Åge Skovrind

Åge Skovrind

Brev til egyptiske revolutionære

I denne lange analyse fremlægger Revolutionære Socialister i Egypten deres vurdering af situationen i landet, efter at militæret afsatte præsident Morsi og således afsluttede flere dages masseprotester. Organisationen er helt uenig med de fleste liberale og venstreorienterede, som har hilst militærets indgriben velkommen som en garant for revolutionens fortsættelse.

Ingen fredelig vej til socialisme

Den chilenske vej til socialisme druknede i blod, da Pinochet støttet af USA tog magten ved et kup den 11. september 1973, og med kuppet mistede det borgerlige demokrati sin uskyld. Unidad Populars regering var et forsøg på en demokratisk og fredelig overgang til socialisme. Kuppet i Chile definerede spørgsmålet: Kan vi stemme os til socialisme?

Vi støtter det syriske folks revolution – nej til fremmed intervention

Denne uges kommentar er en fælles udtalelse fra Revolutionary Left Current (Syrien), Revolutionary Socialists (Egypten), Union of Communists (Irak), Al-Mounadil-a (Marokko), Socialist Forum (Libanon) og League of the Workers' Left (Tunesien).

Over 150.000 dræbt, hundredtusinder såret og invalideret, millioner drevet på flugt indenfor og udenfor Syrien. Byer, landområder og kvarterer helt eller delvist ødelagt, med alle mulige former for våben, inklusiv krigsfly, missiler, bomber og tanks. Alt sammen betalt af det syriske folks eget blod og sved. Det skete under dække af at forsvare hjemlandet og sikre militær balance med Israel (selvom det syriske regime beskytter den israelske besættelse af syrisk land og har undladt at reagere på Israels kontinuerlige angreb).
Trods de enorme tab som det syriske folk har lidt, har ingen international organisation og intet større land (eller mindre land) følt sig forpligtet til at give praktisk solidaritet eller støtte til det syriske folks kamp for basale rettigheder, menneskelig værdighed og social retfærdighed.

Regeringen fortsætter ad selvmords-sporet

Regeringens forslag til finanslov er sørgeligt renset for overraskelser. Nogle af medierne kalder det en neutral finanslov. Med det mener de, at forslaget opsummerer de asociale og usolidariske forlig, regeringen har lavet med højrefløjen i de forløbne to år – og ikke meget mere.
I den knap 50 sider lange præsentationspjece, ”Vækst og balance”, står der da også mere
- om vækstplanen, hvis formål var ”…at gøre det mere attraktivt at investere i danske virksomheder”,
- om kontanthjælpsreformen, som vil ”styrke de offentlige finanser med 1,2 mia. kr.”,
- og om SU-reformen, som vil styrke samme offentlige finanser med 2,2 mia. kr.
… end der står om nye initiativer.
Oven i købet har den regering, som gennemførte dagpengereformen og bagefter begrænsede skaden en lille smule, den frækhed at skrive, at de ”… har arbejdet for bedre forhold for de mange ledige”.

Finanskrisen i EU

Finanskrisen er det vigtigste træk ved den politiske situation i EU. Den bliver brugt af kapitalistklassen til en nyliberal forandring af samfundet i stor skala.

Derfor har Marx ret

Terry Eagletons bog kredser om de undrende spørgsmål og fordomme, som venstrefløjen typisk konfronteres med. Men den er desværre for meget polemik og for lidt brugbar nytænkning og analyse.

Fronterne trækkes op i Enhedslisten

Uenighederne om sidste års finanslov og debatten på Enhedslistens sidste årsmøde fører nu til, at forskellige grupper i partiet begynder at organisere sig. Foreløbig taler ingen om egentlige politiske fraktioner, men om programmatiske principper og det interne demokrati.

Enhedslisten: Farlige tendenser?

Interne politiske uenigheder er uundgåelige og nødvendige, når et parti skal have en levende og demokratisk debat, der hele tiden udvikler partiets positioner i takt med den politiske udvikling og de erfaringer, der gøres. Det er kun godt, når politiske strømninger bliver formuleret åbent, og det kan være en fordel, at medlemmer, der føler sig nogenlunde enige, sætter sig sammen for at præcisere og udvikle deres synspunkter. Det er heller ikke spor farligt eller forfærdeligt, at medlemmer organiserer sig i tendenser for at fremme bestemte synspunkter. Tværtimod kan det udvikle de politiske diskussioner, gøre uenighederne overskuelige og sikre medlemsdemokratiet.

Modstanden på Taksim

Der er en enorm kløft mellem den udbredte utilfredshed og den socialistiske bevægelse. Det kommer til udtryk ved, at de mennesker, der deltog i modstanden på Taksim, ikke er tilknyttet noget politisk parti. For de fleste var det også første gang, at de deltog i en politisk aktivitet. Mange gav endda udtryk for, at der er brug for et nyt politisk parti.