Trotskij skrev denne artikel i juli 1938, midt i de voksende inter-imperialistiske konflikter i opløbet til Anden Verdenskrig. Den giver revolutionære og krigsmodstandere en metode til at afklare, hvordan man på samme tid kan kæmpe mod imperialismen og samtidig praktisere solidaritet med befrielseskampe og revolutioner. Vi har oversat teksten, fordi der er blevet refereret til den i flere indlæg i debatten om krigen i Ukraine.

af Leo Trotskij

Visse professionelle ultra-venstreorienterede frasemagere forsøger for enhver pris at “korrigere” teserne om krig fra Fjerde Internationales Sekretariat i overensstemmelse med deres egne forbenede fordomme. De angriber især den del af teserne, som siger, at det revolutionære parti i alle imperialistiske lande, mens det forbliver i uforsonlig opposition til sin egen regering i krigstid, ikke desto mindre bør tilpasse sin praktiske politik i hvert land til den interne situation og de internationale grupperinger, og skarpt skelne en arbejderstat fra en borgerlig stat, et koloniland fra et imperialistisk land.

 

Proletariatet i et kapitalistisk land, som befinder sig i en alliance med USSR [1] [hedder det i teserne] skal helt og aldeles fastholde sin uforsonlige fjendtlighed over for sit eget lands imperialistiske regering. I denne forstand vil dets politik ikke adskille sig fra proletariatets politik i et land, der kæmper mod USSR. Men i karakteren af praktiske handlinger kan der opstå betydelige forskelle afhængigt af den konkrete krigssituation. (Krig og Fjerde Internationale, s. 21, § 44.)

 

De ultra-venstreorienterede betragter dette postulat, hvis rigtighed er blevet bekræftet af hele udviklingens forløb, som udgangspunktet for … socialpatriotismen. [2] Da holdningen til imperialistiske regeringer burde være “den samme” i alle lande, afviser disse strateger enhver modsætning, som findes ud over deres eget imperialistiske lands grænser. Teoretisk set skyldes deres fejl et forsøg på at konstruere et  fundamentalt forskellige grundlag for politik i krigstid og fredstid.

 

Lad os antage, at der i morgen bryder et oprør ud i den franske koloni Algeriet, med krav om national uafhængighed, og at den italienske regering, motiveret af sine egne imperialistiske interesser, forbereder sig på at sende våben til oprørerne. Hvordan skulle de italienske arbejdere stille sig i dette tilfælde? Jeg har med vilje taget et eksempel på oprør mod en demokratisk imperialisme med intervention på oprørernes side fra en fascistisk imperialisme. Skulle de italienske arbejdere forhindre afsendelse af våben til algerierne? Lad enhver ultravenstreorienteret vove at svare bekræftende på dette spørgsmål. Enhver revolutionær ville sammen med de italienske arbejdere og de oprørske algeriere foragte et sådant svar med væmmelse. Selv hvis en generalstrejke blandt havnearbejderne brød ud i det fascistiske Italien på samme tid, burde de strejkende selv i dette tilfælde gøre en undtagelse til fordel for de skibe, der fragtede hjælp til de koloniale slaver i oprør; ellers ville de ikke være mere end elendige fagforeningsfolk – ikke proletariske revolutionære.

 

Samtidig ville de franske havnearbejdere, selv om de på ingen måde stod over for en strejke, være tvunget til at gøre alt for at blokere forsendelsen af ammunition beregnet til brug mod oprørerne. Kun en sådan politik fra de italienske og franske arbejderes side gør det ud for en revolutionær internationalistisk politik.

 

Betyder det så, at de italienske arbejdere i dette tilfælde modererer deres kamp mod det fascistiske regime? Ikke det mindste. Fascismen yder kun “hjælp” til algerierne for at svække sin fjende, Frankrig, og lægge sin grådige hånd på dets kolonier. De revolutionære italienske arbejdere glemmer ikke dette et eneste øjeblik. De opfordrer algerierne til ikke at stole på deres forræderiske “allierede” og fortsætter samtidig deres egen uforsonlige kamp mod fascismen, “hovedfjenden i deres eget land”. Kun på denne måde kan de vinde oprørernes tillid, hjælpe oprøret og styrke deres egen revolutionære position.

 

Hvis ovenstående er korrekt i fredstid, hvorfor bliver det så falsk i krigstid? Alle kender den berømte tyske militærteoretiker Clausewitz’ påstand om, at krig er en fortsættelse af politik med andre midler. Denne grundlæggende tanke fører naturligt til den konklusion, at kampen mod krig kun er fortsættelsen af den almindelige proletariske kamp i fredstid. Afviser og saboterer proletariatet i fredstid alle den borgerlige regerings handlinger og foranstaltninger? Selv under en strejke, som omfatter en hel by, træffer arbejderne foranstaltninger til at sikre leverancer af mad til deres egne distrikter, sørger for at have vand, at hospitalerne ikke lider osv. Sådanne foranstaltninger er ikke dikteret af opportunisme i forhold til borgerskabet, men af hensyn til selve strejken, af hensyn til sympati fra de forarmede masser i byerne, osv. Disse elementære regler for proletarisk strategi i fredstid bevarer deres fulde styrke også i krigstid.

 

En uforsonlig holdning mod den borgerlige militarisme betyder slet ikke, at proletariatet i alle tilfælde går ind i en kamp mod sin egen “nationale” hær. Ingen arbejder ville stå i vejen for soldater, der var i gang med at slukke en brand eller redde druknende mennesker under en oversvømmelse; tværtimod ville de hjælpe side om side med soldaterne og forbrødre sig med dem. Og spørgsmålet udtømmes ikke blot af tilfælde af elementære katastrofer. Hvis de franske fascister i dag skulle forsøge at gennemføre et statskup, og Daladier-regeringen så sig nødsaget til at flytte tropper mod fascisterne, så ville de revolutionære arbejdere, samtidig med at de bevarede deres fuldstændige politiske uafhængighed, kæmpe mod fascisterne side om side med disse tropper. Således er arbejderne i en række tilfælde tvunget til ikke blot at tillade og tolerere, men aktivt at støtte den borgerlige regerings praktiske foranstaltninger.

 

I 90 tilfælde ud af 100 placerer arbejderne faktisk et minustegn, hvor borgerskabet placerer et plustegn. I ti tilfælde er de imidlertid tvunget til at sætte det samme tegn som bourgeoisiet, men med deres eget segl, hvor de udtrykker deres mistillid til borgerskabet. Proletariatets politik er slet ikke automatisk afledt af borgerskabets politik, bare med modsat fortegn – dette ville gøre enhver sekteriker til en strategisk mester. Nej, det revolutionære parti må hver gang selvstændigt orientere sig i den indre såvel som den ydre situation og nå frem til de beslutninger, som bedst svarer til proletariatets interesser. Denne regel gælder lige så meget i krigstid som i perioder med fred.

 

Lad os forestille os, at det belgiske proletariat i den næste europæiske krig erobrer magten tidligere end proletariatet i Frankrig. Uden tvivl vil Hitler forsøge at knuse det proletariske Belgien. For at dække sin egen flanke vil det franske borgerskab se sig tvunget til at hjælpe den belgiske arbejderregering med våben. De belgiske sovjetter tager selvfølgelig imod disse våben med begge hænder. Men de franske arbejdere burde måske, drevet af princippet om defaitisme, blokere deres borgerskab fra at sende våben til det proletariske Belgien? Kun direkte forrædere og komplette idioter kan ræsonnere på denne måde.

 

Det franske borgerskab kunne sende våben til det proletariske Belgien alene ud fra frygten for den største militære fare og kun i forventning om senere at knuse den proletariske revolution med deres egne våben. For de franske arbejdere er det proletariske Belgien derimod den største støtte i kampen mod deres eget borgerskab. Kampens udfald ville blive afgjort, i sidste ende, af styrkeforholdet, hvor den korrekte politik kommer ind som en meget vigtig faktor. Det revolutionære partis første opgave er a udnytte modsætningen mellem to imperialistiske lande, Frankrig og Tyskland, for at redde det proletariske Belgien.

 

Ultra-venstre skolastikere tænker ikke i konkrete termer, men i tomme abstraktioner. De har transformeret ideen om defaitisme til dette tomrum. De kan hverken se krigsprocessen eller revolutionsprocessen. De leder efter en hermetisk lukket formel, som udelukker frisk luft. Men en formel af denne slags kan ikke tilbyde nogen orientering for den proletariske avantgarde.

 

At føre klassekampen til sin højeste form – borgerkrig – det er opgaven for defaitisme. Men denne opgave kan kun blive løst gennem revolutionær mobilisering af masserne, det vil sige ved at udvide, uddybe og skærpe de revolutionære metoder, som udgør indholdet i klassekampen i ”freds”-tid. Det proletariske parti hengiver sig ikke til kunstige metoder, såsom at nedbrænde lagerdepoter, udløse bomber, afspore tog, osv, for at opnå sin egen regerings nederlag. Selv hvis det havde held med dette, ville det militære nederlag ikke overhovedet føre til en revolutionær succes – en succes som kun kan blive sikret af proletariatets uafhængige bevægelse. Revolutionær defaitisme betyder kun, at det proletariske parti i sin klassekamp ikke stopper ved nogen ”patriotiske” overvejelser, eftersom et nederlag for dets egen imperialistiske regering, gennemtvunget eller fremskyndet af massernes revolutionære bevægelse, uden sammenligning er et mindre onde end en sejr opnået til prisen for national enhed, det vil sige proletariatets politiske svaghed. Deri ligger den fulde betydning af defaitisme, og denne betydning er fuldt tilstrækkelig.

 

Kampens metoder forandrer sig, selvfølgelig, når kampen går ind i en åbent revolutionær fase. Borgerkrig er en krig, og har i denne henseende sine særlige love. I en borgerkrig er bombninger af lagerdepoter, afsporing af tog og allel andre former for militær ”sabotage” uundgåelig. Om de er formålstjenlige bliver afgjort af rent militære overvejelser – borgerkrig fortsætter revolutionær politik med andre, nemlig, militære midler.

 

Imidlertid kan der være tilfælde under en inter-imperialistisk krig, hvor et revolutionært parti vil være tvunget til at ty til militær-tekniske midler, selv om de endnu ikke følger direkte af den revolutionære bevægelse i deres eget land. Hvis det således er et spørgsmål om at sende våben eller tropper mod en arbejderregering eller en oprørsk koloni, kan det blive konkret og nødvendigt ikke kun med metoder som boykot og strejke, men med direkte militær sabotage. At ty til eller undlade at ty til sådanne foranstaltninger vil være et spørgsmål om praktiske muligheder. Hvis de belgiske arbejdere har erobret magten i krigstid og har deres egne militære agenter på tysk jord, ville det være disse agenters pligt ikke at tøve med nogen tekniske midler for at stoppe Hitlers tropper. Det er helt klart, at de revolutionære tyske arbejdere også er forpligtet (hvis de er i stand til det) til at udføre denne opgave i den belgiske revolutions interesse, uanset den generelle kurs for den revolutionære bevægelse i selve Tyskland selv.

 

Defaitistisk politik, det vil sige en politik med uforsonlig klassekamp i krigstid kan følgelig ikke være “den samme” i alle lande, ligesom proletariatets politik ikke kan være den samme i fredstid. Kun epigonernes Komintern har skabt et regime, hvor partierne i alle lande sætter i march på same tid med venstre fod. I kampen mod denne bureaukratiske kretinisme har vi mere end én gang forsøgt at bevise, at de generelle principper og opgaver skal realiseres i hvert land i overensstemmelse med de interne og eksterne forhold. Dette princip bevarer sin fulde kraft også i krigstid.

 

De ultra-venstrefolk, der ikke ønsker at tænke som marxister, det vil sige tænke konkret, vil blive fanget som uvidende af krig. Deres politik i krigstid vil være en fatal krone på deres politik i fredstid. De første artilleriskud vil enten sprænge ultra-venstrefløjen i politisk opløsning, eller også drive dem ind i socialpatriotismens lejr, præcis som de spanske anarkister, som i deres absolutte ”afvisning” af staten af samme årsager endte som borgerlige ministre, da krigen kom. For at føre en korrekt politik i krigstid må man lære at tænke rigtigt, mens der er fred.

 

22. maj 1938

Oversat fra marxist.org af Mimiza Murati og Åge Skovrind

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com