Da jeg blev ansat første gang hos Aller i februar 2000, lå trykkeriet i Valby på Vigerslev Alle. Det var et sted, hvor man uofficielt og selvbestaltet havde indført kortere arbejdstid. Systemet gik ud på, at man havde nogle arbejdsnormer. En bestemt funktion var aftalt til at tage f.eks. 1,5 time. I virkeligheden kunne det gøres på den halve tid.

af Benedicte Toftegaard

Foto: Strejkesang på trykkeriet. Teksten lyder: Her er fabrikken med trykrotationer. Her er dynamikken og ”store visioner”. Her er ledelsens moderne. Personalet vil de fjerne. Her’en arrig direktør. Her er ingenting som før…

 

På arbejdssedlen fulgte man normen, men i virkeligheden havde dag- og aftenholdet arbejdet så meget forud, at når natholdet mødte ind kl. 22, så behøvede de ikke at være der til kl. 6 men kunne gå hjem kl. 1 eller 2 om natten. De gamle klagede dog over, at ”i de gode gamle dage” var normerne bedre. Dengang var der kun en enkelt fra holdet, som mødte ind og skrev under på sedlen, de andre kunne blive hjemme.

 

Kampen om arbejdstiden

Et essay i 4 dele

Af Benedicte Toftegaard

Venstrefløjen har altid været gode til at skrive skråsikre artikler med færdige konklusioner. Det gælder også mig selv. Dette er et essay, fordi jeg tager udgangspunkt i mine egne erfaringer, men samtidig er søgende. Jeg har ikke nødvendigvis de rette svar parat, men måske kan jeg være med til at gøre diskussionen om arbejdstiden mere politisk og mere konkret. Selv har jeg været involveret i kampe om arbejdstid siden 80’erne. Og én ting er jeg ikke i tvivl om: Spørgsmålet om arbejdstidens længde er et af de vigtigste spørgsmål for dem, som vil omforme samfundet i en socialistisk retning.

Kapitel 1: Spørgeskemaerne siger, at vi ikke vil have kortere arbejdstidmen er det ikke høvdingene som lægger linjen?

 

Kapitel 2: Hvis arbejdstidsforkortelsen har en pris?

Vi gik fra 40 til 37 timer, men fik flere weekend- og nattevagter og færre pauser

 

Kapitel 3: Hvis vi nu hellere vil have penge end fritid?

Fordi vi ikke ved hvad vi skal bruge fritiden til

 

Kapitel 4: Når man én gang har smagt friheden …

Historien om en lokal kamp

Bemandingen var også så rigelig, at det ikke var unormalt, at en kollega stillede en kasse øl og meddelte, at han skulle ud og spille en fodboldkamp ovre i Valbyparken og derfor forlod virksomheden nogle timer på aftenholdet. Naturligvis uden at blive trukket i løn. Man kunne også vælge at være rullemand og passe sig selv nede i et hjørne. Her var der en kollega, som næsten nåede at færdiggøre et universitetsstudie. Han måtte skrive sit speciale, mens han levede af sin rigelige fratrædelsesgodtgørelse, men endte med at blive historiker. For denne alternative selvforvaltning af arbejdstiden fik en ende.

 

”Turn around” mod arbejdstids-privilegier

I juni 2002 blev produktionen endegyldigt flyttet til Tåstrup i nybyggede fabrikslokaler. Et par hundrede mennesker var blevet afskediget, husaftaler nedbarberet, og nu skulle der strammes op på produktiviteten som led i en divisionering af de forskellige led i Aller-koncernen. F.eks. forventede ledelsen, at medarbejderne opholdt sig på virksomheden og producerede på natholdet mellem kl. 23 og 07. Og da den nye direktør kom anstigende i 2004 og skar ned i bemandingen over flere gange, samtidig med at han ville have weekendarbejde og 12 timers vagter, så vidste han ikke, hvilket hvepsebo han havde stukket fingrene i. I starten forsøgte han sig med en morgenrunde for at komme i dialog direkte med medarbejderne (fremfor vanetænkende tillidsfolk) , men hver gang han kom ind ad døren, forlod folk lokalet, så det holdt han op med igen.

 

I perioden mellem 2004 og 2007 havde vi 11 arbejdsnedlæggelser, en ”såkaldt overarbejdsvægring”, som blev indberettet og udløste advarsler, og diverse andre aktioner. På et tidspunkt forsøgte ledelsen sig med at stille en flaske rødvin og et forsoningskort i hver medarbejders skab. Flaskerne blev prompte indsamlet og leveret tilbage på kontoret i trillebøre.

 

For de ansatte på det, som nu kom til at hedde ”Aller Tryk”, var vant til kortere arbejdstid, til at have meget fritid, og de dyrkede forskellige fritidsinteresser og selskabelighed. Arbejdstiden var derfor et kardinalpunkt.

 

De nye rotationsmaskiner skulle tjene sig ind, og det betød, at det var afgørende, at personalet skulle til at arbejde i weekenden. Det var almindeligt på aviserne, men det havde det ”forkælede” Aller-personale aldrig gjort.  Jeg var nyvalgt tillidsmand i trykkeriet og vidste godt, at vi ikke kunne modsætte os, at der skulle arbejdes hen over weekenden. Spørgsmålet var, hvad prisen skulle være. I modsætning til industrioverenskomsten, som Metal og 3F arbejder på, kunne arbejdsgiveren ikke bare diktere weekendarbejde. I den grafiske overenskomst har man (stadigvæk!) en såkaldt vetoret. Hvis der skal arbejdes fast lørdag-søndag kræver det en lokalaftale forhandlet med en tillidsmand. Tillidsfolkenes strategi var derfor at få kollegerne overbevist om, at vi nok ikke slap for weekendarbejde, men at vi skulle forsøge at tilkæmpe os en lokalaftale, der som modydelse gav os kortere arbejdstid på natholdet. Vores krav var nedsættelse af arbejdstiden på nathold med 3 timer, og at man skulle have ret til at konvertere sit skifteholdstillæg til afspadsering, hvilket  ville svare til et sted mellem 2 og 3 ugers ekstra ferie om året.

 

I sommeren 2006 tilspidsede situationen. Direktøren ønskede endnu engang at reducere bemandingen (vi startede i 2002 med at være 5, så 4, så 3 og nu ville han have bemandingen ned på 2 trykkere og en hjælper … eller 3 trykkere). Hans strategi var at køre hårdt mod hårdt og tvinge os til at acceptere et ekstra weekendhold for at undgå nogle af afskedigelserne. Da det var uklart, om han ville fyre ufaglærte eller faglærte, valgte vi i Fællesklubben fra starten at gøre det til en fælles kamp for hele personalet.

 

Der var også den særlige omstændighed, at de store bladhuse begyndte at udgive gratisaviser i et nærmest psykotisk kapløb om at brænde flest millioner af. Men det havde den positive bivirkning, at der ikke var en ledig trykker at opdrive i Danmark. Så hvis det skulle være, så var det nu.

 

I august 2006 gik hele fabrikken derfor i strejke helt bevidst ugen før de forhandlinger, hvor der skulle være have sat navne på de grå kuverter. Det var heldigt, for direktøren havde forudset, at der ville komme uro, så han havde på forhånd lagt det meste arbejde ud i byen … men først fra og med den dato, hvor antallet og navnene på de fyrede kom. Vi havde også forberedt os. Det lykkedes os, bortset fra en enkelt smutter, at forhindre de andre danske trykkerier i at lave vores arbejde. Nordmændene og svenskerne kendte vi også, så der var ingen problemer.

 

Så var der det store Tyskland. Vi havde fået hjælp til at formulere en skrivelse på tysk og via nogle overleverede  kontakter sendt mails ud til en lang liste af tillidsfolk på tyske trykkerier. Noget af det var lidt i blinde. Heldigvis var der på det tidspunkt en tillidsmand i Nordslesvig fra det dansktalende mindretal, der havde den rette forståelse. Senere fandt jeg ud af, at man i det tyske fagforbund havde opfattelsen af, at der var tale om en officiel overenskomstmæssig strejke. Det var lidt dunkelt, men det viste sig at være svært for den gode direktør at få afsat sine produkter. Se og Hør måtte helt ned til Dresden for at blive trykt. Familiejournalen blev trykt i Finland. Dem havde vi glemt.

 

Efter en hel uges strejke fik vi lavet et forlig, hvor de alle skulle genansættes og nedskæringen i bemandingen erstattes med en ekstra tilførsel af arbejdsopgaver. Og så genoptog vi arbejdet. Men … det forlig som direktøren havde skrevet under på, blev derefter underkendt af ejerne! Med den begrundelse, at man i så fald havde overgivet ledelsesretten til medarbejderne. Ejerne stod fast på fyringerne af de 9 personer, som foregik på en uhyre brutal facon. Nogle af de afskedigede havde meget lang anciennitet og var kendt som fagligt aktive. Vi stod tilbage og havde fået tæsk, og så hjalp det kun en smule på humøret, at direktøren havde sendt alt arbejde i byen og måtte starte med at betale løn til personalet for ingenting at lave i den første uge.

 

En lokal kamp med uventet resultat

Vi skulle sunde os lidt, men aktiviteterne fortsatte på andre måder. Jeg husker et møde, hvor arbejdslederen i trykkeriet pludselig hidsede sig op og kom med alle mulige beskyldninger. ”At vi gik og trak tiden ud, og at vi mødtes et sted hjemme hos en og aftalte, hvor lang tid vi var om tingene.”  Det havde vi naturligvis ingen kommentarer til.  Han faldt dog ned igen.

 

”Gad vide om maskinen vælter, hvis I kører langsommere?” gnæggede han bare, når han gik forbi os på manøvrebroen.

 

I sommeren 2007 ville direktøren pludselig godt forhandle weekendaftale. Det endte med, at vi lavede en aftale, som betød, at vi i stedet for at levere 24 timers arbejde på et weekendhold, som overenskomsten sagde, skulle vi kun levere 20 timer under forudsætning af, at vi nåede nogle produktionstal. Hvis vi ikke nåede dem, skulle vi levere 22 timer. Vi arrangerede så nogle vagter, hvor forkortelsen af arbejdsugen blev lagt på nattevagterne. Det gav et nathold på 3×8 timer og et hold på 28 timer, hvor der var  2 nattevagter på 8 timer og en lang dagvagt om søndagen. Samtidig fik vi indført, at man kunne afspadsere sit skifteholdstillæg, dvs. 3 ugers ekstra  (selvbetalt) frihed om året.

 

Arbejdslederen kom engang forbi, mens vi lå i maskinen, indsmurt i farve og havde papir på valserne. Han kunne ikke forstå, hvordan vi kunne få en nedsættelse af weekendarbejdstiden på 4 timer, når vi kun havde krævet 3.

 

”Det hænger bedre sammen med 4, og når man ikke slår til i tide, må man betale renter.”

 

Vi kunne sagtens være kæphøje. Sandheden var, at der var blevet ofret nogle mennesker, og at vi havde været gennem en arbejdskamp, der trak tænder ud.

 

Aller Tryk fik deres weekendhold og tjente igen gode penge og trykkerne m.fl. fik en periode med nogle ret attraktive arbejdstider. Det var langtfra altid, vi nåede produktionsmålet, men virksomheden lod os alligevel fortsætte med 20 timer og ro på bagsmækken indtil 2010, hvor en gammel rotation blev udskiftet med en ny, der forøgede effektiviteten med omkring 75 procent. Kort fortalt har vi her i 2020 stadig et forkortet weekendhold på 22 timer og en ret til at afspadsere vores tillæg. I trykkeriet var det i mange år omkring 75 procent, som valgte fridage, i bogbinderiet var det langt under halvdelen, men de tjener også mindre. Imidlertid er der over de 13 år sket en naturlig udskiftning af personalet. Opbakningen til at vælge frihed fremfor penge er der stadig, men den er ikke længere entydig.

 

Er det kun et arbejdsløshedskrav?

Nye kolleger kommer måske fra mindre arbejdspladser, hvor det med afspadsering er fremmed for dem. Andre har arbejdet på avistrykkerier, hvor man også har været vant til at afspadsere, især for at holde kolleger inde. Aviserne havde tidligere tradition for at tage arbejdsløse ind i perioder, så de genoptjente dagpengeretten. Det med at forhindre eller udskyde afskedigelser ved at fordele arbejdet nyder stadig forholdsvis stor opbakning. Men vi ved også godt, at det til dels er en stakket frist, og dels er det en arbejdstidsforkortelse, vi betaler selv.

 

Men gør vi os selv en bjørnetjeneste ved at gøre kravet om arbejdstidsforkortelse til et arbejdsløshedskrav. Der mente (tidligere formand) Anders Laubjerg fra Metal afd. 1 allerede tilbage i 2004, hvor han skrev et indlæg til ”Folkesocialisten”:

 

”Under indtryk af de sidste to årtiers massearbejdsløshed er argumentationen for nedsat arbejdstid undergået en drejning. Nu kræves der nedsat arbejdstid i solidaritet med de arbejdsløse. Nedsat arbejdstid er blevet et særligt arbejdsløshedskrav; et centralt beskæftigelseskrav.

 

Hermed kan vi rykke to felter frem og tre tilbage. To felter frem fordi det altid er rart at kunne formulere et krav, der forener de arbejdende med de arbejdsløse. To felter frem fordi det altid giver pænt genlyd blandt pæne mennesker, hvis man kan holde de arbejdsløse frem foran sig, når der kræves ind. Tre felter tilbage fordi argumentationen er falsk; den hviler på forkerte præmisser, og den bringer os i den paradoksale situation, at vi kommer til at stå i vejen for os selv. Vi bliver selv den umiddelbare forhindring for en yderligere nedsættelse af arbejdstiden.”

 

Anders Laubjerg påpeger, at den brede opbakning til arbejdstidsforkortelsen er væk, fordi ingen kan påvise, om det reelt betyder flere job bortset fra i den offentlige sektor.

 

Og så er vi tilbage til Mathias Tesfaye (i kapitel 1) og hans påstand om, at marxister skulle mene, at mængden af arbejdspladser er konstant. Hvilket naturligvis er noget vrøvl at lægge i munden på sine modstandere.

 

Det er rigtigt, at vi lukkede skibsværfterne og i stedet lavede vindmøllefabrikker. Men det var ikke et lige bytte. En større del af arbejderklassen er henvist til usikre eller lavtlønnede jobs i serviceindustrien. Det er også rigtigt, at kapitalismens evne til at opfinde nye behov er tilsyneladende uendelig.

 

Måske kunne der være behov for at skelne mellem dem? Behovene altså.

 

Vi opfinder f.eks. nye måder at bygge huse, der gør dem mere energivenlige. Vi udvikler nye måder at undervise børn, så de kan kompenseres for et handicap. Vi fremstiller cykler, som kan køre på el.

 

Men når markedet skaber et behov for et uanet højt antal uddannede akademikere, der skriver rapporter i 60 timer om ugen, eller ingeniører og IT-specialister, der konstruerer systemer, som kan kontrollere og  registrere ansattes bevægelser og produktivitet, er det så et sundt behov?

 

Det ville være godt for samfundet, hvis vi arbejdede mindre og i stedet brugte tid på at gøre os nyttige på anden vis. Omsorg for børn og ældre. At vi alle deltager mere i forvaltningen af samfundet og udfordrer ledelsesretten på arbejdspladserne. Det ville også være godt for klimaet, hvis vi arbejdede færre timer og forbrugte mindre af det, som vi alligevel ikke rigtigt har brug for. Tjek garderobeskabet og plastiklegetøjet på børneværelset!

 

Jeg tror, man skal have ”smagt friheden”, for at vælge kortere arbejdstid fremfor forbrug. Og man skal nå at smage friheden, mens man er ung.

 

Hvordan genvinder vi kampen i fagforeningerne?

 

Hvordan får vi industrien med?

 

Hvordan får vi flere høvdinge ude på arbejdspladserne, der kan tale ”Arbejd-mere-ideologerne” i arbejderbevægelsen midt imod?

 

Har Mandel ret i, at arbejdstid er lige så fundamentalt et spørgsmål som kravet om ”jord-brød-fred?

 

Er kampen for kortere arbejdstid ideologisk og samfundsforandrende?

 

Måske findes der ikke er nogen omveje eller lette løsninger.

Arbejdstid handler om meget mere end … arbejdstid. For de fleste af os gælder det, at når vi er på arbejde, er der andre som bestemmer over os. Fortæl dine kolleger at det ikke handler om, at vi ikke skal arbejde. Arbejde er grundlaget for vores samfund. Men stil folk spørgsmålet: Hvor stor en del af dit eget live, vil du have ret til at råde over?

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com