content-picture.php

Colombias landsdækkende samfundsstrejke den 21. november baner vejen for en koalition mellem bevægelser fra land og by, der tilsammen vil kunne tage kampen op med præsident Duques højreorienterede regering.

af José Antonio Gutiérrez D.

Et spøgelse går gennem Latinamerika – klassekampens spøgelse. Fra Haiti, Ecuador og Peru og selv til Chile – indtil for en måned siden en oase af nyliberal regeringsførelse – går folk på gaden for at protestere. Deres vrede er ikke blot rettet mod deres regeringer, men i endnu højre grad mod et system, der skaber ubeskrivelige trængsler for flertallet samtidigt med sjofelt store profitter for de få. Folk har fået nok af grasserende ulighed og af kun lige at kunne overleve i lande der, målt ud fra alle økonomiske indikatorer, øjensynligt klarer sig rigtigt godt.

 

Disse protester udgør en formidabel udfordring til et tiår med nykonservativ og nyliberal dominans i regionen. Regeringerne ledet af Jair Bolsonaro i Brasilien, kupmager og de facto præsident Jeanine Añez i Bolivia, Lenin Moreno i Ecuador, Sebastián Piñera i Chile og Iván Duque i Colombia er alle del af dette teknokratiske og nyliberale yderste højre, der flirter med forkærligheden for diktaturet hos den gamle yderste højrefløj.

 

Racisme, kvindehad, homofobi, religiøs fundamentalisme, klasseoverlegenhed, frådende anti-socialistisk retorik og en korrupt tilgang til offentlige midler er træk, de alle har til fælles. De er del af en klub, som udveksler rådgivere i et aggressivt korstog mod ”populisme” og som fuldstædigt har underordnet sig diktaterne fra USA´s præsident. Uden evne til at få originale ideer gentager de det samme vrøvl dag og nat; ejendomsret, patriarkalske familier, religion, fædreland og andet hokus pokus.

 

Iván Duque, indbegrebet af inkompetence
Der er imidlertid tegn på et skifte. Over hele regionen ses et opsving i protesterne mod nyliberalismen som trænger disse autoritære marionetter op i en krog. Skønt det yderste højre i både Bolivia og Venezuela fastholder sin evne til angreb, opmuntrede hertil af deres støtter i Europa og USA, har det med sikkerhed mistet sin fremdrift.

 

Nu er det den colombianske regerings tur til at stå ansigt til ansigt med befolkningens vrede. Den autoritære, undertrykkende, bestikkelige, og frem for alt inkompetente præsident Iván Duque har haft held til i løbet af bare et år at blive en af de mest – hvis ikke den mest – upopulære præsidenter i Colombias historie, afvist af 70 procent af befolkningen. Det er en utrolig bedrift i et land, hvis historie flyder over med præsidenter, der har overgået hinanden i manglende popularitet.

 

Duque blev valgt tidligt i 2018 som arving til den tidligere præsident Alvaro Uribe – endnu en væmmelig figur fra yderste højre omgivet af skandaler. Hans kampagne hvilede på frygt: for Venezuela, for samfundets udstødte og for venstrefløjen. Han samlede støtte fra de mest konservative og reaktionære elementer i et samfund, der er forgiftet af propaganda mod Venezuela og socialisme.

 

Siden han kom til magten, har han været en ballademager og bølle, som angriber Venezuela (samme uge som ”hjælpekonvojens” fupnummer i februar blev forhindret i sit forsøg på at trænge ind i Venezuela, nægtede den colombianske regering nødhjælp til afro-colombianere, der var ramt af oversvømmelser i den fattige Chocóregion). Han nedlagde ensidigt fredsforhandlingerne med ELN, den næststørste guerillagruppe i landet og han har systematisk undermineret fredsaftalen med de tidligere FARC-EP guerillasoldater.

 

Han genstarter den væbnede kamp gennem militære operationer mod oprørere med katastrofale humanitære konsekvenser – myrdede børn og økonomiske tilskyndelser for soldater til at dræbe så mange guerillaer som muligt; disse beslutninger medførte sågar at hans forsvarsminister valgte at gå af. Oven i dette er han vendt tilbage til den gamle politik om at kriminalisere cocaleros (dyrkere af cocablade) til trods for de – uopfyldte – løfter i fredsaftalen fra 2016 om alternativer til de illegale afgrøder.

 

Alt dette finder sted på en baggrund af høj arbejdsløshed, leveomkostningernes himmelflugt og mord på sociale ledere, medlemmer af oppositionspartier og afvæbnede guerillasoldater. Efter blot et år ved magten er Duques eftermæle allerede rystende, og selvfølgelig har befolkningen fået nok.

 

21. november: Raseri og undertrykkelse
Dette førte til indkaldelsen til en landsdækkende samfundsstrejke (paro civico) den 21. november for at protestere mod nogle af Duques politikker, så som forslaget om arbejdsmarkedsreformer, der ville sænke den allerede ubærligt lave minimumsløn og privatisere pensionssystemet. En samfundsstrejke er en form for protest i et land, hvor størstedelen af befolkningen ikke har en formel ansættelse og derfor ikke kan nedlægge arbejdet på deres arbejdsplads. Enhver kommer ud på gaden for at protestere på den måde, man nu kan: Arbejdere går i strejke, studerende går ikke til undervisning, folk i marginaliserede bydele blokerer vejene osv..

 

Comité Nacional de Paro (Den Landsdækkende Komité for Samfundsstrejken), en paraplyorganisation for oprindelige befolkningsgrupper, organisationer fra land og by og fagforeninger kom med opfordringen i oktober som protest mod korruption, leveomkostningerne og skattereformen. Med bred opbakning opfordrede de til forsvar for retten til social protest, mod undertrykkelse og militarisering og for tiltag mod arbejdsløshed, som officielt ligger omkring 11 procent uden at indregne den uformelle økonomi, som beskæftiger over halvdelen af arbejdsstyrken.

 

Det er bemærkelsesværdigt, at de fleste af venstrefløjens partier i Colombia, herunder FARC´s parti, har udvist en lunken holdning til strejken. Det skyldes sandsynligvis, at de havde været for optaget af de seneste valg i oktober, til at indse betydningen af denne bevægelse, der var begyndt at koge i gaderne efter valget.

 

Endnu før strejken var begyndt, arresterede og ransagede myndighederne arrangørernes hjem. Uden forståelse for dybden af den offentlige vrede, beskyldte Duque alle mulige skræmmebilleder for at stå bag protesten, fra ”internationale anarkister” til Sao Paulo Forummet. En tidligere FARC-EP-guerilla sagde til ROAR [webstedet, hvor denne artikel blev udgivet, o.a.]:

 

”Det hele hænger folk langt ud af halsen; studerende og arbejdere kan ikke holde dette ud længere, men regeringen kan ikke længere sige, at det er guerillaerne og narkoterroristerne, der infiltrerer disse protester. De er bange, så de finder på nye bussemænd for at undertrykke, diskreditere og afvise de protesterende”.

 

Regeringen lukkede grænserne, indsatte militæret i de store byer og truede organisatorerne. De forbød endog et dokument, som var offentliggjort af et studenterkollektiv, der gav råd til folk om at forhindre overgreb fra ESMAD – det colombianske uropoliti.

 

Kort tid derefter måtte præsidenten kluntet medgive, at de protesterende kunne have ret i et og andet. Men dette var for lidt og for sent: På dette tidspunkt havde hans cocktail af undertrykkelsestiltag og arrogance ophidset store dele af befolkningen. Duque løj herefter åbenlyst og påstod at han aldrig havde planlagt en pensionsreform eller at sænke minimumslønnen.

 

Men på dette tidspunkt var terningerne allerede kastet. Trods regeringens terrortaktik og den atmosfære af frygt, som den skabte, kom hundredtusinder – hvis ikke millioner – over hele landet ud for at protestere, ikke bare for specifikke krav, men endnu mere, fordi de har fået nok af det nyliberale kapitalistiske system og Colombias herskende klike, der profiterer på det.

 

I modsætning til protesterne i det foregående tiår, som hovedsageligt var domineret af uro og agitation ude på landet, var samfundsstrejken overvejende et byfænomen, om end med deltagelse fra adskillige landbaserede organisationer.

 

Som man kunne forvente lod undertrykkelsen ikke vente på sig. Fællesaktionen mellem ESMAD og militæret efterlod tre døde i Caucadalen den 21. november, samt hundreder sårede og arresterede over hele landet. Sammenstødene i byen Cali var specielt voldsomme. Som modsvar begyndte folk i bydelene La Macarena og Candelaria i Bogotá spontant med cacerolazos (larmeprotester med slag på kasseroller og pander), der spredte sig ud over hele byen og resten af landet.

 

Næste dag forsatte demonstrationerne og blokaderne, og ESMAD have sammenstød med protesterende i arbejderkvarterene i de større byer. Pro-regerings aktivister startede en kampagne på de sociale netværk for at sprede panik, med påstande om at vandaler angreb private huse i et forsøg på at afskrække folk fra at gå med i protesterne og at stemple dem, der alligevel gjorde det, som selvtægtsmænd.

 

Regeringens parallelle svar var en fuld indsættelse af militæret i hovedstaden – tanks og omkring 4.000 soldater patruljerede gaderne i Bogota, med etablering af udgangsforbud fra kl. 21 til kl. 6 natten mellem fredag og lørdag.

 

Folk brød dette forbud en masse og gik ud igen med deres potter og pander til en ny cacerolazo og for at danse i gaderne. Men undertrykkelsen fortsatte, især i arbejderkvartererne. Men som Gilberto Martinez, medlem af bestyrelsen i CUT Colombia (Central Unitaria de Trabajadores), forklarede til ROAR, ”Fok er ikke længere bange, så folk står op imod og besvarer aggressionen, folk gik imod ESMAD, de gik sammen på gaderne’’.

 

Voksende protester på landet
Selvom der er en tendens til – med rette – af se de seneste begivenheder i Colombia i sammenhæng med de globale kampe mod voksende leveomkostninger, korruption og nyliberale nedskæringer gennem det sidste tiår, så skal disse kampe også ses som del af en indre cyklus af protester i Colombia, der begyndte i 2008.

 

Dengang gik arbejdere, der lever af at skære sukkerrør, i en tremåneders strejke, efterfulgt af massemobiliseringer af forskellige oprindelige befolkningsgrupper under betegnelsen minga (der på flere af de oprindelige sprog betyder ”fælles anstrengelser”). Siden da har protester og mobiliseringer været for opadgående specielt ude på landet. Byprotester var begrænset til de store studenterdemonstrationer i 2011 og de heroiske, men isolerede kampe fra forskellige fagforeninger, der ofte bliver angrebet af lejemordere og dødspatruljer, hvilket har givet Colombia status som førende i verden, når det handler om mord på faglige aktivister.

 

Anført af landarbejderfagforeninger og oprindelige befolkningsgrupper har Colombia uden for byerne oplevet en periode med folkelige massemobiliseringer imod militariseringen af landdistrikterne, som – uden held – tog kampen mod forskellige frihandelsaftaler med USA og EU, og mest betydningsfuldt mod gennemførelsen af megaprojekter inden for landbrug og minedrift.

 

Det var denne modstand bedst eksemplificeret gennem Tolima-samfundenes kampe mod guldminegiganten Anglo Gold Ashanti, som gennem miljøbevægelsen forenede landarbejderne med den brede befolkning i byerne.

 

Voksende protester på landet sammen med stadig mere effektive oprørsangreb mod militæret, især fra FARC-EP, var bagrunden for igangsættelsen af fredsforhandlingerne mellem oprørsbevægelserne og den colombianske regering sidst i 2012. Desværre blev forandrings-dynamikken i disse forhandlinger spildt ved at isolere dem fra befolkningen ved at afholde dem i Cuba, ved ikke at insistere på bredere folkelig deltagelse og ved at indskrænke deres omfang til områder, der ikke satte spørgsmålstegn ved forfatningen, så som at regeringen insisterede på, at den økonomiske model ikke måtte røres, og ved at forhandlerne fra FARC-EP accepterede disse betingelser.

 

I sidste ende resulterede regeringens modvilje mod enhver betydningsfuld forandring, kombineret med en guerillabevægelse, som i det store og hele opfattede mulig massedeltagelse i dialogen som en trussel mod deres ”ejerskab” af processen, i en begrænset ikke-forandrende fredsaftale i 2016.

 

I 2013 ledte en række protester på landet – startet af kaffebønder i marts og fulgt op af mobiliseringer af cocaleros i grænseområdet til Venezuela i juni – til en massestrejke på landet mod den frihandelsaftale, der var blevet indgået med USA året før. Denne protest på landet fik millioner ud på gaderne og fik hidtil uset opbakning i bycentrene. Efter at 25 var blevet dræbt og mange hundrede arresterede og sårede, gik regeringen med til at forhandle med fagforeningerne på landet enkeltvis opdelt efter økonomisk aktivitet og region.

 

Således blev den kollektive kraft, der var blevet opbygget i løbet af en måned med protester, succesfuldt opdelt og inddæmmet. Den traditionelle venstrefløj og dens bevægelser, måske opskræmt af bevægelsens uafhængighed, valgte at vende sig bort fra vedholdende protester, og undsagde direkte aktion som en underminering af Santos-regeringen, og hermed fredsprocessen. I stedet fokuserede de på en fejlslagen valgstrategi, som viste sig at give det dårligst tænkelige resultat det følgende år. De forstod ikke, at vreden på gaden sjældent kan kanaliseres ind gennem stemmesedlerne.

 

I et vist omfang begrænsede fredsprocessen – som af kritikere på venstrefløjen er blevet beskrevet som et forsøg på at ”pacificere” kampen – sammen med den valgfokuserede strategi fra venstrefløjen,  tendensen fra 2008 -2013 til væksten i de sociale protester. Men dette var kun et midlertidigt tilbageslag.

 

Hvad nu? At tage ved lære af en lang historie om kampe
De øjeblikkelige protester er de mest omfattende siden september 1977, da en samfundsstrejke mod de høje leveomkostninger, militariseringen og lave lønninger blev voldeligt undertrykt af staten. Sikkerhedslovgivningen fra 1978 gav betydelig styrkelse af militærets magtbeføjelser og indførte militærdomstole til at dømme oppositionen. Herefter blev halvstatslige undertrykkelses mekanismer – dvs. dødspatruljerne – langt mere talrige, og den forfærdelige praksis med at lade folk ”forsvinde” begyndte.

 

En del af venstrefløjen troede, at en opstand i byerne umiddelbart ville kunne forbinde sig med guerillabevægelserne på landet – en forståelse, der skønt den viste sig at være forkert, ikke var helt grebet ud af luften, som de samtidige begivenheder i Nicaragua viste. Guerillaceller blev talrigere, da Sikkerhedsloven og den omfattende undertrykkelse i kølvandet på samfundsstrejken i 1977 fik mange venstrefløjsaktivister til at gribe til våben, i takt med at de så rummet for demokratisk opposition skrumpe.

 

Det er et velkendt mønster i Colombia, at folkelige mobiliseringer fører til statslig undertrykkelse, og denne undertrykkelse leder igen til vækst i antallet og størrelsen af guerillabevægelser. De store byer forblev imidlertid – i det store og hele – en hård nød at knække for guerillaerne. Den traditionelle venstrefløj betragtede begivenhederne som en mulighed for at opsamle stemmer og et tegn på, at folk generelt bevægede sig til venstre. Imidlertid blev også de skuffede af deres dårlige resultater ved valgene i 1978.

 

Hvad så nu? Efterhånden som antallet af guerillasoldater, som afviser fredsaftalen mellem FARC-EP og regeringen, fortsætter med at vokse, er det klart, at under de nuværende betingelser og med udgangspunkt i regeringens modvilje mod at opfylde sine forpligtelser som beskrevet i aftalen, så er der en meget reel trussel om fornyet væbnet kamp i landdistrikterne.

 

Imidlertid hersker der en helt anderledes dynamik i byerne, og logikken i en væbnet opstand har ikke stor sandsynlighed for at kunne opnå de forandringer, som det overvejende flertal af befolkningen ønsker sig.

 

Tilsvarende udtrykker folket i Colombia ikke nødvendigvis deres vrede og frustrationer gennem stemmesedlerne. Derfor er strategierne fra 1977, både hos den traditionelle venstrefløj og den del, der greb til våben, ubrugelige i den nuværende situation.

 

Skønt det ville være yderst uklogt at afvise styrken hos den yderste højrefløj, hos uribismen [efter Álvaro Uribe Vélez, Colombias præsident 2002-2010, o.a.], er det tydeligt, at uanset hvilken legitimitet, den engang havde, så er den borte i de fleste menneskers øjne. Men hvis et progressivt alternativ ikke fylder dette tomrum, så vil dørene for en autoritær løsning på denne hegemonikrise springe op, netop som det skete i 1977-78. Det er i det lys, man skal se Martinez fra CUTs udtalelse om at

 

”Vi forsøger at holde dampen oppe med løbende aktioner [….] den 21. november var en storslået demonstration af kampånd. Der var cacerolazoer over hele landet […] Så undertrykkelse vil sandsynligvis blive værre, fordi vi har en regering fra det yderste højre. Men folk vil ikke finde sig i det mere, men uden en klar ledelse vil folk ikke vide, hvordan de skal fortsætte, hvad der vil ske, og vi er nødt til at være forberedte.”

 

Ud fra tidligere erfaringer ville det også være uklogt at stole på valg som et brugbart svar på denne krise. Det er nødvendigt uafhængigt at organisere folks kampvilje, ud fra deres mest umiddelbare krav: Komitéer af pensionister, af unge, af kvinder, for myriaden af krav. Folk må organisere sig for at kunne udøve pres og deltage i direkte aktioner – hvad der udkæmpes på gaden, må også vindes på gaden. De bliver også nødt til at handle som en enhed, og ingen specielle sektorer bør gå i gang med forhandlinger for sig selv, som det skete i 2014. Enhed er nøglen.

 

Arbejderbevægelsen er nødt til at vise sin styrke og lede gennem sit eksempel. Stillet over omfanget af den moralske krise hos det politiske etablissement, har folket behov for at opbygge magt nedefra. I et interview med ROAR bemærkede en aktivist fra arbejderkvartererne i Cali at:

 

”Tingene er ved at komme i kog. Folk tror nu på, at det faktisk kan ændre sig. Men vi er nødt til at stå fast og kræve, at Duque træder tilbage med det samme. Vi skal ikke have noget af at forhandle med ham. Hvorfor skulle vi? Han holder aldrig sine løfter, han vil blot benytte forhandlinger som en afledning, så folk underskriver aftaler, som de aldrig vil overholde. Denne regering må og skal falde.”

 

Denne advarsel bliver relevant nu, hvor regeringen opfordrer til national dialog, højst sandsynligt for at slide bevægelsen ned. Bondeaktivister fra Putumayo forklarede, at ”vi har altid ment, at dette er en mafia-stat, men hver gang vi får en invitation til at komme til kaffe, så kommer vi løbende hen til dem, og er således med til at give dem legitimitet. Vi bliver nødt til at være mere konsekvente”.

 

Martinez, fra CUT, understregede også,

 

”Her på tirsdag den 26. [november] holder samfundsstrejkens Forretningsudvalg møde for at tage stilling til tilbuddet om dialog. Regeringen taler om en national aftale med demagogerne, ikke med folkets faktiske organisationer. Vi har ikke brug for flere løfter. De kender vores krav: Social velfærd, faglige rettigheder. Dialog er for regeringen en vej til i sidste ende at påtvinge os deres egne synspunkter, vi må ikke have blår i øjnene.”

 

Den nyeste krise i Colombia er langt fra løst. Udfordringen for de folkelige kræfter består i at fastholde fremdriften, skabe organisationer ud af vreden, omdanne slagord til konkrete krav, som man kan kæmpe for og vinde på gaderne, samt at forblive forenede og undgå splittelse.

 

Samtidigt er det nødvendigt at undgå meningsløse forhandlinger, der blot er tilbudt for at nedslide, og ligesådan med provokationer, der forsøger at sætte dele af befolkningen op mod hinanden. En bølge af uro på landet er under forberedelse til at starte i det nye år, hvor den forhåbentlig vil smelte sammen med denne nye generation af oprørere i byerne, som har lært deres lektier på den hårde måde. Sker dette, vil det give en chance for at give den yderste højrefløj et dødsstød. Hvis oligarkiet i Colombia virkelig tror, at dette blot er en forbigående stemning, der kan knuses med vildledning og undertrykkelse, så står de overfor en brat opvågning.

 

Oversat fra webmagasinet ROAR af Peter Kragelund

 

José Antonio Gutiérrez D. er en libertær aktivist bosat i Irland, hvor han er aktiv i solidaritetsarbejde med Colombia og andre dele af Latinamerika. Han skriver ofte på websider som rebelion.org, prensarural.org og anarkismo.net.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com