Foto: Vanessa Gor - CC BY-SA 4.0, Wikimedia

 

Debatten om Pia Olsen Dyhrs genansættelse af Thomas Nystrøm er blevet indrammet som et spørgsmål om tilgivelse, om retten til at komme videre og om hvorvidt et menneske skal have mulighed for en ny chance. Men denne indramning er i virkeligheden en afsporing, fordi den trækker diskussionen ind i en logik om skyld og straf, som slet ikke er dækkende for det, sagen handler om, og som i værste fald er med til at sløre det centrale spørgsmål om, hvem der har ret til tryghed i det fælles rum.

 

Dette er ikke en diskussion om straf, og det bør det heller ikke være.  For hvis svaret på krænkelser alene bliver et spørgsmål om sanktioner og udstødelse, risikerer vi blot at gentage en straflogik, som venstrefløjen ellers historisk har været kritisk over for, og som ofte reducerer komplekse sociale problemer til individuelle forseelser, der kan “afsones” og dermed afsluttes.

 

Beskyttelse af offeret

Derfor er det også afgørende at insistere på, at alternativet til straf ikke er glemsel eller ligegyldighed, men beskyttelse. Hvis vi ikke ønsker at møde krænkelser med en simpel straffelogik, må vi til gengæld være langt mere konsekvente i at indrette vores fællesskaber sådan, at de mennesker, der har været udsat for dem, ikke igen skal bære byrden.

 

Når en person med en historie om krænkelser placeres tilbage i det samme politiske miljø, tæt på dem, han tidligere har haft en magtrelation til, er det derfor ikke et udtryk for rummelighed eller principfasthed, men et konkret valg om, hvem der skal tilpasse sig situationen. Og i praksis er det alt for ofte den krænkede, der forventes at finde sig i, at hendes utryghed må være prisen for, at andre kan få en ny begyndelse.

 

Og også i dette tilfælde forskød debatten sig så hurtigt fra dette spørgsmål og over i en vurdering af den kvinde, der stod frem. Som om hendes reaktion i sig selv var det mest interessante, og som om hendes måde at sige fra på kunne og skulle dissekeres og vurderes fra alle vinkler, mens det, hun faktisk reagerede på, gled i baggrunden.

 

Dette er et velkendt mønster, hvor den krænkede ikke blot skal håndtere sin oplevelse, men også en efterfølgende offentlig bedømmelse og latterliggørelse.

 

Backlash mod MeToo

Denne forskydning bliver endnu tydeligere, når man bevæger sig ned i kommentarsporene, hvor tonen ofte udvikler sig til noget, der ligger langt fra blot at være kritisk, men som i stedet er præget af hån, mistænkeliggørelse og en næsten demonstrativ vilje til at nedgøre.

 

Her er det ikke ualmindeligt at møde kommentarer, der latterliggør selve oplevelsen, reducerer den til noget trivielt, eller fremstiller det at sige fra som et udtryk for svaghed eller beregning, og hvor der tegner sig et billede af en debat, der ikke blot er uenighed, men som i sin form også fungerer som en social sanktion rettet mod dem, der overhovedet vover at tage ordet.

 

Det er i disse rum, man tydeligst kan se konturerne af et backlash mod MeToo, fordi modstanden ikke længere kun handler om konkrete sager, men om selve retten til at bringe dem frem, og fordi irritation over, at der tales om krænkelser, gradvist erstatter den oprindelige erkendelse af, at de finder sted.

 

Backlash’et består netop i denne forskydning, hvor fokus flyttes fra handlingen til den, der taler om den, og hvor der opstår en forventning om, at hun bør dæmpe sig, relativere sin oplevelse eller acceptere, at sagen ikke længere er relevant. Og hvis hun ikke gør det, vil hun være nødt til at tåle at blive mødt med hån og mistillid.

 

Feministisk solidaritet

Set i et socialistisk og feministisk perspektiv gør det spørgsmålet om solidaritet desto mere konkret, for solidaritet kan ikke reduceres til en abstrakt værdi, men må træde frem som et valg om, hvem der skal skærmes, når interesser støder sammen.

 

Hvis vi afviser straf som det centrale redskab, må vi til gengæld være desto tydeligere i vores vilje til at prioritere tryghed, også når det betyder at sige nej til en ansættelse eller et comeback. Ikke som en evig dom over et menneske, men som en erkendelse af, at nogle rum ikke kan genskabes som neutrale for alle.

 

Og det er netop her, den afgørende pointe må fastholdes. For hvis der er én ting, vi bør insistere på, er det ikke en strengere straf, men en stærkere ret til at tale, fordi det eneste, der for alvor kan forhindre, at krænkelser gentager sig, er, at de bliver sagt højt, fastholdt og taget alvorligt.

 

Hvis prisen for at gøre det er, at man skal tåle hån, mistænkeliggørelse og et offentligt pres for at tie stille, så er det ikke bare den enkelte sag, der er i fare, men selve den mulighed, som MeToo åbnede, nemlig kvinders ret til at fortælle om overgreb – og blive hørt.

 

SAP’s Forretningsudvalg, den 21. juni 2026