Det her foreliggende er første trin på en umulig rejse, fortalt af Ronald Suny, i hans fyldige biografi om den unge Stalin – et arbejde, som han for nylig modtog den prestigefyldte Isaac Deutscher Memorial Prize for. Suny er historieprofessor ved the William H. Sewell Jr. Distinguished University under University of Michigan, og han er en produktiv akademiker der har skrevet meget om Sovjetunionens historie og Sydkaukasus.

Det var Sunys fokus på dette områd, parret med hans store interesse for ’marxismen og i særdeleshed den ødelagte og forvrængede historie om det russiske Socialdemokrati og i særdeleshed bolsjevismen’, som i første omgang øvede en tiltrækning på ham for 30 år siden (note 1). Men det var den efterfølgende åbning af arkiverne i Rusland og Georgien plus den nylige tilgængelighed til erindringer, som tillod ham at fuldende denne bemærkelsesværdige afhandling.

I et historiografisk essay i slutningen af bogen, skriver Suny, at mange vestlige biografer af Stalin næsten udelukkende har koncentreret sig om psykologien, når de med et enkelt ord skulle forklare hovedpersonens drift mod magt og brutalitet. Andre, der i store træk koncentrerer sig om sammenhængen, undlader at tage Stalins følelsesmæssige og intellektuelle udvikling i betragtning.

Suny undgår begge disse yderpunkter, men undersøger Stalins psykologiske udvikling som ’samspillet mellem drengen fra Georgien, udviklingen af hans karakter og de samfundsmæssige og kulturelle omgivelser’, han gennemlevede. Hvad der her foreligger er mere end en biografi; det er en righoldig politisk historie præget af Sunys egne socialistiske sympatier, af udviklingen af den socialistiske bevægelse i Sydkaukasus og i hele det russiske tsarvælde i begyndelsen af forrige århundrede.

Ungdom og radikalisering

Sunys beretning starter i 1879 med Ioseb (Soso) Jughashvilis fødsel, som søn af en fattig georgisk skomager Beso Jughashvili og hans kone Keke Geladze, i en lille landsby, Gori. I begyndelsen var Soso svagelig, men med alderen blev han atletisk, specielt inden for brydning og boksning, lige som han også kunne synge.

Fra en tidlig alder kendte han til misbrug fra sin alkoholiske far. Mange biografer har opfattet dette som afgørende for dannelsen af den senere Stalin. Men Suny mener, at Kekes umådelige ambitioner havde en endnu større indflydelse, kombineret med sønnens bemærkelsesværdige evner, som sikrede Sosos adgang til Goris kirkeskole og derefter til det teologiske seminarium i Tiflis, Georgiens hovedstad.

Under de første to år ved seminariet sikrede den dybt religiøse Soso sig hele tiden høje karakterer, og samtidig skrev han poesi til nationalistiske georgiske aviser. Men, som Suny skriver, ’seminariet i Tiflis viste sig at være en smeltedigel for både revolutionære og for præster.’

Sammen med sine medstuderende fra Georgien blev han udsat for den foragt, som de russiske præster nærede for hans georgiske sprog og kultur, plus også udsat for diskrimination grundet hans bondske og provinsielle baggrund.

Følgen blev, at han under sit tredje år blev inddraget i en studiegruppe, der læste forbudt litteratur, herunder værker af Marx og Engels. Hurtigt skiftede hans engagement fra religion til revolution, og han tilsluttede sig undergrundsbevægelsen, Socialdemokratiet.

Aktivisme, eksil og flugt

Efter eksklusionen fra seminariet i 1899 – angiveligt for ikke at have deltaget i den afsluttende eksamen – udvidede Soso sine aktiviteter som professionel revolutionær og mødtes regelmæssigt med arbejdere i Tiflis’ konspiratoriske centre. Han organiserede nye centre i den pulserende havneby Batumi. Han skrev også artikler til socialistiske blade, hjalp til med at oprette hemmelige trykkerier, rådgav strejkende arbejdere og arrangerede demonstrationer.

Hans udførelse af disse aktiviteter er blevet vurderet forskelligt. Sony skriver, at de, der arbejdede mest tæt med Soso, betragtede ham som ’en folkets mand, enkel, direkte og målrettet arbejdernes sag’.

Men hans radikalisme og ligefremme kritik af ledelsen bragte ham i stigende grad i konflikt med de marxistiske veteraner, i særdeleshed med deres leder Noe Zhordania. Over for dem optrådte Jughashvili hæmningsløs intrigant. Ud fra Sunys fortælling forekommer det, at begge billeder forekommer at stemme.

Et eksempel på Sosos hæmningsløse optræden var hans kraftige anbefaling af en demonstration uden for fængslet i Batumi i marts 1902. Ved den massakre, der fulgte, blev 13 arbejdere dræbt og dusinvis af andre såret. Demonstrationen medførte også, at Jughashvili selv blev pågrebet af politiet og sendt i eksil til det østlige Sibirien. Det skulle blive det første af de seks eksiler, han derefter skulle opleve. Hans efterfølgende flugt i januar 1904 skulle blive den første af fem – et vidnesbyrd om, hvor åbent det tsaristiske eksil i Sibirien var.

Bolsjevisme, revolution og væbnede enheder

Da han vendte tilbage til Kaukasus, fandt Soso – der nu kaldte sig for ’Koba’ efter en helt i en georgisk novelle – det russiske Socialdemokrati splittet i fraktioner. Efter den 2. kongres i det Russiske Socialdemokratiske Arbejderparti (RSDRP) i 1903 var det blevet delt i et flertal bestående af Lenins bolsjevikker, ’mere præcist identificeret med organiseringen af socialdemokratiske professionelle.’ og Julius Martovs mensjevikiske minoritet som ’ønskede et parti, der i bredere forstand blev identificeret med arbejderbevægelsen.’ (2)

I Georgien var der et stort flertal, herunder Koba, der i starten tilsluttede sig den bolsjevikiske position. Suny beretter, at for Jughashvili var det en næsten uundgåelig holdning i betragtning af hans ’ophøjede forståelse for lederskabets rolle i dannelsen af politisk bevidsthed.’

I de efterfølgende år lykkedes det mensjevikkerne i Georgien at få flertal i Socialdemokratiet, i vid udstrækning ved at overbevise arbejderne om, at bolsjevikkerne gik ind for, at de intellektuelle skulle dominere bevægelsen. Men Koba holdt fast på bolsjevikkerne og brugte megen kraft på partikampen, og han blev den ledende person i fraktionen.

I de fleste Stalinbiografier om den turbulente periode omkring 1905-revolutionen og eftertiden skildres den som et ’tomrum’. Suny viser imidlertid, at i denne periode var Koba dybt engageret i den indre partistrid, idet kan skrev meget i den bolsjevistiske presse og var leder af hemmelige væbnede grupper.

Det var i denne periode, hvor bolsjevikker og mensjevikker i Kaukasus organiserede væbnede kampenheder, bestående af arbejdere og bønder, der modsatte sig angreb fra hær og politi. Med tiden blev de forvandlet til guerilla-enheder, der udførte drab på fjendtlige embedsmænd og røverier for at finansiere kampen.

Det er sikkert, at Koba hjalp til med at organisere både røverier og mord. Men, som Suny skriver, var hans engagement i den kendteste af disse aktioner – det sensationelle røveri mod statskassen i Tiflis – kun ’perifert’.

Baku og det nationale spørgsmål

På grund af den mensjevikiske dominans i partiet i Georgien flyttede Kobe til Baku [den nuværende hovedstad i Aserbajdsjan] i juni 1907, den centrale olieby ved det Kaspiske Hav. Her havde den revolutionære opstand i 1905 åbnet op for muligheder for en legal arbejderbevægelse.

Mange aktivister fra partiet udnyttede muligheden og kastede sig over lovlige fagforeningsaktiviteter. Men veteranerne blandt ’partimedlemmerne’, herunder Koba, modsatte sig denne udvikling, og fortsatte med fokus på undergrundsarbejde, herunder også internt fraktionsarbejde. Kobas hårde stil, hans tvivlsomme metoder og intense kappestrid skabte spændinger i hans egen fraktion, men hans indsats var med til at sikre en bolsjevikisk dominans i Baku.

I sidste ende blev arbejderbevægelsen en succes, som inddrog selv Koba i fagforeningsarbejde. Suny bemærker, at disse år var blandt de få, hvor han blev direkte involveret i arbejderklassens daglige økonomiske kamp. Men erfaringerne herfra ser ud til at have haft stor indflydelse på ham og påvirket hans stillingtagen med hensyn partidebatten i bredere forstand.

Det var i denne periode, hvor ’likvidatorerne’ blandt mensjevikkerne argumenterede for at opgive det underjordiske arbejde, mens ’realisterne’ blandt bolsjevikkerne afviste arbejde inden for de lovlige institutioner og krævede, at delegaterne i den russiske Duma blev trukket tilbage.

Som en veteran fra det underjordiske arbejde var Koba umiddelbart imod likvidationismen, men han var også en ivrig tilhænger af Lenin, der gik ind for, at man i fuld udstrækning skulle gøre brug af alle legale muligheder, ’fra Dumaens talerstol og fagforeningerne til kooperativer og begravelsesforeninger.’

Kobas aktiviteter i Kaukasus fik en brat ende, da han blev arresteret i marts 1910 og igen sendt i eksil i Sibirien. Men efter hans frigivelse åbnede der sig et bredere virkefelt i starten af 1912, da han blev optaget i ledelsen af bolsjevikpartiet som ansat under Centralkomiteen.

Han blev ansat som rejsesekretær med arbejde blandt lokale aktivister over hele Rusland, men han bidrog også i redaktionen af den nye bolsjevikiske avis, Pravda, hvor han skrev både for den og for andre udgivelser. Det var på denne tid, at pseudonymet ’Stalin – ’stålmanden’ – for første gang dukkede op på siderne i Sotsial-Demokrat.

Efter endnu en arrestation og flugt blev Stalin også pålagt hvervet med at organisere valgene for de bolsjevikiske delegerede til Dumaen. Da man nåede frem til januar 1913, var han ’trådt ind i bolsjevikfraktionens inderkreds’, og han var nu ’en af Lenins tro væbnere.’

Det var i denne egenskab, at Lenin gav ham til opgave et skrive en længere erklæring om nationalitetsproblemet. På denne tid var ’det nationale spørgsmål’ et varmt debatemne blandt socialister, både i tsardømmet og internationalt.

Socialister på den yderste venstrefløj var imod alle former for indrømmelse til nationalismen. Grupperinger på højrefløjen underordnede kampen for socialisme de nationale behov. Mellem disse to yderpunkter befandt der sig nogle, der gik ind for en national kulturel autonomi. Lenin var modstander af alle disse opfattelser og gik ind for regional autonomi og retten til selvbestemmelse, som gjaldt for alle nationale grupperinger, det samme gjaldt retten til løsrivelse.

Det var dette standpunkt, som Stalin forsvarede i sin “Marxism and the National Question.” Trotskij beskrev senere værket som i et og alt inspireret af Lenin, skrevet under hans opsyn og udgivet af ham – en vurdering, som Suny siger, at selv om den er ’smålig’, er den et meget godt udtryk for Stalins ’intellektuelle gæld til Lenin, omend ikke den redaktionelle’.

Eksil, krig og 1917

Stalins sidste arrestation skete i slutningen af februar 1913, og fire år med eksil fjernede ham fra ledelsen af bolsjevikkerne og deres diskussioner om Første Verdenskrig. Suny beskriver antikrigs-indstillingen og internationale holdning, men mener, at Stalin ikke helt igennem støttede Lenins yderliggående krav om Ruslands nederlag.

Hvis det er tilfældet, har man et af mange eksempler på, at han var uenig med Lenin. Et andet var hans holdning til den provisoriske regering i 1917.

Februar-revolutionen befriede Stalin fra hans eksil, og han vendte tilbage til Petrograd, hvor han fik plads i bolsjevikkernes russiske bureau. Herfra udtalte han sin mistillid til den provisoriske regering, samtidig med at han opfordrede den til at afslutte krigen – en stillingtagen, som var i strid med Lenins modstand mod enhver støtte til regeringen. Men Stalin tilsluttede sig snart Lenins holdning.

Fordi Stalin ikke under revolutionen indtog noget, der kunne ligne en prominent stilling i offentlighedens øjne, blev han af den mensjevikiske historiker Susjanov afvist som en ’sløret erindring.’ Desuden har senere biografer karakteriseret ham som ’manden, der gik glip af revolutionen.’ (3)

Suny gør en stor sag ud af, at dette på en afgørende måde underdriver Stalins betydning. Selv om han hverken var en populær taler eller en stor strateg, var hans bidrag til 1917 betydeligt. Det omfatter centrale artikler i den bolsjevikiske presse, mange forskellige politiske opgaver, hans ansvar for vigtige forhandlinger, og mest karakteristisk hans afgørende rolle som den centrale leder af det bolsjevikiske parti i sommeren 1917, da Lenin, Sinovjev, Kamenev og Trotskij enten var i fængsel eller i skjul.

Stalinismens sæd

Historikeren Stephen Cohen sagde engang, at bolsjevismen 1917-28 ’indeholdt vigtige ’sædekorn’ til stalinismen’, men også ’andre vigtige, ikke-stalinistiske sædekorn,’ og at disse stalinismens ’sædekorn’ skulle man finde andetsteds.’ (4)

På samme måde kan man sige, at Stalins person og politik anno 1917, således som den bliver beskrevet af Suny, indeholder mange forskellige sædekorn, men at der kun er få af dem, som bidrog til væksten af den giftige plante, som vi har lært at kende som stalinismen.

Der skulle gå mange år med afgørelser, aktioner, begivenheder og påvirkninger, før disse sædekorn blev næret, og andre blev ødelagt. Der skulle desuden komme en vifte af andre faktorer – uden forbindelse til Stalin – som skulle fremme denne udvikling.

Men det er en anden historie – som vi håber at Suny vil skrive. I anden sammenhæng har han sagt: ”Måske, hvis jeg lever længe nok, vil jeg skrive bind 2. Tiden vil vise det. Inshallah.” (5) Vi siger også inshallah.

Noter:

1) Stalin: Passage to Revolution,” Wilson Center, April 12, 2021.

2) Efterfølgende opstod der dyberegående strategiske uenigheder, hvor mensjevikkerne gik ind for en alliance mellem arbejderklassen og det liberale borgerskab, der skulle føre til en borgerlig demokratisk revolution. Bolsjevikkerne gik ind for en alliance mellem proletariatet og bønderne, der skulle føre til en mere radikal demokratisk-borgerlig revolution.

3) Udtrykket stammer fra titlen på en biografi af Robert M. Slusser: Stalin in October: The man who missed the revolution (1987).

4) Stephen F. Cohen: “Bolshevism and Stalinism,” I: Stalinism: Essays in historical interpretation. Edited by Robert C. Tucker. (New York, 1977).

5) Chris Maisano, “How Josef Stalin became a Bolshevik: An interview with Ronald Suny,” I: Jacobin, 29. maj, 2021.

Oversat fra Against the Current marts/april 2022 af Stig Hegn

Ronald Grigor Suny: Stalin: Passage to revolution. Forlag: Princeton University Press, 2020, 857 sider, $39.95 hardback, $29.95 paperback.

—

Blandt Sunys tidligere værker kan nævnes The Baku Commune, 1917-1918 (1972); Armenia in the twentieth century (1983); The making of the Georgian nation, (1988, 1994); The revenge of the past: Nationalism, revolution, and the collapse of the Soviet Union (1993); The Soviet experiment: Russia, the USSR, and the successor states (1998, 2011); og They can live in the desert but nowhere else: A history of the Armenian genocide (2015);

Anmelderen, Tom Twiss, er emeritus bibliotekar ved University of Pittsburgh, USA. Som bibliotekar var han medlem af International Responsibilities Task Force of the Social Responsibilities Round Table of ALA, hvor han beskæftigede sig med skader på palæstinensiske biblioteker i 2002 og året efter underskriver for samme på en opfordring til USAs regering om at forlade Irak. Han har skrevet: Trotsky and the problem of Soviet bureaucracy, 2015. Sammen med Paul Le Blanc og Dianne Feeley har han også skrevet: Leon Trotsky and the organizational principles of the revolutionary party, udgivet af 4. Internationale, 1984. Flere artikler om Sovjets historie i tidsskriftet Against the Current.