content-picture.php

Fra den 6. til den 8. maj fandt den første internationale akademiske konference om Leon Trotskijs liv og ideer sted i Cuba. Konferencen var organiseret af Kulturcenteret Juan Marinelo i samarbejde med det Cubanske Institut for Filosofi og foregik i Casa Benito Juarez i det gamle Havana

af Pablo Oprinari, Frank Garcia Fernandez

Det helt særlige ved konferencen var, at den fandt sted i Cuba, hvor dele af det cubanske kommunistpartis ledelse hidtil har stået for et åbenlyst fjendskab mod trotskisme og cubanske trotskister. Åbningstalen fra arrangørerne indeholdt en undskyldning til de cubanske trotskister, som uretfærdigt blev fængslet af regeringen i slutningen af 1960’erne.

 

Den ændrede holdning til Trotskij og hans ideer kommer ikke mindst til udtryk i den politiske udvikling hos drivkraften bag konferencen, Frank Garcia Fernandez. Han er lærer og kandidatstuderende i sociologi og har skrevet speciale om trotskismen i Cuba. Pablo Oprinari fra Centro de Estudios, Investigaciones y Publicaciones León Trotsky (Argentina-Mexico) interviewede ham efter konferencen.

 

Hvad er din vurdering af konferencen?

 

Frank Garcia Fernandez: Jeg har hele tiden regnet med, at denne begivenhed ville markere et ”før” og et ”efter”. Jeg er sikker på, at hvis den havde fundet sted i Brasilien eller Mexico – hvor man muligvis vil arrangere en anden og tredje udgave af dette møde – så havde det ikke været det samme som her. For trods dårlig finansiering på grund af de økonomiske problemer i Cuba, så lykkedes det at få en meget stor international deltagelse, med oplægsholdere på et meget højt niveau, såsom Robert Brenner, Paul Le Blanc, Susy Weissman og Eric Toussaint. Fra Mexico kom I [fra CEIP], sammen med folk fra Studiecenter Carlos Marx og fra Trotskij-museet, der kom forskere fra de tre vigtigste universiteter i Brasilien, og der kom deltagere og akademikere fra andre lande, som ellers ikke mødes på grund af de traditionelle uenigheder mellem deres organisationer. Men de kom her, fordi Cuba er et sted for alle og for ingen.

 

Interessen for Trotskij, for Cuba og den situation, som landet nu gennemlever, betød, at der kom folk fra hele verden: Indien, Tyrkiet, Italien, Østrig, Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Argentina, Canada, Spanien, USA, Mexico, Peru, Venezuela, Brasilien. Der var også tilmeldt intellektuelle fra Colombia og Pakistan, som i sidste ende blev forhindret. Også Michael Löwy og Tariq Ali havde ønsket at komme, og mindst ti andre oplægsholdere.

 

Arrangementet burde i virkeligheden have varet fire dage, men det var umuligt. Vi havde mange problemer på det logistiske plan, så vi kunne ikke åbne op for gæstedeltagere fra udlandet. Heldigvis blev det forstået, så vi ikke fik ballade. Det var aldrig af politiske grunde og endnu mindre af personlige grunde, at vi måtte bede nogle om ikke at komme. Hvis vi havde accepteret alle de 192 ansøgninger om at deltage, ville vi have kollapset. Det er rigtigt – du så selv, at der ikke var plads i den sal, hvor vi sad.

 

Det eneste, som jeg ærgrer mig over, er det beskedne antal cubanske deltagere [omkring 40, o.a.]. Det var nok mest på grund af den dårlige organisering og altså vores egen skyld, men det kan give det forkerte indtryk, at der ikke er interesse i Cuba for at lære Trotskij at kende. Oversættelsen tog også meget tid, og endelig betød tidspresset, at programmet ikke lå klart til den første dag.

 

Men begivenheden er efter min mening, trods problemerne, en klar succes. Desuden har Filosofi-instituttet lovet at offentliggøre en rapport om konferencen – et institut, uden hvilket vi ikke ville have været her i dag. Ligeledes må jeg rette en tak til Casa Benito Juárez, hvor konferencen fandt sted. Og for den logistiske støtte, som vi fik fra Instituto Cubano de Investigación Cultural Juan Marinello, som også ser ud til at ville samarbejde om udgivelsen af rapporten.

 

Hvis det sker, hvis det lykkes at udgive denne bog, så vil det være første gang, at der på Cuba kommer en bog tilegnet Trotskij og de sociale, politiske og kulturelle emner, der er udviklet omkring ham. Den eneste anden tekst af Trotskij, som er kommet som bog, blev udgivet i 1960’erne af medlemmer fra det Revolutionære Arbejderparti (Trotskistisk), som var aktive i den posadistiske Fjerde Internationale [en splittelse fra Fjerde Internationale anført af J. Posadas i 1962, o.a.]. Men den nåede ikke ud i landet, fordi den blev konfiskeret og aldrig blev trykt.

 

Er der blevet offentliggjort andre artikler eller materialer af Trotskij?

 

I Cuba er der kun udgivet følgende artikler af Trotskij uden at blive censureret:

 

I avisen Revolucion, 26. Juli-Bevægelsens blad, i tillægget ”Revolutionens Mandag”, bragte forfatteren Guillermo Cabrera Infante et meget kort uddrag af Den russiske revolutions historie. Det var i 1960.

 

Senere, i 2014-15, blev Lenins sidste kamp udgivet i Cuba, en samling af skrifter og breve fra Lenin, som først blev udgivet på det amerikanske Pathfinder-forlag, som afstod sine rettigheder til Editorial de Ciencias Sociales. Her optræder nogle breve fra Trotskij til Lenin. Og efter det efteruddannelseskursus om Leo Trotskij, som jeg udbød i november 2016, det første af sin slags i Cuba og som gav stor genlyd blandt de studerende – næsten to år senere, i januar 2018, trykte et kulturtidsskrift i Santa Clara i anledning af den Røde Hærs 100-årsjubilæum, en del af den tale, som Trotskij holdt ved dannelsen af den Røde Hær.

 

Så nu, hvor vi udgiver denne bog, får vi et ”før” og et ”efter” i Cuba, for ved at udgive alle oplæggene fra konferencen vil vi tage et spring hen over det politiske tabu, som Trotskij har været. Med Trotskij i Cuba er der sket der noget, som minder om det, den peruanske forfatter Héctor Béjar skriver i sin bog, som blev præmieret som bedste essay af Casa de las Americas i 1966 [det korrekte årstal er 1969, o.a.], hvor han skrev, at efter den 20. partikongres i Sovjetunionen kendte alle til Stalins forbrydelser, men ingen fortalte os, at den, som ikke var en forbryder, var Trotskij.

 

Og det samme skete i Cuba: Efter Sovjetunionens sammenbrud kendte alle til Stalins forbrydelser, men ingen har sagt, at Trotskij var uskyldig i det, som man anklagede ham for. Her ligger betydningen af konferencen – at begynde at fortælle, at intet af det, som man har sagt om Trotskij, er rigtigt. Selv i historiebøgerne blev Trotskijs navn ikke nævnt for de studerende. Måske de universitetsstuderende ville kende ham, men ellers er det meget svært at få noget at vide om ham.

 

Paduras bog Manden der elskede hunde fik utvivlsomt nysgerrigheden til at vokse, men der findes ikke en bog, hvor man kan få svar på spørgsmål eller lære mere. Heller ikke vores ven og kammerat Celia María Hart Santamaría [1962-2008, o.a.] havde held med at sprede Trotskij i Cuba [ingen af hendes bøger er udgivet i Cuba, o.a.]. Omstændighederne gjorde, at hun endte med at være en snigskytte på taget af et tårn. Ingen så hende, ingen kunne se hende, selv om de følte hendes præcise skud, meget præcise.

 

Lad os snakke om arrangementets dynamik og de første reaktioner.

 

På det akademiske niveau meget fint, storslået, intet at klage over. Alle skal have en tak. Vi havde også et samarbejde med Lindy Laub, en meget kendt filmkvinde fra USA, som deltog i festivalen for Nye latinamerikanske Film her i Havana i 1999, og Suzi Weissman, hendes producer, som var blandt talerne. De kom med en dokumentarfilm, hvor vi fik en 42 minutters forpremiere på ”Den farligste mand i verden”, med uredigerede billeder, som ingen havde set før. [se https://www.trotskyproject.com/ , o.a.]. Vi viste den i en lille sal hos Muestra de Jóvenes Realizadores, som vi havde et godt samarbejde med. Desværre var der ikke så mange cubanere, men det vigtige var, at vi kunne vise den i Cuba.

 

Virkeligheden er, at Trotskij som en historisk person har gjort stort indtryk på dele af de cubanske universitetsstuderende. Studerende fra Santiago de Cuba var interesserede i at komme, de kom fra Santa Clara, endda uden at have de økonomiske forudsætninger, og de kom fra Matanzas. Allerede nu er der studerende i Santa Clara og Havana, som læser og studerer de bøger, som I og andre kammerater tog med til begivenheden. Om nogen er det for disse cubanske studerende, at jeg appellerer om solidaritet og sender en internationalistisk opfordring til at hjælpe og sende materiale, blade og bøger.

 

Escritos Latinoamericanos [udgivet af CEIP, læs mere, o.a.] er desuden en tekst, som har gjort stort indtryk på nogle cubanske historikere, eftersom vi aldrig har haft adgang til – eller ikke en gang har vidst, at León Bronstein [Trotskijs rigtige navn, o.a.] beskæftigede sig med politiske artikler, som analyserede den cubanske situation på den tid og specielt den bolsjevikisk-leninistiske parti. For mig, som har skrevet om den cubanske trotskismes historie, er dette et grundlæggende bidrag. En anden vigtig ting er, at på fredag overrækker vi Escritos Latinoamericanos, sammen med Gabriel García Higueras’ tekst Trotsky en el espejo de la historia, til la Casa de las Américas’ bibliotek, en institution, som har tiltrukket intellektuelle som Cortázar, Benedetti, Galeano, og som i dag fortsat er et af de bedste mødesteder på kontinentet. Dette bibliotek er særdeles besøgt af intellektuelle i Havana. Desuden kommer Escritos Latinoamericanos også til biblioteket på Fakultetet for Filosofi og Historie og til Havanas Universitetsbibliotek.

 

Jeg kommer altid med en konstatering, som er meget nødvendig: Begivenheden var en akademisk aktivitet om Trotskij og alle de politiske, sociale og kulturelle fænomener, som man kan få ud af ham. Det var ikke et opråb om at skabe en international trotskistisk samling. Vi er unge, som ser os som en del af det cubanske marxistiske venstre, og vi bruger marxismen til at forstå virkeligheden. Vores opfattelse er, at Trotskij hører til blandt systemet af kommunistiske ideer, til hele den teori, som Gramsci, Rosa Luxemburg, Lenin, Marx og Mariátegui har bidraget til. Der er nogle bureaukrater, som gerne vil stemple os som trotskister. Jeg har ikke noget imod trotskismen, det er klart, men vi skal huske, at Stalin begyndte at bruge dette begreb for at få folk til at tro, at medlemmerne af Venstreoppositionen [i det sovjetiske kommunistparti 1923-27, o.a.] ikke var bolsjevik-leninister, men en tendens, som var fjendtlig over for revolutionen.

 

Vi mangler Trotskij. Vi mangler Trotskij for at forstå det, som skete i Sovjetunionen, for af forskellige grunde var der ingen af de fortolkere af marxismen, som jeg har nævnt, såsom Che Guevara eller Fidel Castro, der kunne give en systematisk forklaring på, hvad der skete. Trotskij har den værdi, at han gjorde det fra 1936, værdien af at have udviklet en sociologisk analyse, som vi ikke kendte, og som vi, cubanerne, er meget interesserede i.

 

Oversat fra La Izquierda Diario af Åge Skovrind

single.php