content-picture.php

I denne uge er det 40 år siden sandinisterne væltede Somoza og indledte revolutionen i Nicaragua. Revolutionen blev en inspiration for en hel generation af socialister. Uanset fejl og mangler blev den et lysende eksempel på fremgangsrig revolutionær politik midt under den kolde krigs sidste krampetrækninger. De stod modigt op mod Onkel Sam lige under hans næse.

af Valentina Chavez, Leif Mikkelsen

Foto: Fejring af 10-året for den nicaraguanske revolution i Managua, 1989. Creative Commons (CC BY 2.0)

 

 

Daggry

Nicaragua kan i dag ikke beskrives som en entydig størrelse. Det bevæger sig hele tiden. Det er kun retningen, der kan antydes.

 

Det er meget let at finde fejl, som FSLN har begået. Men fejl kan rettes. Og det er det sandinisterne gør. De forandrer. De lærer. Det er svært at gøre det rigtige, når man ikke har den nødvendige viden.

 

I de første år af revolutionen har der været vigtigt at sikre sig den magt, som er nødvendig for at undgå at fejltagelser skal blive skæbnesvangre og for at de skal kunne rettes op.

 

Det er det sandinisterne mener, når de siger, at ”her kan det aldrig gå, som det gjorde i Chile”. Her er arbejderne og bønderne bevæbnede og organiseret i militser. Her er det de revolutionære, som har ledelsen af hæren.

 

Hvem kan lave statskup?

 

Borgerskabet ejer stadig det meste i Nicaragua. Men de har ikke noget at lave statskup med. De må tilpasse sig – eller få deres ejendom konfiskeret. De kan true, men ikke realisere truslen uden selv at tabe. De kan sabotere, konspirere og håbe på invasion fra de nationalgardister, der findes i Honduras… Men alligevel!

 

(…) Det er sådan, det udvikler sig i Nicaragua, frem mod konsolideringen af bøndernes og arbejdernes magt, frem mod et Nicaragua uden undertrykkere og uden undertrykte. Det er daggryet.

 

Lars Palmgren: Daggry, Socialistisk Arbejderforlag 1981 s 119-120

FSLN (Frente Sandinista de Liberación Nacional, den Sandinistiske Nationale Befrielsesfront) ledte overgangsregeringen i en bred alliance – der også havde deltagelse af vigtige kræfter fra arbejdsgiverne, som havde sig vendt mod Somoza-regimet.

 

Regeringen indledte et omfattende reformprogram med alfabetiserings- og sundhedskampagner. Samtidig blev der taget fat på en jordreform med afsæt i ejendomme, der tilhørte Somoza-familien og andre, der havde taget flugten med ham. Det gjorde med et slag, at 25-40 procent af landets rigdomme kom i offentligt eje. Jordreformen gav 80.000 tidligere jordløse adgang til at dyrke jord.

 

Reformerne blev mødt med entusiasme, og i løbet af kort tid skød masseorganisationer op med bønder, arbejdere og kvinder, der støttede revolutionens kurs. Entusiastiske anti-imperialister strømmede til for at bidrage til, at revolutionens målsætninger blev ført ud i livet. FSLN havde tænkt, at alt dette skulle ske i tæt samspil med det nationalt orienterede borgerskab. Det blev imidlertid en kort romance.

Sandinisternes kamp med djævelen fra nord

En af forklaringerne er nok, at arbejdsgiverne ikke havde tillid til, at FSLN formåede at holde revolutionen indenfor de dogmeregler, de jordbesidderne havde sat op: Arbejdere, der organiserer sig, får selvtillid til at stille krav. Jordløse, der ikke får glæde af jordreformen, kigger sultent på godsejeres jord, uanset om de støttede Somoza eller ej.

 

Nok startede ’79-revolutionen i et mørkt kapitel i Latinamerika med militærdiktatur som en almindelig styreform. Det blev imidlertid hurtigt værre. Samme år overtog den radikalt konservative Thatcher magten i Storbritannien. Året efter vandt Reagan valget i USA med samme kurs. Han indledte straks en offensiv mod FSLN-styret: økonomisk, diplomatisk og militært. Der blev organiseret en væbnet oprørsgruppe ”contraerne”, som fik støtte fra USA, men også et tidligere medlem af overgangsregeringen skiftede side: Violeta Chamorro. Hun var blevet et symbol for oprøret, da hendes mand blev myrdet af Somozas håndlangere i 1978.

 

Borgerkrigen var en realitet

Det nationale borgerskabs rolle er bemærkelsesværdig. Det var altså ikke mere loyalt, end at når stormagten i nord gik i aktion, så fulgte de trop. Borgerkrigen blev en tung byrde for revolutionen. I 1984 brugte regeringen 62,5 procent af budgettet på at bekæmpe contraerne. I samme omgang startede også kapitalflugten, som det havde været et centralt mål at forhindre. Reagan anvendte samme mål og metoder, som Nixon ti år tidligere havde anvendt mod Chile under sloganet Make the economy scream. Han afbrød al bistand og indledte en handelsboykot, som havde fuld effekt fra maj 1985. Ligeledes anvendte USA sin magt, så Nicaragua ikke fik udviklingslån fra institutioner som Verdensbanken og den Interamerikanske Udviklingsbank. Contraerne havde som mål at ødelægge vigtige økonomiske faciliteter, men det var CIA, der udførte vigtige aktioner mod olielagre, havne og skibe. (Washington Post 29.6.89)

 

Sandinisterne var meget inspireret af den cubanske revolution. Tanken om at udskyde opgøret med det ”nationale” borgerskab var et råd fra Fidel Castro, men også nye ideer var i spil. I 1984 blev der afholdt frie valg. De viste massiv opbakning til FSLN på 67 procent. Cuba har aldrig formået at afholde frie valg.

 

Slutspil

Naturligvis virkede sanktionerne. Værdien af Nicaraguas eksport styrtdykkede fra 415 millioner dollar i 1980 til 217 millioner i 1988. Regeringen tyede til nedskæringspolitik med fyringen af 35.000 offentligt ansatte som konsekvens. Der var kun 44 procent tilbage af nationalbudgettet. Sidste fatale træk: indførelse af værnepligt. Da vi nåede 1990, var opbakningen til FSLN derfor faldet drastisk. Violeta Chamorro blev valgt som præsident.

 

Hvorfor gik det galt?

Den overordnede forklaring er revolutionens internationale isolation og begrænset støtte fra regeringer i Latinamerika med Mexico som undtagelse. De progressive bevægelser, der kom i kølvandet på revolutionen i El Salvador, Guatemala og Grenada led nederlag. Østblokken sang på sidste vers, og Kina var optaget af markedsorienteret omstilling.

 

Imidlertid var en række forhold medvirkende til, at revolutionens opbakning skrumpede.

 

1.      De masseorganisationer, der opstod eller blev styrket i kølvandet på revolutionen, var ikke uafhængige af FSLNs ledelse og stat. Det er jo uheldigt i sig selv, men det indebar også, at fejl ikke blev rettet i tide, men afhang af ledernes lydhørhed, som ofte var stor, men langt fra tilstrækkelig.

 

2.      FSLNs politik overfor befolkningen på østkysten, der bestod af nationale mindretal: en kreolsktalende sort gruppe og oprindelige folk med deres egne mindretalssprog. Der blev ikke givet selvstyre og sproglige rettigheder tilpasset lokale behov og traditioner.

 

3.      Traditionen blandt de oprindelige folk om at have fælles ejendomsret over deres område ikke blev imødekommet. Fra 1984 indledte regeringen en dialog, der i 1985 indfriede mange af befolkningens ønsker. Da var der imidlertid gået skår i tilliden. (Intercontinental Press 21.10.1985)

 

4.      Jordreformen omfattede kun ejendomme, der tilhørte Somozas støtter, men hvad værre var: Den var ikke udformet i overensstemmelse med bøndernes egne ønsker og behov. Der blev oprettet kooperativer. De produkter, der blev dyrket, krævede ikke nødvendigvis fælles eje af jord og dyrehold, som det var tilfældet på Cuba. Det gav dels muligheder for contraerne til at spille på drømmen om egen jord, dels blev der anvendt ledelseserfaring, som kunne være anvendt på andre opgaver.

 

Ortegas dans med djævelen

Da FSLN tabte valget i ’90, overførte FSLN enorme værdier til individuelle personer, der tidligere var ledere og embedsmænd. Uanset hvad hensigten var, er værdierne forblevet i hænderne på dem, og det har givet dem adgangsbillet til den økonomiske og politiske elite helt frem til i dag. Ledelsen af FSLN med Daniel Ortega i spidsen slog hurtigt ind på en vej tilbage til magten gennem en alliance med centrale konservative og liberale kredse, der stod USA nær.

 

Dette førte til en magtdeling på det politiske niveau. I 2006 vandt Daniel Ortega præsidentvalget. Han fortsatte de tidligere regeringers kurs med at gøre Nicaragua attraktiv for udenlandske investeringer. Det medførte en hurtig økonomisk vækst.

 

Væksten endte dog i første række i kapitalens lommer. Sociale programmer formåede ikke at begrænse den stadigt voksende sociale ulighed. De tidligere tiders sanktioner var afløst af intensivt økonomisk, politisk og militært samarbejde med USA. 62 procent af Nicaraguas samhandel skete med USA og Canada og et samarbejde med USA’s hær og flåde blev indledt, herunder fælles militærøvelser. Det berygtede DEA, USA’s agentur for narkobekæmpelse, indgik også som samarbejdspartner. Ortega indledte også et tæt samarbejde med den katolske kirke med særdeles restriktiv abortlovgivning til følge. Ortega strammede grebet om FSLN, da protester mod den nye kurs dukkede op.

 

Resultatet var adskillige splittelser af Sandinistpartiet, men ethvert forsøg på oppositionsdannelse er blev udsat for benspænd fra Ortega, og det er endnu ikke lykkedes afgørende at slå igennem.

 

Ortega har op gennem 10’erne spillet på to heste: Han har fortsat et tæt økonomisk samarbejde med USA, samtidig med at han har samarbejdet med autoritære regimer som Syrien, Iran og Rusland. Endelig har han deltaget i det økonomisk ambitiøse ALBA projekt med Venezuela, Bolivia og en række caribiske lande uden dog af den grund at afvige fra den neoliberale kurs, han har fulgt siden 1990. Han har derimod gladeligt brugt af Venezuelas svindende oliemilliarder, nok ikke altid efter hensigten, men snarere til at spæde til i den slukne statskasse og egne familieforetagender.

 

Ortega har også indledt et økonomisk samarbejde med Kina. Det mest bemærkelsesværdige samarbejde har været omkring anlæggelsen af en kanal, der forbinder Stille- og Atlanterhavet. Projektet har som konsekvens, at store grupper af bønder og oprindelige folk må forflyttes samt katastrofal påvirkning af natur og miljø. Dette har i sagens natur affødt protester med dertil hørende politiske forfølgelser af de syndige. Kina har nu trukket sig fra projektet. Den samlede udvikling har imidlertid haft som konsekvens, at Ortega er kommet i bad standing i forhold til Trump. Dette skyldes langt fra hans antiimperialistiske eller antikapitalistiske standpunkt endsige handlinger. Årsagen skal derimod ses i lyset af USA’s mål om at dæmme op i forhold til Rusland og især Kinas politiske og økonomiske indflydelse i Latinamerika og USA’s forsøg på at isolere Cuba og Venezuela. Samlet set er Nicaragua altså tilbage i den politiske og økonomiske afhængige position, som var udgangspunkt for revolutionen i 1979.

 

Ortegas sidste dans?

Den 30. maj ’18 demonstrerede over 8 procent af befolkningen, 500.000 mennesker, til demonstration alene i Managua og tilsvarende mange gik på gaden i andre byer. Det var kulminationen på 1½ måneds massive protester og den største manifestation nogensinde i landet. Da den blev mødt af skarpskytter med 18 døde til følge, blev det indledningen til et nyt kapitel Nicaraguas historie.

 

Hvordan var det nået dertil, at Mellemamerikas fredeligste land oplevede en regering i krig med sin egen befolkning? Anledningen var traditionel i nyliberal sammenhæng: fremlæggelsen af et lovforslag om social- og pensionsreform uden at have rådført sig med arbejdsgiverforeningen, COSEP.

 

Han havde ganske vist fået anbefalet af IMF at tage skridt til at forbedre økonomien i INSS, som social- og pensionsystemet hedder. For der manglede 200 millioner dollar i kassen. Midlerne var blevet brugt på tvivlsomme projekter og ansættelser.

 

Allerede i begyndelsen af april var universitetsstuderende og miljøaktivister på gaden for at protestere mod regeringens manglende reaktion på en stor skovbrand i den sydøstlige del af landet, Indio-Maíz. Branden døde ud efter 10 dage på grund af et voldsomt regnskyl, men 57 km2 af regnskoven var brændt. Det blev gnisten, der gav oprøret næring nogle dage senere.

 

Først protesterede de pensionister, der havde gennemført revolutionen, over at skulle have mindre udbetalt i pension. Da de blev mødt af tåregas og gummikugler, gik de studerende på gaden og støttede deres bedsteforældre. De nedlagde undervisningen, besatte universiteter og demonstrerede. Oprøret bredte sig til store dele af befolkningen i flere byer i løbet af ganske kort tid: Antikanal-bevægelsen, der bestod af bonde- og miljøaktivister, og kvindebevægelsen, der længe har kæmpet for fri abort og for effektuering af loven imod vold mod kvinder, gik på gaden og protesterede. COSEPs medlemmer støttede også meget tidligt demonstranterne, og den katolske kirke bakkede forsigtigt op. Og allerede efter et par dages protester faldt de første dræbende skud mod demonstranterne den 19. april.

 

Herefter krævede oprørerne præsidentens afgang. Paramilitære korps blev oprettet af regeringen med basis i de FSLN-kontrollerede organisationer. De blev bevæbnet med moderne militær udrustning. Disse paramilitære organisationer var anonyme og kunne ikke stilles til ansvar for deres ugerninger. I august opgjorde menneskerettigheds-organisationer antallet af dræbte til ca. 325 – heraf over 90 procent fra oppositionen – mere end 2.000 sårede og 700 fængslede, mange med fantasifulde anklager. Mere end 60.000 er flygtet ud af landet, flest til Costa Rica.

 

De demokratiske rettigheder som forsamlings-, demonstrations- og ytringsfrihed blev sat ud af kraft. Flere NGOer og uafhængige medier blev i december ransaget og lukket for angiveligt at have opfordret til statskup.

 

Nicaragua, der indtil april sidste år havde ry for at være det sikreste land i Mellemamerika, har mistet sine turister, og flere hundrede tusinde har mistet deres job. Der kommer ikke længere oliepenge fra Venezuela, statsbudgettet er på skrump, sanktioner fra USA, EU og OAS er varslet og delvist gennemført, og prisen på basisvarer er steget voldsomt.

 

Oppositionen

Demonstranterne organiserede sig som noget helt nyt uden om de traditionelt FSLN-kontrollerede organisationer. De formåede i løbet af kort tid at koordinere deres bestræbelser via de sociale medier og arrangerede store massedemonstrationer. I dag omfatter Articulacion de Movimientos Sociales y Organizaciones de la Sociedad Civil, AMS-OSC et sted mellem 50 og 70 organisationer. Her koordinerer kvinde-, LGBTQIA-, bonde-, studenter- og miljøbevægelserne samt lokalpolitiske netværk protesterne. AMS-OSC ser det som sit formål ”at bidrage til opbygningen af ​​et demokratisk samfund med social retfærdighed, respekt og fremme menneskerettigheder”. Efter massakren den 30. maj – og især efter rydning af barrikaderne først i juli – har aktiviteterne mere været koncentreret om at opbygge organisationerne og udvikle politik.

 

En bredere, folkefrontslignende paraplyorganisation blev dannet i oktober. Den kalder sig Unidad Nacional Azul Y Blanco, UNAB, og rummer 60-70 organisationer, herunder AMS-OSC, men også mere liberale organisationer som FAD og Den Civile Alliance (med 3 arbejdsgiverorganisationer), der forhandler med regeringen. Den er ikke som sådan aktiv og udadvendt. Men den har etableret et bredt sammensat 12-personers råd, som jævnligt informerer medierne og opfordrer medlems-organisationerne til at aktionere for at yde pres og understøtte den Civile Alliances bestræbelser i dens forhandlinger med regeringen.

 

Den Civile Alliance på sin side har flere gange – med pres fra græsrødderne – fået regeringen til at skrive under på aftaler. Men hver gang er aftalerne blevet misligholdt fra regeringens side. Der er for eksempel stadig over 100 politiske fanger. De 300 politiske fanger, der blev overført til husarrest i foråret samt de 100, der er blevet løsladt under den hastevedtagne amnestilov i juni, har ikke fået tiltalefrafald, og deres juridiske status er uvis.

 

Da FSLN tabte valget i 1990, stillede de sig spørgsmålet, om det projekt, de havde sat i søen i 1979, var bæredygtigt, i betragtning af den massive overmagt de stod overfor.

 

Desværre blev det for den centrale kerne vigtigere at være en del af magten, dvs. at blive en del af problemet og ikke en del af løsningen. Det samme dilemma har de grupper, der har forladt FSLN, stået overfor. Desværre har endnu ingen formået overbevisende at samle den fane op, som Ortega smed på jorden og dernæst trampede på.

 

Den revolutionsfane fra 1979, der står for

–          at forme et samfund byggende på demokrati og arbejdere og bønders ret til jord og fabrikker

–          at stå op i forhold til lokale godsejere, kapitalister og USA’s dominans over Latinamerika

–          at indarbejde de negative erfaringer fra revolutionen så visionen bliver, et samfund, der har plads og indflydelse til alle uanset, køn, seksuel orientering, nationalitet, etnicitet og hudfarve

–          et samfund, der bygger på befolkningens egen organisering, hvor beslutninger gror op nedefra og lokal selvforvaltning er det bærende princip.

 

Jeg er for ideen om selvforvaltning for alverdens folk. Det er den eneste redning mod global opvarmning og mod ødelæggelsen af naturen. Af den grund har indfødte folk en højere agtelse end nogensinde…

 

Jeg tror ikke på ledere eller caudillos [stærke mænd] eller forvaltere. Men jeg mener, at det, vi må få frem, er bevægelsen for det kollektive. Det er det, jeg tror på, magten fra neden. Og at det organiserede samfund kan være på den måde…

 

Vi opbygger en ny verden her. Ikke bare os, som kæmper for social retfærdighed, men også dem, der arbejder med at dyrke økologiske produkter, dem der praktiserer alternativ medicin og alternative uddannelse, dem der overtager fabrikkerne og bliver herrer i eget hus. Det er også alle dem, der kæmper for en ny verden. 

 

Hugo Blanco: Fremtiden er indfødt

Hvem samler fanen fra 1979 op?

Nicaraguas udfordringer er mange. Et af dem er klart at udvikle en demokratisk og pluralistisk kultur. FSLN har stået i spidsen for centralt styrede magtfulde masseorganisationer. Samtidig har FSLN sammen med Det Liberale Parti, PLC, og arbejdsgiverne haft en altdominerende plads i samtalen. Partiets greb om masseorganisationerne har desuden givet næring til intriger, konspiration og mistillid, man angriber manden og ikke bolden, så politikudviklingen er gået næsten i stå af frygt for at træde ved siden af.

 

Derfor står oppositionen overfor uopdyrket land. Den nye generation i AMS-OSC prøver at udvikle politik. Den forsøger at opbygge en ny kultur, som er feministisk, pluralistisk, inkluderende, deltagerorienteret, og horisontal. Der eksperimenteres med nye organisations- og kommunikationsformer under meget vanskelige forhold. Man taler om overgangsstrategier og ny valglov, samarbejder på kryds og tværs på trods.

 

Flere i oppositionen nævner selv, at man er fanget ind af en stærkt mandsdomineret kultur med tradition for stærke ledere, caudillos. Det er et levn fra kolonitiden. Det er forstærket af de mange år med guerilla- og borgerkrigen med kommunikation og ledelse oppefra og ned.

 

Naturligvis vil den brede opposition i UNAB genindføre demokratiske rettigheder og rekonstruere de demokratiske institutioner. De liberale kræfter vil sikkert også strække sig langt for at få befolkningen med. Men man ser dem yderst sjældent i front, når der er aktioner på gaden.

 

Hvis det virkelig skal lykkes at gennemføre social retfærdighed, som dele af oppositionen også har som mål, og som ligger i den oprindelige sandinismes DNA, er det vigtigt, at den reviderer sit forhold til den nationale kapital. Der er kun én måde at skabe retfærdighed på, og det er ved en omfordeling af værdierne.

 

For oppositionen er det centralt at få afklaret forholdet til USA, efter at Ortega regeringen er blevet et omdrejningspunkt for Trumps Latinamerika politik, da Nicaragua er blevet en del af det, han betegner som ondskabens trekløver. Er oppositionen en del af denne offensiv fra USA’s side?

 

Vil oppositionsgrupper tage imod penge fra CIA’s forskellige dækorganisationer? Vil oppositionen støtte sanktioner rettet mod Nicaragua? Der er ingen tvivl om, at hvis oppositionen skal nære håb om at samle befolkningen, er det af afgørende vigtighed, at den bevarer sit nationale og selvstændige udgangspunkt. Her er ethvert samspil med USA en direkte hindring. Dialogen i Nicaragua skal bestemme landets fremtid. Sanktioner har derudover den uheldige virkning, at de kun kan ophæves af dem, der indfører dem. Dermed vil USA få en central placering ved forhandlingsbordet.

 

Vi har været vidner til en af de største massedemonstrationer i Mellemamerikas historie. Der er ingen tvivl om, at den nye bevægelse gør sig nyttige erfaringer i etableringen af statsuafhængig organisering og massemobiliseringer. Ligesom den har sin rod i kampen for kvinderettigheder, mod ekstraktivisme og kanalprojektet. Denne bevægelse står overfor det samme dilemma: Vil man bevæge sig væk fra den neoliberalistiske kurs? kan Nicaragua udvikling sikres gennem samarbejde med arbejdsgivere og USA? eller skal det bedste fra 1979 være den nye ledestjerne?

 

Hvordan ser det nye Nicaragua ud? Og hvordan nås målet?

Vores solidaritet bør gå til dem, der samler fanen op fra 1979. Samtidig giver vi vores uforbeholdne støtte til kampen mod Ortega-regimets repression og magtbrynde, for fuldstændigt demokratiske rettigheder, frie valg og uafhængige domstole.

 

Leif Mikkelsen er med i Enhedslistens Latinamerikagruppe og i redaktionen af Socialistisk Information.

 

Efter aftale vil artiklen også blive bragt på Solidaritet.dk

single.php