Læsetid: 12 minutter

Jeg vil gerne gå i dybden med spørgsmålet om modstandsbevægelsen i Europa mellem 1940 og 1944. Det vil jeg især gøre, fordi nogle kammerater, som jeg har stor respekt for, og som jeg håber vil vende tilbage til Fjerde Internationale, har gjort det til en æressag på dette spørgsmål at markere sig i opposition til Fjerde Internationale. Der er tale om kammeraterne i Lutte Ouvrière i Frankrig.

 

Lige fra dannelsen af Kommunistisk Internationale (Komintern) blev kommunisterne i de imperialistiske lande skolet i at forkaste ideen om ”det nationale forsvar” eller ”forsvaret af fædrelandet”. Det betød en fuldstændig afvisning af at have noget som helst at gøre med imperialistiske krige. Den trotskistiske bevægelse blev uddannet i samme ånd. Det var så meget desto mere vigtigt i lyset af den højredrejning, som begyndte i Komintern i 1935 og kom til udtryk i pagten mellem Stalin og [den franske udenrigsminister] Laval, og som transformerede stalinisterne i de vesteuropæiske lande og nogle af de koloniale lande til at være ekstreme fortalere for proimperialistisk chauvinisme.

 

I Indien førte dette for eksempel til, at stalinisterne forrådte det nationale oprør i 1942. Da oprøret var i gang, løslod de britiske kolonialister fængslede ledere af det indiske kommunistparti, så de kunne agitere imod oprøret og skabe opbakning bag den imperialistiske krig. Dette enorme forræderi er baggrunden for, at det borgerligt nationalistiske Kongresparti havde så stor en masseopbakning i årtier derefter.

 

Vores bevægelse har været vaccineret imod nationalisme i de imperialistiske lande og imod ideen om at støtte imperialistiske krige af enhver form. Det har været en god øvelse, og jeg vil ikke foreslå, at vi ændrer på denne tradition. Men der er selvfølgelig flere elementer i den komplekse analyse, som Lenin udviklede i forbindelse med Første Verdenskrig. Det er jo ganske enkelt ikke rigtigt, at hans syn blot kan koges ned til parolen: ”Dette er en reaktionær imperialistisk krig. Vi vil ikke have noget at gøre med den”.  Lenins holdning var mere sofistikeret. Han sagde: ”Der er mindst to forskellige krige, og vi vil gerne introducere en tredje form”. Her talte han om proletariatets krig imod borgerskabet, som jo ret faktisk udbrød i kølvandet på den russiske deltagelse i verdenskrigen.

 

Lenin førte en målbevidst kamp imod de sekteriske strømninger i den internationale bevægelse, som ikke ville anerkende disse to krige. Han understregede: “Der er en inter-imperialistisk krig. Den vil vi ikke have noget at gøre med. Men så laver de undertrykte folkeslag også oprør mod kolonialmagterne. For eksempel er det irske oprør 100 procent retfærdiggjort, selv om den tyske imperialisme forsøgte at drage nytte af det, og selv om irske oprørsledere tager kontakt til tyske ubåde. Der er stadigvæk tale om en krig, der handler om irsk uafhængighed af den britiske imperialisme. Det samme gælder, når det handler om nationale bevægelser i de koloniale og semi-koloniale lande, som eksempelvis den indiske bevægelse, den tyrkiske bevægelse og den persiske bevægelse.”

 

Lenin tilføjede: ”På samme måde forholder det sig med de undertrykte nationale mindretal i Rusland og Østrig-Ungarn. Den polske nationale bevægelse er en retfærdig bevægelse. Den tjekkiske nationale bevægelse er en retfærdig. En bevægelse der opstår blandt en hvilket som helst undertrykt nationalt mindretal er en retfærdig bevægelse. Det at ledere i disse bevægelser forråder kampen ved at forbinde bevægelserne politisk og organisatorisk til imperialismen retfærdiggør, a man fordømmer lederne, men ikke, at man fordømmer bevægelserne.”

 

Hvis vi betragter problemet omkring Anden Verdenskrig fra en dialektisk vinkel, eller endnu bedre en leninistisk vinkel, så må vi nok sige, at det er en ret så kompliceret sag. Jeg vil påstå, med fare for at blive beskyldt for overdrivelse, at Anden Verdenskrig i realiteten bestod af fem forskellige typer af krige. Det lyder i udgangspunktet som et vanvittigt synspunkt, men jeg tror en nærmere undersøgelse vil bekræfte det.

 

For det første var der en inter-imperialistisk krig mellem Nazi-Tyskland, Italien og de japanske imperialister på den ene side, og på den anden side de engelske, amerikanske og franske imperialister. Det var en reaktionær krig. Det var en krig mellem forskellige grupper af imperialistiske magter. Vi havde intet at gøre med denne krig, vi var totalt imod den.

 

For det andet var der en retfærdig selvforsvarskrig, hvor folket i Kina – et undertrykt semi-kolonialt land – kæmpede imod den japanske imperialisme. På intet tidspunkt gav Chiang Kai-sheks alliance med den amerikanske imperialisme revolutionære aktivister grund til at ændre deres syn på karakteren af den kinesiske krig. Det var en national befrielseskamp imod en røverbande af japanske imperialister, som ønskede af gøre kineserne til slaver. Trotskij udtrykte sig helt klart og utvetydigt omkring dette. Denne befrielseskamp startede i 1937 før Anden Verdenskrig. På en vis måde kan man sige, at kampen allerede startede i 1931 med det japanske eventyr i Manchuriet. Befrielseskampen blev viklet ind i Anden Verdenskrig, men den forblev en adskilt og selvstændig del af verdenskrigen.

 

For det tredje var der den retfærdige krig, hvor Sovjetunionen, en arbejderstat, forsvarede sig imod en imperialistisk magt. Det faktum, at det sovjetiske lederskab allierede sig ikke bare militært med den vestlige imperialisme – hvilket var absolut retfærdiggjort – men også allierede sig politisk med imperialismen, kan ikke ændre ved, at krigen var retfærdig. Krigen, hvor den sovjetiske stats arbejdere og bønder kæmpede imod den tyske imperialisme, var en retfærdig krig ud fra ethvert marxistisk-leninistisk synspunkt. I den krig var vi 100 procent for den ene parts sejr. Vi var absolut tilhængere af, at det sovjetiske folk besejrede de morderiske imperialistiske tyske røvere.

 

For det fjerde var der en retfærdig krig, hvor de undertrykte afrikanske asiatiske folk i kolonierne kæmpede for national selvstændighed (der foregik ikke noget lignende i Latinamerika). Det var en kamp, der rettede sig imod den britiske og franske imperialisme og nogle gange imod den japanske imperialisme og nogle gange endda mod begge, først den ene og så den anden. Det var således fuldt ud retfærdiggjorte krige for national selvstændighed, uanset hvilken type imperialistisk magt, de var rettet imod. Vi var lige så meget tilhængere af de indiske massers oprør mod den britiske imperialisme, såvel som den begyndende ceylonesiske frihedskamp, som vi var tilhængere af, at guerillaer i Burma, Indokina og Indonesien sejrede over henholdsvis de japanske, franske og hollandske imperialister. I Filippinerne var situationen endnu mere kompliceret.

 

Jeg vil ikke gå ind i alle detaljerne, men det centrale var, at alle disse nationale befrielseskrige var retfærdige, uanset hvilken type ledere, der stod i spidsen for dem. Når man vælger at anerkende det retfærdige i en given befrielseskamp, behøver man ikke samtidig at have politisk tillid eller give politiske støtte til lederne af kampen. Når en strejke ledes af forræderiske fagforeningsbureaukrater, så stoler man jo ikke på dem, men man støtter jo stadigvæk strejken.

 

Nu kommer jeg til den femte type krig, som er den mest komplicerede. Jeg vil sige, at den blev udkæmpet i hele den del af Europa, som var okkuperet af Nazi-Tyskland. Den var især vild i to lande: Jugoslavien og Grækenland, men også i lande som Polen, Frankrig og Italien antog den et vist omfang. Det var de undertrykte arbejderes, bønders og småborgeres frihedskamp mod den tyske nazi-imperialisme og dens lokale lakajer. Hvis man ikke anerkender, at det var en særlig type af krig, så er det det samme som at sige, at arbejderne og bønderne i Vesteuropa ikke havde ret til at kæmpe mod deres undertrykkere, med mindre de også var parate til at kæmpe imod undertrykkere, der ville tage tyskernes plads. Det er en uacceptabel holdning.

 

Det er sandt, at hvis ledelsen af den brede modstandsbevægelse forblev i hænderne på borgerlige nationalister, stalinister eller socialdemokrater, så ville man til sidst underlægge sig vestlige imperialister. Det var revolutionære kræfters ansvar at forhindre, at dette skete ved at forsøge at fjerne de forræderiske ledelser fra bevægelserne. Men det var ikke muligt, hvis revolutionære holdt sig udenfor og ikke deltog i disse bevægelsers kamp.

 

Hvad lå bag denne den femte type krig? Det var de umenneskelige forhold, som herskede i de besatte lande. Hvordan kan nogen tvivle på dette? Hvordan kan nogen påstå, at den virkelige årsag for modstandskampen var noget ideologisk, så som chauvinismen hos det franske folk eller hos ledelsen af den franske kommunistparti? En sådan forklaring er noget sludder. Folk slås ikke, fordi de var chauvinister. Folk gik i kamp fordi de var sultne, fordi de var maksimalt undertrykte, fordi der var massedeportationer af slavearbejdere til Tyskland, fordi der var masseslagtninger, fordi der var koncentrationslejre, fordi det var forbudt at strejke, fordi fagforeningerne var blevet forbudte, og fordi kommunister, socialister og fagforeningsfolk blev sat i fængsel.

 

Det er baggrunden for, at folk gik i kamp, og ikke fordi de var chauvinister. Selvfølgelig var de også af og til chauvinister, men det var ikke hovedårsagen til modstanden. Den vigtigste grund var, at de umenneskelige levevilkår og den sociale, politiske og nationale undertrykkelse var blevet så uudholdelig, at det pressede millioner af mennesker ind i kampen. Og man må stille sig selv spørgsmålet: Var det en retfærdig kamp, eller var det forkert at slås imod den ekstreme udbytning og undertrykkelse? Hvem kan seriøst argumentere for, at arbejderklassen i Europa skulle have afstået fra at kæmpe imod og have været passive i forhold til den nazistiske undertrykkelse og okkupation? Det er en uforsvarlig holdning.

 

Den eneste korrekte holdning var således, at der var en femte type krig, som repræsenterede et selvstændigt element i det, der skete mellem 1939 og 1945. Den korrekte marxistiske holdning burde have været:  Fuld støtte til alle massekampe og oprør mod nazisterne, hvad enten de er bevæbnede eller ubevæbnede, samtidig med at vi kæmper for at transformere disse til sejrrige socialistiske revolutioner. Det vil sige at kæmpe for at fjerne de forræderiske ledere, som ville alliere sig med vestlige imperialister, og som ønskede at opretholde kapitalismen efter afslutningen af verdenskrigen – hvad der faktisk var det, der kom til at ske. Jeg siger alt dette i et vist undskyldende tonefald, fordi det var denne holdning, som fra starten blev lagt frem og forsvaret af de belgiske trotskister overfor det, man kunne kalde den tids højrefløj og ultra-venstrefløj i den europæiske trotskistiske bevægelse.

 

Vi blive nødt til at forstå, at det, som skete i Europa i 1941, var en ægte variant af den permanente revolutionsproces, som kunne transformere modstandsbevægelserne til en socialistisk revolution. Jeg siger ”kunne”, men i det mindste var det faktisk, hvad der skete i et tilfælde, nemlig i Jugoslavien. De jugoslaviske kommunister lavede præcis denne transformation.

 

Selvom vi kritiserede den bureaukratiske måde, de gjorde det på, selvom de begik en række forbrydelser i processen, og selvom der var politiske og ideologiske afvigelser, så var det fundamentalt set den transformation, de lavede.

 

Vi har ikke nogen hensigt om at blive rygklappere for Tito, men vi må forstå, hvad han gjorde. Ved begyndelsen af oprøret havde kommunistpartiet blot 5.000 aktive deltagere. Men da de overtog magten i 1945, stod de i spidsen for en hær på en halv million arbejdere og bønder. Det var ikke nogen lille bedrift. De smadrede kapitalismen. Det var ikke den sovjetiske hær, og det var heller ikke Stalin, som ødelagde kapitalismen i Jugoslavien i kølvandet på den kolde krig. Det var det jugoslaviske kommunistparti, der var i spidsen af kampen, samtidig med at de bød Stalin hård modstand.

 

Der er masser af beviser på dette forhold: Der er en stribe af breve fra det sovjetiske kommunistparti sendt til jugoslaverne, hvor man skriver: ”Angrib ikke privat ejendom. Provoker ikke amerikanerne til fjendskab overfor Sovjet ved at angribe privat ejendom”. Men Tito og lederne af kommunistpartiet var fuldstændig ligeglade med, hvad Stalin fortalte dem, at de skulle gøre eller ikke gøre. De ledte en ledte en ægte permanent revolutionsproces i ordets historiske betydning, idet de transformerede en masseopstand mod en fremmed imperialistisk besættelse – en proces, der startede som et klassesamarbejde, men under bureaukratisk proletarisk ledelse – til en fuldstændig socialistisk revolution.

 

I slutningen af 1945 blev Jugoslavien en arbejderstat. Det var en enorm massemobilisering i 1944-45, hvor arbejderne overtog fabrikkerne, mens bønderne overtog jord, (som dog senere blev overtaget af staten på en overdrevet centraliseret måde). Privat ejendom blev stort set afskaffet. Ingen kan benægte, at det jugoslaviske kommunistparti destruerede kapitalismen, selvom det skete ved hjælp af bureaukratiske metoder, undertrykkelse af arbejderdemokrati og endog nedskydning af folk, som man beskyldte for at være trotskister (hvilket ikke var sandt, idet der ikke var noget trotskistisk sektion i Jugoslavien hverken på dette tidspunkt eller senere).

 

Endvidere blev kapitalismen ikke afskaffet ved hjælp af bureaukratiske manøvrer fra en fremmed hær, men ved hjælp af en ægte folkelig revolution og en enorm massemobilisering af den største slags, man har set i Europa. Det er sandheden. Den eneste sammenlignelige proces er den, som skete i Vietnam.

 

På den baggrund mener jeg, at revolutionære i andre af de besatte lande skulle grundlæggende have gjort det samme, som de jugoslaviske kommunister gjorde. Men selvfølgelig skulle man have anvendt bedre metoder og fået bedre resultater, der kunne have ført frem til arbejderdemokrati og arbejdermagt, der blev direkte udøvet af arbejderråd og ikke af et bureaukratiseret arbejderparti og et privilegeret bureaukrati.

 

Det er ikke det samme som at sige, at det var vores skyld, at den proletariske revolution slog fejl i Europa i 1945, fordi vi ikke anvendte den korrekte linje i modstandsbevægelsen. Det ville være en latterlig påstand. Selv med den bedste linje havde vi ikke haft succes. Styrkeforholdet var ikke til det. Styrkeforholdet mellem de kommunistiske partier og os, kommunistpartiernes prestige og deres forhold til Sovjetunionen, den lave grad af klassebevidsthed som et resultat af en lang periode med nederlag gjorde alt sammen, at det var umuligt for trotskisterne reelt at kunne konkurrere med stalinisterne om ledelsen i massebevægelserne.

 

Både de fejl, som trotskisterne begik i højre og ultra-venstreorienteret retning, havde faktisk meget lidt betydning for historiens gang. Det er blot fejl, som vi kan bruge, når vi skal drage nogle politiske konklusioner, så vi kan undgå at gentage disse fejltrin i fremtiden. Vi kan således ikke sige, at vi ikke fik indflydelse på den historiske udvikling, fordi vi tog fejl. Der kan drages to typer af erfaringer. De ledende kammerater i en af de to franske trotskistiske organisationer: POI (som var den officielle sektion) lavede en højreafvigelse i 1940-41. Det er der ingen tvivl om. POI startede fra et grundlæggende korrekt udgangspunkt, som er det, jeg har skitseret, men så gik sektionen et skridt for langt, da man implementerede denne linje, der inkluderende en midlertidig blok med det, som blev kaldt det ”nationale borgerskab”.

 

Jeg skal tilføje, at POI kunne bruge en sætning fra Trotskij, der støttede dette aspekt. Det skal man lige huske, inden man kommer med en for hurtig dom i denne sag. Denne sætning fandtes i starten af en af Trotskijs sidste artikler: ”Frankrig er ved at blive omdannet til en undertrykt nation”. I en undertrykt nation er der ikke nogen principiel grund til at afvise midlertidige, taktiske aftaler med det ”nationale borgerskab” mod imperialismen. Der er dog nogle betingelser. Vi laver ikke en politisk blok med borgerskabet. Kun rent taktiske aftaler med borgerskabet er acceptable. Vi skulle for eksempel have lavet sådan en aftale i 1942 i forbindelse med den indiske opstand. Det er et spørgsmål om taktik og ikke principper.

 

Det, der var galt med POIs ledelses holdning, var, at man ikke indså, at der var tale om en midlertidig situation. Hvis Frankrig permanent var blevet et semi-kolonialt land, så havde det været en anden historie. Men dette var en midlertidig situation. Frankrig forblev en imperialistisk nation med imperialistiske strukturer, som fortsatte under de Gaulle, hvor man fortsatte udbytningen af mange koloniale folk og opretholdt sit imperium i Afrika. Hvis man præmaturt ændrer sit syn på borgerskabet i lyset af det, der sker over få år i Frankrig, så risikerer man at lægge kimen til alvorlige politiske fejltrin.

 

Men rent faktisk fik det ingen praktisk betydning. Dem, som anklager de franske trotskister for at have begået ”forræderi” ved at lave en blok med borgerskabet i 1940-41, forstår ikke forskellen mellem en begyndende rent teoretisk fejlslutning og så en konkret forræderisk indsats i klassekampen. Der kom aldrig nogen aftale med borgerskabet. Der blev aldrig givet nogen støtte til borgerskabet, når det kom til stykket. Hver gang der var strejker, så støttede de franske trotskister arbejderne 100 procent. Hver gang der var en strejke mod franske kapitalister, tyske kapitalister eller en kombination af begge, så var de franske trotskister helt på arbejdernes side. Så hvor var forræderiet? Kritikerne blandede et muligt politisk fejltrin sammen med et rent teoretisk, som kunne have ført til alvorlige konsekvenser, men som aldrig gjorde det. Der var selvfølgelig nogle teoretiske fejl. Det nægter jeg ikke, men jeg mener, at de kammerater i POIs mindretal, som i 1942 kæmpede imod det, gjorde et godt stykke arbejde. I 1942 ændrede partiet så holdning, og den teoretiske fejl gentog sig ikke.

 

Den sekteriske fejl er derimod i min opfattelse meget mere alvorlig. Her påstod ultra-venstrefløjen af den trotskistiske bevægelse, at der slet ikke var noget progressivt over modstandsbevægelsen, og man nægtede at skelne mellem massemodstand, væbnet massekamp og de manøvrer og planer, som blev lavet af borgerlige nationalister, socialdemokrater og stalinister for at vildlede masserne. Dette fejltrin var så meget desto værre, fordi det førte til, at man holdt sig væk fra vigtige levende massekampe. De kammerater, som den dag i dag (i Lutte Ouvrière gruppen) insisterer på at sammenblande massebevægelser i de besatte lande med imperialismen, ved at sige at krigen i Jugoslavien var en imperialistisk krig, fordi den blev ført af nationalister, laver en komplet revision af den marxistiske metode. I stedet for at definere klassenaturen af en massebevægelse ved dens objektive rødder og betydning, så definerer man den på baggrund af dens ideologi. Det er et uacceptabelt skridt tilbage til historisk idealisme. Når arbejderne rejser sig imod udbytning og undertrykkelse med nationalistiske paroler, så må man sige: ”Oprøret er rigtigt, men revider venligst parolerne”. Man siger ikke: ”Oprøret er forkert, fordi parolerne er forkerte”. Et oprør bliver ikke borgerligt, fordi parolerne er borgerlige – det er en fejlagtig og fuldstændig ikke-materialistisk tilgang til tingene.

 

Trotskij advarede den trotskistiske bevægelse imod præcis den slags fejltagelser i sit sidste grundlæggende dokument – manifestet fra den ekstraordinære konference i 1940. Han understregede, at trotskisterne skulle være forsigtige med at karakterisere arbejderne på samme måde, som de borgerlige gjorde det, når de talte om nationalt forsvar. Det var nødvendigt at skelne mellem, hvad de sagde, og hvad de mente. Man skulle hellere se på den objektive historiske betydning af deres intervention, snarere end de ord, som de brugte. En situation, hvor en sekterisk del af den trotskistiske bevægelse ikke forstod dette og i stedet antog en position, hvor man holdt sig uden for kampe, hvori deltog hundredtusinder, endog millioner, af mennesker, ville være meget farlig for Fjerde Internationales fremtid.

 

At holde sig væk fra sådanne brede kampe af ideologiske grunde ville være det rene selvmord for en revolutionær bevægelse. Men vi havde ikke nogen sektion i Jugoslavien. Og havde vi haft en, ville den heldigvis ikke have været sekterisk. Og ellers ville vi heller ikke med kunne henvende os til de jugoslaviske kommunister og arbejdere med den autoritet, vi har i dag,

 

Vores første intervention i Jugoslavien kom først i 1948, og den forløb godt. Derfor kan vi i dag tale med en uplettet fane og med betydelig moralsk autoritet. Men hvis Lutte Ouvrières linje var blevet anvendt i praksis mellem 1941 og 1944 i Jugoslavien, og hvis de jugoslaviske trotskister havde holdt sig neutrale i borgerkrigen, så ville vi ikke have været ret stolte i dag, og vi ville sandelig ikke stå særlig stærkt i forsvaret af Fjerde Internationales program. Det er faktisk sådan, at nogle af de jugoslaviske kommunister, som blev trotskister, var helte i borgerkrigen. Det giver dem en vis prestige og moralsk autoritet. Det gør det nemmere for dem og for os at diskutere trotskisme i Jugoslavien i dag. Hvis vi havde skullet bære på en sort plet af passivitet, og det at vi havde holdt os ude af den store kamp, ville det – for at sige det mildt – have stillet os meget vanskeligt i dag.

 

Oversat fra marxist.org af Christian Holtet