content-picture.php

I november tvang det bolivianske militær Evo Morales til at træde tilbage: den klassiske definition på et kup. På trods af kendsgerningerne er der kommentatorer - selv på venstrefløjen - der har været ude af stand til at forstå, hvad det var: Et komplot fra elitens side.

af Martin Mosquera

Et komplot for at fjerne en progressiv præsident, hvis reformprogram har betydet en væsentlig forbedring af eksistensgrundlaget for mange af landets mest marginaliserede befolkningsgrupper.

 

Sammenbruddet for Evo Morales’ progressive regering i Bolivia i november var et traditionelt statskup. Det var den højreorienterede elite, der havde sat det i gang, og det er nu blevet konsolideret af et protofascistisk lederskab. Kuplederne fejrede deres sejr ved at brænde whipala’er af i gaderne – et flag, der repræsenterer de oprindelige folk – og pralede af at have besejret kommunismen.

 

Beretningerne om, hvad der skete i kølvandet på kuppet, er mildest talt foruroligende. Likvideringer, forsvindinger, tortur, massevoldtægter (også af børn), vilkårlige forfølgelser og nedbrænding af huse er alt sammen noget, som tilhængere af Morales’ Bevægelsen for Socialisme (MAS) er blevet udsat for ifølge rapporter. Der har været en ekstremt  frastødende bølge af hævngerrig, racistisk barbari.

 

Man kunne måske forvente, at alle demokrater enstemmigt havde fordømt kuppet, men sådan har det ikke været. I Bolivia og også internationalt har mange progressive – især intellektuelle – nægtet at fordømme kuppet. Nogle er endda sunket så dybt som til at bakke op om mobiliseringerne imod Morales. For disse kommentatorer er det, som er sket i Bolivia, ikke et kup, men en folkelig opstand mod svindel og en stadigt mere autoritær venstreorienteret regering. Selv om dette er en indlysende usandsynlig analyse, så betyder den indflydelse, som disse intellektuelle besidder, at man ikke uden videre kan ignorere dem.

 

​ ‘Uafhængighed’ i forhold til staten

​ Luis Tapia, tidligere medlem af Uafhængigt Samfund-grupperingen – som også tidligere vicepræsident García Linera tilhørte – var en af de ledende forsvarere af denne gruppering. Som Tapia så det, er MAS et højrefløjsparti, der havde givet anledning til en folkelig og demokratisk modstand, der var kulmineret med Morales’ tilbagetræden. Denne position henter støtte fra en rapport fra Organisationen af Amerikanske Stater, som man forventede ville bekræfte svindelen og give ‘bander, der var finansieret af MAS’, skylden for den opståede vold. Pablo Solón, en tidligere minister i Morales’ regering, fremfører en lignende tese: Solón har åbent opfordret Morales til at træde tilbage, og også holdt ham ansvarlig for den vold, der hærger landet nu.

 

Lignende positioner kommer også til udtryk uden for Bolivia. Den belgiske teoretiker Bruno Bosteels, der bor i USA, fremsatte en opsigtsvækkende opfordring til at tage afstand fra at tage parti. Han argumenterede for, at vi bør vente med at tage stilling i diskussionen om, hvorvidt der var eller ikke var et kup undervejs i Bolivia.

 

Der er flere ‘uafhængige’ feminister, der har gentaget disse argumenter. Maria Galindo, medlem af gruppen Mujeres Creando (Skabende Kvinder), har været modstander af Morales fra starten af, og har karakteriseret hans MAS-regering som ‘neoliberal’, og er endda gået så vidt som til at insistere på, at Morales og den fascistiske leder Luis Fernando  Camacho står for det samme, når hun hævder, at de ‘begge fører sig frem som den storagtige partiboss og hårde  hund, der har patent på al sandhed, ret og velbefindende’. Galindo benægtede i begyndelsen, at der var tale om et kup – og støttede ligefrem mobiliseringer imod Evo – selv om hun senere skiftede position, men blev ved med at skælde ud på Morales. Denne tvetydighed in mente hævdede hun, at ‘den mest samfundsfjendtlige indstilling er ikke at vælge side’. Andre fremtrædende feminister som f.eks. Silvia Rivera Cusicanqui og Raquel Gutiérrez i Mexico centrerede deres analyse omkring macho-aspektet, og endte med at afstå fra at fordømme kuppet.

 

Raúl Zibechi, en indflydelsesrig uruguayansk ‘uafhængig’ intellektuel, har karakteriseret de nylige begivenheder som ‘en folkelig opstand, der blev udnyttet af den yderste højrefløj’. Han har i sine skriverier påstået, at Morales og García Linera efter deres tilbagetræden har opildnet deres tilhængere til både optøjer og plyndring, ‘sandsynligvis for at fremtvinge militær indgriben og på den måde begrunde deres tilbagetræden som en følge af et ‘kup’, der aldrig havde fundet sted.’ Selv om Zibechi anerkender, at protofascistiske sektorer har været på spil, så lægger han vægt på, at de kræfter, der blev mobiliseret imod Morales, ‘ikke hoppede med på den yderste højrefløjs vogn’.

 

Afvisning af dogmatisme

​Zibechis ræsonnement går ud fra den simple grundregel, at alt, hvad der kommer ‘nedefra’, er progressivt, og alt, hvad der kommer fra staten, er reaktionært. Denne tokomponent-opfattelse, der var ugennemtænkt allerede den gang, hvor den dukkede op under de latinamerikanske oprør mellem 2000 og 2005, er nu lodret reaktionær.

 

Det, der kommer ‘oppefra’, kan meget vel være en venstreorienteret regering, lige så vel som det, der kommer ‘nedefra’ kan være en reaktionær massemobilisering. Zibechi overser fuldstændigt, at en stor del af kontinentet har oplevet højreorienterede sociale mobiliseringer i de seneste år, mobiliseringer, hvor dele af middelklassen er gået imod ‘progressive’ regeringer, og som har tjent som massebasis for konservativ eller autoritær reaktion (f.eks. Venezuela, Brasilien, Argentina). Og alligevel bliver han ved med at køre frem med sin forudindtagne tvedeling, der stadigvæk er, som Kant ville udtrykke det, uafhængig af erfaring.

 

Med Sartres berømte ord om, at ‘Budapests undergrundsbane var virkelig i Rakosis hoved’, så er det vigtigste træk ved dogmatisme, at den underkaster kendsgerningerne en forudindtaget idé. ‘Hvis Budapests undergrund ikke gjorde det muligt at anlægge en undergrundsbane, så var det fordi undergrunden var reaktionær’. Zibechi underkaster de bolivianske begivenheder en lignende, vilkårlig tvedeling: staten er repressiv, autoritær, macho; masserne er rene.

 

I Bolivias tilfælde bakker masserne dog i overvældende grad op om Evo Morales og går imod kuppet. Zibechi reducerer, lige som Solón, Tapia og Galindo, masserne til at være et instrument for staten, og fastholder, at de, der blev mobiliseret til forsvar for Morales og MAS, bare var deres stødtropper. Der var, ifølge Zibechi, kun tale om ægte selvorganisering i de dele af middelklassen, der stod op imod regeringen, i modsætning til ‘banderne, finansieret af MAS’. Den evige tilbagevenden af den ‘tredje periode’.

 

I slutningen af 20’erne fremsatte ledelsen af Komintern, på det tidspunkt under Stalins herredømme, en ultravenstre fortolkning af historisk fascisme. Fascisme blev, i Kominterns næsten rent ‘økonomistiske’ analyse, opfattet som slet og ret monopolkapitalens diktatoriske instrument over for samfundet som helhed. Idet Komintern gik ud fra, at staten og den herskende klasse var et og det samme, så blev alle autoritære regimer på det tidspunkt karakteriseret som ‘fascistiske’, herunder Hindenburgs tyske regering, før Hitlers magtovertagelse, Pilsudskis diktatur i Polen og Primo de Riveras regime i Spanien.

 

Ved siden af disse reaktionære regimer, så karakteriserede Komintern også borgerligt-liberale og socialdemokratiske partier som ‘socialfascistiske’. I en situation, hvor den ægte fascismes fare var stærkt overhængende, var denne position tåbelig ud i det ekstreme. Komintern opfattede den nazistiske magtovertagelse som blot et kort mellemspil før den proletariske revolution, med parolen ‘efter Hitler er det vores tur’. Dette synspunkt fik Tysklands Kommunistiske Parti til at antage en ‘klasse-imod-klasse’-taktik, der ikke bare forkastede en forenet antifascistisk platform med andre partier, men også angreb socialdemokraterne som hovedfjenden, selv da fascisternes magtovertagelse stod lige for døren. Denne misforståelse førte, med Trotskijs ord, til ‘det mest tragiske kapitel i moderne historie’. Hitlers magtovertagelse mødte på den måde kun beskeden modstand i det land, der rummede Europas største, bedst organiserede, mest veluddannede og politisk bevidste arbejderklasse.

 

I dag oplever vi en ny form for ‘tredje periode’-analyse, der hylder (indbildte) ‘uafhængige’ sociale bevægelser. Det er, som om alle regeringer og politiske styrer ‘er det samme’ set ud fra synsvinklen med ‘anti-stats-masserne’, og enhver ‘folkelig opstand’ er altid progressiv, selv om den fører til et fascistisk kup. I ‘masse’-begrebet bliver kirkens rolle, opbakningen til Trump, Camacho og hans fascistiske tilhængere, paramilitære bander, der angriber og krænker kvindelige MAS-tilhængere, hæren og politiet allesammen opløst i én udifferentieret masse. Vi ville gøre klogt i at huske på, at den historiske fascisme også nød enorm folkelig opbakning (‘revolutionen imod revolutionen’, som Enzo Traverso har udtrykt det) og fremtrådte som en ‘nedefra’-bevægelse. Der var mange intellektuelle, der som den franske teoretiker George Sorel foretog skiftet til fascisme.

 

‘Efter Camacho er det vores tur’: Det er det tilsyneladende det, der er argumentet for mange ‘uafhængige’ intellektuelle i dag. Som Isaac Deutscher påpegede, så rummede bureaukratiseringen af den stalinistiske Komintern – en meget anderledes form for bureaukratisering end den, vi kender fra Anden Internationales institutionelle parlamentariske væremåder – oprindeligt en vis ‘bureaukratisk heroisme’. Hvis vi følger Oktoberrevolutionens eksempel, så blev kommunister under ‘den tredje periode’ udsat for brutal undertrykkelse og forfølgelse for at opretholde deres politiske tilhørsforhold. I dag er vi, milevidt fra enhver form for heroisme, vidne til fattigdommen hos en bestemt strømning af venstrefløjsakademisme, der hverken har politisk kompas eller nogen som helst sans for en praksis, der er båret af politisk ansvarlighed.

 

​Kritik af kritikken

​Mange intellektuelle, der ikke vil fordømme kuppet, bliver udsat for skarp kritik. De henviser så tit til deres ‘ret til at kritisere’, idet de, som de selv siger det, tager afstand fra en stalinistisk politisk kultur, der forsøgt at kvæle enhver uenighed. Blandt dem, der forsvarer Morales i Bolivia og i udlandet, er der selvfølgelig nogen, der tænker på den måde.

 

Men denne strategi, der sætter en diskussion om ‘ret til kritik’ eller ej, over behovet for en analyse af kuppet, virker som skabt til at undgå, at man tager ejerskab over sin egen politiske position. Og værre endnu, de selv samme intellektuelle udviser en høj grad af intolerance, hvad angår enhver ‘kritik af kritikken’.

 

Spørgsmålet er ikke, om man kan tillade sig at kritisere Morales’ regering eller ikke kan det. Tværtimod, det er helt centralt at drage en lære af historiske erfaringer. Det, der er problematisk, er, for at sige det ligeud, indholdet af kritikken, der implicit eller eksplicit placerer nogle af disse intellektuelle blandt dem, der er tilhængere af kuppet.

 

Der er mange spørgsmål, som Morales og hans regering skylder svar på. Men de mest presserende spørgsmål tenderer til at pege i den modsatte retning af dem, som bliver ført frem af hans krypto-liberale kritikere. Hvorfor undlod Morales og hans regering f.eks. at modsætte sig kuppet, når de rådede over så betydelige sociale og politiske ressourcer?

 

Handlinger og ord er vigtige, især når temaer af en sådan størrelsesorden er i spil. Når dele af venstrefløjen forsøger at legitimere et kontrarevolutionært kup, så er det ikke en bagatel. I den akademiske verden bliver alting høfligt dæmpet, og alle meninger antages at være ‘respektable’ og ‘interessante’. Klassekampen finder sted i et mere uvejsomt terræn, der kan koste liv og lemmer.

 

Det er ekstremt urolige tider i Latinamerika: et folkeligt oprør folder sig ud i Chile på samme tid, som et reaktionært kup har ramt Bolivia. Mens de fattiges og bøndernes masser går til modstand mod et brutalt kup, må vi stille dem til regnskab, der har tilbudt deres fjender støtte eller hyllet en kåbe af stiltiende legitimitet over deres skuldre i ‘den venstreorienterede kritiks’ navn.

 

6. januar 2020

 

Martin Mosquera er medlem Democracia  Socialista, Fjerde Internationales sympatisørgruppe i Argentina, og lektor ved University of Buenos Aires

 

Oversat fra Jacobin af Niels Overgaard Hansen

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com