content-picture.php

Den 21. november oplevede Colombia en social eksplosion uden sidestykke i landets historie siden midten af sidste århundrede. På denne dag indkaldte den Nationale Strejkekomite (CNP, Comando Nacional de Paro) til en demonstration mod regeringens planer om en række økonomiske angreb.

af Daniel Libreros C

CNP består af de vigtigste faglige landsorganisationer (Central Unitaria de Trabajadores – CUT, Confederación General de Trabajadores – CGT, Confederación de Trabajadores de Colombia – CTC) og af organisationer for studerende, indfødte, pensionister og miljøaktivister, som i de seneste år har ført an i disse sociale lags modstand mod den colombianske stats politik.

 

Opfordringen til mobiliseringer kom fra de faglige forbund ud fra samme koncept som de tidligere år: de sædvanlige demonstrationer i slutningen af året med det formål at styrke forhandlingerne om minimumslønninger, som regeringen skal afholde hvert år. Fagforeningernes styrke er begrænset af den svage organisering, som kun omfatter 4 procent af hele arbejdsstyrken. Baggrunden for dette er til dels den reaktionære arbejdslovgivning, men også kriminaliseringen af den faglige kamp. [CUT anslår, at 3000 af deres aktivister er blevet dræbt siden midten af 1980’erne]. I forhold til den interne struktur skyldes denne begrænsede evne til “social forhandling” en slags vertikal og autoritær organisering, som betyder, at man indgår aftaler om aktiviteter “på topniveau” mellem bureaukratiserede faglige ledere, venstreorienterede partier og den sociale, partiløse venstrefløj. Dertil kommer, at deres handlingsplaner bliver begrænset til de mest umiddelbare krav.

 

Alt lignede en rutinemæssig demonstration. Men i ugerne op til den 21. november begyndte der at ske et sammenfald i den sociale uro, som var vokset frem i månederne forud i lokalområder, på universiteter, i den uformelle sektor og blandt arbejdsløse. Internationale nyheder skubbede i samme retning: I Ecuador var bevægelsen blandt de indfødte i fuld færd med at gennemtvinge en reformplan, og i Chile – et foregangsland for den latinamerikanske nyliberalisme – udbrød der en social eksplosion, som stadig holder Piñera-regeringen trængt op i en krog.

 

“Smittespredningen” fra nabolandene gav således næring til desperationen i et af delande i regionen, hvor uligheden er størst. Meddelelsen om, at den stadig mere forarmede befolkning skulle yde endnu et offer forstærkede vredesbølgen, som ydermere var blevet provokeret af de regelmæssige daglige drab på sociale ledere – uden at nogen blev fundet skyldige – og af den korruption, som de politiske ledere og de store finansfyrster bedriver for at deles om værdierne. Alt dette i en ramme af et retssystem, som magtens mænd kontrollerer, så det tjener deres interesser.

 

Derfor blev den 21. november en massiv mobilisering, som inddrog store dele af befolkningen, som gik på gaden for at protestere mod de mangeartede former for undertrykkelse, som udøves af den herskende orden og kynismen hos dens politiske repræsentanter. For første gang i årtier gik millioner af mennesker gennem gaderne i landets største byer, trods regeringens afpresning, trods erklæringer om udgangsforbud, trods selektive ransagninger før demonstrationerne – kort sagt på trods af de klassiske trusler fra den statslige terrorisme. Under mobiliseringerne den 21. november blev erklæringer og brandtaler i gaderne om aftenenen ledsaget af baggrundslarm fra cacalorazos (kasserolle-koncerter) i lokalområderne som en bekræftelse på strejkens sociale opbakning. De følgende dage fortsatte demonstrationerne og kasserollekoncerterne i gaderne, på pladser og i lokalområder.

 

Søndag den 8. december deltog omkring 300.000 i “strejkekoncerter” forskellige steder i det centrale Bogota, hvor ungdomsbands optrådte i solidaritet med demonstranterne. Da arrangørerne bad om tilladelse til at afholde den kunstneriske dag, tilbød kommunen dem Simón Bolivar-parken, som er beregnet til denne type arrangementer med plads til tusinder af deltagere. Men arrangørerne afviste tilbuddet og overtog i stedet gaderne med opstillede scener eller ladvogne. Det var et spørgsmål om at forlænge glædesrusen ud over det offentlige rum, sagde de. På den måde bekræftede de, at der er en folkelig følelse af at have generobret det offentlige rum, en følelse som er ledsaget af den opfattelse, at tiden nu er kommet til at droppe den frygt, som i årtier har dømt os ude fra det. En følelse af generobring, som kommer til udtryk i daglige samtaler med denne symbolske formulering: “Landet er ikke det samme efter den 21. november.”

 

Regeringens fejlslagne “indre sikkerhedspolitik”

Den sædvanlige undskyldning fra eliten for at kriminalisere den sociale modstand har været at fremstille modstanderne som allierede med guerillagrupperne og på den måde benytte sig af den borgerkrig, der har hærget landet siden midten af det 20. århundrede. Alle folkelige protester blev set, som om de havde forbindelser til guerillaen, som blev brugt som undskyldning for at indføre undtagelsestilstand og arrestere og retsforfølge ledere af modstanden.

 

Forhandlinger med guerillaorganisationen FARC, som blev “afsluttet” i august 2016, betød, at det ikke længere var muligt at bruge det argument, og der var således åbnet nye perspektiver for den folkelige bevægelse. Disse forhandlinger fokuserede ikke på overgangen til demokratiske reformer, som man havde håbet på i de demokratiske partier, i organisationer og hos enkeltpersoner, som i årtier havde støttet forslaget om en politisk løsning på konflikten.

 

Fredsaftalen blev forkastet ved en folkeafstemning den 2. oktober 2016 af en højreorienteret alliance anført af uribismen (opkaldt efter Álvaro Uribe, præsident 2002 to 2010, nu medlem af Senatet), som forenede det konservative parti, flertallet af den katolske kirke og prædikanter fra de evangeliske kirker. Derefter fulgte nye forhandlinger mellem partierne, hvor Uribes tilhængere, sammmen med Kongressens filter, tilføjede nye begrænsinger til aftalerne.

 

Den endelige version af aftalerne forudså et system med retfærdighed, sandhed og genoprettelse, repræsenteret af et særligt Fredstribunal (JEP – ansvarlig for alle juridiske og ikke juridiske tiltag for at behandle den tunge arv af krænkelser af menneskerettigheder i et samfund præget af borgerkrig og/eller et diktatorisk regime) og af en Sandhedskommision. Hvad angår JEP var behandlingen af dem, som finansierede krigen (forretningsfolk og store jordbesiddere) så generøs, at det var frivilligt, om man ville møde frem for denne retsinstans. På samme måde ignorerede man “kommandovejs-testen”, det vil sige, at ansvaret hos bagmændene fra begge sider blev ignoreret, og hvad angår militærfolks ansvar for krænkelser af menneskerettigheder var der mulighed for en amnesti via et juridisk værktøj kaldet “afståelse fra statslig handling”.

 

Den økonomiske dagsorden anviste heller ingen strukturelle reformer. Ganske vist var spørgsmålet om jorden i centrum for forhandlingerne, eftersom FARC var en guerillagruppe med rødder blandt bønderne og ikke var til stede i de såkaldte colonato-zoner (bønderne arbejder på landområder, som de ikke ejer, men som de er bundet til, og de betaler leje til ejeren og skat til staten). Men aftalen indeholder ikke tiltag, som reelt stiller spørgsmålstegn ved koncentrationen af jord i hænderne hos de store godsejere, som er blevet styrket i løbet af krigen ved at bønderne har fået frataget deres jord og gennem hvidvaskning af penge.

 

Det betød, at den faktiske besiddelse af syv millioner hektar jord blev tilkendt de store godsejere i colonato-områderne, hvor FARC historisk har været til stede. Hvad angår oprettelsen af en jord-fond med tre millioner hektar, som skulle fordeles til landets fattige bønder, er der foreløbig intet sket.

 

Et andet punkt i aftalen var, at staten skulle investere i fjerntliggende og konflikthærgede områder, men regeringen ignorerede også dette med henvisning til den aktuelle økonomiske krise. Og som om det ikke var nok, blev 170 demobiliserede FARC-medlemmer dræbt i de lejre, hvor de er samlet – som det er foreskrevet i aftalerne – efter at have afleveret deres våben.

 

Trods disse begrænsninger i indhold og gennemførelsen af aftalerne, har uribismen forsøgt at udvande deres indhold endnu mere. Det Demokratiske Centerparti, som præsident Iván Duque tilhører, kom med en række indsigelser til JEP mod fredsaftalens bestemmelse om “særlige freds-distrikter” i 16 regioner, som var særligt hårdt ramt af den væbnede konflikt med et stort antal individuelle eller kollektive ofre. Formål: at sætte en stopper for anerkendelsesproceduren.

 

Med hensyn til “offentlig orden” gennemførte den nuværende regering en politik med henvisning til en hypotese om en konstant “indre fjende”. Den udnævnte general Nicacio Martínez til hærchef. Han er af den offentlige anklager blevet stemplet som ansvarlig for vilkårlige henrettelser i den caribiske region (departementerne Guajira og Cesar) i 2006, da han var næstkommanderende og brigadechef udstationeret i denne region.

 

Da han først var udnævnt, genindførte Martínez de retningslinjer i hærens protokol, som førte til et stort antal henrettelser uden rettergang, hvilket blev afsløret af New York Times, som fik fat i oplysninger fra officielle kilder om mord og arrestationer af såkaldte “mistænkte”. Det var i den sammenhæng, at den tidligere FARC-guerilla, Dimas Torres, blev myrdet i Catatumbo-regionen i den nordøstlige del af landet. Han blev pågrebet forsvarsløs. Denne henrettelse var speciel på den måde, at den var kendt og blev fordømt af de lokale, hvilket tvang general Diego Luis Villegas, øverstbefalende for specialstyrkerne i denne region, til offentligt at bede om tilgivelse og at gentage dette over for Kongressens Fredskommission.

 

Senere, i starten af november 2019, under en debat i parlamentet, fik offentligheden kendskab til det tragiske resultat af bombningen af den såkaldte “afviger”-FARC-lejr, som fandt sted i slutningen af august i San Vicente del Caguán i departementet Caquetá, som dræbte 18 personer. Det blev klart, at hæren før bombningen var informeret om, at der befandt sig børn i det pågældende område: Brigadekommandoen var officielt blevet informeret af en repræsentant for den offentlige anklager i denne kommune. Gennem flere måneder skjulte militæret, hvad der i virkeligheden skete under bombningen. Debatten førte til, at den daværende forsvarsminister, Guillermo Botero, trådte tilbage.

 

Disse gnidninger inden for hæren og mellem de parlamentariske grene af regeringen er et udtryk for en splittelse inden for eliterne – mellem uribismen, som forsvarer politikken med “indre sikkerhed”, og dem, der støttede tidligere præsident Santos i de politiske forhandlinger med FARC i Havana. Sidstnævnte mener, at hæren må tilpasse sig situationen efter konflikten og vinde tillid. Det er også derfor, de kræver en implementering af aftalerne i deres endelige version og har dannet en politisk blok under navnet “Forsvarere for Fred”. Denne blok fører an i kampagner over hele landet, som er blevet bakket op af alle ikke-uribistiske partier, også på venstrefløjen og blandt menneskerets-organisationer. De spillede en aktiv rolle i dannelsen af alliancer ved det seneste regionalvalg den 27. oktober, hvor kandidater fra det Demokratiske Center blev slået i de største byer.

 

Bag disse uenigheder inden for eliten er det åbenlyst, at den krigsorienterede regering er i opløsning. Den folkelige modstand mod de fortsatte henrettelser af talspersoner for sociale bevægelser, miljøorganisationer og indfødtes samfund i fjerntliggende regioner vinder i stigende omfang genklang i byerne. Sagen med børnene, der blev dræbt i Caquetá, udløste en kollektiv vrede og blev i stort omfang markeret under mobiliseringerne den 21. november.

 

På denne dag med landsdækkende mobilisering blev folk mødt med en anden slags statslig terror, nemlig fra uropolitiet ESMAD (Escuadron Movil Antidisturbios), en specialstyrke beregnet til undertrykkelse af demonstrationer. Styrken blev oprettet i 2007 under den anden Uribe-regering og er ansvarlig for, at adskillige er blevet dræbt, arresteret og tævet. Midt i en social eksplosion som den, der foregår lige nu, er denne vilkårlige opførsel blevet fordømt endnu mere end normalt.

 

Den 23. november blev en 18-årig gymnasieelev, Dilan Cruz, alvorligt såret, da et medlem af denne uropatrulje skød ham på klods hold. Dilan døde få dage senere på et hospital i byen og blev et symbol på den aktuelle modstandskamp. Den 11. december forsøgte medlemmer af samme styrke at kidnappe to studerende, som deltog i en demonstration foran det Nationale Universitet. En tilskuer blev opmærksom på grund af råb fra de to unge og begyndte at filme hændelsen. Han fulgte efter “spøgelsesbilen”, indtil han blev tvunget til at stoppe, hvorefter han tvang kidnapperne til at identificere sig. Mange demonstranter blev slået og stillet for retten, andre mistede – som i Chile, et øje. Det er ikke lykkedes ESMAD denne gang at få stoppet bevægelsen, men kravet om opløsning af ESMAD er på baggrund af ovenstående foragtelige handlinger blevet et af de centrale og samlende krav i strejken, og i hele den demokratiske bevægelse.

 

 

Den økonomiske “pakke”

Den nuværende økonomiske krise har understreget skrøbeligheden I den økonomiske model i Latinamerika, som bygger på udvinding af råstoffer. Det bratte fald i de internationale varepriser i perioden 2013-2017 førte til handels- og budgetunderskud i regionens lande og dermed en stigning i den offentlige og private gæld. Under disse betingelser – som det sker i perifere lande i perioder med nedgang – er de direkte udenlandske investeringer faldet. Denne nedgang er direkte forbundet med en nedgang i investeringer i udvindingssektoren, som er blevet mindre profitabel, ligesom investeringer i aktier og andre værdipapirer er faldet på grund af større ”risiko” med kapitalflugt til følge. Som en ond cirkel skaber nedgangen i udenlandske investeringer en devaluering af landets valuta og en stigning I gælden, som I henhold til den nyliberale makroøkonomi, indebærer strukturtilpasningsplaner, som har til formal at begrænse efterspørgslen. Men folk er trætte af den konstante forværring af deres livssituation og gjorde modstand mod planerne. Oktober-mobiliseringerne i Ecuador og Chile er udtryk for dette. Og dem i Colombia er en del af samme utilfredshed med de nyliberale tilpasninger.

 

Få uger før strejken fremsatte Duque-regeringen en skattereform for Kongressen, som på linje med den politik, der har været ført siden implementeringen af nyliberalismen i de tidligere 1990’ere, har givet storkapitalen stadig større skattelettelser, mens størstedelen af skattebyrden er blevet lagt på middelklassen og de fattigste. Det er sket i et land, som har oplevet 13 skattereformer af denne type siden 2000, en hver 18. måned. Og i et land, hvor koncentrationen af rigdom er en af de højeste i regionen.

 

Regeringen præsenterede i samme omgang en arbejdsmarkedsreform, som har til formal at skabe mere fleksibilitet med kontrakter på timebasis; en pensionsreform, som på anbefaling fra OECD, gavner de private pensionsfonde; oprettelsen af et statsligt finansselskab, som vil centralisere alle ressourcer i den offentlige finansielle sektor for at placere sig selv som en konkurrent på finansmarkedet.

 

Kravet fra den transnationale kapital om at stabilisere en økonomi i krise efter faldet i oliepriserne (den største eksportvare), forklarer den ”pakke”, regeringen har foreslået. Colombia har et underskud på over 4 procent af BNP, som er vokset betragteligt siden 2013 med faldet i de internationale oliepriser og nedgangen i udenlandske investeringer. I perioden 2013-2017 var der et brat fald i de internationale oliepriser og, som resultat heraf, faldt olieeksporten med 60,4 procent, og de udenlandske investeringer i denne sektor faldt med 41,3 procent. Trods den delvise genopretning af de internationale oliepriser i de seneste år fortsætter underskuddet med at vokse, ligesom de udenlandske investeringer, hvilket har skabt en kortsigtet kapitalflugt, som statistisk kan aflæses i de faldende prtefølje (finansielle) investeringer.

 

I dette krisescenarie har devalueringen nået et af sine højeste niveauer i en international sammenligning, hvor vekselkursen i forhold til dollar nu står til 3500 pesos mod 1800 i 2014, så udlandsgælden – især den offentlige, også er vokset dramatisk, og nu er oppe på 51 procent af BNP. En yderligere følge af dette er, at landet bliver underlagt diktater fra den Internationale Valutafond, om at betaling af renter på gælden skal have højeste prioritet i de årlige budgetter.

 

I henhold til nyliberal ideologi er en økonomisk tilpasning uundgåelig. Derfor fortsætter præsidenten og flertallet i parlamentet med at fremsætte forslag, som den transnationale kapital kræver, samtidig med at demonstranter i gaderne kræver et mere retfærdigt samfund. Det udstiller splittelsen mellem folket og institutionerne og de begrænsninger, der ligger i det ”repræsentative demokrati”, som bygger på politiske forbindelser, virksomhedernes lobbyarbejde og forhandlinger bag lukkede døre. I Colombia og Sydamerika generelt ser vi ikke kun nyliberalismens krise i form af en økonomisk model, men også en krise i dens former for politisk repræsentation.

 

Udfordringerne I den nye politiske situation

Siden den 21. november har landet oplevet fremvæksten af en pluralistisk bevægelse, der omfatter arbejdere, beboere i boligkvarterer og middelklassen i byerne, som er presset af skatter og bankernes ågerrenter. I denne sociale samlingsproces må man fremhæve betydningen af ungdomsbevægelserne, som har stået i forreste række i konfrontationerne, som har krævet deres ret og sagt meget klart fra over for en krig, som ikke længere vedrører dem.

 

Disse markeringer fra de unge har en historie tilbage til modstandsbevægelsen på universiteterne for nogle år siden. I 2011 lykkedes det for de Studerendes Nationalråd (Mesa Nacional Estudiantil), takket være en meget bred mobilisering, at stoppe en planlagt en universitetsreform fremlagt af Juan manuel Santos’ regering. Og sidste år lykkedes det en anden bevægelse af samme slags at få tildelt ekstra ressourcer sammenlignet med, hvad den daværende regering havde tænkt sig.

 

Men I dag er engagementet blandt de unge meget bredere. Unge uden adgang til universiteterne er også med, ligesom kandidater, som står arbejdsløse. Det omfatter også studerende fra private universiteter, som er tvunget til at forgælde sig. Det samme gælder unge på tekniske skoler og erhvervsuddannelser, som har fået tilbudt tidsbegrænsede kontrakter efter eksamen, såvel som unge, som ikke har råd til at afslutte en ungdomsuddannelse, som ikke har adgang til private sundhedsydelser, og som ikke kan se frem til et minimum af velstand i deres liv.

 

Som det er sket I andre dele af verden med tilsvarende sociale bevægelser, så går denne ungdomsbevægelse via sociale netværk spontant på gaden og protesterer mod konsekvenserne af nyliberalismen, uden at kende dens årsager. Disse unge forkaster systemets institutioner og partier, men de føler sig heller ikke repræsenteret af partierne på venstrefløjen eller de traditionelle folkelige organisationer. De prøver at demokratisere beslutninger, hvilket giver deres aktioner en enorm styrke. Samtidig udtrykker bevægelsen en bred ideologisk pluralisme under den afpolitisering, som nyliberalismen har hensat dem i – og heri ligger også deres svaghed.

 

Inden for denne ideologiske pluralisme må man understrege to spørgsmål, som sætter fokus på den krise for civilisationen, som den nuværende kapitalisme har dømt os til: dels ødelæggelsen af naturen, og dels opretholdelsen af et patriarkalsk samfund, som bliver stærkt udfordret af unge kvinder, både studerende og i arbejde.

 

Den brede sociale bevægelse, som støttede demonstrationen den 21. november, kunne ikke skabe ent styrkeforhold, som gav mulighed for et sammenbrud i institutionerne, som det skete i Chile, hvor præsidenten trådte tilbage og en proces med en grundlovgivende forsamling blev indledt. Men alligevel har den allerede i løbet af sin kortvarige levetid opnået følgende mål:

– overvundet den statsterror, som I årtier har gjort folkelig aktivitet ulovlig ved at indføre undtagelsestilstand og sætte lighedstegn mellem demonstrationer og støtte til guerillakrig.

– sat nyt fokus på den sociale modstand i byerne, både i den måde, det startede på, og i de temaer, der bliver taget i rækken af krav.

– styrket bevægelsen for menneskerettigheder, som fordømmer de tilbagevendende mord på sociale ledere, og som kræver en demokratisk politik, der garanterer en definitiv afslutning på den væbnede konflikt.

– sat social ulighed i centrum for den nationale politiske debat som et udtryk for den krise, som nyliberalismen gennemlever på internationalt plan.

 

Det Nationale Strejkedirektorat, som indkaldte til demonstrationen den 21. november, fastholder en dialog med regeringen. Men de dele af befolkningen, som handler spontant, eller som tilhører en enorm mængde forskellige organisationer, underkaster sig ikke denne organisation. Men de er splittede og formår ikke at blive en alternativ politisk reference.

 

I øjeblikket foregår koordineringen I kvartersråd, en slags decentral direkte demokrati, som modsvarer den fordrivelse, som den nyliberale byplanlægning har forårsaget, og som også går under navnet ”urban udvinding” [fordi beboere bliver fordrevet af ejendoms- og finansspekulanter fra de områder af byen, hvor der kan udvindes mineraler og råstoffer, o.a.]. Disse kvartersråd kan blive vigtige demokratiske organer, hvis de kan formulere fælles krav og koordinere med de landsdækkende bevægelser, som går imod regeringens politik. Det vil selvfølgelig være betinget af, at strejken fortsætter i de første uger af 2020, hvad der under de nuværende omstændigheder ser ud til at være en mulighed, og af de udfordringer, som konfrontationen med regeringen stiller bevægelsen overfor. Kampen for et politisk alternativ vil fortsætte, men i en ny ramme. Der er et presserende behov for fælles koordinering mellem os, der ser det som nødvendigt at holde fast i en antikapitalistisk strategi.

 

 

15. december 2019

 

Oversat fra International Viewpoint af Åge Skovrind

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com