Siden 18, oktober har vi været vidne til at af de stærkeste folkelige mobiliseringer siden tiden under Unidad Popular-regeringen i Chile (1970 -73). I en international sammenhæng præget af store bevægelser imod nyliberalismen, autoritære tendenser og korruption – de seneste måneder har der været oprør i Frankrig, Puerto Rico, Hong Kong, Libanon, Chile, Ecuador, Honduras, Haiti, Irak, Sudan og Algeriet – så har det chilenske oprør en enorm reel og symbolsk betydning.