Nej til nye atomraketter

I 1980'erne havde centrum-venstre et alternativ til det borgerlige Danmarks blinde accept af USA/NATO's atomoprustning. Nødvendigheden af en anden udenrigs- og sikkerhedspolitik er ikke blevet mindre med tiden.

af Arne Lund

Tidligere socialdemokratisk folketingsmedlem og mangeårig formand for Folketingets Udenrigspolitisk Nævn, Lasse Budtz’ bog Her stod vi af fortjener at blive trukket frem fra glemslen. Budtz var, sammen med Ritt Bjerregaard og tidligere udenrigsminister Kjeld Olesen, arkitekterne bag fodnote-politikkeni, der i årene 1982-88 gav anledning til voldsomme brydninger mellem Schlüters regeringer og centrum-venstre.

 

Et Folketingsflertal sagde dels nej til USA/NATO’s og Sovjets ønsker om at placering ca. 1.000 atomare mellemdistancemissiler i Europa, dels nej til, at amerikanske krigsskibe kunne anløbe danske havne, hvis de havde atomvåben ombord, hvad mange af dem havde, men som USA afviste af oplyse om.

 

“Her stod vi af”. Lasse Budtz. 1998, 320 s., pris 74,95.

Bogen giver et godt indblik i den modstand, der var i Socialdemokratiet – bortset fra partiets højre-fløj – mod atomoprustningen. Modviljen handlede ikke om NATO-medlemskabet; det var ikke til diskussion, selvom de borgerlige hele tiden forsøgte, at så tvivl derom. Bogen er nyttig fordi den giver mulighed for at sammenligne SD’s sikkerhedspolitik i 80’erne med i dag, hvor partiet fører borgerlig udenrigs- og sikkerhedspolitik.

 

Fodnotepolitikken var i sig selv ikke  revolutionerende. Men set i forhold til den gængse danske underdanighed overfor USA, så var den alligevel bemærkelsesværdig fordi den påviste et alternativ til atomoprustningen. Fodnotepolitikken bidrog til at styrke de kræfter i øst og vest, der så sikkerhedspolitik, som andet og mere end øget oprustning, og den understøttede den afspænding, der begyndte med Willy Brandts forsoningspolitik overfor Sovjet og Østeuropa sidst i 1970’erne.

 

Dansk atomvåbenpolitik – historisk

1953 afviste Socialdemokratiet atomvåben på dansk jord. Året efter blev det besluttet, at heller ikke fremmed tropper og depoter kunne få adgang til danske territorium. Det holdt kun til 1960, hvor tyske tropper fik depoter i Jylland, og fem år senere deltog i fællesmanøvrer med danske soldater, under den nyoprettede Enhedskommando.

 

Bag ryggen på de fleste sagde statsminister H.C. Hansen i 1957 ja til, at USA kunne oplagre kernevåben på Thulebasen.

 

I 1973 skrev SD i en betænkning, “at et fortsat medlemskab af NATO skulle føre en aktiv politik til fremme af afspænding i Europa med det klare formål, at få NATO og Warszawa-pagten opløst samtidig, og få en europæisk sikkerhedsordning i stedet.” En målsætning, der harmonerede med det OSCEii, der blev oprettet samme år.

 

Det ignorerede Sovjet og USA/NATO, og i 1979 besluttede USA/NATO, at opstille 572 atomare mellemdistanceraketter i Europa, som reaktion på at Sovjets planer om at opstillede 750 mellemdistance-raketter i Østeuropa.

 

I november 1979 erklærede statsminister Anker Jørgensen, at Danmark ikke ønsker atomvåben, og heller ikke kan anbefale, at andre lande har dem. I starten var kravet, at man ikke ville have dem freds- eller krisetider, senere skærpedes det til også at gælde i krigstid. “Vi må forstå, at vi står overfor en dybtfølt folkelig reaktion mod en udvikling som fører ind i det absurde. Vi søger sikkerheden, men i realiteten fører udviklingen på atomvåbenområdet til usikkerhed. En magt- og terrorbalance som bygger på ubegrænsede mængder a-våben forekommer næsten alle vanvittige …en udvikling, der nærmest er udtryk for at verden ved at gå amok: Her står vi af!”

 

Et par år senere skrev den amerikanske veterandiplomat, George Kennan i Politiken, “at USA er slået ind på en kurs som vil føre til krig mellem supermagterne – med mindre USA’s tankegang ændres…relationerne til Sovjet befinder sig i en frygtelig og farlig tilstand – fjendskabet, mistænk-somheden og kynismen…er blandt det ufejlbarlige kendetegn på en udvikling, der kan føre til krig.”

 

Et flertal udenom regeringen

Enhver tænkende politiker måtte naturligvis reagere på den skærpede situation. I Folketinget fremsatte SD og SF i 1982, med opbakning af de Radikale, der var ét af regeringens støttepartier, samt først VS og siden Fælles Kurs, dagsordener, der gik imod Schlüter-regeringens følgagtige linie overfor USA/NATO. En kurs, der bestod i, verbalt, at tage afstand fra atomvåben, men som i praksis accepterede, at amerikanske og engelske krigsskibe, der anløb danske havne, havde atomvåben ombord.

 

Pensionerede amerikanske admiraler havde tidligere erklæret, at selvfølgelig havde USA’s krigs- skibe atomvåben om bord, hvis skibene var indrettet til det, og at kravet om at de skulle omlade våbnene inden de anløb danske havne – sådan som udenrigsminister Uffe Ellemann påstod – var urealistisk. Heraf følger, at når USA’s og Engelske krigsskibe sejler gennem de danske bælter, så har de atomvåben om bord.

 

Amerikansk destroyer: USS David Cook

USS David Cook

Den 22. marts i åriii deltog to amerikanske destroyere The Sullivans og Donald Cook, begge udrustet med krydsermissiler, i en flådeøvelse sammen med danske og norske krigsskibe i Østersøen, samt anløb København, hvor skibet kunne besøges af særligt indbudte. De to skibe er stationeret i Rota, Spanien, og bruges bl.a. til “navigationsøvelser” tæt på de russiske kyster.

De regelmæssige sejladser med sådanne skibe viser, at Norden er et konfrontationsområde. Budtz fortæller, at i 1990 havde USA og Sovjet ca. 8.000 atombærende raketter stationeret på skibe og ubåde, og at et meget stort antal af dem sejlede konstant rundt på den nordlige halvkugle.

 

Norden som atomvåbenfri zone

Debatten om atomvåbnene udviklede sig til et krav om at Norden skulle være atomvåbenfri zone. Her var især statsminister Oluf Palme drivende kraft. Det var dog først da Gorbatjov kom til, at der skete noget. Han gav tilsagn om, at trække ubåde væk fra Østersøen, og afmontere affyrings-ramper på Kola-halvøen. Inden dette skete kollapsede Sovjet, og planerne blev skrottet. Gorbatjovs betydning for den begyndende nedrustning, må dog ikke undervurderes.

 

Heller ikke atomvåbenfrie zoner kunne USA acceptere. “For våbnene kan jo flyttes med timers varsel,” erklærede udenrigsminister George Schultz.

Tilnærmelserne mellem øst og vest, kunne ikke være sket, uden den lange række af forudgående, tillidsopbyggende samtaler der fandt sted. Fra dansk side var Lasse Budtz og Kjeld Olesen aktive.

 

I 1985 mødtes 47 nordiske partier på Christiansborg til en konference om atomvåbenfrie zoner, noget de borgerlige var imod. De holdt sig til, at hvad USA gør, er altid det rigtige. Modet og evnen til at tænke og handle selvstændigt manglede. Og det er ikke bedre i dag, hvor Mette Frederiksen frejdigt erklærer, “at der må ikke være så meget som et A4-ark mellem USA og Danmark,” og. “at jeg gør gerne USA en tjeneste hver dag.”

 

USA blander sig

Schlüter-regeringen gik så langt, at den i FN stemte imod folketingsflertallets afgørelser i sager, der vedrørte nedrustningsspørgsmål. I Information skrev Jørgen Dragsdahl, at den danske regering havde opfordret USA’s og Englands regeringer om at kritisere fodnotepolitikken fordi den kunne føre til, at Danmark blev udelukket fra NATO’s sikkerhedspolitiske arbejde, og at Danmark ville blive ansat for illoyal og utroværdig.”

 

Det gjorde ikke USA venligere stemt, da Ritt Bjerregaard i en artikel skrev, “at NATO er kommet til at stå for en terrorpolitik, som enten er amoralsk eller utroværdig, og at det ikke kan blive ved med at.” Den radikale Arne Stinus supplerede: “Vi er med, på den helt klare betingelse, at NATO er og forbliver en defensiv alliance.” Da NATO sidenhen viste, at den var alt anden end defensivt, havde de pågældende politikere og partier glemt hvad de sagde og skrev.

 

Det var ikke den eneste gang, hvor USA blandede sig i dansk politik. I juni 1979 bebrejdede USA’s krigsminister Harold Brown,. at vi ikke ville forhøje militærbudgettet med de 3 pct., som NATO-landene var blevet enige om. Skiftende USA-ambassadører og politikere mente, at fodnoterne ville påvirke udfaldet af Folketingsvalg. Det kommenterede SF’s daværende formand, Gert Petersen, der var én af drivkræfterne i fodnotepolitikken, med “hvis USA’s ambassadør kan afgøre hvornår der udskrives valg i Danmark, så er der tale om en voldsom suverænitetsafgivelse …(og at) NATO-traktaten hjemler os ret til at sige nej…”

 

Radikale vendekåber

Fodnotepolitikken ophørte i 1988 da de radikale vendte ryggen til det udenrigspolitiske flertal. “Nu måtte de indenrigspolitiske drillerier stoppe, for de tog ikke hensyn til, at der var en verden udenfor… og de bidrager ikke med noget konstruktivt,” sagde Lone Dybkjær. Sagen var, at de radikale ville i regering med Schlüter, og så kunne partiet jo ikke gå imod dens følgagtige politik overfor USA/NATO.

 

Fodnotepolitikken kan stadig gøre borgerlige politikere hvidglødende af raseri, og beskyldninger om landsforræderi falder af og til. For et par år siden, blev historieprofessor Bent Jensen dømt i højesteret for injurier, fordi han havde kaldt Jørgen Dragsdahl for påvirkningsagent for KGB.

 

I midten af 80’erne var de fleste europæiske socialdemokratier – bortset fra Frankrigs og Italiens – modstander af atomvåben og den øgede oprustning. Sammen med ligesindede partier i fx Ungarn og Tjekkoslovakiet arbejdede man for nedrustning og afskaffelse af a-våben i Europa.

 

Der var bred folkelig opbakning til det, demonstrationer med oprustningen var udbredte og fik støtte fra mennesker, der ellers aldrig deltog i demonstrationer. En rundspørge i 1988 viste, at 82 pct. af danskerne og 71 pct. af nordmændene var tilhængere af atomvåbenfrie zoner i i norden, og at mange europæere satte spørgsmålstegn ved USA’s dominerende stilling i NATO.

 

I nogle kommuner blev der rejst krav om, at kommunen skulle være atomvåbenfri, og at man ikke ville modtage krigsskibe, der havde a-våben ombord. Da det kom til stykket, var det vist kun Århus og København, der fastholdt kravet. Kommunerne blev mødt med indvendingen om, at de ikke måtte føre udenrigspolitik, og det rettede de sig så efter. At regeringen i dag kraftigt opfordrer kommunerne til at bryde båndene til Rusland på grund af invasionen i Ukraine, viser, at der er tale om en selektiv tilgang til spørgsmålet.

 

Noter:

ii Organization for Security and Co-operation in Europe

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com