de magtfulde klarer ærterne, bliver nemt skuffet, og intet kan dræbe håb langt ud i fremtiden som skuffede forhåbninger.

 

Statsministerens tale mere end antydede, at det vil være rigtigt farligt at have store forventninger til denne regering. Det var protest, mobilisering og bevægelse, der fik sat klima og minimumsnormeringer på valgkampens dagsorden, og som gjorde det muligt for Enhedslisten og SF at aftvinge regeringen løfter på disse områder i forståelsespapiret. Nøjagtig lige sådan er dét, hvad der skal til, hvis vi skal have Socialdemokratiet til at indfri forventningerne og til at give indrømmelser på andre områder.

 

Og det er lige netop der, vi skal finde grundlaget for håb: i klimabevægelserne, i de reformramtes protester, i de studerende kampe, i forældrebevægelsen, i kampen mod kommunale nedskæringer og i overenskomstkampen.

 

Hvis de fortsætter og udvikler sig sammen med nye bevægelser, er der basis for håb – i første omgang håb om at bremse nyliberalismen og gennemtvinge forbedringer – i næste omgang håb om at opbygge en folkelig mobilisering og organisering som modpol til dem, der har magten i dag – og dermed og håb om et andet og bedre samfund.

 

Godt rødt nytår!

 

SAP’s forretningsudvalg, den 6. januar 2020

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com