Efter valget i Spanien den 10. november forhandler fungerende statsminister Pedro Sánchez stadig med selvstændighedspartierne om opbakning til en koalitionsregering med Unidas Podemos. Samtidig tager den antikapitalistiske venstrefløj i Podemos skarpt afstand fra at gå i regering med socialdemokraterne og forbereder sig på et endeligt brud.

af Raúl Camargo, Sato Diaz

Anticapitalistas, som er tilsluttet Fjerde Internationale, har længe været mere uden for end inden for Podemos, bortset fra i Andalusien, hvor organisationen spiller en ledende rolle. I dette interview med det spanske tidsskrift Cuarta Poder forklarer talsperson for Anticapitalistas, Raúl Camargo fra Madrid, at organisationen vil holde en politisk konference til marts, hvor man vil fastlægge strategien i det nye politiske landskab. Han er overbevist om, at det er nødvendigt med en venstreorienteret opposition til PSOE-UP-regeringen, hvis den kommer i stand.

Valgresultat 10. november
største partier
Mandater Procent
PSOE – Socialdemokrater 120 28,26
PP – Konservative 89 21,00
VOX – Yderste Højre 52 15,23
UP – Venstrefløj 35 12,96

 

Vi kender nu ERE-dommen (se note). Den minder os om slagordet ”PSOE, PP – samme lort”.

 

Ja, det legendariske kampråb fra 15. maj-bevægelsen har ikke mistet sin gyldighed. PSOE og ERE er ikke fortid. Partiet har stadig Susana Diaz i spidsen for det andalusiske regionsparti. Diaz sad dengang højt placeret og afløste José Antonio Griñán, som i dag er idømt seks års fængsel.

 

De standpunkter, som kammeraterne i Podemos Andalusien har holdt fast på gennem disse år, har været konsistente. Forestil dig, hvis de havde underlagt sig presset for en pagt med PSOE. I dag ville det have en katastrofe, og i dag er de folk dømt for korruption flere årtier tilbage i tiden, for at have taget og delt ud til deres venner fra de fonde, der skulle hjælpe arbejdsløse.

 

Det er en meget alvorlig dom, som viser, hvor udbredt korruptionen er i en af regimets grundpiller – PSOE, og efter vores mening bekræfter det, at det bedste for os er at stå selvstændigt i forhold til den type af partier, bortset fra at indgå konkrete aftaler.

 

Jeg hører her en kritik af den mulige regeringskoalition mellem PSOE og Unidas Podemos. Anticapitalistas’ linje er klar: at give grønt lys til socialdemokratisk regering på baggrund af en programmatisk aftale og at forblive i opposition for herfra at presse på for at få opfyldt det aftalte program. Hvordan ser du på den foreløbige aftale fra sidste uge?

 

Vi har altid haft den linje, nu i fem år. Vi støttede aktivt Podemos, fordi vi mente, at der manglede en venstrefløj, som kanaliserede den oprindelige oprørske stemning fra 15. maj-bevægelsen. Uden Izquierda Anticapitalista ville der ikke have været noget Podemos. Den stemning var rettet mod højrefløjen, men også mod PSOE. Husk, at det PSOE, som er dømt i ERE-sagen, regerede sammen med IU (Izquierda Unida, venstrefløjsalliance domineret af det kommunistiske parti, o.a.) i Andalusien. Det var afgørende for at forstå, hvorfor vi har brug for en venstrefløj, som ikke er en krykke for PSOE. IU sad i regering [2012-2015, o.a.] med Griñán, som nu er blevet dømt.

 

Vi mener ikke, hverken i forhold til de økonomiske udsigter eller til krisen om regional selvstændighed, at dette er det politiske tidspunkt for en kraft på venstrefløjen til at indtræde som juniorpartner i regering med PSOE. Det er et PSOE, som ikke har brudt med perioden fra ERE, og de har heller ikke gjort op med deres fortid med GAL [en spansk undergrundshær rettet mod ETA], industripolitik, mod-reformer på arbejdsmarkedet, ETT [firmaer, som formidler midlertidig arbejdskraft, o.a.], NATO, Maastricht-traktaen … Sanchez er en fortsættelse af hele den nyliberale fortid hos dette parti.

 

Efter vores mening er det et åbenlyst brud på grundlaget for Podemos at gå i regering med dem. Podemos blev født til at regere, men ikke i en underordnet position med PSOE. Det var ikke på tale at gå med som et mindretal i en koalition med PSOE.

 

Vi star for det samme, som vi gjorde for fem år siden. Vi mener, at det er en linje, vi må holde fast i: en venstrefløj, som stræber efter at ændre spillereglerne i dette land. Med de nuværende spilleregler kan det ikke lade sig gøre at lave forandringer. Med den nuværende grundlov, med dens indhold om sociale rettigheder, hvordan det regulerer forholdet til provinserne, er det ikke muligt at føre venstreorienteret politik i dette land. Vi stræber efter en venstrefløj, som ike stiller sig tilfreds med at være en krykke for PSOE.

 

Fra at ”tage himlen med storm” på Vistalegre i [Podemos’ grundlæggelses-konference, o.a.] til at “tage himlen med udholdenhed” i det sidste medlemsbrev fra Pablo Iglesias. Hvad fortæller denne udvikling?

 

Det var Pablo, som på det møde sagde, at himlen bliver taget med storm og ikke ved konsensus, for vi appellerede om en konsensus fra vores hold, hvor der også var folk, som nu er sammen med Pablo og Echenique og andre. Det var nødvendigt at nå frem til et kompromis mellem de forskellige forslag, der lå. Han sagde nej, ingen konsensus, himlen må tages med storm. Så der blev oprettet en komite, en ledelse, som stort set ikke havde nogen kontrol.

 

På det parlamentariske niveau var resultatet godt, men himlen blev ikke taget med storm, og der blev stort set ikke indgået kompromis med nogen, og den politiske udvikling har resulteret i noget, der ligner IU under Cayo Lara eller Gaspar Llamazares [ledere af IU i hhv. 2008-2016 og 2001-2008, o.a.]. Det var ikke det, vi håbede på i 2014.

 

Udholdenhed er godt, man må anerkende Iglesias’ udholdenhed. Selv om stemmetallet gik ned ved det seneste valg, så er hans politiske tese blevet gennemført: Han ønskede at komme i regering for enhver pris, og det ser ud til, at det vil lykkes. Jeg mener, at udholdenhed skulle være praktiseret på andre områder, såsom at rodfæste en organisation i hele landet, med et åbent og kammeratligt forhold til de sociale bevægelser, hvad der kunne have gjort det muligt at integrere forskellige holdninger. Det Podemos, der eksisterer i dag, har intet af dette.

 

Udholdenhed er en god opskrift. Pablo har brugt den til at komme med i en mindretalsregering anført af PSOE. Hos Anticapitalistas vil vi bruge den til at forsvare behovet for en venstrefløj, som er uafhængig af regimets partier og det materielle pres, der kommer af at være en del af staten.

 

Er Anticapitalistas allerede et selvstændigt projekt uden for Podemos?

 

Nogle steder nej, vi er stadig en del af Podemos, men de fleste steder er vi allerede udenfor. Det er rigtigt, at Podemos-projektet har bevæget sig mod en strategisk orientering, som vi ikke er enige i – det er mere og mere åbenlyst. Anticapitalistas er en konføderal organisation, og der kommer en debat i de forskellige regioner. I marts har vi en konføderal politisk konference, hvor vi beslutter, hvor Anticapitalistas’ politiske virke ligger i de kommende år.

 

I de næste måneder vil vi diskutere, men med denne koalitionsregering – hvis den bliver indsat, og de til sidst får deres kasketter, det viser, at afstanden kun bliver større.

 

Jeg ser det som en spøjs modsætning. Det hedder sig, at Podemos er blevet en slags krykke for regimet, men samtidig ser vi, at højrefløjen og de økonomiske magthavere er nervøse og kæmper imod, at Podemos kommer i regering. Måske vil Podemos i regering være farligt for de privilegerede.

 

Jeg tror, de vil disciplinere dem, før de træder til. Vi har set, at en af de stærkeste kræfter i den europæiske geostrategi er EU-Kommissionen, og EU-Kommissionen har givet grønt lys til, at Unidas Podemos indtræder i regering. Her i landet er der et neandertalagtig højrefløj, en frankistisk højrefløj, ikke bare i statsinstitutionerne, men også i økonomien.

 

Denne frygt har heller ikke noget grundlag: Podemos regerer allerede i seks regioner, og der sker intet. De gennemfører ikke en kollektivisering. Tingene bliver styret, mere eller mindre, på samme måde som de blev under PSOE. Der bliver ikke trykket på nogen knapper, som påvirker de store investeringsfonde, bankerne, de store ejendomsselskaber…

 

Det er en overreaktion at disciplinere Podemos på forhånd. Men omvendt lægger det ekstra på Sanchez og PSOE for at disciplinere ministrene fra Unidas Podemos. Men enhver, som tjekker, hvad der sker i regionerne eller kommunerne, hvor Podemos har regeret, kan se en mere ærlig administration, som ikke er korrupt, men ikke noget, som berettiger alt denne ballade fra disse stærke kræfter.

 

Men højrefløjen vil altid beklage sig på samme måde. Tænk på Zapateros første regeringsperiode [leder af PSOE-regeringen 2004-09, o.a.]. Vi vidste på forhånd, hvad Zapatero stod for politisk, og alligevel erklærede højrefløjen krig mod ham sammen med biskopperne, PP, alle protesterne om alt vedrørende ETA… De portrætterede ham som en anden Lenin, og vi så, hvad han gjorde med artikel 135 [grundlovsændring fra 2011, som indførte en “budgetlov”, hvor gældsafvikling kommer i første række, o.a.]

 

Podemos er i sin fulde ret til at sidde i regering. Hvad vi siger er, at for en venstrefløj, som går efter en dybtgående social overgang, en grundlæggende forandring af det økonomiske og politiske system, så vil det sætte den i en meget delikat situation i forhold til et projekt, som skal sættes i værk på mellemlangt og langt sigt.

 

Når højrefløjen – politisk, mediemæssigt, økonomisk og socialt, mobiliserer for fuld skrue imod udsigten til en koalitionsregering mellem PSOE og Unidas Podemos, vil Anticapitalistas så mobilisere til forsvar for regeringen?

 

Hvis højrefløjen igen markerer sig som modstander af en åbning til fordel for en dialogh i Catalonien, hvis regeringen vælger en modig holdning, så er der ingen tvivl. Hvis højrefløjen skulle mobilisere mod afskaffelse af arbejdsmarkedsreformen, af ”mundkurvsloven” [lov om offentlig sikkerhed, som kritiseres for at begrænse ytringsfriheden, o.a.], af LOMCE [omstridt uddannelsesreform, o.a.] eller godkendelse af venstredrejet lovgivning, så vil vi utvivlsomt støtte regeringen. Det er der ingen tvivl om.

 

Hvad der ikke må ske, er at højrefløjen presser på, og at regeringen laver tilbageskridt, hvilket vi har set mange gange. For at undgå dette, er det nødvendigt at have en modmagt i form af sociale bevægelser og organisationer på den politiske venstrefløj, som kræver af regeringen, at den opfylder det program, som de sociale bevægelser allerede har lagt på bordet i forhold til ovennævnte spørgsmål og andre, som for eksempel huslejeregulering. For øvrigt er EU-Kommissionen voldsomt imod dette, og jeg tror ikke, med Nadia Calviño som erhvervs- og økonomisminister, at de vil gå kompromis her.

 

Hvis regeringen kun bliver presset fra højre, så vil den dreje mere og mere til højre. Derfor er det nødvendigt at lægge et pres fra venstre. Det betyder ikke, at vi vil frede højrefløjen, tværtimod. Højre og det yderste højre udgør en enorm fare for det sociale flertal, som vi må bekæmpe uden ophold, men det kræver en modig venstrefløj. Og her har vi vores tvivl, om PSOE eller Unidas Podemos kan spille den rolle, med det nuværende indbyrdes styrkeforhold og med et krav om at arbejde loyalt i forhold til regeringens beslutninger.

 

I valgkampen opfordrede Anticapitalistas til en kritisk stemme på Unidas Podemos og hilste det samtidig velkommen, hvis CUP [Candidatura d’Unitat Popular, Folkeligt Enhedskandidatur, venstreorienteret, catalansk parti, som i 2019 for første gang opstillede til det spanske parlamentsvalg, o.a.] blev valgt til Kongressen. Nu endte det med, at CUP blev repræsenteret i Deputeretkammeret. Nogle af deres første udtalelser handlede om at opfordre de andre selvstændighedspartier til ikke at støtte indsættelsen af Sánchez. Forstår du den holdning, når den yderste højrefløj samtidig vinder frem ved hvert valg?

 

Faktisk har vi været glade for CUPs resultat. Vi synes, det er sundt, at en anti-kapitalistisk kraft, som vi har venskabelige forbindelser med, er til stede i Kongressen. Vi forstår deres linje, men det er ikke vores. Vores linje er at forhandle nogle stærke programmatiske punkter, som nyder støtte fra bevægelserne, for at sikre en regeringsudnævnelse. Vi tror ikke, at man kan blive enig med PSOE om en lovpakke, men vi kan opnå nogle få indrømmelser.

 

På den anden side forstår vi godt, at de afviser forhåndsaftalen mellem PSOE og Unidas Podemos, som kun taler om en dialog inden for rammerne af grundloven og ser problemet med Catalonien som et spørgsmål om sameksistens. Hvis de ønsker at få stemmerne fra et catalansk parti, herunder også at få ERC til at undlade at stemme, så bliver de nødt til at ændre på det punkt [ERC er et catalansk centrum-venstreparti, som kan forhindre et flertal mod en ny regering ved at undlade at stemme, o.a.].

 

Men det handler ikke kun om Catalonien. At udskrive valg for tredje gang indebærer en enorm risiko for, at den yderste højrefløj bliver det næststørste parti eller endda kan svinge sig op som det største. Selv om vi er små, må vi tænke stort og have et sigtepunkt om at vinde flertallet. Vi må stille forslag, som det sociale flertal på venstrefløjen ikke ser som for risikable.

 

Vi forstår, hvorfor de siger det, og vi tror, at formuleringen i punkt 9 i forhåndsaftalen udelukker indsættelsen af den ny regering. Vi forstår også, at i den nuværende situation kan man ikke sætte ighedstegn mellem en social-liberal regering og en regering, hvor den yderste højrefløj er med. Vi er uenige på det spørgsmål, selv om vi er enige på andre.

 

Til sidst: Du siger, at I vil holde en politisk konference til marts. Du har også sagt, at der er brug for en politisk venstrefløj, som ikke er ”en krykke for PSOE”. Ser vi kimen til en ny politisk kraft til venstre for Podemos?

 

Det kommer vi til at diskutere, også med folk uden for Anticapitalistas, med mange andre kræfter fra forskellige bevægelser, og selv med mange af dem, der nu er i Podemos. Den debat er nødvendig i den udstrækning, Unidas Podemos skaber et tomrum til venstre. Som del af regeringen vil man garanteret stå for en praksis, som ikke tilfredsstiller store dele af deres sociale basis. det må vi diskutere, relationerne på venstrefløjen er dialektiske, ikke statiske. Vi får se, på vores konference og efter den, om denne mulighed er reel eller ej.

 

Det vil også afhænge af den politiske situation i landet. det er ikke det samme at skabe en politisk kraft efter store omvæltninger og mobiliseringer, som det vil være uden nogen form for bevægelse. Lad os se på mobiliseringerne for klimaet, for feminisme og nye mobiliseringer i forhold til nye kriser. Hvad der står klart er, at det er slut med Podemos som katalysator for hele den alternative venstrefløj i den spanske stat. Det betyder ikke, at der umiddelbart opstår noget alternativt. Vi vil se. Historien sætter en deadline.

 

20. november 2019

 

Note: ERE er en enorm korruptionsskandale, som endte med en dom november 2019, hvor blandt andet to tidligere PSOE-regionsrådsformænd i Andalusien blev fundet skyldige, og hvor en af dem blev idømt seks års fængsel. Korruptionen beløb sig til omkring 1 milliard euro.

 

Oversat fra Cuarto Poder og International Viewpoint af Åge Skovrind

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com