content-picture.php

Der er ingen vej udenom. Det her er et katastrofalt resultat for Labour, og det vil få store konsekvenser. Labour tabte i mange af sine traditionelle arbejderklassekredse, og det mislykkedes for dem at bryde igennem i andre som f.eks. Hastings og Rye and Chingford og Woodford Green. Partiet mistede en række virkeligt gode parlamentsmedlemmer, mest bemærkelsesværdigt Laura Pidcock og Dennis Skinner.

af Lindsey German

De konservative fik et stort flertal, og folk fra arbejderklassen, herunder dem, der stemte på dem, kommer til at betale prisen. Partiet beholdt næsten alle sine kredse, og erobrede mange, hvor det ville have været utænkeligt for bare få år siden. Det førte til et resultat, der var endnu værre end de fleste, herunder jeg selv, havde kunnet forestille sig. Kun i Skotland var der et alternativt billede, hvor SNP erobrede kredse fra andre partier og nu sætter kursen mod uafhængighed.

 

Venstrefløjen, der var blevet så begejstret for Corbyn og corbynisme – og som havde arbejdet så hårdt i hans valgkamp – har taget fejl, og det er en utrolig bitter oplevelse. Folk er totalt slået ud og kan ikke være andet. Et rekordhøjt antal unge mødte frem og var med. De arbejdede dag og nat for et andet resultat, og de legemliggjorde en fornemmelse af håb om forandring.

 

Hvorfor lykkedes denne valgkamp ikke? En valgkamp, der åbnede veje for regulære materielle forbedringer af livet for millioner af mennesker?

 

Der er én altdominerende årsag, og den skriger til himlen. Johnsons slogan ’get Brexit done’ skar igennem alt muligt andet. Folk, der stemte Leave, svigtede Labour i et enormt omfang. Mange af dem stemte på Brexit-partiet eller blev hjemme, og en del bakkede direkte op om de konservative, selv om de blev anført af en charlatan som Johnson, der er totalt ligeglad med deres virkelige interesser.

 

Det var på grund af dette, at Labour tabte. Deres stemmeandel styrtdykkede i forhold til 2017, hvor partiets politik var at respektere folkeafstemningen. Partiet havde et radikalt manifest dengang, og det havde Jeremy Corbyn som leder. Forskellen i går var, at Labour forlod den politik til fordel for en ny folkeafstemning. Det var en politik, der blev påtvunget Labour af partiets højrefløj og uheldigvis accepteret af alt for mange fra venstrefløjen. Corbyn og delegerede fra partikonferencen gjorde, hvad de kunne for at begrænse virkningerne af et skifte over til Remain, men skaden var sket. Venstreorienterede medlemmer af skyggekabinettet roste sig med, at de ville føre kampagne for Remain ved folkeafstemningen og fik på den måde ledelsen til at fremstå som Remain-tilhængere.

 

People’s Vote Campaign spillede en stor rolle i forbindelse med denne kursændring og var et sammenrend af konservative, Liberale Demokrater og Blair-tilhængere som Alastair Campbell. Disse folk påstod, støttet af mange fra venstrefløjen som f.eks. Another Europe is Possible-kampagnen, at de kun skulle bekymre sig om Remain-vælgere, og at de fleste Leave-vælgere alligevel ikke ville stemme på Labour. Det gjorde de så heller ikke. Og Brexit følger i de kommende uger.

 

Det, man kan lære af den sag, er, at man ikke skal rakke ned på, hvad folk stemmer, og så regne med, at de ikke lægger mærke til det. Den 12. december blev det lysende klart, og mange gode kandidater har betalt prisen for det.

 

Blair-tilhængerne, der har ydet deres bidrag til nederlaget, retter selvfølgelig skylden mod én person – Jeremy Corbyn. Knivene kom lynhurtigt frem, med højrefløjsfolk som Alan Johnson, der rettede et voldsomt angreb mod Corbyn.

 

Der er ingen tvivl om, at han var upopulær blandt mange Labour-vælgere ved dette valg. Én meget vægtig årsag til dette er politikken i forhold til Brexit, der fik det til at se ud, som om han løb fra sine løfter. Løgnene om antisemitisme blev gentaget igen og igen, og selv om han undskyldte ved flere lejligheder, så var det bare brænde til bålet i en hysterisk atmosfære af heksejagt.

 

Medierne spille også en enorm rolle i dæmoniseringen af ham som terroristsympatisør, pacifist og antisemit. Disse løgne blev forstærket af de massivt fjendtlige medier, der fulgte den dagsorden, som Johnson og Dominic Cummings havde sat, til mindste detalje.

 

Det er en tragedie for arbejderklassen, at meget af dette mudder klæbede sig fast og førte til Jeremy Corbyns nederlag, mens en ægte racist og løgnhals nu sidder trygt og godt i Downing Street.

 

Det er også værd at trække de Liberale Demokraters frastødende rolle frem her, især den vulgært overmodige Jo Swinson, der fortjent mistede sit mandat. Sam Gyimah, den tidligere konservative, der blev liberaldemokrat, fik kun held med at hjælpe de konservative til at vinde Kensington tilbage, på trods af en heroisk kamp af parlamentsmedlemmet Emma Dent Coad, der tabte med en meget snæver margin. Han fik reklame fra løgnagtige hjemmesider – lad os blive fri for at høre mere om denne nyttesløse taktik fremover.

 

Hvordan kommer vi videre?

Det er klart, at venstrefløjen må foretage et meget seriøst eftersyn af sin strategi, og at denne må flyttes væk fra parlamentet, der aldrig har været dens mest fordelagtige terræn, og over til at bruge sin styrke til at mobilisere i fagforeningerne, i kampagner og i modstanden mod de ondskabsfulde angreb på arbejderklassen, som vil komme fra en Johnson-regering.

 

Det kræver, at der bliver lavet en analyse, der afviser den falske opdeling i Leave og Remain, og fokuserer på klassetemaer. Det betyder så, at man må forkaste nogen af de mere fornærmende måder at forholde sig til folk fra arbejderklassen på, som nogen, der mest spiller backgammon, er fra de store årgange, eller slet og ret bare er gamle. Enhver venstrefløj, der blomstrer op i fremtiden, må finde måder, så deres politik kan finde lydhørhed, ikke kun hos et stærkt politiseret mindretal, men meget dybere i arbejderklassen.

 

De mange tusinder i Labour, der bakker op om venstrefløjen, vil blive udsat for et angreb, ikke bare på Corbyn, men på corbynismen. Midtergruppen vil prøve at genvinde magten og giver allerede socialisme skylden for nederlaget. Der er et liv for venstrefløjen efter dette, men det vil ikke være centreret i Labours indre strukturer. De af os, der altid er gået ind for en uafhængig venstreorienteret organisation, må vise, at vi kan organisere og føre kampagne for de temaer, der har motiveret Corbyn-venstrefløjen.

 

Nogle spørgsmål kan man ikke umiddelbart gøre noget ved. Jeg har hele tiden været bange for, at det værste, der kunne ske den 12., var, at det blev slut med Labour som et nationalt parti. Der er virkelig meget, der peger i den retning, og især for Skotland med valgresultatet der.

 

Johnson har vundet en stor sejr, men problemerne tårner sig op forude – ikke mindst med hensyn til økonomien. Han har givet mange løfter, som han ikke vil holde, og vi ved, at han ikke vil repræsentere interesserne for dem fra arbejderklassen, der har valgt ham.

 

Venstrefløjen må se at komme på benene igen, begynde at udvikle en analyse af, hvorfor dette skete, og så med den største energi tage fat på opgaven med at bekæmpe den værste konservative regering i årtier.

 

13. december 2019.

 

Lindsey German var tidligere national talsperson for Stop the War-koalitionen. Hun har været medlem af Socialist Workers Party.

 

Oversat fra Counterfire af Niels Overgaard Hansen

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com