Vi kan jo kalde ham Per. Måske kører han truck på lageret, måske er han smed på værkstedet, måske er han trykker? Per har det sådan, at han helst vil knokle på og tjene til, at han to gange om året kan tage til Thailand eller Grand Canaria, hvor han kan ligge og dase ved poolen i 2-3 uger sammen med konen uden at lave noget som helst andet end at gå i baren, når han har fået nok sol.

af Benedicte Toftegaard

Foto: Natarbejde på trykkeriet.

 

Det skal være med all-inclusive naturligvis. Resten af året vil Per gerne tage alt det overarbejde, han kan komme i nærheden af.

 

Kampen om arbejdstiden

Et essay i 4 dele

Af Benedicte Toftegaard

Venstrefløjen har altid været gode til at skrive skråsikre artikler med færdige konklusioner. Det gælder også mig selv. Dette er et essay, fordi jeg tager udgangspunkt i mine egne erfaringer, men samtidig er søgende. Jeg har ikke nødvendigvis de rette svar parat, men måske kan jeg være med til at gøre diskussionen om arbejdstiden mere politisk og mere konkret. Selv har jeg været involveret i kampe om arbejdstid siden 80’erne. Og én ting er jeg ikke i tvivl om: Spørgsmålet om arbejdstidens længde er et af de vigtigste spørgsmål for dem, som vil omforme samfundet i en socialistisk retning.

Kapitel 1: Spørgeskemaerne siger, at vi ikke vil have kortere arbejdstidmen er det ikke høvdingene som lægger linjen?

 

Kapitel 2: Hvis arbejdstidsforkortelsen har en pris?

Vi gik fra 40 til 37 timer, men fik flere weekend- og nattevagter og færre pauser

 

Kapitel 3: Hvis vi nu hellere vil have penge end fritid?

Fordi vi ikke ved hvad vi skal bruge fritiden til

 

Kapitel 4: Når man én gang har smagt friheden …

Historien om en lokal kamp

I vores husaftaler står der, at man ikke kan få sit overarbejde udbetalt. Det skal altid afspadseres. Man har endda mulighed for at afspadsere dobbelt, hvis man vil – dvs. både timen og tillægget på 100 procent (150 i weekenden). Per er ikke den eneste, som hellere ville have haft pengene udbetalt, hvis han kunne, men indtil videre tilhører han et lille mindretal i min faglige klub. Sådan er det ikke andre steder.

 

Kim Jung Olsen, der er faglig chef HK Privat, fortalte mig på et tidspunkt i vinteren 2020 om et internt notat, der var dukket op i de aktuelle overenskomstforhandlinger ovre hos CO Industri. Det viste, at den reelle gennemsnitlige arbejdstid i industrien i 2019 var 42,6 timer om ugen.

 

Andre steder i samfundet findes der arbejdskontrakter med årsnorm eller uden øvre arbejdstid. Det er ikke mit felt. Jeg skriver om industrien. Her bliver der arbejdet over i stor stil, og pengene ryger direkte på disken.

 

Per vil ikke holde fri, med mindre han skal bruge tiden til noget bestemt – underforstået rejse et sted hen, eller bygge noget om i huset eller haven. Ellers bliver timerne lange, og han ved ikke rigtigt, hvad han skal lave. Det bliver noget fodbold i tv eller computerspil på en PlayStation, eller måske kommer han til at spille poker eller noget, der minder om den enarmede tyveknægt på nettet. Og det kan hurtigt blive dyrt.

 

I foråret 2020 lavede jeg et interview til HK bladet om denne problemstilling. Jeg er med i et tillidsmandsnetværk med folk fra bl.a. emballagetrykkerierne og de få tilbageblevne avistrykkerier. Det er fornuftige folk og arbejdspladser med høj organisationsprocent, der har faglige traditioner, som går langt tilbage. Alligevel mærker de det her som et stigende problem, men de vil ikke stå frem med navn og hænge deres kolleger ud. En af tillidsfolkene fortalte mig, at han har kolleger, som kigger vagtplanen 6 uger frem for at se, om der mangler folk et sted.

 

”Så går de ind på kontoret og siger til chefen, at de kan se, der mangler en, og at de godt vil tage den vagt. Så er de sikre på, at de får overarbejdet, og det ikke går til en anden.”

 

Han mener, at det har noget med kulturen på arbejdspladsen at gøre. Da virksomheden startede, blev det kendt, at man fik en god løn, langt over, hvad man ellers kunne få i området .

 

”Det var derfor, folk kom, fordi de vidste, at de kunne tjene penge … for de blev rent ud sagt behandlet som lort!”

 

Han oplever, at mange har indrettet sig, så konen arbejder deltid:

 

”Det kan godt være, at hun godt ville have, at manden, han var hjemme i weekenden, men på den anden side vil hun også gerne have en ny sofa. Jeg tror, det er der, det er opstået. Folk har ligesom vænnet sig til et højt forbrug.”

 

Nå ja, kvinden vil altså gerne arbejde deltid i det mindste. Ellers ville det jo heller ikke passe med den undersøgelse, som Enhedslisten fik lavet i december 2016, hvor de udsendte denne pressemeddelelse:

 

”52 pct. af befolkningen er helt eller delvist enige i, at det er en god idé at sænke arbejdsugen til 30 timer. Kun 40 pct. er helt eller delvist uenige. Det viser en rundspørge blandt danskerne, som TNS Gallup har lavet for Enhedslisten.”

 

Her har Gallup spurgt et bredt udsnit af befolkningen. Og vi er delt på spørgsmålet. Flere kvinder end mænd vælger frihed frem for penge, og der er et flertal af mænd i industrien. Det forklarer lidt.

 

Men er det ikke lidt af et paradoks?

 

Nøglen til at nyde fritiden kræver penge og kultur

Jeg vender tilbage til den artikel, jeg fandt i Information fra 2004, som analyserede erfaringerne med 35 timers ugen i Frankrig. Her står der også noget om sociologiske analyser, som viser, at det er middelklassen, som har nøglen til at nyde fritiden, fordi den både har penge og kultur. Den franske sociolog Daniel Mothé mener, at ”antallet af personer, der engagerer sig i kollektive aktioner af social og politisk karakter, har tendens til at mindskes i en periode, hvor fritiden øges.” Han peger på, at turisme og udenlandsrejser til gengæld vokser.

 

En anden sociolog, Robert Cassel, tilføjer:

 

”Ja, der er enorme uligheder på dette område, og man kan godt forstå, at ønsket om fritid er meget sekundært, hvis fritiden består i at kede sig foran tv-apparatet. Men man må navnlig tænke på, at arbejdstidens længde i de fleste fag, også de manuelle, ikke længere er umenneskelig. Det er derfor ikke underligt, hvis arbejdere hellere vil tjene mere (med højere løn, flere overarbejdstimer) end arbejde mindre.”

 

Det passer desværre meget godt, når jeg tænker på Per, men det irriterer mig. Denne her tendens med, at nogle mennesker ikke ved, hvad de skal lave i deres fritid! Den der rastløshed, som skal dulmes med forbrug, underholdning eller ”når jeg står ved min maskine på min dejlige fabrik …”

 

Har den altid været der i et eller andet omfang? Er den klassebestemt? Er det en stigende tendens?

 

Nu skal man aldrig … og jeg mener aldrig … gøre sig til dommer over, hvad mennesker vælger at bruge deres liv og fritid på. Vi mennesker er og vil altid være forskellige.

 

Men kampen om arbejdstiden handler også om kulturelle muligheder og forudsætninger. Glæden ved at læse bøger, hvad enten det er Harry Potter eller Georg Orwell ”1984”, er kun til stede, hvis du har lært at læse ordentligt. Også på min arbejdsplads er der mange voksne, som aldrig fik hjælpen til at blive i stand til at opleve læsning som andet end en sur pligt. Og allerede her er der sat begrænsninger for den naturlige nysgerrighed. Glæden ved at bruge sin krop er ikke mulig, hvis man er overvægtig som følge af billig og usund fastfood. Glæden ved naturen er kun mulig, hvis man har adgang til den. Glæden ved venskaber er kun mulig, hvis du har opøvet evnen og det psykiske overskud til at opbygge relationer. Glæden ved teater, musik og kunst er kun mulig, hvis du ved, at det findes, hvad det kan give dig af oplevelser, og hvor du skal finde det. Og det er alt sammen betinget af fysisk og psykisk overskud og økonomi naturligvis.

 

Jeg har og har haft kolleger, som ikke vil gå på pension, selvom de humper afsted med en nedslidt krop. Ofte fordi deres eneste sociale relation er den, de har på arbejdspladsen.

 

Bjarne Corydon, der gerne ville have, at vi skulle arbejde 5 minutter mere om dagen, udtalte engang (Politiken 17/11 2012), at det at få lov til at gå og fylde indkøbsvognen i Bilka fredag aften for ham betød frihed og afslapning.

 

Jeg kan godt huske, da jeg selv var enlig mor og arbejdsløs, at vi så frem til, at der kom børnepenge, så vi kunne gå i H&M. For mange mennesker er det forbundet med hygge at ”shoppe”, eller en måde at ”slå tiden ihjel”. Jeg har også kolleger, der er i pengemangel konstant, uanset hvor meget de tjener, fordi de altid lige skal have det nye.

 

Bjarne ville gerne fremstå folkelig, og ”folket vil have forbrug”. Forbrug og vækst er forudsætning for konkurrencestaten. Men der er unægtelig et spring fra Thorvald Staunings snak i 1918 om, at arbejdstiden skulle sættes ned for at højne arbejderklassens kulturelle dannelse og deltagelse i demokratiet.

 

Apropos demokrati … Henrik Sass kaldte i 2017 medlemsdemokratiet i Socialdemokratiet for en illusion. ”De politiske partier er udformet og designet i en tid, hvor man ikke havde noget fornuftigt at foretage sig i sin fritid,” siger han til Information og tilføjer, at partierne ikke skal ændre , hvad vælgerne tænker, men levere den vare, de efterspørger.

 

Kort arbejdstid som forudsætning for selvforvaltning

I 1987 blev der udgivet en debatbog med tre prominente personer på den europæiske venstrefløj. Rudolf Bahro, økosocialist fra DDR, Ernest Mandel (revolutionær marxist) og venstresocialdemokraten Peter Von Oertzen. Bogen hed ”Hvad kan vi vente os af 80’erne?”. De havde mange meninger og visioner om, hvad vi ville komme til at opleve, og meget af det kan i dag synes lidt fjernt. Årsagen er, at det eneste, de ikke havde forestillet sig, var, at Muren faldt. Og at kapitalismen endnu engang tog røven på os alle ved at finde nye (brutale) måder at overleve på gennem at outsource arbejdspladser til Kina og nu også hente billig østeuropæisk arbejdskraft til at underbyde organiserede arbejdere i Vest. Når jeg alligevel nævner denne bog, er det, fordi de også beskæftigede sig med arbejdstid i kapitlet ”Revolutioneringen af hverdagslivet”.

 

Ernest Mandel mente, at kravet om en radikal nedsættelse af den daglige arbejdstid kunne blive det, som samlede folk i en revolutionær omvæltning af samfundet.

 

”I de industrielt mest fremherskende lande har kravet om halv arbejdstid i dag en lignende betydning, som ”fred, land og brød” havde under den russiske revolution. Og oven i købet i dobbelt forstand. Det er det, det overvældende flertal af befolkningen umiddelbart kan identificere med revolution … ”

 

Mandel mente, at en samfundsomvæltning skulle indebære, at arbejdstiden blev nedsat radikalt og i ét hug. Det der med en time ad gangen, det havde kapitalismen jo historisk set givet arbejderen. (nej, ikke engang det giver den os længere) Han henviste til, at der var meget spildtid og bureaukrati, ”parasitære utroligt opsvulmede forvaltninger”, som kunne afskaffes.

 

Peter Von Oertzen var enig i, at arbejdstiden var vigtig, men uenig i, at arbejdstiden kunne sættes ned til 20-24 timer i et hug. Han brugte skolelærerne som eksempel. Klassekvotienterne er alt for høje, og hvis arbejderbørnene skal have en bedre uddannelse, skal der bruges flere lærere med mere forberedelsestid.

 

Mandel ville have arbejdstiden sat ned, fordi den er ”betingelsen for reel selvforvaltning”. (Altså ingen Mallorca-rejser her!). Hvis de ansatte skal bestemme arbejdets organisering, og hvordan tingene skal fungere i lokalsamfundet, skal de have reelle ressourcer til at kunne deltage, ellers udvikler der sig bare et nyt hierarki.

 

Peter Von Oertzen indvendte, at arbejderne ikke gad gå til møder.

 

Mandel svarer: ”Men det er du ikke tvunget til. Jeg siger blot, at de materielle muligheder vil være til stede. Det er kun det politiske bureaukrati, der tvinger. Du kan ikke tvinge folk til at komme til møderne, Hvis de ikke kommer, så kommer de ikke. Men jeg tror, de fleste vil komme.”

 

Det tror jeg sådan set, at Mandel har ret i. På min arbejdsplads forvalter trykkerne mange ting, uden at ledelsen er involveret. Vi fastlægger selv vores arbejdstid i forhold til mødetider, og hvor lange vagterne skal være. Vi har nedbrudt hierarkiet og fordeler opgaver på skift. Vi har gennem årene kæmpet for at få indflydelse på vedligeholdelsesplaner og på klubmøder (i fritiden!) bliver der også debatteret arbejdsgange, rengøring osv. Det store flertal er med her. (Læs også artiklen i Solidaritet om arbejdermagt på Politiken).

 

Men vi kommer næppe til at overbevise Per om en større samfundsforandring i socialistisk retning ved at tilbyde ham en 20 timers arbejdsuge.

 

Pseudoarbejdet

Men var Ernest Mandel fuldstændig vanvittig, når han talte om en halvering af den ugentlige arbejdstid? Sjovt nok blev ideen om en 20 timers arbejdsuge igen sat på dagsordenen af den erklæret borgerlige liberalistiske antropolog Dennis Nørmark. Sammen med filosof Anders Fogh Jensen (der betegner sig selv som marxist) skrev han i 2018 bogen »Pseudoarbejde: Hvordan vi fik travlt med at lave ingenting«.

 

Bogen handler om hvordan tusindvis af akademikere og ledere rundt omkring må opfinde tvivlsomme projekter for at iscenesætte sig selv og vise, at de er uundværlige. Indkalde til endeløse møderækker eller bestille afrapporteringer, som ender med at samle støv. Bogen konkluderer, at man kunne sænke den ugentlige arbejdstid til 20 timer, hvis man afskaffede pseudoarbejdet.

 

Læs også interviewet med forskeren David Graeber om, hvordan kapitalismen har udviklet en irrational økonomi, der tvinger os til at arbejde 8 timer om dagen med fiktive arbejdsopgaver.

 

Under coronapandemien i foråret blev det på mange måder synligt, at der er en del af befolkningen, som beskæftiger sig med noget, der ikke umiddelbart savnes, når de bliver sendt hjem for at arbejde. Mens andre og tit oversete grupper har vital betydning for, at samfundet hænger sammen. Sundhedspersonalet, skraldemændene, og dem, som kører lastbilen med varer til supermarkedet.

 

Alt imens kører Per rundt på sin truck i timevis ude på trykkeriet og håber på, at der måske kommer lidt overarbejde. Han holder af de faste rutiner. De giver ham en identitet, tryghed og følelse af mening. Så længe han er på arbejde, behøver han ikke at bekymre sig om så meget af alt det udenfor, der måske kan synes uoverskueligt. Men det gør ham også sårbar. Mere sårbar, end hvis han havde haft masser af fritidsinteresser. For hvad nu, hvis han mister sit arbejde?

 

Næste kapitel:

Når man én gang har smagt friheden …

Historien om en lokal kamp

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com