Over hele kloden går arbejdere, oprindelige folk og unge på gaden for at protestere mod nedskæringer, korruption, diktatur og klimakatastrofe – dette på trods af den yderste højrefløjs valgsejre. Hvordan kan vi forstå disse bevægelser, og hvilke politiske hindringer står de overfor?

af Phil Hearse

Torsdag den 28. november blev yderligere 40 flere dræbt af sikkerhedsstyrker overalt i Irak i et oprør mod korruption og nedskæringer. Endnu en episode med brutal undertrykkelse af oprørsbevægelser i mange dele af verden de seneste to måneder. I denne periode har vi oplevet de mest udbredte mobiliseringer mod økonomisk, politisk og klimapolitisk uretfærdighed siden bølgen af kampe, der fulgte efter det økonomiske nedbrud i 2008. Hundreder er dræbt og tusinder såret eller arresteret. Den internationale bevægelse mod klimakatastrofen har været massiv, men er (endnu) ikke blevet mødt med det samme niveau af brutal undertrykkelse. [1]

 

I Chile, Ecuador, Iran, Irak, Libanon og Ægypten har de unge været drivende kræfter – folk, der var børn eller teenagere i tiden med ”det arabiske forår” og ”Occupy”-bevægelsen i 2010-12. Selv om undertrykkelsen har været hård, har den de fleste steder ikke besejret protestbevægelserne, selvom det er lykkedes at dæmpe dem et stykke tid.

 

I Iran, som i Ecuador og Chile, startede bevægelsen som en protest mod prisstigninger – i dette tilfælde en kraftig stigning i prisen på brændstof. Som Borgou Daragahi forklarede:

 

Iran og Irak

”En kraftig stigning i brændstofpriserne har antændt protester mod regeringen i hele Iran… potentielt kastet landet ind i en ny politisk krise.”…”Tusinder af demonstranter trodsede vinterens frostgrader for at gå på gaderne i hovedstaden Teheran og andre byer og områder som Isfahan, Shiraz og Tabriz….” ”I et bredt udtryk for modstand i adskillige byer forlod bilister simpelthen deres køretøjer, hvilket førte til store trafikpropper.”…”Sikkerhedsstyrker har reageret med karakteristisk hårdhed, skudt tåregas og muligvis med skarpt for at sprede skarer, som en alvorlig advarsel fra regeringstoppen.” [2]

 

Det er nu kendt, at mere end 250 er dræbt af sikkerhedsstyrker og syv tusinde arresteret i 165 byer. Faldende levestandarder er et resultat af bl.a. de hårde sanktioner fra USA og dets allierede. Men iranerne ved, at dem ved magten i Den Islamiske Republik er korrupte, og de riges livsstil er uberørt af sanktionerne.

 

Situationen for almindelige mennesker i Irak er endnu værre end i Iran. Landets infrastruktur er stadig i ruiner og er aldrig blevet genopbygget efter krigen i 2003. Hundredtusinder er døde i sekterisk konflikt, især ofre for Isis, Al Qaida og pro-iranske shia-militser.

 

Patrick Cockburn, der rapporterer fra Bagdad, udtrykker det på følgende måde:

 

”Alle irakere ved, at landet besidder en enorm olierigdom, hvilket indbringer 6,5 mia. dollar pr. måned, men de lever med udbredt arbejdsløshed, mangel på elektricitet, gennemgribende korruption og et ringe sundheds- og uddannelsessystem. De ved, at der er skaffet enorme formuer ved, at regeringens embedsmænd kanaliserer penge til projekter, der aldrig afsluttes, og som ofte ikke engang påbegyndes.”

 

Et af de meget positive kendetegn ved den nuværende bevægelse er, at den ikke er baseret på sekteriske skillelinjer mellem shia og sunni, men har forenet mennesker fra alle samfund.

 

Oprør i Latinamerika

De seneste år er den politiske bølge i Latinamerika gået til angreb på venstrefløjen. Men nederlaget for de venstrereformistiske regeringer i Brasilien, Ecuador og kuppet mod Evo Morales-regeringen i Bolivia har ikke forhindret en genopståen af masseoprøret, navnlig i Chile og Ecuador – og i slutningen af november blev det yderligere styrket med et andet udbrud af masseprotester i Colombia i en bevægelse, hvis krav er typiske for Latinamerikas anti-neoliberale oprør. [3]

 

Det enorme masseoprør i Chile er blevet detaljeret beskrevet på denne webside i en tidligere artikel. Landet har på papiret et BNI på 19.000 dollar pr. indbygger, men en barsk omgang privatisering af pensioner og sundhedsvæsen har kastet store dele af landet ud i fattigdom. Bevægelsen startede som en protest mod en prisstigning på Santiago-metroen, der blev vedtaget som en del af en sparepakke af den neoliberale præsident Sebastián Piñera.

 

Indsættelsen af militær på gaderne i Santiago og andre større byer, der giver uhyggelige mindelser om Pinochet-kuppet i 1973, har ført til mere end 30 døde, over 80 er blevet alvorligt kvæstet og tusinder arresteret – mange rapporterer om brutalitet eller voldtægter. Den 21. november blev det rapporteret, at mange mennesker havde mistet synet på grund af gummikugler.

 

Piñera har svaret ved at fyre halvdelen sine nærmeste rådgivere og undskyldt for at “ikke have forstået” demonstranternes krav. Ikke mange falder for disse krumspring. Piñera forstod udmærket bevægelsen. Og massebevægelsen nægter at gå væk.

 

I Ecuador førte budskabet fra regeringen, under ledelse af Lenín Moreno, om en 2,2 mia. dollars sparepakke til en enorm protestbevægelse. Regeringen reagerede med brutal politiundertrykkelse og erklærede den 3. oktober undtagelsestilstand i 60 dage.

 

Lenín Morenos pakke inkluderer ophævelse af tilskud til brændstofpriser, nedskæringer i de offentlige udgifter, et angreb på de erhvervede rettigheder hos embedsmænd og arbejdere i den offentlige sektor (reduktion af feriedage med løn fra 30 til 15 dage om året, et ekstra lønfradrag og midlertidige kontrakter fornyes med 20 procents lønnedgang), en plan for massefyringer i den offentlige sektor, et overordnet angreb på faglige rettigheder. Disse tiltag havde til formål at afmontere de remskridt, der var opnået under den tidligere venstrefløjspræsident, Rafael Correa.

 

Her var det ikke kun unge mennesker, som var drivende i bevægelsen, men især repræsentanter fra oprindelige folk, der udgør 25 procent af befolkningen og har været i spidsen for de sociale kampe i det sidste årti. Så stor og militant var bevægelsen, at Moreno og hans kabinet forlod hovedstaden Quito og til sidst trak sparepakken tilbage. Direkte forhandlinger med oprindelige ledere førte til et kompromis, hvorved oprørerne danner et fælles udvalg med regeringen for at diskutere økonomiske reformer. Vi må afvente resultatet af dette, men i øjeblikket er Morenos nedskæringer blevet rullet tilbage.

 

Nyliberalismens fallit

Oprørene nævnt ovenfor er ikke det samlede billede af et globalt oprør. Tidligere på året rystede en anti-sparepolitik og -korruptionsbevægelse Algeriet. I Sudan styrtede demokratibevægelsen, der startede i december 2018, præsident Omar al-Bashir i april, skønt den stadig er holdt nede af et korrupt militær. I september fandt et absolut bemærkelsesværdigt oprør sted i Egypten mod det korrupte og sadistiske al-Sisi-regime, med det forudsigelige resultat af hundreder dræbte og mere end syv tusinde arresteret. [4]

 

Hvordan skal vi forstå denne bølge af protestbevægelser? Hvad kan de opnå, og hvilke hindringer står de over for? Følgende er væsentlige faktorer, der skal integreres i en analyse af disse begivenheder.

 

Det at kæmpe mod nedskæringer, mod korruption og for demokrati i forskellige kombinationer forener alle disse bevægelser. Dette er ikke en tilfældighed, de afspejler konsekvenserne af de katastrofale reaktioner fra kapitalistiske regeringer verden oven på det økonomiske sammenbrud i 2007-8 – et sammenbrud, der på dramatisk vis afslørede den måde, som nyliberalismen har forværret uligheden, forarmet mange millioner og gjort det muligt for korrupte eliter at fylde deres lommer gennem kontrol af statsapparatet.

 

Fra fremkomsten af neoliberalismen i 1980erne, frem til sammenbruddet i 2008, tjente de finansielle eliter store formuer, men systemet opmuntrede også til statskorruption og en enorm ophobning af rigdom hos en lille elite. [5] Massive mængder af penge blev skjult i skatteparadiser, og formuer blev tjent med bankernes velsignelse ved ulovlige aktiviteter som narkohandel, plyndring af værdigenstande og handel med bloddiamanter og mineraler.

 

Da systemet kollapsede i 2007-8, opstod der radikaliserede bevægelser mod nedskæringer og for demokrati i mange lande. Dens mest dramatiske former var det arabiske forår og Occupy-bevægelsen, men der var flere andre enorme mobiliseringer mod besparelser som Indignados i Spanien og adskillige generalstrejker i Grækenland.

 

Kapitalistiske regeringer reagerede ikke på krisen i 2008 ved at vende tilbage til en mere reguleret form for kapitalisme som keynesianisme, som havde betydet en mere retfærdig fordeling af formuerne, forebyggelse af gældsbobler og begrænsning for skatteunddragelse – med andre ord grænser for de ultra-rige.

 

Brutal undertrykkelse

I stedet har svaret været at styrke en nyliberal økonomisk kurs og konfrontere bevægelser, der sætter spørgsmål ved systemet, på to måder – brutal undertrykkelse og opbygning af yderste højre- og fascistiske bevægelser for at modvirke et folkeligt oprør. [6]

 

Hvor graden af undertrykkelse i Mellemøsten er forbløffende, så er undertrykkelsen andre steder – slemt nok i Chile og Ecuador – ført parallelt med politiske manøvrer, der er designet til at afværge eller tøjle bevægelsen.

 

I USA og Europa, med deres stærke traditioner for kapitalistisk demokrati, er massiv undertrykkelse for øjeblikket ikke acceptabel, selvom politiets taktik har inkluderet ultravoldelige metoder mod de Gule Veste i Frankrig og den catalanske uafhængighedsbevægelse.

 

Mens bevægelsen mod nedskæringer holder sig i live i Latinamerika, fortsætter højrefløjen med at styrke grebet om regeringsmagten. I november blev Bolivias radikale præsident Evo Morales udsat for et de facto militærkup; i Uruguay vandt det højreorienterede Nationalparti præsidentvalget mod centrumvenstre-koalitionen. Brasilien, Chile, Bolivia og Colombia har også haft en højredrejning i en eller anden grad, hvorimod Argentina for nylig valgte en centrum-venstrepræsident. Venezuelas venstresnoede regering hænger på trods politisk og økonomisk uro.

 

Fremmedhad og nationalisme

Hvis de korrupte og diktatoriske regeringer i Irak, Iran og Egypten må udvise stor brutalitet for at forblive ved magten, bliver radikaliserede og socialistiske bevægelser, som forsøger at give politisk vinkel i masseprotesterne, udsat for et stærkt politisk modangreb.

 

Reaktionære anti-regeringsbevægelser i Venezuela og Peru er stærkt finansieret og rådgivet udefra, hovedsageligt fra USA. Ægyptens militærregime får militær bistand og politisk støtte fra Vesten, ligesom andre reaktionære regimer. Men et nøglepunkt for den globale neoliberale bevægelse er at forebygge, de-legitimere og om muligt nedbryde venstreorienterede bevægelser, der kan udfordre regeringsmagten i udviklede kapitalistiske lande. De løgnehistorier, som Jeremy Corbyn blev mødt med, er et åbenlyst eksempel på dette, ligesom EUs behandling af Syriza-regeringen i Grækenland. [7]

 

Denne langvarige kampagne har forskellige vinkler. Milliardærer på den yderste højrefløj i USA har hældt millioner af dollars i reaktionære tænketanke, som afsløret i den nylige bog ”Billionaires and Stealth Politics” af Matthew Lacombe m.fl. [8] The Guardian viste for nylig, med henvisning til Storbritannien, hvor stor indflydelse rige højreorienterede tænketanke kan have i udviklingen af en langsigtet pro-kapitalistisk politik [9]

 

Men kampagnen mod enhver form for radikalisering i Vesten afhænger ikke kun af at flytte de intellektuelle til højre, men af at forholde sig til nøgletemaer på den generelle politik, der kan hærde en reaktionær kerne af millioner af middelklassevælgere, men også af demoraliserede ældre vælgere fra arbejderklassen i ‘efterladte’ områder som de mindre byer i det nordlige England, franske tidligere industribyer i Pas-de-Calais og det amerikanske rustbælte.

 

De vigtigste politiske temaer for denne mission er fremmedhad, nationalisme og racisme. De vigtigste instrumenter er de højredominerede massemedier, hvis rækkevidde og magt er meget mere ekspansiv end i perioden før Anden Verdenskrig, og som ofte er undervurderet af venstrefløjen. Vi ser denne proces i fuld flor i mediestormen omkring det britiske parlamentsvalg med det formål at miskreditere og dæmonisere Jeremy Corbyn.

 

Med hensyn til politisk organisering kan denne proces ske ved, at den yderste højrefløj erobrer magten i mainstream-højrepartier (som det er sket i USA og Storbritannien), eller i form af støtte til ekstreme højre- og fascistiske partier, som det sker med AfD i Tyskland, Vox i Spanien og Lega i Italien. Hvad disse lande angår, kan udtrykket ”en snigende fascisme” være en undervurdering af, hvor hurtigt det går. [10]

 

Amerikanske og britiske liberale har en tendens til at vurdere fænomener som Donald Trump som ubehagelige ‘populistiske’ afvigelser, baseret på de marginaliserede og udstødte fattige. Dette er forkert i enhver henseende. De fleste steder har de højreekstreme massebevægelser deres kerne i den brede (og generelt ældre) middelklasse, uanset hvor stor støtten fra arbejderklassen er. Hvad der sker, går langt ud over ‘populisme’.

 

En verdensomspændende proces

Trotsky sagde, at situationen i hvert land er en unik krystallisering af elementerne i verdensprocessen. [11] Forsøget på at knuse protester og bevægelser, som kæmper mod besparelser og korruption, er virkelig en del af en verdensomspændende proces. Brutal undertrykkelse, ekstreme højrebevægelser og dæmonisering af venstrefløjen er en del af en og samme proces. Diktaturer og den reaktionære højrefløj støttes overalt politisk og finansielt af kræfter fra den yderste reaktion i USA og Europa.

 

Efter valget i Storbritannien må der komme en grundig diskussion og revurdering af, hvordan socialister og radikale kræfter konfronterer og besejrer højrefløjens magt. Kernen i dette skal være kampen mod racisme og for internationalisme.

 

Oversat fra Public Reading Rooms af Rasmus Keis Neerbek

 

Noter:

[1] Selvom niveauet for vold mod miljøaktivister er betydeligt: https://www.theguardian.com/environment/2019/aug/05/environmental-activist-murders-double

[2] https://www.independent.co.uk/news/world/middle-east/iran-protests-fuel-petrol-price-rise-death-toll-arrests-government-latest-a9206206.html

[3] Foreign Policy Magazine rapporterer: ”… hundreder af tusinder af colombianere overalt i landet gik på gaderne med flag og kampråb. Ledere af oprindelige befolkninger, studerende, fagforeningsarbejdere og antikorruptionsforkæmpere førte an i gaderne i større byer. Demonstranters krav inkluderer at gøre op med målrettet vold mod sociale ledere, implementere vigtige dele af landets fredsproces, iværksætte antikorruptionsforanstaltninger og stoppe en række rygter om økonomiske reformer. ”

[4] Jeg har ikke inkluderet oprøret i Hong Kong på denne liste, fordi selv om det bestemt er en bevægelse for demokrati og har været udsat for brutal undertrykkelse, er det ikke imod besparelser eller virkningerne af neoliberalisme For at forstå denne bevægelse, er et godt sted at starte https://www.rs21.org.uk/author/colin_sparks/

 

[5] Som jeg påpegede i en tidligere artikel på websiden Left Unity: http://leftunity.org/neo-liberalisms-world-of-corruption/

[6] Se min anmeldelse af Robert Ketners ”Kan demokrati overleve globaliseret kapitalisme?” På http://socialistresistance.org/is-fascism-inevitable/12385

[7] De sidste 20 år burde endegyldigt have afsluttet den opfattelse, populariseret af John Holloway, om at ændre verden uden at tage magten.

 

[8] Se https://jacobinmag.com/2019/07/billionaires-and-stealth-politics

[9] https://www.theguardian.com/politics/2019/nov/29/rightwing-thinktank-conservative-boris-johnson-brexit-atlas-network

[10] https://prruk.org/product/creeping-fascism-what-it-is-and-how-to-fight-it/

[11] I bogen The Third International After Lenin.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com