Foto: Vil den ukrainske regering ofre landet eller oligarkerne, spørger den socialistiske organsiation Sotsialnyi Rukh.

 

Det, som Moskva forventede ville blive en krig på få uger, er nu gået ind i sit femte år. Ukrainske jernbanearbejdere, minearbejdere og ansatte i energiforsyningen holder landet kørende under russiske bombardementer, mens Ukraines oligarkiske stat ikke vil bede de rige om at betale for forsvaret.

 

Vi er på vej ind i slutspillet. Den anden Trump-regering har fjernet militær hjælp bortset fra udvekslingen af efterretninger, og med øget amerikansk aggression i Mellemøsten er de andre NATO-lande ikke i stand til at købe de avancerede amerikanske våben, der er nødvendige for Ukraines forsvar mod raketangreb. En yderst ugunstig russisk-amerikansk aftale er nu det mest sandsynlige udfald af konflikten.

 

Krigens pris

I det frie Ukraine bliver krigen stadig farligere for civile. 2025 var det mest dødbringende år i krigen (2.514 verificerede dræbte, 12.142 sårede), og alene de første fire måneder af 2026 resulterede i 815 verificerede civile dødsfald og 4.174 sårede. [1]

 

Seks millioner ukrainere lever under russisk besættelse. Der er omkring fem millioner ukrainske flygtninge i Vesteuropa, flere millioner i Rusland og 3,7 millioner internt fordrevne (IDP'er). Af de 300.000 indbyggere, der boede i Kherson før krigen, er der kun omkring 65.000 tilbage, hvoraf mere end to tredjedele er pensionister. [2] Hver vinter angriber Rusland systematisk energiforsyningsnettet. Hospitaler, skoler, biblioteker, museer, kirker, kornterminaler, vandforsyningen og fjernvarmenettet er bevidst blevet ramt.

 

Manøvrekrigen i 2022, hvor ukrainske styrker forsvarede Kiev og befriede Kharkiv og Kherson, blev i 2023 afløst af en fastlåst situation med befæstede fronter. Ukraines sommerkontraoffensiv i 2023 gennembrød fronten Fra 2024 rykkede de russiske styrker ubarmhjertigt frem. I 2025 var dronekrigen blevet den dominerende taktiske realitet, hvor droner nu forårsager omkring 70 procent af tabene på begge sider. Russernes overlegenhed med hensyn til glidebomber, elektronisk krigsførelse og mandskab blev delvist opvejet af Ukraines fordele inden for droneproduktion og asymmetrisk improvisation og – indtil pausen i Trump-æraen – af overlegne vestlige præcisionsvåben.

 

FPV-droner (first-person view) til lidt over 2000 kroner [3] ødelægger rutinemæssigt russisk udstyr til en værdi af millioner, og det meste af innovationen finder ikke sted i Vesten eller i oligarkernes private våbenvirksomheder i Kiev, men i værksteder, garager og køkkener finansieret af familier, frivillige og små donornetværk, herunder de anarkistiske Solidaritets Kollektiver. [4] Armin Papperger, administrerende direktør for Rheinmetall, afviste denne hjemmeindustri over for The Atlantic i slutningen af marts 2026 som ”ukrainske husmødre” med ”3D-printere i køkkenet”, der leger ”med Lego” i stedet for at skabe reel innovation. Zelenskyjs svar – at enhver sådan husmor kunne være administrerende direktør for Rheinmetall – anerkendte civilsamfundets rolle, men opretholder illusionen om, at en større krig kan udkæmpes uden statslig koordinering og finansiering af våbenproduktion.

 

Den pris, de ukrainske arbejdere betaler

Modstandsdygtighed har en ikke så romantisk kerne: de arbejdere, der holder landet kørende, mens bomberne falder. Netværk for modstandsdygtighed i forhold til energiforsyningen har fungeret gennem fire vintre, ligesom kommunalarbejdere inden for vand, fjernvarme og kloakering. Ukrzaliznytsia-jernbanearbejdere har holdt passager- og godstransporten i gang trods de systematiske angreb på jernbane-infrastrukturen og har betalt en frygtelig pris: I oktober 2025 var omkring 949 jernbanearbejdere blevet dræbt. [5]

 

Arbejdere ved energiforsyningen bliver rutinemæssigt dræbt og såret, når de genopretter elnettet under vedvarende beskydning. Den 1. februar 2026 blev tolv mennesker dræbt mindst seksten sårede i et russisk Shahed-droneangreb på en bus, der transporterede minearbejdere mellem vagter i Dnipropetrovsk-regionen. Mykhailo Volynets, formand for Forbundet af Frie Fagforeninger i Ukraine (KVPU) og af Den Uafhængige Minearbejderforening (NPGU), beskrev angrebene som et bevidst mønster: ”Minearbejdere kan ikke arbejde sikkert... Hundredtusinder af mennesker er tvunget til at leve og arbejde under konstant stress og angst.” [6] IndustriALL registrerer 2.968 ukrainske arbejdere, der er blevet såret af russiske angreb, mens de udførte deres arbejdsopgaver, hvoraf 857 er døde; alene i 2025 blev 1.101 arbejdere såret og 220 dræbt, det højeste årlige tal siden invasionen. [7]

 

Oligarkernes formuer er stort set blevet skånet. Landet betaler lønninger og pensioner med vestlig finansiel bistand, ikke skatteindtægter. Volodymyr Zelenskyjs konservative-neoliberale krigsregering [8] har fortsat den neoliberale kurs fra før krigen. Vitaliy Dudin, arbejdsretsadvokat og tidligere formand for den demokratisk-socialistiske organisation Sotsialnyi Rukh (Social Bevægelse), insisterer på, at ”arbejdere, bønder, offentligt ansatte - arbejderklassen - betaler en uforholdsmæssig høj pris i denne konflikt. Nylige love har reduceret den sociale beskyttelse og gjort det lettere at afskedige folk, selv i krigstid. Mens Ukraines eksistens afhænger af borgernes modstandsdygtighed og kollektive indsats, arbejder regeringen på at svække selve grundlaget for denne solidaritet.” [9] Et land, der kæmper for overlevelse, bliver knust, fordi staten ikke er villig til at bede de rige om at betale for forsvaret.

 

Sammenbruddet i den militære støtte fra Vesten

Vestlig støtte har altid været snævert betinget. Modviljen i 2022 mod at levere tunge (»offensive«) våben gav i 2023 og 2024 plads til leverancer af HIMARS, NASAMS, Patriot-batterier og -interceptorer, Leopards, Abrams og F-16'ere. Den anden Trump-regering afbrød denne udvikling fra januar 2025: en indledende suspension af militær bistand og udveksling af efterretninger blev delvist ophævet under europæisk pres, men den meste af den amerikanske militærbistand er ikke genoptaget. Især avanceret luftforsvarsammunition – Patriot PAC-3-interceptorer, langdistanceangreb af ATACMS-klassen – afhænger af amerikanske produktionslinjer, der nu er omdirigeret til Mellemøsten. Europæiske regeringer har aftalt at købe amerikanske våben som donation til Ukraine, men den faktisk leverede mængde ligger stadig langt under 2024-niveauet.

 

Trump-Putin-topmødet i Anchorage i august 2025 resulterede i en 28-punkts ramme, udarbejdet af Rusland og præsenteret gennem Trumps udsending Steve Witkoff, der strukturerede en opdeling af Ukraine som grundlag for en løsning; det europæiske 24-punkts modforslag blev trukket tilbage inden for få dage. Den europæiske genoprustning er blevet annonceret som »støtte til Ukraine«, men hovedparten af de nye udgifter er på kontrakter til levering til egne nationale lagre, ikke til Ukraine.

 

Samfundet gør modstand

Staten har hverken bedt de rige om at betale eller beskyttet dem, der holder landet i gang. Den har abdiceret, og civilsamfundet har båret byrden. Den massive mobilisering af det ukrainske civilsamfund i foråret 2022 har skiftet form gennem de fire år, men er ikke brudt sammen. Netværk af frivillige, indsamling af midler til droner og køretøjer til fronten og redningstjenesterne samt støtte til fordrevne familier er fortsat stabile. Prytulok-solidaritetskulturen (tilflugtssteder), crowdfunding til soldater ved fronten og traditionelle kirkelige sociale støttenetværk har holdt stand. Udmattelsen bliver stadig mere synlig: faldende donorstøtte, længere indsamlingskampagner, udbrændthed blandt frivillige.

 

Den frivillige infrastruktur, der har holdt landet sammen, er i sig selv stærkt feminiseret. Daria Saburova, der refererer til feltarbejdet bland frivillige fra arbejderklassen i Kryvyi Rih i sin bog fra 2024, Travailleuses de la résistance, argumenterer for, at ”forarmelsen af arbejderklassen” i Ukraine ”først og fremmest har et kvindeligt ansigt.” Kvinder er koncentreret i landets lavest betalte job i den offentlige sektor – undervisning, sygepleje, børnepasning, socialt arbejde – og det er netop disse sektorer, der rammes hårdest af skader på infrastrukturen og de største nedskæringer i finansieringen. Meget af det, der gøres for fronten (madlavning, tøjvask, vævning af camouflagenet, indsamling af midler, pleje af fordrevne og sårede), er ulønnet kvindearbejde. Da mændene er blevet mobiliseret, har kvinderne også påtaget sig ansvaret for at støtte familien, pleje de ældre, børnene og de sårede samt en uforholdsmæssig stor del af arbejdet for at overleve. Grupper som Veteranka, Vær Som Os, Zla Mavka, de ulønnede frivillige netværk opererer i denne materielle kontekst og er formet af det.

 

Omkring 8 procent af de væbnede styrker er kvinder. Veteranka, Ukraines første organisation for kvindelige veteraner, har været en af landets mest konsekvente liberale/progressive feministiske kræfter og er vokset fra cirka tyve medlemmer i 2018 til over 1.700 ved udgangen af 2024. Da forsvarsministeriet først udleverede kvinders sommeruniformer til kvinder i februar 2024, og vinteruniformerne stadig ikke er tilgængelige, producerede Veterankas systue ca. 700 sæt gratis uniformer, der var skræddersyet til kvindekroppe – kvinders ulønnede arbejde udfylder igen det tomrum, som en stat, der ikke leverer, har efterladt. Mellem februar 2022 og midten af 2025 indsamlede organisationen over 90 millioner ukrainske hryvnia (cirka 13,2 millioner kroner) og leverede køretøjer, droner, ammunition og udstyr til fronten. Veterankas leder, Kateryna Pryimak, sætter de politiske indsatser klart på spil: ”I dag er militæret den gruppe i samfundet med færrest rettigheder, og kvinder i hæren står over for de største begrænsninger.” Veterankas andragende om lovforslag 13037 - vedtaget af det ukrainske parlament Verkhovna Rada med 276 stemmer den 25. februar 2026, symbolsk på den ukrainske kvindedag - forpligter kommandører til at undersøge sager om diskrimination og vold i de væbnede styrker, påbyder nul-tolerance over for chikane og definerer formelt seksuel chikane som en disciplinær forseelse. [10]

 

Anti-autoritær frivilligpolitik har været det mest synlige venstreorienterede engagement ved fronten og bag den. Solidarits-Kollektiverne er det mest betydningsfulde netværk. Det beskriver sig selv som ”en gruppe ukrainske anarkister, der forenede sig, da den russiske invasion begyndte, for at støtte vores kammerater, der kæmper ved fronten, og hjælpe dem, der er ramt af den russiske invasion. ” [11] I praksis har dette betydet skudsikre veste, hjelme, termiske kameraer, droner og køretøjer til antiautoritære og venstreorienterede krigere i de væbnede styrker, herunder det territoriale forsvar; humanitære konvojer til Bucha, Bilohorodka og Kramatorsk samt produktion af FPV-droner.

 

Modstand under besættelse

Det er i de besatte områder, at den civile modstand har været mest udsat og mindst synlig internationalt. Intens russificering i de regioner, der har været besat siden 2014, og dem, der blev erobret i 2022, omfatter pres for at antage russisk statsborgerskab, skolepensum, der styrker russisk »patriotisk uddannelse« for børn helt ned til tre år, samt militariserede konkurrence-aktiviteter under russisk militært tilsyn. Selv det at tale ukrainsk kan føre til anholdelse, tortur og domfældelse. Mere end 20.000 ukrainske børn er blevet deporteret og russificeret, og kun 2.133 var vendt tilbage pr. maj 2026. Den 12. marts 2026 konkluderede FN's uafhængige internationale undersøgelseskommission om Ukraine, at »deportation og tvangsoverførsel af ukrainske børn foretaget af russiske myndigheder samt tvungne forsvindinger udgør forbrydelser mod menneskeheden.« [12]

 

Ekspropriering af ejendom er ved at omdanne de besatte områders geografi til »Nyt Rusland«. Mere end 38.000 boliger er blevet registreret som »forladte« af de russiske myndigheder, og bosættere fra Den Russiske Føderation flytter ind i stort antal.

 

Krim-tatarerne --- de første ofre for besættelsen i 2014 --- udsættes fortsat for systematisk forfølgelse: forbuddet mod Mejlis [krim-tatarernes regering, o.a.], russisk værnepligt for krim-tatariske mænd, forfølgelse på grundlag af falske anklager om islamisk ekstremisme, undertrykkelsen af det krim-tatariske sprog. Mustafa Dzhemilev, den mangeårige krim-tatariske leder, tidligere sovjetisk politisk fange og ukrainsk parlamentsmedlem, advarer om, at enhver aftale, der accepterer den russiske besættelse af Krim, vil betyde en katastrofe for hans folk – ”Vi kæmpede i et halvt århundrede for at kunne vende tilbage til vores hjemland; nu er vi igen tvunget til at flygte.” [13]

 

Civil modstand under besættelsen har også taget form af det civile ulydighedsnetværk Modstandsbevægelsen Det gule bånd, partisanaktioner og nægtelse af at antage russisk statsborgerskab på trods af stigende omkostninger ved det. Det rent kvindelige Zla Mavka-xxxxxxxxxxxxxxxnetværk (Den onde Mavka, opkaldt efter den kvindelige skovånd i ukrainsk folklore), der blev grundlagt i det besatte Melitopol i begyndelsen af 2023, uddeler ukrainsksprogede løbesedler, ødelægger russisk propaganda og koordinerer ikke-voldelig modstand på tværs af Krim, Zaporizhzhia og andre besatte regioner; dets aktivister udnytter det, som grundlæggerne beskriver som besætternes antagelse om, at kvinder ikke kan være sabotører – og vender kønsbestemt usynlighed til en operationel fordel. [14]

 

Faglige rettigheder under besættelsen er systematisk blevet ophævet. Som Vasyl Andreyev fra den ukrainske faglige landsorganisation FPU og Luca Cirigliano fra Det Schweiziske Fagforeningsforbund, begge medlemmer af ILO's styrelsesråd, rapporterede i januar 2026, er ukrainske arbejdere i de besatte områder »tvunget til at acceptere russisk arbejdsret, lade sig registrere under besættelsesmyndighederne eller anskaffe russiske pas - ellers risikerer de tilbageholdelse eller afskedigelse«; fagforeningernes ejendom er blevet beslaglagt og overdraget til Kreml-støttede strukturer. [15]

 

Sprog som casus belli og som praksis

Ruslands begrundelse for krigen er baseret på påstanden om, at landet forsvarede russisktalende i Ukraine. Hanna Perekhoda, en historiker fra Sotsialnyi Rukh med oprindelse i Donetsk, insisterer på, at ”før den russiske invasion i 2014 eksisterede der praktisk talt ikke noget sådant problem i Ukraine. Det var en russisk diskurs, der havde til formål at nære interne konflikter ved at bruge den russisktalende befolkning som et redskab til deres egne politiske formål om at underlægge sig Ukraine.” [16] Hun bemærker, at den faktiske virkning af krigen har været det modsatte af det, Moskva forudsagde: ”krigen og de grusomheder, russerne har begået, har fået mange ukrainere til kun at tale ukrainsk.” [17] De fleste militære enheder (herunder de ultranationalistiske Azov-inspirerede enheder) fungerer på russisk, hvilket afspejler deres rekruttering fra det centrale og østlige Ukraine, de regioner, hvor russisk er mest udbredt.

 

Krigen har bestemt styrket visse reaktionære ukrainske nationalistiske strømninger med konstant pres for at fjerne russisk fra det offentlige liv, nedgørelse af russisktalende ukrainere og restriktive love om brugen af russisk (og andre mindretals-sprog) i officiel kommunikation, i den offentlige sektor og i uddannelsessystemet. Loven fra juni 2022 om ukrainsk musik i radio- og tv-udsendelser, der træder i kraft i oktober 2022, forbyder opførelse og udsendelse af musik af russiske statsborgere fra efter 1991, med en undtagelse på en ”hvid liste” for dem, der offentligt har fordømt invasionen og erklæret støtte til ukrainsk suverænitet.

 

Den russisk-ukrainske sprogkonflikt er et produkt af, ikke en årsag til, russisk aggression - som den ødelæggelse, Rusland har påført de russisktalende byer Mariupol og Kharkiv, tydeligt viser.

 

Antikorruption: Bagfronten bryder sammen

De største borgermobiliseringer siden starten på fuldskalakrigen fandt sted i sommeren 2025. Protesterne mod korruptionen – udløst af lovforslag 12414, som fratog antikorruptions-myndighederne deres operationelle uafhængighed [18] – fandt sted i 22 byer, med 13.000-16.000 deltagere i Kiev. Generation Z og militærveteraner udgjorde rygraden i protesterne. Et Facebook-opslag fra veteranen Dmytro Koziatynskyi gentog eksplicit Mustafa Nayems opfordring fra 2013, der bragte de første folkemængder til Maidan (Euromaidan-revolutionen i 2013–14). Vitaliy Dudin så et særligt politisk øjeblik: ”Disse mobiliseringer er kaotiske af natur. Folk har ikke haft erfaring med massedemonstrationer i mere end tre år. Politiske partier har ingen indflydelse på denne bevægelse. I hvert fald ikke endnu.” [19] Hans kollega i Sotsialnyi Rukh, Denys Pilash, bemærkede, at der ved en stiltiende aftale ikke var nogen, der ved demonstrationerne viste deres politiske tilhørsforhold. Dudin så en mulighed: ”Vi kan få nye venner der. Vi ser i disse demonstrationer, hvor dybt kravet om social retfærdighed er.”

 

Regeringen trak delvist i land. I november 2025 afslørede antikorruptions-myndighederne en bestikkelsessag på 100 millioner dollar (ca. 650 millioner kroner) i det statslige atomkraftselskab Energoatom, der implicerede Zelenskys mangeårige forretningspartner Timur Mindich samt Andriy Yermak, præsidentens stabschef, der trådte tilbage den 28. november 2025 efter en razzia i hans hjem. [20] Ifølge Semen Kryvonos, chef for det nationale antikorruptionsbureau (NABU), ”ville Energoatom-sagen ikke have fundet sted uden [juli]-protesterne. Den ville helt sikkert være blevet ødelagt.” [21]

 

LGBT-rettigheder i krigstid

Over seks hundrede LGBT+-militærpersoner og veteraner organiserer sig nu åbent gennem LGBT Military for Equal Rights og udfører tjeneste i mindst 59 enheder med enhjørning-mærket på uniformen under det nationale flag - vedtaget i 2014 som et sarkastisk svar på russiske påstande om, at ”der ikke er homoseksuelle i hæren”  Deres synlighed har haft politiske konsekvenser. I et land, hvor homoseksualitet var kriminaliseret indtil 1991, og hvor den offentlige holdning forblev overvejende fjendtlig indtil umiddelbart før fuldskala-invasionen, har de erklærede LGBT-soldaters indsats i kampen og det uimodsigelige modargument, som dette udgør over for en russisk stat, der klassificerer LGBT-identitet som ”ekstremisme”, gjort mere for den politiske legitimitet af ukrainske LGBT-rettigheder end tidligere årtiers agitation.

 

Meningsmålinger viser nu et markant skift i den ukrainske offentlige mening til fordel for juridisk anerkendelse og beskyttelse. Nogle liberale reformer er blevet gennemført trods begrænsninger. Den 25. februar 2026 anerkendte Ukraines Højesteret et par af samme køn som en familie og ”bekræftede, at en sådan anerkendelse kan baseres på dokumenterede omstændigheder i deres fælles liv snarere end på politiske beslutninger eller eksistensen af formelle partnerskabslove.” [22]

 

Højreekstremisterne

De højreekstremistiske partier Svoboda og Højre Sektor lå i meningsmålingerne på encifrede tal før 2022 og har ikke haft repræsentation i parlamentet siden 2014. Den yderste højrefløj er mest synlig andre steder: i kommunalpolitikken i Lviv og dele af det centrale og vestlige Ukraine, i gademobiliseringer omkring historisk erindring, sprog og minoriteter, og i fysiske angreb på den ukrainske venstrefløj. Ifølge Ihor Vasylets fra Pryama Diia »har der været overfald i Kiev og ved flere andre lejligheder, og det er et ret alvorligt problem, der forhindrer os i at arbejde aktivt på gaden og på universitetet.« [23]

 

Arbejdere, soldater, venstrefløjen

Blandt de organiserede politiske kræfter i Ukraine er den antikapitalistiske venstrefløj lille, men med en markant stemme og praktisk engagement. Sotsialnyi Rukh (Social Bevægelse) [24] er den største antikapitalistiske organisation. Medlemstallet er fordoblet under krigen, men ligger stadig på nogle få hundrede. Organisationen skriver om sig selv, at de »i disse svære tider for Ukraine konsekvent forsvarer arbejdernes, veteranernes og de internt fordrevnes interesser, og samtidig støtter militært personale.” [25] Deres program om progressiv beskatning, eftergivelse af udlandsgælden, ekspropriering af oligarker, offentligt ledet genopbygning og faglige rettigheder udgør rammen for den radikale venstrefløjs svar på den politiske økonomi i krigstid.

 

Studenterforeningen Pryama Diia (Direkte Aktion), der blev genoprettet i februar 2023 og står tæt på Sotsialnyi Rukh, har opbygget et føderalt struktureret netværk af foreninger på universitetsniveau. [26] Dens kampagner er konkrete. På Det Nationale Akademi for Billedkunst og Arkitektur udarbejdede beboere på kollegiet, der i vinteren 2024-25 stod over for overpris på forsyninger og temperaturer under 16 °C, kollektive klager og derefter strejkevagter; i juli 2025 havde de opnået 2.200 UAH (ca. 325 kroner) pr. beboer til dækning af forsyningsudgifter, større reparationer og en fuldtidsansat pedel. Sideløbende tvang en kollektiv klage akademiet til at fjerne en statist, der var anklaget for chikane af flere kvindelige studerende. [27] Den 24. oktober 2025 blev en Pryama Diia-studenterkonference om samme emne afbrudt af 8-10 højreekstremistiske unge, der blokerede dørene, fordømte foreningen for at sprede ”LGBT-ideologi, feminisme og anarkisme”, trak en kniv og angreb en sikkerhedsvagt. [28]

 

De feministiske organisationer Bilkis, FemSolution og Feministisk Workshop arbejder med kvinders arbejdsforhold, kønsbaseret vold, kvinder i hæren og queer-rettigheder. [29]

 

Den 20. marts 2022 forbød Det Nationale Sikkerheds- og Forsvarsråd 11 oppositionspartier, for det meste åbent russisk-orienterede og med tilknytning til oligarker, samt et par marginale venstre- og højreekstremistiske partier. [30] Flere partiledere flygtede til Moskva. Den ukrainske radikale venstrefløj, som ikke havde nogen politisk tilknytning til de forbudte organisationer, har fordømt dette skridt som uberettiget og en farlig præcedens.

 

Arbejdskraft under beskydning fra begge sider

Den ukrainske forsker Daria Saburova identificerer sundhedspersonale, en af de feminiserede sektorer, som dem, der bærer den tungeste krigsbyrde, men som samtidig har skabt den mest udviklede faglige selvorganisering i nogen krigsindustri. Bevægelsen ”Vær som os” (tidligere ”Vær som Nina”), der blev grundlagt af sygeplejersker mod konsekvenserne af sundhedsreformen i 2017 og tabet af ca. 14 procent af Ukraines sundhedspersonale siden 2022, har opbygget uafhængige fagforeninger på hospitalsniveau, støttet kolleger i retssager mod krænkende ledere og udført internationalt solidaritetsarbejde med strejkende sygeplejersker i New York og på Garrahan børnehospitalet i Buenos Aires.

 

Forkvinden for Vær som os, Oksana Slobodyana, advarer om, at »hvis sundhedsvæsenet ikke beskyttes, hvis menneskelige ressourcer ikke bevares, vil ingen fornyelse, ingen innovation, ingen forbedring være til nytte. Faktisk vil der ikke være nogen stat uden medicin, uden uddannelse og uden en hær.” [31]

 

De store faglige sammenslutninger, KVPU og FPU, er blevet udsat for vedvarende juridiske angreb. Lovforslag 5054, som ville have undtaget ledere af virksomheder med udenlandsk kapital fra den ukrainske arbejdsret, indført lockout på virksomhedsniveau, gjort tidsbegrænsede kontrakter til normen og svækket beskyttelsen mod uretmæssig afskedigelse, blev nedstemt i det ukrainske parlament Verkhovna Rada den 8. januar 2025 efter modstand ledet af KVPU-formand Mykhailo Volynets og international indgriben fra IndustriALL Global og IndustriALL European. [32] Et parallelt lovforslag, 5344d, ville have frataget mennesker med handicap, krigsveteraner og paralympiske atleter deres rettigheder i strid med FN's konvention om rettigheder for personer med handicap.

 

Faglige organisationer arbejder under forhold, som den vestlige venstrefløj ikke har været udsat for i årtier. Undtagelsestilstand har begrænset strejker, protester og pressen siden februar 2022. Kollektive forhandlinger er blevet suspenderet i mange sektorer.

 

FPU har været mål for en statslig kampagne for at ekspropriere organisationens ejendom: Den 5. juni 2025 trængte det nationale agentur for formueforvaltning (ARMA) ind i fagforeningshuset på Maidan og beordrede FPU's personale ud; den 13. maj 2026 tillod en dom fra distriktsretten i Pechersk (ved Kyiv) FPU at vende tilbage under et fornyet lederskab. Den ukrainske socialistiske venstrefløj har insisteret på, at statens angreb på FPU's ejendom skal bekæmpes, samtidig med at man konsekvent har kritiseret FPU-ledelsens imødekommende holdning til arbejdsloven og andre spørgsmål. På Ukraine Recovery-konferencen i Rom den 10.-11. juli 2025 underskrev Økonomiministeriet under Yulia Svyrydenko og FPU et trepartsmemorandum om reformen af arbejdsloven. Den mere dynamiske KVPU underskrev ikke.

 

Soldater under pres

Soldaterne er overbelastede og får for få perioder med orlov fra fronten . Sænkningen af mobiliseringsalderen til 25 år i 2024 har ikke lukket hullet i mandskabet. Der er færre og færre nye frivillige; desertering er stigende. [33] Mange af disse er mænd, der har tjent uafbrudt i flere år, mens de har set velhavende ukrainere købe sig til helbredsmæssige undtagelser for 3.000 dollar (ca. 20.000 kroner) eller lovligt undgå værnepligt ved at forblive indskrevet på universitetet. Over en million embedsmænd i regeringen har fritagelser fra mobilisering. »Army+«-platformen fra november 2024, der giver soldater mulighed for elektronisk at anmode om forflyttelse til en anden enhed, og en delvis amnesti, hvorunder ca. 9.000 desertører frivilligt vendte tilbage, behandler symptomerne snarere end årsagerne. Som jeg skrev sidste år, kæmper de ukrainske forsvarere »ikke kun mod russisk imperialisme, men også mod deres egen stats svigt inden for mobilisering, velfærd og ansvarlighed.« [34]

 

Soldaterne gør også kollektivt modstand. I september 2025 meddelte 24 soldater fra reparationsbataljonen i den 125. separate tunge mekaniserede brigade – for det meste drone-specialister over 50 år, der driver selvorganiserede værksteder med 3D-printere finansieret af deres familier – at de kollektivt ville melde fravær i stedet for at adlyde ordrer om at blive overført til angrebspositioner. Ordren blev annulleret inden for 48 timer. To måneder tidligere udsendte den 48. separate angrebsbataljon, der bestod af 90 procent frivillige og inkluderede mange krim-tatarer, der kæmpede for at generobre deres besatte hjemland, en offentlig video, hvor de protesterede mod fjernelsen af deres stiftende kommandør Lenur Islyamov i Pokrovsk: ”At udskifte kommandøren på et kritisk tidspunkt er en direkte trussel mod enhedens kampdygtighed.” Indtil videre håndterer det militære hierarki de fleste af sådanne hændelser gennem forhandlinger og forflyttelse af de involverede soldater og officerer, snarere end med krigstidsdisciplin. Dette afspejler regimets afhængighed af offentlig støtte og en bevidsthed om dens skrøbelighed.

 

Venstrefløjens indgriben

Sotsialnyi Rukhs resolution fra kongressen i oktober 2024 opfordrede til at ”afslutte usikkerheden omkring militærtjenestens varighed, da det er et spørgsmål om elementær retfærdighed” og forsvare værnepligtiges og soldaters ret til ”værdig behandling, demobilisering efter en fastsat tjenesteperiode og rehabilitering.” Dets ti-punktsprogram fra marts 2025 kæder militær og økonomisk mobilisering sammen: faste tjenesteperioder, genindført lønbeskyttelse for mobiliserede arbejdere, værdig kompensation til de sårede og en samtidig flytning af krigens økonomiske byrde fra arbejderklassens mænd til oligarkernes kapital. [35] ”Økonomisk fritagelse” – et forslag fra 2024, der tillod virksomheder at fritage ansatte ved at betale 20.000 UAH (ca. 3000 kroner) om måneden pr. arbejdstager – ville have formaliseret den klasseunddragelse, der allerede fandt sted uformelt. Teknologisk overlegenhed kombineret med værdig behandling af personalet er, argumenterer Sotsialnyi Rukh, vejen til bæredygtigt forsvar.

 

Den ukrainske venstrefløj, feministiske og sociale bevægelser har delvist genopfundet sig selv gennem deres aktive rolle i krigen. Redaktøren af det venstreorienterede medie Commons, Taras Bilous, der har været soldat i Ukraines væbnede styrker siden begyndelsen af den russiske aggression, forklarer: ”I de første dage af invasionen forstod jeg, at fremtiden for venstrebevægelsen i Ukraine afhang af, om vi aktivt deltog i krigen eller ej. ... Hvis vi ikke var gået i krig, ville alt være faldet fra hinanden. Venstrefløjen ville have ophørt med at eksistere i nogen som helst form for uafhængig eksistens i Ukraine.” [36]

 

Den antikapitalistiske venstrefløjs institutionelle vægt og infrastruktur til rekruttering kan ikke sammenlignes med de langt større og bedre etablerede højreekstreme militærenheder, der har en eksplicit højreekstrem identitet. [37]

 

Fred, genopbygning, solidaritet

Den ukrainske opinion er skiftet i løbet af de sidste fire år. De fleste ukrainere ville nu acceptere en våbenhvile langs den nuværende kontaktlinje. De fleste ville ikke acceptere en formel afståelse af territorium og russisk suverænitet over Krim, Donetsk, Luhansk, Zaporizhzhia og Kherson. [38]

 

Oleksandr Kyselov, medlem af Sotsialnyi Rukh, skitserede dilemmaet: De ukrainske styrker er udmattede, og den vestlige støtte er i stigende grad betinget, men de vilkår, der kommer fra Washington, svarer til en overgivelse forklædt som et kompromis. [39] Ifølge Kyselov lyder »Trump-administrationens forslag til fred i Ukraine som en ejendomshandel, hvor USA får en gevinst for at afstå ukrainsk land.« [40]

 

Betingelserne for flygtninges sikre hjemvenden afhænger af sikkerhedsgarantier, der endnu ikke findes. De troværdige garantier, som ukrainerne kræver – vestlige landes forpligtelse til at yde tilsvarende våbenleverancer, økonomisk og diplomatisk støtte i tilfælde af et nyt angreb fra Den Russiske Føderation – er netop det, som det, som Vesten anført af Trump, ikke er villig til at give. Den ”fred”, der forhandles om i Washington, er en tvungen våbenhvile på russiske vilkår uden garantier, der kan gøre den holdbar.

 

Hvilken slags land vil Ukraine være, når kanonerne tier?

Genopbygningen er ikke et spørgsmål, der udskydes til fredstid. Den udformes nu og kan ses gennem en række donorkonferencer – Lugano 2022, London 2023, Berlin 2024, Rom 2025 – og reformbetingelser knyttet til EU's Ukraine-facilitet, IMF-lån, Verdensbankens udviklingspolitiske lån og reformmatricen. Den politiske økonomi, som disse instrumenter samler sig om, er ensartet: privatisering af offentlige tjenester, finanspolitisk stramning, deregulering af arbejdsmarkedet og tiltrækning af udenlandske investeringer som drivkraft for væksten efter krigen.

 

Yuliya Yurchenko, KVPU-repræsentant i Storbritannien og medlem af Sotsialnyi Rukh siger, at ”det forslag, der ligger på bordet for Ukraine, med landets lammende statsgæld, sparepolitikken for offentlige udgifter, den store afhængighed af pengeoverførsler (10 procent af BNP i 2021), lave lønninger og ringe beskyttelse af arbejdstagerne, kan næppe ses som værende i stand til at levere noget, der kan sammenlignes” med genopbygningen af den europæiske velfærdsstat efter krigen. [41] Massiv fordrivelse, demografisk sammenbrud, ødelæggelse af boliger og infrastruktur, gældsbyrde, oligarkisk kontinuitet og de foreslåede betingelser for EU-tiltrædelse forstærker hinanden.

 

Set i dette perspektiv vil efterkrigstidens Ukraine være en permanent afhængighed: en dereguleret periferi overgivet til international kapital. USA’s pres for adgang til mineraler under Trump 2.0 strukturerer åbent den ukrainske opdeling og genopbygning som en markedsmulighed. Sotsialnyi Rukh har formuleret valget klart: I sin erklæring fra marts 2025 argumenterede partiet for, at ”den ukrainske regering har en unik mulighed for i praksis at vise, hvad den er villig til at ofre – landet eller oligarkerne”. Dets program opfordrer til progressiv beskatning på op til 90 procent af indkomsten, ekspropriering af oligarkernes aktiver, gældseftergivelse og offentligt ledet genopbygning. ”Nedbrydningen af den oligarkiske kapitalisme er blevet mere mulig end nogensinde i sammenhæng med en fuldskala krig og opfattes som berettiget af samfundet.”

 

Det tidligere nævnte genoprustningsprogram er i vid udstrækning en overførsel til vestlige våbenproducenter snarere end til det ukrainske forsvar. Spørgsmålet om finansiering er stadig uafklaret. »Der er tre muligheder,« argumenterer Hanna Perekhoda. »For det første kan man skære i bevillingerne til de nationale sociale systemer – det er farligt og forkert. Social usikkerhed styrker antidemokratiske populister og fascister. For det andet kunne man hæve skatten for de superrige og virksomhederne. Dette kræver dog koordinering for at forhindre kapitalflugt. Trumps annoncering af gyldne visa til de superrige betyder, at han allerede forbereder sig på et sådant scenario. Men der er en tredje løsning. Omkring 300 milliarder euro i russiske aktiver er blevet indefrosset. Disse kunne konfiskeres og bruges til at finansiere forsvaret af Ukraine og også til europæisk sikkerhed. Rusland ville dermed blive holdt ansvarlig for sine krigsforbrydelser, og forsvarsbyrden ville ikke udelukkende blive lagt på de europæiske borgere.” [42]

 

I februar 2026 skrev Bilous, at Washington havde afgivet Ukraines forhandlingskort i stedet for at bruge det: ”Trump afgav det ene forhandlingskort efter det andet, opgav sit krav om en betingelsesløs våbenhvile og gav Putin, hvad han ønskede: anerkendelse og en vej ud af den internationale isolation.” Hans spørgsmål til den vestlige radikale venstrefløj var direkte og stort set ubesvaret: ”Men hvem på venstrefløjen siger, at Rusland skal tvinges til at overholde våbenhvilen?”

 

Bilous’ advarsel er, at en dårlig våbenhvile, især en, der kræver, at Ukraine afstår ubesat Donbas-territorium, vil destabilisere det ukrainske samfund og styrke den yderste højrefløj. [43] En dårlig fred ville også være det øjeblik, hvor de ovenfor analyserede krigstidskonflikter – mellem en arbejderklasse, der bærer forsvarets byrde, og et oligarki, der ikke bærer noget af den, mellem arbejdernes selvorganisering nedefra og donordrevne reformer ovenfra – bliver det politiske indhold i efterkrigstidens Ukraine.

 

Den ukrainske venstrefløjs bidrag til krigsindsatsen – fagforeninger og studenterforeninger, feministiske grupper, Sotsialnyi Rukh, Pryama Diia, Vær Som Os, Solidaritets-Kollektiver – har skabt det politiske ordforråd og den troværdighed, der er nødvendig for det hårde arbejde i Ukraine, når kanonerne er tavse. Det er den vestlige venstrefløjs ansvar at lytte og yde politisk og materiel støtte.

 

Solidaritet betyder at stå sammen med ukrainske arbejdere, kvinder, soldater, flygtninge og befolkningen i de besatte områder mod de imperialistiske kræfter, der har formet denne krig, og mod en ”fred”, der vil overgive Ukraine permanent til besættelse, afhængighed eller begge dele.

 

21.maj 2026

 

Adam Novak er redaktør hos Europe Solidaire Sans Frontières (ESSF) og tidligere koordinator for European Network for Solidarity with Ukraine (ENSU/RESU).

 

P.S.

Dette er en let ændret version af en artikel, der blev offentliggjort på spansk den 20. marts i Viento Sur.

 

Noter

[1] FN har registreret mere end 15.000 civile dødsfald og over 41.000 sårede siden februar 2022; dette er et konservativt tal, der udelukker Mariupol og det meste af det besatte område, hvor uafhængig verifikation har været umulig. FN’s menneskerettighedsovervågningsmission i Ukraine, “Civilian Harm and Rights Violations Intensify in Ukraine Four Years After Invasion”, 16. februar 2026.

[2] KVPU og FPU, Fælles appel til ETUC, 16. november 2025, i ENSU-RESU Trade Union Newsletter nr. 17, november 2025.

[3] FPV-droner (first-person view) giver operatøren mulighed for at styre flyet via et live videofeed fra et kamera monteret på dronen, som bruges i både Ukraine og Rusland til at angribe køretøjer, befæstninger og infanteri til lave omkostninger.

[4] ”Besøg i et hemmeligt anarkistisk lager i Ukraine”, Europe Solidaire Sans Frontières, 2024. Tilgængeligt på: https://europe-solidaire.org/spip.php?article75975

[5] Leder, ”Støt de arbejdende i Ukraine nu!”, ENSU-RESU Trade Union Newsletter nr. 18, januar-marts 2026, med henvisning til Ukrzaliznytsia.

[6] KVPU, “Russiske styrker angriber fagforeningskontor og bus med minearbejdere i Dnipropetrovsk-regionen”, 11. marts 2026, gengivet i ENSU-RESU Trade Union Newsletter nr. 18, januar-marts 2026.

[7] Vitaliy Dudin, “Ukraine. Vil misbruget af infrastrukturhelte ende i 2026?”, Sotsialnyi Rukh og Europe Solidaire Sans Frontières, 23. januar 2026, baseret på data fra Ukraines statslige arbejdsformidling; IndustriALL Global Union, “Fire års krig: Arbejdere betaler stadig prisen i Ukraine”, 17. februar 2026, i ENSU-RESU Trade Union Newsletter nr. 18.

[8] Zelensky blev valgt i april 2019 på et midterpolitisk, antikorruptions- og liberalt program (“Folkets tjener”), der lagde vægt på forsoning med den russisktalende befolkning, afslutning af krigen i Donbas, og decentralisering. Hans regerings kurs under krigen har fortsat drejningen fra før krigen mod konservativ-neoliberal politik, fremskyndet af IMF’s betingelser og vestlige donorers prioriteter.

[9] Citeret i Francesca Barca, “Ukraine: War, inequality, neoliberalism: the challenges facing the Ukrainian left”, Europe Solidaire Sans Frontières, februar 2025. Tilgængelig på: https:// www.europe-solidaire.org/spip.php?article74022

[10] Pryimak modtog den fransk-tyske menneskerettighedspris for sit forsvar af kvindelige soldaters rettigheder. Om lovforslag 13037 og kvindemarch i Kiev den 8. marts 2026, se “Ukraine: 3.000 kvinder marcherer i krigstidens Kiev og kræver rettigheder, som staten stille og roligt er ved at omskrive”, Europe Solidaire Sans Frontières, marts 2026, tilgængelig på: https://www.europe-solidaire.org/spip.php?article78280

[11] Solidarity Collectives, “Om os”. Tilgængelig på: https://www.solidaritycollectives.org/en/about-us/

[12] Den Internationale Straffedomstol havde tidligere udstedt arrestordrer mod Vladimir Putin og den russiske børnekommissær Maria Lvova-Belova i marts 2023 i forbindelse med den ulovlige deportation af ukrainske børn.

[13] Mustafa Dzhemilev, interview med Crimean Realities / Radio Svoboda, 18. december 2024; rapporteret i Halya Coynash, “Mustafa Dzhemilev: Ruslands besættelse af Krim betyder døden for det krimtatariske folk og tvunget eksil”, Kharkiv Human Rights Protection Group, december 2024. Tilgængelig på: https://khpg.org/en/1608814234

[14] Se “Angry Mavkas: the women leading the resistance in Russian-occupied Ukraine”, Europe Solidaire Sans Frontières, oktober 2023. Tilgængelig på: https://www.europe-solidaire.org/spip.php?article71253

[15] Vasyl Andreyev og Luca Cirigliano, “Rusland knuser arbejdstagerrettighederne i det besatte Ukraine --- ILO må gå videre end erklæringer”, det schweiziske medie for internationale anliggender Geneva Solutions, 28. januar 2026, gengivet i ENSU-RESU Trade Union Newsletter nr. 18, januar-marts 2026.

[16] Hanna Perekhoda, “Russiske politiske eliter fremmer åbent et globalt projekt”, Europe Solidaire Sans Frontières, november 2024. Tilgængelig på: https://www.europe-solidaire.org/spip.php?article72487

[17] Raül G. Aranzueque og Hanna Perekhoda, “Ukraine: Krig og russiske grusomheder har fået mange ukrainere til kun at tale ukrainsk”, Europe Solidaire Sans Frontières, februar 2025. Tilgængelig på: https://www.europe-solidaire.org/spip.php?article73786

[18] Det Nationale Antikorruptionsbureau (NABU) og Den Specialiserede Antikorruptionsanklagemyndighed (SAPO)

[19] Citeret i “Det ukrainske samfund går på gaden mod korruption!”, Europe Solidaire Sans Frontières, juli 2025. Tilgængelig på: https://www.europe-solidaire.org/spip.php?article75752

[20] Den 11. maj 2026 fremsendte NABU og SAPO formelt en mistanke-anmeldelse til Yermak i Dynastia/Kozin-hvidvaskningssagen, hvor det hævdes, at ca. 460 mio. UAH (ca. 67 mio. kroner) var blevet hvidvasket gennem et luksusboligprojekt uden for Kiev med midler, der stammede fra Energoatom-ordningen; den 14. maj 2026 anbragte Den Højere Antikorruptionsdomstol (HACC) Yermak i 60 dages varetægtsfængsling med en kaution fastsat til 140 millioner UAH (ca. 20 millioner kroner), og seks yderligere mistænkte, herunder den tidligere vicepremierminister Oleksii Chernyshov og Mindich, modtog nye mistanke-anmeldelser. Se Ukrainska Pravda, “Zelenskyys tidligere stabschef Yermak udpeget som mistænkt i hvidvaskningssag”, 11. maj 2026; “Zelenskyys tidligere stabschef Yermak varetægtsfængslet med ret til kaution”, 14. maj 2026.

[21] Adam Novak, “Bagfronten bryder sammen: Ukraines antikorruptionsdemonstranter konfronterer krigstidens neoliberalisme”, Europe Solidaire Sans Frontières, november 2025.

[22] Olena Shevchenko, formand for NGO’en Insight LGBTQ, citeret i Michael K. Lavers, “Ukrainske parlamentsmedlemmer fremmer ny civillov uden beskyttelse af par af samme køn”, Washington Blade, 5. maj 2026.

[23] Patrick Le Tréhondat og Ihor Vasylets, “Ukraine: Genopbygning af studenterforeningen Priama Diia (‘Direkte handling’)”, Europe Solidaire Sans Frontières, 16. april 2025. Tilgængelig på: https://www.europe-solidaire.org/spip.php?article74597

[24] Sotsialnyi Rukh (Social Movement) er stiftende medlem af Central-Eastern European Green Left Alliance (CEEGLA) og har observatørstatus i Fjerde Internationale. Om CEEGLA, se https://socinf.dk/venstrepartier-i-central-og-oesteuropa-danner-faelles-alliance/

[25] Sotsialnyi Rukh, “Et år med social fremgang: Sotsialnyi Rukhs aktiviteter i 2025”, Europe Solidaire Sans Frontières, 2025. Tilgængelig på: https://europe-solidaire.org/spip.php?article77508

[26] Ved Det Nationale Akademi for Billedkunst og Arkitektur (NAOMA), Kyiv-Mohyla-akademiet, Taras Shevchenko Nationaluniversitetet, Ivan Franko Lviv og Det Ukrainske Designakademi. Pryama Diia tiltrådte International Labour Network of Solidarity and Struggles i 2025

[27] På Lviv National University eskalerede en seks måneders kampagne for et studenterområde i hovedbygningen gennem underskriftsindsamlinger, klager til ministeriet og direkte aktioner i form af ”study-ins” på den centrale trappe.

[28] Ivan Smaha, der er identificeret som leder af den højreekstremistiske Højre Sektor i Lviv-regionen, dukkede op på politistationen og pressede arrangørerne til ikke at indgive en klage. Se Pryama Diia, “Lviv: Far right against students”, oktober 2025; se også Adam Novak, “Independent Student Unionism in Wartime Ukraine”, Europe Solidaire Sans Frontières, januar 2026.

[29] Bilkis blev grundlagt i Kharkiv i 2019 og flyttede til Lviv efter februar 2022; gruppen beskriver sig selv som intersektionel, antikapitalistisk og horisontal. FemSolution blev grundlagt i 2016 på Kyiv-Mohyla-akademiet som et queer-feministisk studenterinitiativ. Feminist Workshop har base i Lviv.

[30] De 11 partier var: Oppositionsplatformen --- For livet (den største opposition med 44 pladser i parlamentet), Shariy-partiet, Nashi, Oppositionsblokken, Venstreoppositionen, Unionen af venstrekræfter, Derzhava, Det progressive socialistiske parti, Det socialistiske parti, Socialisterne og Volodymyr Saldo-blokken.

[31] Vær Som Os, konference i Lviv, 27.-28. november 2025, rapporteret i ENSU-RESU Trade Union Newsletter nr. 17, november 2025.

[32] Judith Kirton-Darling og Atle Høie, generalsekretærer for IndustriALL European og Global, skrev til Rada-formand Stefanchuk den 29. januar 2025 og advarede om, at udkastet ville »alvorligt undergrave den juridiske beskyttelse af arbejdstagere med hensyn til uretmæssig afskedigelse, samtykke til overarbejde, retten til socialforsikring og pensionssikkerhed, kvinders og unge arbejdstageres rettigheder samt anstændige arbejdsforhold.« Se også IndustriALL Global Union og IndustriAll Europes brev til ILO af 29. januar 2026 om den fornyede reformproces af arbejdslovgivningen, i ENSU-RESU Trade Union Newsletter nr. 18, januar-marts 2026.

[33] Der er registreret over 310.000 tilfælde af desertering og fravær uden tilladelse siden 2022, heraf mere end halvdelen alene i 2025. Se Oleksandr Kyselov, ”Ukraine Faces an Unbearable Choice”, oprindeligt Jacobin, 21. november 2025; genoptrykt i Europe Solidaire Sans Frontières som “Ukraine Abandoned: Unjust Surrender or Unsustainable Resistance?”, november 2025, tilgængelig på: https://www.europe-solidaire.org/spip.php?article77103.

[34] Adam Novak, “We fight, we have rights: How soldiers’ democracy powers Ukraine’s resistance”, Europe Solidaire Sans Frontières, 2025. Tilgængelig på: https://www.europe-solidaire.org/spip.php?article77000

[35] Sotsialnyi Rukh, “For et Ukraine uden oligarker og besættere!”, Europe Solidaire Sans Frontières, marts 2025. Tilgængelig på: https://socinf.dk/?s=For+et+Ukraine+uden+oligarker+og+bes%C3%A6ttere

[36] Taras Bilous, interviewet af Polina Davydenko og Lukáš Dobeš, “Hvis vi ikke havde meldt os til de væbnede styrker, ville venstrefløjen i Ukraine ophøre med at eksistere”, det tjekkiske venstreorienterede dagblad Deník Alarm, februar 2024; Engelsk oversættelse af Adam Novak, International Viewpoint og Europe Solidaire Sans Frontières, april 2024. Tilgængelig på: https://www.europe-solidaire.org/spip.php?article70470

[37] Et par dusin antiautoritære og venstreorienterede soldater tjener i de samme formationer i de territoriale forsvarsstyrker. Elementer fra den højreekstremistiske Azov-bevægelse dominerer den 12. specialstyrkebrigade i Nationalgarden; den 3. separate angrebsbrigade, under kommando af Andriy Biletsky, og Kraken-enheden samler tusindvis af motiverede og erfarne soldater i enheder med en eksplicit højreekstremistisk etos.

[38] En meningsmåling foretaget af Kyiv International Institute of Sociology (KIIS) i 2023 viste, at 82 procent af ukrainerne var imod territoriale indrømmelser. I august 2025 viste en undersøgelse fra Rating Group, at 59 procent gik ind for at standse kampene og søge et kompromis; 20 procent ønskede at kæmpe videre, indtil Donbas og Krim var generobret, og 13 procent indtil linjen fra 23. februar 2022. 75 procent fortalte det samme meningsmålingsbureau, at enhver våbenhvile skulle ledsages af internationale sikkerhedsgarantier.

[39] Oleksandr Kyselov, “Ukraine Abandoned: Unjust Surrender or Unsustainable Resistance?”, Europe Solidaire Sans Frontières, november 2025. Tilgængelig på: https://www.europe-solidaire.org/spip.php?article77103

[40] Oleksandr Kyselov, “The imperial carve-up of Ukraine”, Europe Solidaire Sans Frontières, 7. december 2025. Tilgængelig på: https://www.europe-solidaire.org/spip.php?article77242

[41] Yuliya Yurchenko, Progressive Pathways for a Resilient (Re)construction of Ukraine: Towards a New Social Contract, Foundation for European Progressive Studies, marts 2026, genudgivet på Europe Solidaire Sans Frontières. Tilgængelig på: https://www.europe-solidaire.org/spip.php?article78819

[42] Hanna Perekhoda, “Russian occupation is not peace, there is no feminism in a fascist regime”, Europe Solidaire Sans Frontières, maj 2025. Tilgængelig på: https://www.europe-solidaire.org/spip.php?article77322

[43] Taras Bilous, “Taras Bilous: Ukrainsk udmattelse, forhandlinger og truslen om en dårlig fred”, Europe Solidaire Sans Frontières, februar 2026. Tilgængelig på: https://www.europe-solidaire.org/spip.php?article78147

 

Oversat fra Europe-Solidaire af Poul Bjørn Berg