Læsetid: 12 minutter

Den belgiske socialistiske intellektuelle og aktivist Ernest Mandel blev født den 5. april 1923. Mandel var en utrættelig agitator og videnskabsmand, der skrev nogle af de mest betydningsfulde værker om marxistisk teori i anden halvdel af det 20. århundrede.

 

Mandel er måske bedst kendt i dag for sin bog Senkapitalismen [online udgave på svensk] som populariserede et nu velkendt begreb. Kritikeren Fredric Jameson trak i høj grad på Mandels økonomiske skrifter i sin teoretisering af postmodernismen, og “senkapitalisme” er blevet en journalistisk kliché for kulturel analyse.

 

Mandel selv, som engang skrev en bog om kriminalromanernes socialhistorie [på dansk: Frydefulde Mord, Klim, 1988], kunne have smilet over denne mærkelige tilegnelse af hans værk. Men hans overordnede mål var at udfordre kapitalismens magtstrukturer snarere end at analysere dens kulturelle bivirkninger.

 

Han forblev trofast mod dette mål fra sin teenagetid, hvor han som modstandskæmper overlevede det nazistiske fængselssystem, til sine sidste dage i 1990’ernes neoliberale ødemark. Mandels politiske liv og arbejde kan være en vigtig inspirationskilde for den socialistiske bevægelse i dag.

 

Modstand mod nazismen
Mandel blev født i en familie af assimilerede polske jøder med tysk baggrund i den belgiske by Antwerpen. Hans far, Henri Mandel, havde sympatier for venstrefløjen – især for Leon Trotskijs idéer. I 1930’erne, efter at nazisterne kom til magten i Tyskland, blev Mandel-hjemmet et mødested for venstreorienterede flygtninge. Ved at lytte til disse flygtninge, der diskuterede socialisme, den seneste udvikling i Sovjetunionen og fascismens fremmarch, fik den unge Ernest en tidlig introduktion til radikal politik.

 

I maj 1940 kom krigen til Belgien, da Nazi-Tyskland invaderede landet. Store dele af den etablerede venstrefløj var ikke i stand til at reagere på den nye situation. Mange ledere af det socialdemokratiske belgiske Arbejderparti og fagforeningerne flygtede fra landet, mens den tidligere leder af Arbejderpartiet Hendrik de Man opfordrede til samarbejde med besættelsesmagten.

 

Ikke-angrebspagten mellem Tyskland og Sovjetunionen var stadig i kraft på det tidspunkt, og de belgiske kommunister proklamerede “den reneste og mest fuldstændige neutralitet”. Få uger efter, at den nazistiske invasion begyndte, myrdede en snigmorder på sovjetisk ordre Trotskij i hans mexicanske eksil.

 

Midt i dette kaos begyndte en gruppe uafhængige venstreorienterede at udgive den første undergrundsavis på flamsk, som blev produceret i Mandel-hjemmet. Ernest og hans far skrev mange af artiklerne i avisen. I august 1942 gik Ernest under jorden. I slutningen af samme år blev han arresteret, men det lykkedes ham at flygte under transporten.

 

Ifølge Mandels biograf Jan Willem Stutje betalte Henri Mandel en løsesum for at få sin søn frigivet. Ernests “dristige flugt” kunne meget vel være “iscenesat af agenter, der var opsat på at undgå at blive afhørt”. Ifølge Stutje efterlod Mandels flugt ham med en følelse af skyld.

 

Uden at lade sig afskrække fortsatte Mandel sine modstandsaktiviteter. På dette tidspunkt var han blevet medlem af det trotskistiske revolutionære kommunistparti (RCP). I begyndelsen af 1944 udgav RCP en tosproget pamflet om kontakter mellem tyske og amerikanske virksomheder, der direkte henvendte sig til de tyske soldater: “I bliver ofret som kanonføde, mens jeres herrer forhandler for at redde deres ejendele”. Den 28. marts 1944 blev Mandel igen arresteret, mens han uddelte pjecen.

 

Da Mandel blev arresteret på grund af sine modstandsaktiviteter og ikke fordi han var jøde, blev han sendt til forskellige fængsler og arbejdslejre, og på et tidspunkt blev han tvunget til at arbejde på en af IG Farben’s kemiske fabrikker. Som modstandsaktivist, jøde og trotskist, der blev foragtet af sine stalinistiske medfanger, var hans chancer for at overleve små.

 

Mandel mindede senere om, at rent held var en af grundene til, at det lykkedes ham at klare sig igennem. Men han tilskrev det også sin succes med at etablere forbindelser med nogle af de tyske fængselsbetjente, som havde været tilhængere af det socialdemokratiske parti, før nazisterne kom til magten: “Det var det klogeste at gøre, selv ud fra et selvopretholdelsesmæssigt synspunkt.” De barske forhold krævede deres pris, og Mandel blev indlagt på hospitalet i begyndelsen af 1945. Den 25. marts 1945 befriede de amerikanske styrker den lejr, hvor han blev tilbageholdt.

 

Trotskismen efter Trotskij
Selv om Mandels direkte familiemedlemmer overlevede krigen, blev hans bedstemor, tante og onkel alle dræbt i Auschwitz sammen med deres familier. Henri Mandel drømte om en akademisk karriere for sin søn, men Ernest havde andre prioriteter. Han ønskede at fortsætte kampen mod kapitalismen, det system, der havde frembragt nazismens og krigens rædsler. Oplevelsen af fascismen forblev hele livet igennem et politisk og moralsk referencepunkt for Mandel.

 

Leon Trotskij og hans tilhængere havde grundlagt Fjerde Internationale (FI) i 1938. Trotskij forventede, at den kommende krigs prøvelse ville miskreditere de stalinistiske kommunistpartier, og håbede, at FI ville udvikle sig til et alternativ. Sovjetunionens vigtige rolle i nederlaget over Nazi-Tyskland og kommunisternes deltagelse i Europas modstandsbevægelser gav imidlertid disse partier en hidtil uset prestige og popularitet, hvilket efterlod deres rivaler på den radikale fløj af arbejderbevægelsen med begrænsede muligheder for vækst.

 

I mellemtiden havde krig og undertrykkelse decimeret de små grupper, der var tilknyttet FI. Mandel følte, at det var hans pligt at hjælpe med at opbygge den trotskistiske bevægelse og blev en ledende aktivist i dens rækker. Han blev til dels drevet af mindet om kammerater, som nazisterne havde dræbt, såsom hans nære ven Abram Leon, forfatteren af en vigtig undersøgelse af jødisk historie og antisemitisme.

 

Som mange radikale troede Mandel, at krigen ville være optakten til en bølge af revolutioner i Europa, som det havde været tilfældet under Første Verdenskrig. Det program Trotskij udarbejdede til FI i 1938 [Overgangsprogrammet], hævdede, at kapitalismen var gået på grund:

 

Menneskehedens produktivkræfter stagnerer. Allerede nu er nye opfindelser og forbedringer ude af stand til at øge den materielle velstand. Under den sociale krise i hele det kapitalistiske system påfører konjunkturelle kriser masserne stadigt større afsavn og lidelser.

 

Efterhånden indså Mandel, at systemet ikke blot ville fortsætte med at fungere, men at det endda var i stand til at udvikle sig yderligere og gå ind i en lang periode med økonomisk vækst efter 1945. Under disse omstændigheder meldte han sig ind i det belgiske [socialdemokratiske] Socialistparti, idet han holdt sin trotskistiske identitet hemmelig, og var med til at grundlægge ugebladet La Gauche (Venstre), en avis, der fik stor indflydelse på den socialistiske venstrefløj i Belgien.

 

I denne periode kom Mandel til sin ret som socialistisk teoretiker og leder. I 1962 udgav han sit første store værk, Marxist Economic Theory. Bogen gav en systematisk præsentation af emnet og forsøgte at bevise, at man kunne “genskabe hele Karl Marx’ økonomiske system” ved at trække på “de videnskabelige data fra den moderne videnskab”.

 

I indledningen til bogen beskrev Mandel sin tilgang som “genetisk-evolutionær”, hvormed han mente, at han studerede emnets oprindelse og udvikling. “Marxistisk økonomisk teori”, skrev han, bør betragtes som “en opsummering af en metode, af de resultater, der opnås ved at anvende denne metode, og af resultater, der hele tiden er genstand for fornyet undersøgelse”. Kombinationen af historie og teori, hvor man hele tiden forsøger at integrere nye resultater, ville være karakteristisk for Mandels arbejde.

 

Strukturreformer og socialistisk strategi
Mens han arbejdede på Marxist Economic Theory, en bog, der fyldte næsten 800 sider i sin engelske oversættelse, udviklede Mandel en strategi for “antikapitalistiske strukturreformer” som en del af kredsen omkring La Gauche. Hermed mente han reformer, der ikke i sig selv ville indføre socialisme, men som ikke desto mindre ville udgøre skridt i retning af socialisme og “give arbejderklassen mulighed for afgørende at svække storkapitalen”.

 

For Mandel omfattede mulige antikapitalistiske strukturreformer i Belgien organiseringen af et planlægningskontor, der skulle garantere fuld beskæftigelse, offentlig kontrol over store virksomheder og nationalisering af energisektoren. Han understregede, at økonomiske reformer ikke kunne adskilles fra spørgsmålet om politisk magt.

 

Mandel forsøgte at formulere en socialistisk strategi, som kunne være egnet til et højt udviklet kapitalistisk land som Belgien. En af inspirationskilderne til dette forsøg var den belgiske generalstrejke i vinteren 1960 mod en række reformer foreslået af den højreorienterede regering. Strejken varede i flere uger og omfattede hundredtusinder af arbejdere. De franske strejker og fabriksbesættelser i juni 1936, efter at den venstreorienterede Folkefront kom til magten, var et andet eksempel, som Mandel nævnte.

 

I efterkrigstidens periode med økonomisk vækst var levevilkårene blevet forbedret for mange, men kampe som den belgiske generalstrejke viste, at den kapitalistiske udvikling ikke havde fredet arbejderklassen fuldt ud. For Mandel var det organisation og politisk uddannelse, som var arbejdernes stærkeste våben i kampen mod kapitalismen, samt en bevidsthed om deres afgørende økonomiske rolle.

 

Han erkendte, at arbejdernes kamp ikke blot drejede sig om økonomiske forhold, men også var drevet af modstand mod fremmedgørende og undertrykkende arbejdsmetoder. Selv relativt velhavende arbejdere oplevede fremmedgørelse og dominans på arbejdspladsen. I en opgørelse over strejken i 1960 skrev Mandel, at arbejderklassens kamp mod kapitalismen “adskiller sig fra tidligere tiders sociale kampe ved ikke kun at være en kamp for væsentlige, umiddelbare interesser”. Denne kamp kunne blive en “bevidst kamp for at omstrukturere samfundet”.

 

Mandel hævdede, at den belgiske strejke var en tabt mulighed, fordi der ikke havde været noget politisk lederskab til at foreslå en sådan omstrukturering. For at der kunne ske revolutionære forandringer, var det nødvendigt at udvide kampen for økonomiske reformer til også at omfatte spørgsmålet om politisk magt.

 

For Mandel kunne kampen kun sejre, hvis “modstanderen blev konfronteret ikke kun på fabrikkerne, men også i gaderne”. Historien havde vist, insisterede han, at det var nødvendigt at etablere et revolutionært parti, der “utrætteligt ville forklare” det arbejdende folk, at det var nødvendigt at gribe den økonomiske såvel som den politiske magt for at nå deres mål.

 

Dynamikken i senkapitalismen
I løbet af 1960’erne udviklede Mandel sin forståelse af, hvordan kapitalismen fungerede, et århundrede efter at Marx havde udgivet Kapitalen. Han brugte i første omgang udtrykket “neo-kapitalisme”, før han valgte “senkapitalisme”. Bogen fra 1972 med denne titel var Mandels hovedværk.

 

I Senkapitalismen forsøgte han at “give en marxistisk forklaring på årsagerne til den lange efterkrigsbølge af hurtig vækst”. Ifølge Mandel havde denne vækstperiode også “iboende begrænsninger”, der sikrede, at den ville give plads til “en anden lang bølge af stigende social og økonomisk krise for verdenskapitalismen, karakteriseret ved en langt lavere samlet vækstrate”. Han forudsagde korrekt, at efterkrigsboomet ville slutte i midten af 1970’erne.

 

Mandel mente, at den teknologiske innovation i stadig højere tempo var et af senkapitalismens kendetegn. Dette forkortede den faste kapitals levetid og resulterede i et øget behov for, at store virksomheder skulle planlægge. Der var også statslig indgriben i økonomien i et hidtil uset omfang for at undgå sammenbrud som Wall Street-krakket i 1929. Som Mandel bemærkede i 1964: “Staten garanterer nu, direkte og indirekte, privat profit på måder, der spænder fra skjulte subsidier til “nationalisering af tab”.

 

Med støtte fra regeringerne ydede bankerne billig kredit til virksomhederne, hvilket muliggjorde hurtig vækst, men førte også til inflation. En sådan inflation skadede de store langsigtede investeringer, som var centrale for konkurrencen mellem de store, kapitalintensive virksomheder.

 

Til gengæld skabte forsøgene på at bekæmpe inflationen deres egne problemer, som bremsede den økonomiske vækst. Statslig indgriben i økonomien kan være nyttig for at undgå katastrofale kriser og sikre overskud. Men den gjorde det også klart for alle, at “økonomien” ikke var en naturlig ting.

 

Revolutionære horisonter
Mandel satsede på muligheden for revolutionære forandringer som følge af sådanne modsætninger. Eksplosioner som den belgiske generalstrejke og den græske apostasikrise i 1965 stillede ham over for et klassisk marxistisk dilemma. Hvis det var sandt, som Marx havde insisteret på, at “den dominerende ideologi i ethvert samfund er den dominerende klasses ideologi”, hvordan kunne arbejderklassen så frigøre sig selv?

 

Mandel erkendte, at den herskende klasses ideologis dominans havde dybere rødder end “ideologisk manipulation” gennem massemedierne, skolesystemet osv. Denne dominans hentede sin styrke fra kapitalismens daglige virke, hvor arbejdende mennesker var tvunget til at konkurrere med hinanden og var afhængige af salget af deres arbejdskraft.

 

Men de uundgåelige modsætninger og kriser i kapitalismen, som var et resultat af konkurrencen mellem de dominerende monopoler, førte også til sprækker i den herskende konsensus. Det centrale spørgsmål for socialisterne var, hvordan de kunne komme videre end de udbrud af utilfredshed, som var det uundgåelige resultat af økonomisk uro. At gå fra forsvarskampe mod angreb på levevilkår og lønninger til krav om arbejdermagt krævede et “bevidst spring”.

 

Teksten Leninistisk Organisationsteori og Proletarisk Klassebevidsthed (online engelsk udgave) fik stor indflydelse. Her skrev Mandel om behovet for socialistisk organisering og udviklede sine idéer om, hvad der ville gøre et sådant spring muligt. Han skelner mellem tre grupper: arbejderklassens masse; en avantgarde af denne klasse bestående af aktivistiske arbejdere; og medlemmerne af revolutionære organisationer. Den tredje kategori overlappede delvist den anden.

 

Inden for Mandels rammer var “avantgarden” ikke en selvudnævnt elite, men snarere de mest engagerede og energiske aktivister i arbejderklassen. At opbygge en revolutionær bevægelse betød at vinde sådanne aktivistiske arbejdere for socialistiske idéer. Dette ville give dem en organisation og forhindre, at de trak sig tilbage fra politisk aktivisme under den uundgåelige ebbe i de umiddelbare sociale kampe.

 

Radikale forandringer ville kun være mulige under bølger af uro, når kapitalismens modsætninger skabte vrede og protester blandt masserne. I sådanne perioder bør et revolutionært parti forsøge at trække stadig større grupper af mennesker ind i politisk handling og stille antikapitalistiske krav.

 

Mandel så revolutionen som en vekselvirkningsproces mellem organiseret handling og spontane bevægelser, hvor arbejderne uundgåeligt ville organisere sig i forskellige grupper. Dette gik på tværs af en stereotyp opdeling mellem organisering og spontanitet, som blev forbundet med henholdsvis Vladimir Lenin og Rosa Luxemburg på den marxistiske venstrefløj. Halvt spøgefuldt kaldte Mandel sig selv for “en leninist med luxemburgske afvigelser”.

 

En bro mellem generationerne
1960’erne og begyndelsen af 70’erne var en turbulent tid, hvor Mandel var usædvanlig produktiv, som om han blev båret af klassekampens stigende strøm. Sammen med Senkapitalismen omfattede de andre bøger, han udgav i disse år, en undersøgelse af modsætningerne mellem den amerikanske og europæiske kapitalisme, en videnskabelig tekst om The Formation of the Economic Thought of Karl Marx, en kritik af den eurokommunistiske tendens blandt de vesteuropæiske kommunistpartier og en undersøgelse af cyklusser af højkonjunktur og lavkonjunktur i kapitalismens historie, Long Waves of Capitalist Development. I løbet af sit liv udgav Mandel over to dusin bøger og hundredvis af artikler.

 

Samtidig var Mandel en utrættelig agitator og debattør. I 1964 blev han inviteret til Cuba for at deltage i debatter om socialistisk planlægning. Che Guevara havde læst Marxistisk Økonomisk Teori med stor interesse og havde omfattende diskussioner med Mandel.

 

Mandel var på sin side meget imponeret over den argentinske revolutionære leder. Da den bolivianske hær tog Guevara til fange og henrettede ham summarisk i 1967, da han forsøgte at starte en guerillakampagne, offentliggjorde Mandel en lidenskabelig hyldest til “en stor ven, en eksemplarisk kammerat, en heroisk militant”.

 

Regeringerne i de kapitalistiske stater fandt Mandel uvelkommen på deres territorium. I 1969 nægtede de amerikanske myndigheder ham indrejse i en sag, som det konservative flertal i Højesteret senere citerede som præcedens for at retfærdiggøre Donald Trumps “muslimforbud”. Få år senere greb den vesttyske regering ind for at blokere for Mandels ansættelse ved Freie Universität Berlin og fik ham udvist af landet.

 

Frankrig var et andet land, der forbød Mandel at komme ind på sin jord. I maj 1968 blev han inviteret til at tale ved møder arrangeret af Revolutionær Kommunistisk Ungdom (JCR), en radikal gruppe, der havde bevæget sig i retning af Fjerde Internationale. JCR var stærkt involveret i optøjerne og protesterne i maj ’68. Det må have været en tilfredsstillende mulighed for at deltage i en praktisk aktivitet, da Mandel kunne hjælpe med at bygge barrikader i Paris’ latinerkvarter under “barrikadenatten”. Den bil, som han var kommet i til Paris, blev ødelagt under gadekampene. En journalist overhørte Mandel udbryde: “Hvor smukt! Det er revolutionen!”

 

For den nye generation af revolutionære var Mandel et bindeled til den revolutionære historie og erfaring. Daniel Bensaïd, en leder af JCR, mindede om, hvordan Mandel hjalp dem med at opdage “en åben, kosmopolitisk og militant marxisme”. For disse unge radikale var Mandel ifølge Bensaïd “en lærer i teori” og en bro mellem generationerne – en person, der fik folk til at tænke, i stedet for at tænke for dem.

 

Mandel havde stærke pædagogiske evner, som han havde øvet sig i utallige møder med arbejdere, fagforeningsfolk, studenterradikale og revolutionære aktivister. Hans pamflet fra 1967, Indføring i Marxismens Økonomiske Teori, [Solidaritet, 2016] blev en meget læst klassiker.

 

Socialisme eller barbari
Det er tragisk, at Mandel, som havde kæmpet så hårdt for socialistiske forandringer, døde i 1995, da det neoliberale herredømme var på sit højeste. Mandel havde svært ved at tilpasse sig til de sociale kampes tilbagegang fra slutningen af 70’erne og frem.

 

Bensaïd så i det nye århundrede tilbage på en populær introduktion til marxismen, som Mandel havde udgivet i 1974, og hævdede, at dens optimistiske politiske analyse af udsigterne for socialismen byggede på Mandels “sociologiske tillid til den voksende udbredelse, homogenitet og modenhed af proletariatet som helhed”. Ifølge Benaïd omdannede denne tillid “den særlige situation, som efterkrigstidens industrikapitalisme og dens særlige reguleringsmåde skabte, til en irreversibel historisk tendens”. Men den neoliberale offensiv i 1980’erne sendte denne proces i baglås og underminerede de organiserede arbejderes kræfter:

 

Tendensen til homogenisering var langt fra uigenkaldelig, men blev undermineret af politikkerne med spredte arbejdsenheder, intensiveret konkurrence på verdensarbejdsmarkedet, individualisering af løn og arbejdstid, privatisering af fritid og livsstil, metodisk nedbrydning af den sociale solidaritet og beskyttelse. Med andre ord er det langt fra en mekanisk konsekvens af den kapitalistiske udvikling, at samlingen af modstandskræfterne og omstyrtelsen af den af kapitalen etablerede orden er en uophørlig opgave, som genoptages i daglige kampe, og hvis resultater aldrig er endelige.

 

Senere i sit liv blev Mandels overstrømmende optimisme kombineret med advarsler mod kapitalismens langsigtede virkninger. Det historiske valg var barbari eller socialisme, insisterede han på, og et socialistisk resultat var ikke garanteret.

 

I denne periode vendte Mandel tilbage til studiet af det kapitalistiske barbari, som det kom til udtryk i Anden Verdenskrig og nazismens forbrydelser. Selv om han forblev en livslang beundrer af Trotskij, revurderede han nogle af sine tidligere vurderinger og blev mere kritisk over for Trotskijs praksis i hans “mørke år” i begyndelsen af 1920’erne, hvor, som Mandel så det, “bolsjevikledelsens strategi hindrede snarere end fremmede arbejdernes selvaktivitet”.

 

Mandel var stolt af at placere sig selv inden for det, han betragtede som oplysningstidens væsentlige tradition – stræben efter menneskelig frigørelse og selvbestemmelse. Selv om han ikke brød sig om udtrykket, var der, som Manuel Kellner har bemærket, en utopisk dimension i Mandels tænkning. Det var utopisme i ordets bedste betydning: troen på, at samfundet kan omskabes til noget meget bedre ved hjælp af menneskelig handling.

 

Socialismens og kommunismens krise var i Mandel’s øjne først og fremmest en krise for denne tro. “Socialisternes og kommunisternes vigtigste opgave”, skrev han kort før sin død, “er at genoprette socialismens troværdighed i millioner af menneskers bevidsthed.” Han beskrev socialismens mål i “nærmest bibelske vendinger”:

 

Afskaffe sult, klæde de nøgne på, give alle et værdigt liv, redde livet på dem, der dør på grund af manglende lægehjælp, almengøre den frie adgang til kultur, herunder afskaffelse af analfabetisme, sikre universelle demokratiske frihedsrettigheder, menneskerettigheder og afskaffe alle former for undertrykkende vold.

 

For Mandel byggede håbet om en sådan fremtid på den gnist af oprør, som altid havde fået folk til at gøre oprør mod undertrykkende og fremmedgørende forhold. Socialisternes opgave var at puste denne gnist op til en flamme ved at støtte alle sådanne oprør og ved at præsentere en alternativ vej fremad.

 

Denne opgave har ikke ændret sig. I en anden historisk periode kan Mandels arv af forfatterskab og aktivisme hjælpe os i vores søgen efter en ny vej.

 

Oversat fra Jacobin af Peter Kragelund og Åge Skovrind

Se også Socialistisk Bibliotek, med links til artikler, debat og bøger om og af Ernest Mandel.