’Forestil dig den umulige tanke, at Ioseb Jughashvili som et lille, senet barn, hvis interesser centrerede sig om sang, brydning, poesi, georgisk ortodoksi og nationalisme, kunne være død af tyfus eller omkommet i Sibiriens kulde eller via en velrettet kugle. På trods af dette blev han løftet op over modstand og fjender, op til tinderne af en falmende revolutionær statsmagt.’