Foto: Mónica Baltodano (f. 1954) var kommandant i FSLN (den Sandinistiske Nationale Befrielsesfront) under den nicaraguanske revolution i 1979. 

 

Begge versioner er dybt fejlagtige.

 

Det diktatur, der i dag undertrykker Nicaragua, opstod ikke som følge af revolutionen. Det opstod som følge af en gradvis magtkoncentration, afvigelse fra de demokratiske principper og det etiske forfald hos en del af ledelsen, der endte med at forråde de idealer, den hævdede at repræsentere. Revolutionen skabte ikke dette diktatur. Det blev skabt af de syv dødssynder i politikken.

 

Også erindringen kan kidnappes

Det oprør, der kulminerede den 19. juli 1979, var ikke udelukkende en avantgardes værk og slet ikke en lille gruppe lederes. Det var et nationalt oprør mod et regime, der havde mistet al legitimitet. Blandt deltagerne var bønder, studerende, arbejdere, erhvervsfolk, gejstlige, intellektuelle og borgere uden politisk tilhørsforhold. Tusinder af unge ofrede endda deres liv for at gøre det muligt. Som det er tilfældet med store historiske begivenheder, blev revolutionen først mulig, da den blev uundgåelig.

 

At reducere denne bedrift til Daniel Ortegas person er en af Nicaraguas største historieforfalskninger i nyere tid. Man behøver blot at se på, hvem der reelt var hovedaktørerne i revolutionen, og hvor de befinder sig i dag. Mange af de historiske ledere brød med Ortega længe før april 2018. De blev forfulgt, fængslet, frataget deres statsborgerskab eller tvunget i eksil. Andre døde i fængsel under forfølgelse fra netop det regime, der nu forsøger at tilegne sig deres arv.

Rosario Murillo indså for mange år siden, at erindringen også er et magtfelt. Derfor fortrængte hun systematisk de historiske hovedpersoner og opbyggede et politisk apparat, der i mange tilfælde bestod af personer, der aldrig havde deltaget i kampen mod Somoza (note 1), og endda af det væltede regimes tidligere samarbejdspartnere. Ironien er slående: De, der kæmpede mod et diktatur, endte med at blive forfulgt af et andet, der taler i dets navn.

 

Revolutioner kan besejre et diktatur uden endnu at have opbygget et demokrati

Revolutionen i 1979 opstod ud af en bred national konsensus og en ekstraordinær folkelig deltagelse, der kom til udtryk i den nationale alfabetiseringskampagne, folkesundhed, jordreformen og en enestående opblomstring inden for kultur, uddannelse, musik og poesi. Den skabte også et langt mere aktivt medborgerskab, som efter sandinisternes valgnederlag i 1990 fandt nye udtryk i de feministiske-, miljø-, kommunale- og borgerrettighedsbevægelser.

 

Intet af dette betyder, at revolutionen var en perfekt proces. Det ville være lige så falsk som den officielle fortælling. Enhver revolution har sine lyse og mørke sider. Det gælder også den nicaraguanske.

 

Revolutionen kan ikke analyseres uden at tage den krig i betragtning, som Reagan-administrationen fremprovokerede, den væbnede aggression fra kontrarevolutionen eller de enorme spændinger, som den nye regering stod overfor. Men man kan heller ikke se bort fra egne fejltagelser: krænkelserne af menneskerettighederne, undertrykkelsen af oprindelige folk og landbefolkningen, indskrænkningerne af de grundliggende rettigheder og frem for alt den stigende magtkoncentration hos en lille gruppe af kommandanter. Måske var det dér, at en af de vigtigste lærestreger, som historien efterlod uafklaret, begyndte at tage form.

 

Ansvaret slutter dog heller ikke dér.

 

Efter valgnederlaget i 1990 havde Nicaragua mulighed for at opbygge et solidt republikansk demokrati. Men den økonomiske politik, der forstærkede ulighederne, manglende evne til at hele krigens sår og fraværet af en ægte national forsoning gav næring til genopblussen af caudillisme [autoritært styre med en enkelt person, en caudillo, som leder, o.a.] under de populistiske skikkelser Arnoldo Alemán og Daniel Ortega. Samtidig må man anerkende den demokratiske indstilling hos de regeringer, som Violeta Barrios de Chamorro og Enrique Bolaños stod i spidsen for. De fængslede eller forfulgte aldrig deres modstandere af politiske årsager.

 

Historien viser, at autoritære populistiske bevægelser, hvad enten de er højre- eller venstreorienterede, trives, når demokratierne ikke formår at imødekomme befolkningens behov. På denne frugtbare jord dukkede Ortega op igen. Og da denne proces først var sat i gang, valgte alt for mange aktører at tilpasse sig.

 

Seksten år senere vendte han tilbage til præsidentposten. Men det regime, han opbyggede, repræsenterede ikke længere en fortsættelse af den tidligere revolution, men derimod sejren for de egentlige synder, der muliggjorde det nye diktatur: caudillisme, korruption, den absolutte magts hovmod, grådighed efter at forblive ved magten, personkult, løgnen som statslig politik og straffrihed som system.

 

Ingen af disse onder opstod i 1979. De voksede frem gennem årtier, indtil de mundede ud i det regime, der i dag undertrykker Nicaragua.

 

De liberale og sektorer inden for de socialkristne, de konservative og contraerne indgik en aftale. Storkapitalen prioriterede stabiliteten i sine forretninger. Vigtige dele af de religiøse hierarkier legitimerede den nye caudillo. Internationale organisationer bagatelliserede tegnene på det institutionelle forfald, og en del af det internationale samfund gik endda så langt som til at fremstille den nicaraguanske model som et eksempel på god regeringsførelse.

 

I mellemtiden afmonterede Ortega de demokratiske garantier én efter én, overtog kontrollen med valgsystemet, underlagde sig det øvrige statslige magtapparat og forberedte indførelsen af et familiediktatur.

 

Derfor er det intellektuelt utilstrækkeligt at hævde, at det nuværende diktatur blot er en følge af revolutionen.

 

Nej!

Det er også en følge af pagten med Arnoldo Alemán (2), den institutionaliserede svindel, erhvervslivets tavshed, de religiøse kræfters medvirken, den internationale ligegyldighed, fejltagelserne fra den demokratiske sandinisme selv og af den kollektive manglende evne til i tide at forsvare de republikanske institutioner.

 

At anerkende dette fælles ansvar mindsker ikke Ortega-regimets ansvar. Det er en af forklaringerne, der gør det muligt at forstå, hvordan et samfund gradvist kan miste sine friheder, indtil det en dag opdager, at næsten alle er forsvundet.

 

Oprøret i april 2018 viste imidlertid, at den demokratiske erindring stadig levede. Barrikaderne, demonstrationerne, den territoriale organisering og endda gamle slagord dukkede op igen som udtryk for en befolkning, der endnu en gang sagde STOP. Blandt deltagerne var unge, der ikke var født i 1979, og gamle sandinister, der igen stod over for endnu et diktatur. Kampen hørte ikke længere til en ideologi, den tilhørte igen nationen.

 

Det er måske den vigtigste lære af vores nyere historie.

 

Diktaturer opstår ikke altid gennem statskup. Mange opbygges langsomt: De koncentrerer magten, ødelægger de institutionelle beskyttende mekanismer, normaliserer korruptionen og næres af medvirken og tavshed. Det er en ubehagelig sandhed, men en uundværlig en, hvis vi ønsker at give de nye generationer en ærlig forklaring på vores historie.

 

Revolutionen i 1979 vil måske blive husket, som Ernesto Cardenal (3) sagde, som en tabt revolution. Andre betragter den som en forrådt revolution. Måske indeholder begge udsagn en del af sandheden. Det, historien ikke kan acceptere, er, at Ortega-Murillo-diktaturet fremstilles som dens uundgåelige resultat.

 

Revolutioner fører ikke uundgåeligt til diktaturer. Det, der fører til dem, er manglen på grænser for magten; institutionernes manglende vilje til at udfylde deres rolle; frygt, der bliver til en regeringsform; og alt for manges beslutning om at tilpasse sig frem for at gøre modstand.

 

Det var den egentlige årsag til Ortega-regimet.

 

Læren for de nye generationer består ikke i at give afkald på de idealer om social retfærdighed og frihed, der mobiliserede tusindvis af nicaraguanere i 1979. Den består i at forstå, at ingen sag, hvor ædel den end måtte være, retfærdiggør en magtkoncentration hos én enkelt mand eller én enkelt familie.

 

For demokratiet forsvinder sjældent fra den ene dag til den anden. Det går langsomt tabt, hver gang et samfund tolererer, at nogen sætter sig over loven.

 

Og det genvindes også langsomt, når en befolkning beslutter, at frygten ikke længere skal styre dets skæbne.

 

I eksil, juli 2026.

 

Mónica Baltodano (f. 1954) var kommandant i FSLN (den Sandinistiske Nationale Befrielsesfront) under den nicaraguanske revolution i 1979. Hun var aktiv i bevægelsen i flere årtier, og efter at have oplevet korruption og autoritære tendenser inden for bevægelsen forlod hun den i 2005. Som medlem af oppositionen i 2018 så hun sig nødsaget til at flygte ud af landet og blev i 2023 frataget sit statsborgerskab, sin pension og ejendele.

 

Noter:

1) Somozas familiedynasti regerede landet fra 1936 til 1979

 

2) I 1998 indgik Ortega en pagt med den højreorienterede Alemán (præsident fra 1997-2001). Alemán støttede Ortegas forslag om at ændre valgloven, så det blev sværere for andre partier at stille op, samt at præsidentposten kunne vindes med færre stemmer. Til gengæld blev Alemán sikret en plads i Nationalforsamlingen, som beskyttede ham mod retsforfølgelse for den omfattende korruption under hans styre. Ortega, der var under anklage for incest med sin steddatter, blev også urørlig. Pagten blev senere udvidet med en aftale om at dele poster i retsvæsen, valgstyrelse og rigsrevision mellem de to partier.

 

3) Ernesto Cardenal (1925 – 2020) var en nicaraguansk katolsk præst, revolutionær, digter og politiker. Han var befrielsesteolog og grundlægger af det primitivistiske kunstfællesskab på Solentiname-øerne, hvor han boede i mere end ti år. Han var medlem FSLN og kulturminister fra 1979 til 1987. I 1994 forlod han FSLN i protest mod den autoritære linje, partiet førte under Ortegas ledelse.

 

Oversat fra Viento Sur af Charlotte Valløe