content-picture.php

Kshama Sawant fra den amerikanske organisation Socialist Alternative er blevet genvalgt til byrådet i Seattle, Washington. Det blev dog et dramatisk valg, hvor udfordreren Egan Orion først så ud til at vinde, men hvor det endelige valgresultat først lå klart flere dage efter valgdagen den 5. november på grund af brevstemmerne.

af Per Leander

Først den 13. november, da stemmeoptællingen var helt færdig, måtte Egan Orion erkende sit nederlag, da det stod klart, at Kshama Sawant havde vundet med knap 52 procent af stemmerne.

 

Egan Orions valgkamp var blevet finansieret af verdens rigeste mand, Jeff Bexos, som ejer det multinationale nethandelsfirma Amazon med hovedkontor i netop Seattle. Udover en stor økonomisk støtte fra Amazon fik Egan Orion også bidrag fra Microsoft og Boeing, samt Seattles Handelskamre.

 

Det er ikke tilfældigt, at Amazon prøvede at få fjernet Kshama Sawant. Lige siden hun blev valgt første gang i 2013, har hun været en torn i øjet for storkapitalen. Det er lykkedes hende at få vedtaget, at Seattle, som den første større by i USA, indfører minimumslønninger på 15 dollars i timen. Hun har bekæmpet gentrificering [byfornyelse, o.a.] gennem huslejeregulering, forsvaret den oprindelige befolknings rettigheder og kæmpet for gratis kollektiv trafik. Dette har hun kunnet gøre i samarbejde med en aktivistisk græsrodsbevægelse, som har lagt pres også på de øvrige politikere i byrådet.

 

Det, som fik Amazon til at se rødt, var fremfor alt, da det i 2018 lykkedes Kshama Sawant at få gennemført en beslutning om, at store virksomheder, som Amazon med sit hovedkontor i Seattle, skulle beskattes, så byen blandt andet ville kunne finansiere billigere boliger til fattige. Men efter et enormt pres fra store virksomheder, samt Amazons trussel om at flytte derfra, besluttede byrådet, med stemmerne 7 for og 2 imod, at trække skatten tilbage.

 

Målet for Amazon blev nu at få Kshama Sawant helt væk ved at lancere og sponsere Egan Orions kandidatur. Egan Orion er en lokal forretningsmand, som ikke tidligere har været politisk aktiv, men son beskriver sig selv som ”progressiv” og er en kendt homorettigheds-aktivist, som blandt andet plejer at sponsorere byens Pride-parade, hvorfor man nok håbede på, at han ville kunne trække visse venstresindede stemmer fra Sawant.

 

Udover en rekordstor økonomisk opbakning fra storkapitalen fik Orion også støtte fra de konservative fagforeningsledere, mens flertallet af de faglige aktivister støttede Kshama Sawant. Valgkampen beskrives også som meget beskidt, og der rapporteres om, at Orions betalte valgmedarbejdere har vandaliseret og revet Sawants plakater ned.

 

 

Men hvis Kshama Sawant savnede de store virksomheders kapital, så lykkedes det hende til gengæld at indsamle 4 millioner kroner fra tusinder af bidragydere, der i gennemsnit gav 20 dollars hver. Hun havde en hær af frivillige, som førte kampagne for at få hende genvalgt ved at banke på over 225.000 døre og fortage over 200.000 telefonsamtaler. Og hun fik udtalt støtte fra den demokratiske socialist Bernie Sanders, som håber på at blive opstillet i næste års præsidentvalg for Demokraterne.

 

Byrådet i Seattle består af ni folkevalgte medlemmer, som repræsenterer syv forskellige distrikter i byen. Hvert distrikt havde sine egne kandidater i valget. De øvrige kandidater, som blev valgt ind i byrådet, repræsenterer det Demokratiske parti.

 

15. NOVEMBER 2019. Oversat fra Internationalen af Christina Nielsen.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com