Victor Serge er til alle tiden min yndlings socialist, det indrømmer jeg gerne. Det er jo rigtigt nok, at Serge manglede Marx’ styrke når det drejede sig om økonomisk og historisk analyse, manglede Lenins strategiske og taktiske instinkt eller Trotskijs organisatoriske styrke. Men Serge står nu øverst på min liste af helt andre grunde: hans enestående ærlighed.

af Theodor Lena

Læsetid: 7 minutter

Victor Serge arbejdede som journalist, udgiver og oversætter for Komintern (Tredje eller Kommunistisk Internationale). Her ses deltagere i 3. Internationales 2. verdenskongres i 1920. Lenin står forrest til venstre, bag ham Maksim Gorkij og på 2. trin: Sinovjev. Ukendt fotograf.

 

Serge kunne se de brutale kendsgerninger i øjnene, samtidig med at han aldrig gav køb på den revolutionære holdning.

 

I forordet til 1930-udgaven af sin Year one of the Russian revolution skriver Serge:

 

Arbejderklassen er den eneste klasse, der har alt at vinde, uanset omstændighederne, da den kender sandheden. Den har ikke noget at skjule, i hvert fald ikke historisk set. Løgnehistorier om samfundet har altid haft en og samme funktion: at snyde arbejderklassen. Denne klasse afviser fupnumre, fordi den erobrer. Den afviser bedrageri, og det måler man dens sejr på.

 

Victor Serge. https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=3975547

Serge startede livet som Victor Lvovich Kibalchich, født i Bruxelles af russiske forældre, der boede i eksil her. Han startede sit politiske liv med at arbejde sig gennem den individuelle anarkistiske bølge, der rullede ind over Frankrig i starten af det 20. århundrede. Derefter søgte han politisk asyl i Spanien, hvor han arbejdede blandt anarkosyndikalister.

 

Som så mange syndikalister blev Serge fanget at den russiske 1917-revolution og begyndte at bevæge sig i retning af bolsjevismen. Han tog til Rusland i 1919 og tjente revolutionen utrætteligt og med tiden arbejdede han for Komintern i Tyskland. Han tilsluttede sig Venstreoppositionen omkring Trotskij. Det medførte hans eksklusion fra partiet. På denne tid skrev Serge romaner, der blev offentliggjort i Paris, men altså også hans egen historie, Year One of the Russian Revolution.

 

I 1933 blev han arresteret, men omsider sluppet fri og deporteret i 1936, efter en international kampagne fra kunstnere og politiske sympatisører. Hans deportation reddede han netop fra Stalins skueprocesser, der uden tvivl ville have sikret ham fængsel i en arbejdslejr eller døden. Derefter boede Serge i eksil i forskellige europæiske lande, indtil han til sidst slog sig ned i Mexico, hvor han døde den 17. november 1947, 75 år før dette skrives.

 

Med sin enestående politiske ærlighed, er Serge blevet en unik vejviser i den historie, han selv gennemlevede. I en mindre målestok får man for et indblik i vigtige personligheders karakter, så man med det samme ser karakteristikkens dybde. Det skyldes, at Serge mødte dem i en periode, hvor han oplevede bedrageri, hvilket skærpede hans særlige evner. Som han selv sagde: ”Jeg har altid troet på. at de menneskelige kvaliteter altid får deres fysiske udtryk via menneskets personlige fremtræden.”

 

Om Feliks Dsersjinskij, lederen af Tjekaen – det hemmelige politi, oprettet til bekæmpelse af kontrarevolutionen – skriver Serge, at han var ”en bemærkelsesværdig individualist, nådesløs, men ridderlig, med inkvisitorens udtærede profil: høj pande, benet næse, snusket fipskæg, hans udtryk udstrålede træthed og alvor.” Grigorij Sinovjev beskriver Serge som ”Lenins største fejltagelse”, men skriver, a ”hele hans personlighed gjorde et slasket indtryk, præget af  en lurende ubeslutsomhed.” Serge giver tit vigtige beskrivelser af mindre kendte kommunister, hvis arbejde han sætter ind i en vigtig sammenhæng. Italieneren Angelica Balabanova beskriver han for eksempel som ”lille, mørk, med begyndende aldring, men alligevel lever Angelica ivrigt, hendes liv er militant med en romantisk glæde, men nu omkring et kvart århundrede for sent.”

 

I den større målestok, i menneskehedens historie, er Serge også skarpsindig. Serges beretning om den historie, han gennemlevede, er blevet fjernet, selv om det ikke er konsekvent. Det handler om den åbenlyse karikatur og fordømmelse af den russiske revolution, som man finder i borgerlige historier, plus også den holdning, man finder hos mange velmenende socialister. Den går ud på, at Lenin og bolsjevikkerne helt igennem var ofre for omstændighederne, men i øvrigt var de guddommeligt inspirerede og ude at stand til at fejle.

 

For eksempel omtalen af de russiske intellektuelle, der var tilhængere af parlamentet. Her skriver Serge i sin Memoirs of a revolutionary (1951):

 

”Hen mod slutningen af sommeren 1917 opfattede jeg deres kamp for demokrati som stående over for to blindgyder. Der var to former for sammensværgelse, men det stod mig klart, at havde bolsjevikkerne ikke taget magten ved et oprør, så ville de gamle generaler havde gjort det i stedet. De ville have lagt en kabale, som havde fået støtte af officerernes organisation. Rusland ville have undgået den røde terror, men kun for at have fået en hvid i stedet. Proletariatets diktatur ville i stedet have været reaktionært. Følgen var, at de intellektuelle anti-blosjevikkers rasende anskuelser viste mig, hvor nødvendig bolsjevismen var.”

 

Samtidig siger Serge et andet sted i Memoirs, at han troede

 

”at dannelsen af Tjekaerne var en af de største og mest utilladelige fejl, som de bolsjevikiske ledere gjorde i 1918, hvor de tabte hovedet på grund af sammensværgelser, blokader og interventioner. Alle vidnesbyrd tyder på, at revolutiuonstribunaler, der havde fungeret åbent (uden i særlige tilfælde at udelukke hemmelige møder) med tilladelse til retten til forsvar, ville have haft samme effekt, men med mindre misbrug og dekadence.” [’Tjekaer’ er sat i flertal her, fordi organisationen havde mange afdelinger, som fungerede relativt uafhængigt.]

 

Mange revolutionære socialister er bange for at indrømme mangler hos de russiske revolutionære, hermed ville man jo tjene det globale borgerskab, og starte en glidebane mod reformismen. Men det modsatte er tilfældet. Ved omhyggeligt at skelne mellem sandhed og fiktion, har Serge gjort den revolutionære socialisme en kolossal tjeneste. Kort og godt, Serge gør det muligt at skelne mellem de sider af bolsjevismen med perspektivet ’socialisme nedefra’ og dem, der ikke har det.

 

Det tjener Serge til ære, at han vandt mig for en leninistisk politik, og jeg synes ikk,e jeg skal holde det for mig selv. Serge viste, at det var muligt at forholde sig kritisk over for visse elementer af bolsjevismen, men samtidig erkende, at dette revolutionære kollektiv har ydet et enestående bidrag til en socialistisk praksis og tankegang, som er uundværligt, når det drejer sig om menneskets befrielse fra neden.

 

Det er godt nok 75 år, siden han døde, men Serges arv lever videre. Serge forbliver, som den franske skribent Francois Maspero har bemærket: ”uundværlig for alle, der ikke vil dø som en idiot”.

 

Oversat fra engelsk af Stig Hegn efter: Remembering Victor Serge : On the 75th anniversary of his death af Theodor Lena, i Tempest 29.11.2022.

 

På dansk foreligger:

Victor Serge: En revolutionærs erindringer. Politisk revy, 1976-77. Bind 1- 2.Oversat efter den engelske udgave af: Memoires d’un revolutionaire. Ovenfor citeret flere gange.

 

Victor Serge: Så gløderne ulmer i ørkenen: et udvalg af Victor Serges digte. Det Poetiske Bureaus Forlag, 2016. 134 sider. Oversat efter: Pour un brasier dans un désert. Modstandsdigte skrevet i eksil fra Stalins styre i Rusland.

 

Victor Serge: Jordskælv & andre fortællinger. Det Poetiske Bureaus Forlag, 2021. 234 sider.  Oversat fra fransk. Tre store noveller.

 

Victor Serge: Mordet på Tulajev. Oslo, Pax,  1980. Skønlitteratur: Forfatteren skildrer, hvordan mordet på en højtstående partifunktionær bliver optakten til en omfattende politisk udrensning i 1930’ernes Sovjetunionen. [Parallellen til mordet på Leningrads partileder Kirov i 1934 er åbenlys, sh]

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com