Der findes – ifølge Tariq Ali – omkring 1.600 bøger om Churchill, frit valg! Man skal nok ikke indgå et større væddemål om hvor mange af dem der har samme tilgang som den aktuelle. Det er ikke her man finder lovprisninger af ’Winston’ som de konservative Torier foretrækker at kalde ham (som om de lige var stødt på ham i deres gentlemens ’club’ den anden dag), eller omtale af kampen på stranden ved Gallipoli, eller rosende beretninger om hans kvaliteter som statsmand, hans heroiske optræden under krigen eller hans patriotiske glød. I stedet får man historien om Winston Churchill som den militante forsvarer af imperiet, som hjernen bag politisk undertrykkelse på hjemmefronten og krigsbegejstring. Hans hjerte bankede for imperium og for krig. I Blenheim Palace blev han født ind i en aristokratisk familie, fætter til hertugen af Marlborough, og der blev aldrig sat spørgsmålstegn ved hans højreorienterede politik. Hans elendige boglige resultater på kostskolen i Harrow stod aldrig i vejen for hans karriere som journalist og politiker, der altid lyste op hvor end der viste sig krig eller konflikt.

Muligheder var der nok af, mod slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, da han kom til skelsår og alder og hvor imperialistiske konflikter nåede et højdepunkt. Churchill deltog i krigen i Sudan i 1898 og så igen ved århundredeskiftet i Boerkrigen i Sydafrika. Men hans livs chance kom i 1914, da han blev en af de mest indflydelsesrige politikere i regeringen. Hans stilling som marineminister satte ham i spidsen for verdens største flåde. Mens der i slutningen af juli og i starten af august inden for regeringen var heftige diskussioner, om England skulle holde sig neutral i den kommende europæiske krig, var Churchill en af de mest fremtrædende krigstilhængere. Blandt hans ensidige forholdsregler var i nattens mulm og mørke at sende søværnets 1. eskadre fra Portland til dens krigsstation ved Scapa Flow i Orkneyøerne. Han telegraferede til marinens kommandører og satte dem i beredskab med ordren ’hold stand’. Disse forholdsregler blev udført en måned før invasionen af Belgien, som normalt anføres som grunden til af England erklærede Tyskland krig den 4. august 1914.

Krigsliderlig imperialist

Churchill nød krigen, men var også ansvarlig for et af landets største nederlag, ved Dardanellerne i Gallipoli, hvor forsøget på at fravriste Det ottomanske rige Sortehavet kostede 45.000 soldater livet, fra Australien, New Zealand, Indien og England. Det medførte at han blev tvunget til at træde tilbage, og mindet om katastrofen forblev levende i flere generationer, ikke kun i Australien.

Hvis krig var Churchills rette element, så var hans holdning altid dikteret af forsvaret for imperiet og for britiske interesser overalt på kloden. Tariq Ali udmærker sig særligt i sin analyse af hans generalieblad, og det er omfattende, på baggrund af sit eget lange liv og imperiets store udstrækning. Det er et generalieblad der både er betydeligt og skammeligt. Tariq giver os en masse baggrundsmateriale i forbindelse med de konkrete kampe mod imperiet, herunder et særligt kapitel om Irland som opsummerer historien om begivenhederne, fra Wolfe Tone, the United Irishmen, via Charles Stewart Parnell (1846-1891) til Påskeopstanden i 1916 og partiet Sinn Fein. Churchill var krigsminister under den irske uafhængighedskrig der brød ud lige efter 1. Verdenskrig, og han var derfor ansvarlig for hjælpekorpset Black and Tans, hvis brutale fremfærd mod det irske folk stadig er noget man taler om. Hans støtte til Irlands deling havde til formål at sikre imperiets interesser i den industrialiserede del af landets nordøstlige del, på bekostning af irsk uafhængighed.

I hele bogen ser man Churchill i hovedrollen bag en række grusomheder, krige og angreb: brugen af kemiske våben mod det kurdiske oprør i Irak efter 1. verdenskrig; han stod model til den frygtelige hungersnød i Bengalen under 2. Verdenskrig; han deltog i interventionen mod det revolutionære Rusland fra 1918; førte krig mod de græske kommunister i 1945; var involveret i kuppet mod den demokratisk valgte Mossadeq i Iran i 1953; han forfulgte de kenyanere der kæmpede for friheden i 1950erne. I hvert enkelt af alle disse eksempler fremstår Churchills hengivenhed til det britiske imperium med stråleglans. Hans racisme, specielt mod inderne, er også åbenlys. Naturligvis også hans klassefordomme: det var ham en vederstyggelighed at arbejderklassen i Rusland eller Iran eller Grækenland skulle varetage egne interesser, og det mod den klasse han selv repræsenterede.

Hjemlig klassekriger

Klassekrig på hjemmefronten hørte også til en af hans stærke sider. Med sand ildhu påtog han sig at knække generalstrejken i 1926. Han var allerede genstand for minearbejdernes had fordi han i 1910 havde givet militæret ordre på at skyde på de strejkende minearbejdere i Tonypandy (Wales), det havde en gang for alle beseglet hans skæbne hos de mest klassebevidste fagforeningsfolk, specielt i mineområderne. Hans hensynsløshed viste sig klart ved hans personlige tilstedeværelse under belejringen af Sidney Street, få uger efter Tonypandy, dengang to lettiske, jødiske anarkister brændte ihjel da politiet bombarderede et hus i Stepney.

Mange af disse historier rumsterer stadigvæk i den folkelige erindring, ikke mindst der hvor man har følt imperialismens magt, men også i Englands arbejderklasse. Der var også en hel del fra hans egen klasse og med samme baggrund som ikke brød sig om Churchill, på grund af hans vekslende loyalitet, men også fordi mange syntes han var for krigerisk, for aggressiv og unuanceret. Hvordan skal man så forklare den store beundring, der møder os ved enhver omtale af ham, og hvordan er hans eftermæle blevet næsten mytisk?

Tariq Ali tidsfæster forandringen til starten af 1980erne, da Falklandskrigen startede i 1982. Man havde da brug for at retfærdiggøre invasionen med en nostalgisk venden tilbage til imperiets glorværdige tid og verdenskrigen. Den patriotiske og chauvinistiske bølge der fulgte var ude af proportioner i forhold til ’fjendens’ størrelse, for ikke at snakke om øernes do. Det mener jeg stemmer og på samme tid indvarsledes også Thatcher/Reagan tidens nyliberalisme. Plus en intensiveret militarisme i Europa, plus stationering af nye typer atomvåben. Myten om Churchill som krigsleder blev nærmest allestedsnærværende. Som Tariq noterer så fortsatte den frem til næste generation af krigsliderlige, hvor Tony Blair forærede George Bush en buste af Churchill, lige før invasionen af Irak i 2003.

Myten om krigslederen

Beretningen om Churchill som krigsleder har krævet en særlig dekonstruktion. Ved krigsudbruddet i 1939 blev England regeret af eftergivende politikere, der ikke ønskede krig med Tyskland, og som hverken var villige eller hurtige når det drejede sig om forberede en krigs. Mindre end et år tidligere havde Chamberlain ladet Hitler snuppe en del af Tjekkoslovakiet som en del af Münchenaftalen i 1938. I maj 1940 da englænderne var blevet tvunget ud af Norge og et nederlag i Frankrig lurede om hjørnet, blev Chamberlain tvunget til at gå af. Churchill erstattede ham som statsminister. Han var ikke den herskende klasses førstevalg: Kongen og mange konservative ønskede den eftergivende lord Halifax. Da Churchill rejste sig for at holde sin første tale som statsminister, blev han mødt af larmende tavshed fra de konservative, men der var bifald fra Labour. Han regerede sammen med socialdemokraterne, Labour, under krigen.

Han var en vigtig person i 1940, på to måder: han var ikke en del af de ’skyldige’, det slæng af eftergivende politikere der stod i spidsen for de Konservative. Og han indså klart at skulle det elskede imperium forsvares, måtte man uden tøven bekæmpe Tyskland. Det var i overensstemmelse med stemningen i arbejderklassen, der indså nødvendigheden af en invasion efter Frankrigs fald, de ønskede at forsvare sig. Perioden fra sommeren 1940 til 1941 var hans stolteste øjeblik (his ’finest hour’). Luftslaget om England endte med at en invasion af England blev afvist. Blitzen eller slaget om London, – der faktisk blev bombet hver dag fra september 1940 til sidst på maj 1941 – var nøglen til en yderligere reduktion af truslen og den udviklede sig til en ’folkets krig’ der var med til at flytte folk til venstre og skabte baggrunden for Labours sejr i 1945.

Hitlers invasion af Sovjetunionen i juni 1941, og USA entre i krigen som en følge af bombardementet af Pearl Harbour i december samme år, flyttede hovedvægten i krigen væk fra England, og Churchill blev kørt ud på et sidespor. I 1945 stod det klart at de to sejrrige supermagter ville være de dominerende, at England var reduceret til at være juniorpartner til USA, at imperiets dage var talte. Venstrefløjen blev styrket, ingen ønskede at vende tilbage til 1930erne, og det medførte Churchills ydmygende nederlag og en Labour-regering under Attlee.

Tariq Alis bog en en vigtig modgift mod myten om Churchill. Den er også en yderst vigtig vejviser i det 20. århundredes politik, og den kommer også ind på andre dele af historien som Chartistbevægelsen og kampen for demokrati. Men den har nu en aktuel relevans som er blevet mere og mere tydelig de seneste måneder, efter Ruslands invasion af Ukraine. Krigen har udviklet sig til at blive en stedfortræderkrig mellem NATO og Rusland, med fatale konsekvenser. Tyskland har fordoblet sine forsvarsudgifter, og der er pres på alle andre lande for at følge efter. Sverige og Finland er ved at opgive deres traditionelle neutralitet, og melder sig ind i NATO. Våbnene strømmer ind i Ukraine fra NATO-landene. Faren for en direkte krig mellem atommagter er overhængende.

Den engelske regering – under ledelse af den selvbestaltede Churchill-kopi, Boris Johnson – befinder sig i forreste række når det drejer sig om at være krigerisk. I medierne fortæller ’eksperter’ os at vi må være ’beredt på krig’. Krigere som Paul Mason – der engang befandt sig på venstrefløjen – kræver en fordobling af militærudgifterne, så de kommer op på 5% af BNP. Det sker i en atmosfære hvor enhver der sætter spørgsmålstegn ved den form for prioritering, bliver anklaget for pacifisme eller at være Putintilhænger. Myten om Churchill vil atter en gang blive manet frem, til forsvar for militarisme og krig. Alis bog kunne ikke komme mere tilpas.

Oversat fra engelsk af Stig Hegn efter Lindsey German: Tariq Ali: Winston Churchill: His times, his crimes. Verso, 2022. 448 sider. I: Counterfire: Book reviews, London, 5.5.2022

—

Lindsey German, født 1951, uddannet på London School of economics- Hun var medlem af SWP fra 1972-2010. har siddet i byrådet i London og i forbindelse med krigen i Afghanistan var hun i 2001 med til at grundlægge organisationen Stop the War, der i 2002/03 organiserede de største massedemonstrationer i England. Den 4.3.2022 skrev hun en artikel i The Guardian: We at Stop the War condemn the invasion of Ukraine, and warmongers on all sides. Hun har også skrevet bøgerne: Sex, class and socialism (1989), Material girls: Women, men and work (2007), A people’s history of London’ (med John Rees, 2012) og How a century of war changed the lives of women (2013).

—

Pris: Dussmann, Berlin: €37 i hardback = DEK 275; London, Verso £ 25 eller £15. hardb = DEK 219, eller tilbudspris: 131 – plus told. Både fra Tyskland og fra UK skal tillægges porto.

NB Efter Brexit er det ingen spøg med engelske bøger i Danmark, jeg har sidst betalt 60% af bogens pris oveni som told. Køb derfor i Tyskland, min sidste bog kostede her 60 kr. i porto. SH