content-picture.php

Det østjyske bybånd - fra Randers til Kolding - er uden struktur og en sammenhængende planlægning. Den diffuse by breder sig på bekostning af naturområderne. Kommunerne vil ikke samarbejde, regionerne må ikke, og staten holder sig udenfor. Nu forsøger en gruppe arkitekter at redde, hvad reddes kan.

af Arne Lund

Her i landet findes kun én model for en større byregion: Hovedstadens Fingerplan fra 1947. Den var inspireret af især de engelske havebyer, hvor satellitbyerne omkring en storby forbindes med bybånd – transport- og infrastrukturfingre – og med naturområder (grønne kiler) mellem fingrene.

 

Fingerplanen holdt til sidst i 60’erne, men kunne så ikke længere dæmme op for den byspredning, der skete som følge af den stigende bilisme. Hvor stedse flere rejser på tværs af fingrene, mellem de boliger og arbejdspladser, der ikke mere lokaliseres i selve fingrene, men mellem fingrene. Resultatet er, at fingrene fortykkes, og at det sker på bekostning af de grønne kilder.

 

Fingerplanen kan ikke overføres en-til-en til landets anden store vækstregion: Østjylland. Her findes ikke et historisk og befolkningsmæssigt centrum, men et diffust bynetværk fra Randers til Kolding, med en afstikker mod Silkeborg-Herning, bundet sammen af motorvej E45 og jernbanen.

 

I over 50 år har planlæggere og beslutningstagere forsøgt at få samling på området, hvor der bor ca. 1,5 mio. Det er der ikke kommet noget ud af, hvilket kun kan undre, da sammenvoksningen af byerne allerede er langt fremskreden.

 

Tendensen til metropolisering er global. I Italien hedder det citta diffuza, i Tyskland om zwischen-stadt, i England metropolitan landscapes. I Danmark taler forskerne om netværksbyer, der er op-stået i takt med den øgede mobilitet, og de nye it-teknologier. Fælles for dem er, at de er svære at betjene med kollektiv trafik, fordi de ligger så spredt.

 

Ingen diskussion i Østjylland

Mens hovedstadsregionens udvikling er til konstant diskussion – senest i Peter Schultz Jørgensens Byernes jorder og Karsten Ifversens Kapitalen – så er der ingen kritiske spørgsmål til det, der sker i Østjylland. Kommunerne får stort set lov til at udfolde sig, som de vil, for med kommunalreformen forsvandt de amter, der lagde en dæmper på kommunerne og koordinerede deres planlægning med, hvad der ellers sker i regionen.

 

Infrastruktur- og erhvervsplanlægning knytter sig fx til kommuners egne planer. Det eneste, der forener kommunerne, er modstanden mod statslig indgriben, samt en fjernelse af grænserne for mere vækst. En sådan modstand er imidlertid med til at fastholde hovedstaden som det skæve Danmarks eneste sammenhængende og nogenlunde koordinerede region. Hvad østjyderne ellers ikke forsømmer nogen lejlighed til at kritisere.

 

Det kræver solid, overordnet planlægning, at sikre de tilbageværende naturværdier i den østjyske region. Et grundlæggende problem er E45, der udstrækker byudviklingen og samtidig skærer landskabets øst–vestgående ådale over. Denne konflikt kan ikke løses med en Fingerplan. Der skal en helt anden netværksbaseret model til, der sammentænker by- og landskabsudvikling.

 

For at rette op på “det skæve Danmark” har Dansk Byplanlaboratorium, Arkitektskolen i Århus, Businessregion Århus og Trekantområdet og med støtte fra Realdania, udarbejdet en vækstplan for Den Østjyske Millionby.

 

Befolkningstilvæksten vil især ske i de mellemliggende småbyer. Hadsten fx er vokset med 15 procent på blot ti år. Bolig- og benzinpriser vil være afgørende for, hvor hurtig sammenvoksningen sker. Frem til 2040 forventes ca. 140.000 nye borgere at slå sig ned i regionen, flest i og omkring Århus-Silkeborg-Horsens-Vejle. De øvrige kommuner vil stagnere, de sydlige vil opleve øget fraflytning

 

Kommunalreformen i 2007

Siden 2000 har kun miljøminister Connie Hedegaard (2004-2007) arbejdet for, at landsplanlægningen skulle afspejle, understøtte og kvalificere forholdene i Østjylland som de var, og ikke stimulere kommunernes ønsketænkning om vækst og branding. Hun ville andet og mere end blot at give kommunerne lov til at bygge flere sommerhuse, feriecentre og hoteller langs kysterne.

 

I foråret 2006 udsendte Hedegård den landsplanredegørelse, som alle regeringer skal lave efter hvert nyvalg. Redegørelsen omfatter kommuneplaner og -strategier. Det hed bl.a., at “presset på vore arealer til erhverv, bolig og infrastruktur vokser, og det kræver vilje til planlægning. Vi har tradition for planlægning, der er værd at hæge om…men vi har i de sidste årtier set eksempler, hvor byggeri placeres langs motorvejene, byspredning, og dét har påvirket kvaliteten i landskabet og grænsen mellem land og by som gradvis udviskes…”

 

Hedegårds indsats var dog omsonst, for 1. januar 2007 trådte Løkkes kommunalreform i kraft, og den ikke alene afskaffede amterne som overordnet regional plan- og tilsynsmyndighed, den gav også kommuner en hidtil uset indflydelse på plan- og miljøforhold – og dén fristelse kunne de ikke modstå. Resultatet blev endnu mere af det, Hedegård frygtede ville ske.

 

Kommunerne afviser fortsat at lade regionerne koordinere miljø- og klimaindsatsen: Det klarer vi bedre selv, er holdningen, men det kan de jo ikke. Alene i dette efterår har der været flere over-svømmelser langs fx Gudenåen og Storåen. Hvis ejendomme i én kommune skal beskyttes mod oversvømmelser fra et vandløb, er det ofte andre kommuner længere oppe ad åen, som skal udføre klimasikringen – og det vil de ikke. Og da staten ikke griber ind, og regionen ikke må, så må boligejere og virksomheder år efter år se deres ejendomme blive oversvømmet

 

Danske Regioner har optalt, at ca. en halv million ejendomme landet over kan blive oversvømmet i tilfælde af ekstreme vejrhændelser. Naturstyrelsen skønner, at Danmark er blandt de fem lande i EU, der vil få de højeste skadeomkostninger ved havniveaustigninger, målt i forhold til BNP.

 

Mens Fyns Amt i 2001 gav afslag på 36 procent i sager om byggeri i naturen, gav øens kommuner i 2008 – hvor de havde fået kompetencen – kun afslag i 5 procent i tilfældene.

 

Den måde, kommunalreformen fungerer på på natur- og miljøområdet, hører ikke hjemme i et samfund, der kalder sig en retsstat. Dertil er der for mange vilkårligheder og gråzoner. Kommunernes adfærd rejser tvivl om, hvorvidt og i hvilket omfang de vil medvirke til at tackle klimakrisen.

 

Ønskeliste – uden klima

Dansk Byplanlaboratorium har spurgt østjyske borgmestre, kommunaldirektører og tekniske chefer om deres ønsker til fremtidens overordnede infrastruktur. Svarene afspejler ikke den klimadebat, der har fundet sted i de senere år. Forventeligt ønskes der flere motorveje, en Kattegatforbindelse, større havne, styrkelse af lufthavnene, nye knudepunkter for vej-skibe-droner, og som nummer sjok: fælles fremtidig forsyning. Det meste betalt af staten. Kollektiv trafik (RBT-busser og letbaner) nævnes í en bisætning, mens der intet er om togtrafik eller vejgods på skinner.

 

Prisen for kommunernes magt over miljø og planlægning er fortsat byspredning. Byplanlaboratoriet har derfor lavet udkast til, dels hvordan kommunerne kan få større respekt for det omgivende land, og ikke blot anse dette som en arealreserve. Tiltrængt, for i Østjylland er under 2 procent reelle natur-områder, hvilket er meget lavt, målt med såvel nationale som internationale alen.

 

Udkastet rummer flere – hårdt tiltrængte – kontroversielle forslag: En reduktion af den animalske husdyrproduktion, flere ekstensive bedrifter som et led i koordinerede naturplejeprogrammer, energilandskaber, lavtliggende arealer overgår til naturområder, og dele af fødevareproduktionen flyttes ud i havet (fisk, tang mv.). Af miljømæssige årsager er havbrug problematiske, og står det til miljøminister Lea Wermelin, så skal de eksisterende havbrug afvikles.

 

Store arealer vies til skovrejsning, der både vil kunne binde CO2, fungere som bufferzoner ved ekstreme vejrhændelser, og levere materialer til husbyggeri – som alternativ til beton og tegl, og én blandt flere måder til at mindske de 40 procent af verdens CO2, som byggeriet udleder.

 

Højhusbyggeri

Det havde været ønskeligt, om Dansk Byplanlaboratorium også havde taget fat på det omsiggribende højhusbyggeri, hvor især Århus og Vejle er godt med. Danske byer er bagefter de fleste andre europæiske lande, når det gælder højhuse. Det er dog ved at ændre sig, og bygherrer står klar til at opfylde det stigende ønske om at bo i bymidter, hvor pladsen er kneben. En våd drøm: flest mulige beboere på mindst mulige areal.

 

Højhuse kan være bæredygtige, hvis beboerne udnytter de fælles faciliteter og dermed sparer ressourcer. Men om det opvejer generne ved højhuse – skærpede sikkerhedskrav, vindturbulens, disharmoni i forhold til det omgivende byggeri – tjah?

 

Klimatrykket kan ikke begrænses til materialer, også æstetik og det liv, der leves mellem husene tæller. Overalt i byggeriet skal funktionalitet, holdbarhed, fleksibilitet og skønhed gå hånd i hånd, hvilket langtfra er tilfældet i dag, hvilket Dansk Byplanlaboratorium anker over.

 

Hertil kommer arealforbruget, hvor danskerne ligger i top med 50 m2 pr. capita. Også her skal der skæres ned, for når så mange vil bo i byer med korte afstande, må boligarealet begrænses. Med de stigende temperaturer vil stedse flere opholde sig udenfor en større del af året – ganske som i syden, hvor boliger generelt er mindre end her i Norden. Dette harmonerer med FN’s Verdensmål om, at “bæredygtig udvikling kan ikke opnås, hvis vi ikke ændrer den måde, vi bygger og styrer vores byrum og byggeri.”

 

Skal developere og investorer bestemme byens indhold? Presse byrødder til fx at nedlægge velfun-gerende havne, der forsyner et stort opland for i stedet at plastre havnearealerne til med smarte boliger, cafeer og marinaer? Det blev forsøgt i Kolding, men besindige folk sagde nej. I Fredericia måtte byens skibsværft give plads til trendy boliger. Og i Århus gemmes byen bag den nye skyline langs havnen – en ophobning af højhuse, der står og råber ad hinanden.

Overalt breder masseproducerede banaliteter – parcelhuse – sig. Alle med plads til to biler og de sammenbragte børn. I dag bygges der, efter hvad folk har set på rejser til Sydspanien, Fjernøsten eller Texas. Velstanden omsat til arkitektonisk konditorkunst og klar til nedrivning om 30-40 år.

 

Kommunerne har fået et statsligt pålæg om, at “byvæksten så vidt muligt skal ske i nærheden af stationer, eller hvor der måske kan komme en station”. Det giver jo stor elastik til kommunerne, der så selv vurderer, om det er muligt. Her har Fingerplanen langt mere håndfaste krav.

 

Hvor er de røde?

”Først rød, så arkitekt” hed det på arkitektskolerne i 60’erne, hvor eleverne lærte om fornuftig planlægning. Hvor alle disse røde planlæggere er blevet af, er uvist. De fleste synes at have tilsluttet sig neoliberalisternes drømme om vækst og boliger i beton, stål og glas – hyppigt finansieret af pensionskasserne. Så længe myndighederne udsteder stribevis af dispensationer, så viger hensynet til natur- og kulturarvsværdier, og de demokratiske spilleregler omgås, når kommunerne både skal drive forretning og være myndighedsinstans, med By & Havn som det grelleste eksempel..

 

Der er talrige eksempler på god og dårlig planlægning og byggeri, og der er megen viden om, hvorfor noget lykkes, og andet ikke gør. Arkitekten Jan Gehl har arbejdet for at øge vores forståelse for livet mellem husene. Rækker det ikke, så er der ikke langt til Holland, hvor der eksperimenteres med nye boligformer, bylandskaber, og selvbyggeri, enten alene eller sammen med kommende naboer.

 

I Norge kan flere myndigheder sende kommunernes planer til miljøministeren, hvis de mener, at planerne skaber for meget trafik, eller skader naturen eller miljøet i for stort omfang. Det norske vejdirektorat har flere gange gjort indsigelser mod kommuners bebyggelsesplaner, fordi de ville føre til en for voldsom udvidelse af biltrafikken.

 

Byplanlaboratoriets intentioner er gode og tiltrængte, men hvis ikke kommunernes indflydelse på miljø-, klima- og lokalplanlægning reduceres markant, og så længe skiftende regeringer er uvillige til at være den overordnede styrende instans, så vil Den Østjyske Millionby, fortsat være en ide, der ikke vil blive virkeliggjort.

 

En reel bæredygtig udvikling i såvel Østjylland som på landsplan kræver en jævn fordeling af befolkningen og arbejdspladser i relative selvforsynende enheder, hvis målet er at nedsætte ressourcekrævende og miljøbelastende transporter af personer og gods. Det kræver en landsplanlægning med udgangspunkt i en planøkonomi, som prioriterer balance og sammenhæng mellem samfundets fysiske, sociale, kulturelle og økonomiske strukturer på land og i by.

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com