Indimellem, efter et fastlagt skema, starter min arbejdsuge søndag aften klokken 22. Vi håber, at vi afløser med maskinerne kørende, for så kan vi lige sidde lidt og snakke. Nogle kolleger kommer langvejs fra, men de fleste har lige nået DR’s søndagsføljeton. Det er mørkt udenfor og det regner, og vi har lige forladt vores familier, der er på vej i seng. Og så er det, at min kollega Lars gaber og siger: ”Hvad blev der egentlig af den der 35 timers uge?”

af Benedicte Toftegaard

Jeg kan ikke lade være med at grine. Vi kommer til at snakke om vores forbundsformand for HK Kim Simonsen, der engang udtalte til Politiken, at vi sagtens kan arbejde længere end vi gør nu, og som henviser til, at alle arbejdspladser har ”hjælpemidler til det fysisk hårde arbejde, fitnessrum og kantiner med sund mad”. Så morer vi os igen mens vi sender en tanke til affaldsspanden, der udsender en lugt af tomme papbakker med Remas ”Brændende kærlighed” nedsat til 10 kr.

 

Kampen om arbejdstiden

Et essay i 4 dele

Af Benedicte Toftegård

 

Kapitel 1: Spørgeskemaerne siger, at vi ikke vil have kortere arbejdstid … men er det ikke høvdingene som lægger linjen?

 

Kapitel 2: Hvis arbejdstidsforkortelsen har en pris?

Vi gik fra 40 til 37 timer men fik flere weekend- og nattevagter og færre pauser

 

Kapitel 3: Hvis vi nu hellere vil have penge end fritid?

Fordi vi ikke ved hvad vi skal bruge fritiden til

 

Kapitel 4: Når man én gang har smagt friheden …

Historien om en lokal kamp

 

Venstrefløjen har altid været gode til at skrive skråsikre artikler med færdige konklusioner. Det gælder også mig selv. Dette er et essay, fordi jeg tager udgangspunkt i mine egne erfaringer, men samtidig er søgende. Jeg har ikke nødvendigvis de rette svar parat, men måske kan jeg være med til at gøre diskussionen om arbejdstiden mere politisk og mere konkret. Selv har jeg været involveret i kampe om arbejdstid siden 80’erne. Og én ting er jeg ikke i tvivl om: Spørgsmålet om arbejdstidens længde er et af de vigtigste spørgsmål for dem, som vil omforme samfundet i en socialistisk retning.

Lars er tolv år yngre end jeg, født i 1970 og er kommet på arbejdsmarkedet efter de store arbejdskampe i 80’erne, men her på trykkeriet har vi gennem årene ofte haft spørgsmålet om arbejdstid på dagsordenen, og ikke mindst, at det er os der bestemmer, hvor lange arbejdsdagene skal være, og hvordan timerne skal fordeles på de forskellige skift. Det er flere gange sket, at vi har valgt fritid højere end penge, og det gør, at kolleger på andre industriarbejdspladser synes, at vi er lidt sære.

 

Vi snakker lidt om det med, at andre forbund som f.eks. 3F og Metal ikke længere prioriterer kravene om nedsat arbejdstid, men tilsyneladende går mere op i penge, men så er det tid til, at vi skal ud og ligge på knæ på dørken for at sætte trykpladerne i maskinen. På vejen op ad maskintrappen, siger Lars noget, som jeg har tænkt over bagefter. Han siger: ”Vi har det nok med at gøre, ligesom høvdingene siger.”

 

Dengang der var høvdinge til

Jeg er gammel nok til at huske, dengang i 80’erne, de store kampagner for 35 timers arbejdsuge, der både fandt sted i Danmark og ikke mindst i Frankrig og Tyskland. Dengang talte vi om, at arbejdstiden skulle sættes ned, så flere kunne komme ind på arbejdsmarkedet. Men vi talte også om, at vi ville have tid og overskud til at levere arbejde både til samfundet og til også selv. Vores eget arbejde var tiden og omsorgen til familien, men også det, som gjorde livet værd at leve. For mit vedkommende at skrive og spille teater. For andre at fiske, bygge huset om, male akvareller, spille i et rockband eller dyrke sport. Og så talte nogen af os om, at vi burde have tid til at blande os i samfundet, til at være aktiv i lokalsamfundet, i et politisk parti eller … til at demokratisere arbejdspladsen og produktionen.

 

Kravet om kortere arbejdstid opstod i midten af 1800-tallet. Dengang var arbejdsdagene ofte længere end 12 timer i døgnet, og havde man helt eller delvist fri søndag, var det kun af religiøse årsager. Ferie som begreb fandtes ikke. Karl Marx skrev om det i Kapitalen (1. bog bind 2). Om børnearbejdere, som udviklede dværgvækst og forkrøblede lemmer, fordi de arbejdede 12-16 timer som 8- 10-årige … også om natten.

 

Karl Marx konkluderede, at de lange arbejdsdage nedbrød arbejdskraften og frarøvede den muligheden for fysisk aktivitet og personlig udvikling.

 

I 1889 blev kravet om 8 timers arbejde – 8 timers hvile – 8 timers søvn gjort til et internationalt krav for hele arbejderbevægelsen på 1. Internationales kongres i Paris. De københavnske typografer (dem, som jeg og Lars på en måde er rundet af) var de første i Europa, som fik gennemført kravet gradvist fra 1906. Den almindelig LO-arbejder i Danmark fik 8-timersdagen i 1919.

 

Arbejdermuseet i København har i år stadig vist udstillingen ”Kampen om arbejdstiden”. Da udstillingen blev åbnet, blev der bragt en kronik i Politiken 17. maj 2019 af Søren Bak Jensen. Han skrev bl.a. om tiden op til 8 timers dagens indførelse:

 

”Arbejdsgiverne bestemte suverænt over arbejdstiden, og den skulle ikke bruges på at skærpe socialistiske argumenter. Resultatet blev, at arbejderbevægelsens tidlige dannelsesaktiviteter blev knyttet til fritiden, og at fritiden dermed tydeligt blev en ressource i en politisk kamp for arbejdernes vilkår. Faktisk kom arbejdstiden, som var arbejdsgiverens, og fritiden, som var arbejderens, til at stå som radikale modsætninger, nærmest i en nulsumsspil.

I en af sine første taler som nyvalgt folketingsmedlem hævdede socialdemokraten Jens Jensen i 1895 for eksempel, at »hvor den almindelige befolkningsklasse står højest i økonomisk velvære, i intelligens og forståelse, er der, hvor man har den korteste arbejdstid«.

 

Dengang var spørgsmålet om arbejdstiden en af de vigtige dagsordener for arbejderbevægelsen. Det er det ikke længere.

 

”Medlemmerne prioriterer ikke kravet om kortere ugentlig arbejdstid,” siger Per Christensen fra 3F i forbindelse med Ok-forhandlingerne i 2020.

 

Epinion anno 1895?

Jeg er som grafisk arbejder som sagt medlem af HK. Mindst en gang om måneden får jeg en mail fra HK, der opfordrer mig til at besvare spørgsmål i en undersøgelse lavet af Epinion. Jeg svarer beredvilligt på præfabrikerede spørgsmål om alt fra hjemmearbejde under Coronapandemien, om jeg er blevet udsat for sexchikane, til om jeg ville arbejde mere, hvis jeg fik en skattelettelse i toppen.

 

I takt med at fagforbundene er blevet større og mere centralistiske, er medlemsdemokratiet skrumpet ind. Det store apparat af fagforeningsfunktionærer har ikke føling med, hvad medlemmerne tænker, hvis ikke de benytter sig af fokusgrupper og andre moderne marketingsmetoder.

 

Hvis fagbevægelsen formulerer sin politik ud fra statistisk information fremkommet via Epinions elektroniske spørgeskemaundersøgelser, er det så det sande billede? Ja da, siger HK, for vi spørger jo et bredt udsnit af medlemmerne hjemme hos dem selv, hvor de kan svare ærligt.

 

 

Men lad os lave et tankeeksperiment. Vi forestiller os, at Epinion anno 1895 med blyant og notesblok går fra dør til dør gennem Nørrebros korridorlejligheder og slumkvartererne ved Adelgade i det daværende København og spørger familierne om deres ”prioriterede krav”. Bliver de mødt med visionerne om, at arbejdstiden kan sættes væsentligt ned … fordi arbejderklassen har brug for at udvikle sig … med Jens Jensens ord … i intelligens og forståelse? Eller vil det handle om overlevelse og mad på bordet?

 

Måske var det snarere sådan, at visionerne og kravene om 8 timers-dagen blev formuleret i arbejderforsamlinger af de mest bevidste, de der kunne læse, de der kunne tage ordet og som også havde politiske ideer?

 

Jeg har været tillidsmand i 17 år. En god tillidsmand skal lytte til sine kolleger og formulere løsninger på de problemer, de har. Nogle kolleger kommer tit forbi med gode ideer. Men de fleste brokker sig bare eller resignerer. Sådan var det sikkert også i 1895.

 

 

En ting er at se sin egen elendighed, noget andet er at kunne formulere svar på, hvordan man kommer ud af den, og hvad der kan forbedre ens egne vilkår.

 

Vi er på vej mod 2021. Vi er et rigere samfund. Vi er mere oplyste. Men den grundlæggende hverdag er stadig sådan, at mange har svært ved at overskue og formulere politiske krav og fælles samfundsvisioner. Mange vælger den individuelle løsning. Har man råd, går konen på deltid. Har man ikke råd, melder man sig syg af og til for at tage toppen.

 

Visioner eller styr på medlemmerne

Fagforeningslederne skal have visioner, men de skal også have føling med hverdagen. De store reformer om arbejdsmarkedspension og oprettelse af kompetencefondene til uddannelse var ikke krav, der fødtes i medlemsskaren. Fagforeningslederne og visse tillidsfolk satte dem på dagsordenen alligevel, fordi socialdemokratiske ideologer tænkte langsigtet. Men medlemmerne skreg faktisk på mere frihed. I 1998 blev det for meget. Det var ikke nok med en fridag juleaften, som de fleste havde i forvejen. Der blev stemt nej til mæglingsforslaget, og senere fik vi feriefridagene. ”Det skulle nødigt ske igen, at fagbevægelsen mister grebet”, tænkte de socialdemokratiske ledere i Metal. Siden har man forhandlet benhårdt i CO-Industri på en måde, så alle andre grupper reelt må afvente deres resultat. Det gør det nemmere at styre.

 

Måske er én af årsagerne til, at medlemmerne ikke længere prioriterer kortere ugentlig arbejdstid, at ”høvdingene” har fjernet det fra visionerne om samfundsforandring?

 

I 2016 stillede Alternativet forslag i folketinget om at arbejdsugen skulle nedsættes til 30 timer. Vel vidende at arbejdstid i Danmark altid er blevet reguleret gennem overenskomsterne. Enhedslisten fulgte op med en bred kampagne henvendt til hele befolkningen.

 

Mattias Tesfaye argumenterede imod Enhedslistens forslag i Politiken tilbage i 2016 (16/12). I artiklen henviser han til spørgeskemaundersøgelser blandt 3F’ere, der hellere vil have orlov og omsorgsdage. ”Der er intet historisk belæg for, at udvikling af ny teknologi på længere sigt reducerer antallet af jobs.” Og hvis det handler om miljø og klima: ”Vi skal ikke tilbage til frk. Jensens kogebog fra 50’erne, men i stedet satse på genteknologi, planteproteiner og ressourceeffektiv produktion i fødevareindustrien”. Han lægger vægt på, at indførelsen af 35-timers arbejdsugen i Frankrig ikke skabte flere job, for ”mængden af arbejdspladser er ikke konstant”. Vi skal hellere kræve tid til at uddanne os, mener han:

 

”Der findes godt nok ikke så mange skibsbyggere mere på danske værfter, men deres børn og børnebørn er kommet til at arbejde med noget nyt. Med den rette erhvervs- og uddannelsespolitik kan de endda komme til at arbejde med noget mere indbringende og mindre nedslidende,” skriver Tesfaye og tilføjer også, at en 30 timers arbejdsuge vil udmarve den offentlige sektor, hvor der i forvejen er mangel på f.eks. sygeplejersker.

 

Og her har han en pointe – på kort sigt. Sandheden er, at netop sygeplejersker ofte vælger at arbejde deltid, men det vil jeg vende tilbage til senere. Ligesom det med, at marxister skulle påstå, at mængden af arbejde er konstant, for det er ikke korrekt.

 

Thorvald Stauning, der dengang endnu ikke var blevet statsminister, men dog rorgænger for Socialdemokratiet, talte i 1918 om, at den lange arbejdstid var ”forkastelig af både hygiejniske og kulturelle grunde”. Det var ensbetydende med nedslidning og forsømte børn. Hvis hverdagen kun bestod af arbejde og ren overlevelse, var der ikke overskud til ”demokratisk dannelse og kulturel udvikling.”

 

Mattias Tesfaye (eller Socialdemokratiet årgang 2020) taler ikke om arbejderklassens muligheder for at blive inddraget i demokrati og kultur, men udelukkende om uddannelse, der kan forøge produktiviteten i samfundet. Arbejderklassen skal udvide sine kompetencer, så der er råd til velstand i den konkurrencestat, man finder det nødvendigt at opbygge i en globaliseret verden. Eller man kan sige, at Socialdemokratiet endegyldigt har opgivet både tanken om, at det er realistisk muligt at lave en omfordeling af ”lagkagen” og tanken om at øge inddragelsen af arbejderklassen i demokratiet. Arbejderne må forsætte med at knokle for at gøre lagkagen så stor, at der stadig er lidt til at bygge velfærd med. Det bliver sværere og sværere.

 

Kompetencer på kapitalens præmisser

På trykkeriet er klokken ved at nærme sig fem om morgenen. Jeg er træt, men har svært ved holde mig vågen, hvis jeg sætter mig ned. Somme tider kan man få kvalme af mangel på søvn. Det eneste, som hjælper, er at indtage noget fra slikskålen inde på nabomaskinen. Lars har været ude og tage en smøg på siden af bygningen, og siger, at solen er ved at stå op bag Ikeas vindmølle. Ude på rullestellet, hvor vi klargør papirrullerne til trykmaskinen, er et loftvindue på klem, og vi kan høre mågerne, der kredser rundt om bygningen. Herinde lyder det som indledningen til et gammelt rocknummer med Procol Harum, ”A salty dog”, der også begynder med mågeskrig.

 

Vi taler om gammel musik. ”Pink Floyd: We dont need no education.” Det nummer synes Lars er fedt, for han gider ikke gå på kursus. Han har dog gjort det, for at vi kan vi holde andre kolleger inde og undgå fyringer. Men det siger ham ikke noget. Alt der bare lugter af skole, giver ham brækfornemmelser. Jeg fortæller, at det nummer engang blev brugt symbolsk af sorte sydafrikanske skoleelever under apartheid. De brugte den som protest mod, at de skulle undervises i boernes sprog. Den historie kan Lars godt lide, for han gider ikke lære robotteknologi, industrioperatør-kurser og IT og alt det, som HK agiterer for, at han skal tage. Hvis fabrikken lukker, vil han sgu ikke stå ved et eller andet samlebånd på Novo.

 

Så kunne jeg jo som Mathias Tesfaye belære ham om konkurrencestatens barske vilkår, at han jo skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, at han skal leve af noget og vil få svært ved at få et nyt job, især til den løn og de arbejdsforhold, han har nu. Jeg plejer at henvise til fornuften, men det gør jeg sgu ikke i nat. For jeg forstår ham på en måde godt. Og Lars har altid været en af mine trofaste støtter i en lokal kamp om kortere arbejdstid, der har strakt sig over mere end 17 år.

 

Jeg er som tillidsmand også en høvding, om end en lille en. Men jeg har fået et problem, de seneste år. Et problem med især nyansatte kolleger, der ikke er så interesserede i at holde fri. Til min undren er det gået op for mig, at de fravælger fridagene, fordi de ikke ved, hvad de skal bruge fritiden til.

 

Næste kapitel:

Hvis arbejdstidsforkortelsen har en pris?

Vi gik fra 40 til 37 timer, men fik flere weekend- og nattevagter og færre pauser

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com