Jeg husker tydeligt en ganske speciel forhandlingssituation. Solen bagte på vinduerne, og de lunkne danskvand og luften i det trange mødelokale var tung. Året var 2005, Anders Fogh sad solidt på magten, forbruget voksede, det var oppe i tiden at gå ned med stress, men ingen talte længere om 35 timers uge.

af Benedicte Toftegaard

Jeg var nyvalgt tillidsmand for trykkerne, og forhandlingerne handlede om arbejdstid. Direktøren, som også var ny og skulle vise, hvor dygtig han var til at lave en ”turn around” i virksomheden, ville have indført 12-timers vagter. Også om natten og helst tre af dem i træk. Jeg ville have kortere arbejdstid og især på natholdene

 

Kampen om arbejdstiden

Et essay i 4 dele

Af Benedicte Toftegaard

Venstrefløjen har altid været gode til at skrive skråsikre artikler med færdige konklusioner. Det gælder også mig selv. Dette er et essay, fordi jeg tager udgangspunkt i mine egne erfaringer, men samtidig er søgende. Jeg har ikke nødvendigvis de rette svar parat, men måske kan jeg være med til at gøre diskussionen om arbejdstiden mere politisk og mere konkret. Selv har jeg været involveret i kampe om arbejdstid siden 80’erne. Og én ting er jeg ikke i tvivl om: Spørgsmålet om arbejdstidens længde er et af de vigtigste spørgsmål for dem, som vil omforme samfundet i en socialistisk retning.

Kapitel 1: Spørgeskemaerne siger, at vi ikke vil have kortere arbejdstidmen er det ikke høvdingene som lægger linjen?

 

Kapitel 2: Hvis arbejdstidsforkortelsen har en pris?

Vi gik fra 40 til 37 timer, men fik flere weekend- og nattevagter og færre pauser

 

Kapitel 3: Hvis vi nu hellere vil have penge end fritid?

Fordi vi ikke ved hvad vi skal bruge fritiden til

 

Kapitel 4: Når man én gang har smagt friheden …

Historien om en lokal kamp

Forhandlingsgruppen havde siddet der længe, og det var ikke første gang. Vi kom ingen vegne, og direktøren var især irriteret på mig. Han lavede grimasser, og en af de andre tillidsfolk lavede den der med at trykke stiften på kuglepennen frem og tilbage.  Efter at jeg havde argumenteret omkring helbred og søvnproblemer, så han på mig med det, man vist kalder et arrogant smil. Han belærte mig om, at han havde været ansat i den grafiske branche i mange år, og han vidste, at alle de unge trykkere ville tjene penge. Så mange penge som muligt. Det med arbejdstid og klynkeri om nathold, gad han ikke høre på. Han var villig til at give nogle ekstra tillæg til de dygtigste førertrykkere, som bare var indstillet på at arbejde igennem. De 3 gange 12-timers nattevagter havde man haft i det firma, han kom fra, Graf-X, hvor folk kom langvejs fra i bil og helst ville bruge kortest mulig tid på motorvejen. Han mente ikke, at jeg havde opbakning til det, jeg sagde. Underforstået var det noget tøsesnak.

 

Jeg prøvede at stive mig af med alle mine 168 cm:

 

”Tror du virkelig, at de der 35 mænd med deres tatoveringer og motorcykler og fodboldsnak ville vælge mig til deres tillidsmand, hvis ikke jeg havde opbakning til det, jeg sagde?”

 

Det vidste han virkelig ikke.

 

”Åh jo, mon dog”, svarede jeg.

 

Men jeg var klar over, at der skulle ske noget særligt for at få ham til at forstå budskabet.

 

Fokus på skiftehold og natarbejde

I starten af 00’erne var jeg med til at oprette ”Skifteholdsinitiativet” – et samarbejde mellem progressive fagforeninger, der havde problemet inde på livet. Det begyndte med en kampagne for kortere arbejdstid med udgangspunkt i det grafiske område i HK. Vi fik nogle forskere (Center for Alternativ Samfundsanalyse) til at hjælpe os med at lave en undersøgelse med spørgeskemaer og interviews. Konklusionen var mudret. Otte ud af ti var tilfredse med længden af deres arbejdstid. Men de, som havde skiftende arbejdstider, især med natarbejde, svarede markant anderledes. Her var arbejdstiden et kardinalspørgsmål. Det handlede ikke længere så meget om den ugentlige arbejdstid, men om fokus på skiftehold og ubekvemme arbejdstider og ikke mindst manglende indflydelse på, hvornår man skulle arbejde.

 

Op gennem 90’erne var det blevet moderne især blandt yngre trykkere, at arbejde i 12 timers vagter. De havde den samme tendens og den samme debat i 3F (dengang SID). Aviserne begyndte at skrive lidt om, at natarbejde gav forøget risiko for hjertekarsygdomme, mave-tarmsygdomme og kræft som følge af bl.a. dårlig søvn.

 

Speciallæge i arbejdsmedicin Thora Brendstrup, der arbejdede tæt sammen med 3F, rejste rundt med foredrag om helbredskader ved natarbejde, og hun stillede også spørgsmålstegn ved, om kroppen kunne holde til de lange vagter. Der blev lavet en tv- udsendelse, ”når de andre sover”, hvor jeg selv optrådte. Tv-holdet fulgte mig gennem et døgn på nathold fra arbejdspladsen til soveværelset. Den blev genudsendt mange gange, og jeg husker en stor, hærdebred pakkeriarbejder fra Jylland, der gav mig et kram og sagde, at hvor var det, at der endelig var nogen, som sagde det højt. At det var et helvede med de lange nattevagter, og at alle havde prøvet fornemmelsen af at være tæt på at køre i grøften, fordi man faldt i søvn i bilen på vej hjem fra arbejde.

 

Hvad er bedst for helbredet – penge eller fritid?

I 2006 afholdt Skifteholdsinitiativet en konference i HK,  med bred deltagelse fra Metal afd. 1, diverse 3F afdelinger, bryggeriarbejderne og FOA m.fl.  Formålet var bl.a. at rejse nogle fælles overenskomstkrav.

 

Imidlertid viste det sig, at det var svært at blive enige med 3F om de konkrete krav. Naturligvis ville vi alle have en forkortelse af arbejdstiden, i hvert fald for skifteholdsarbejdere, men i det grafiske talte vi også om andre muligheder. I den grafiske overenskomst opererer man med en fast ugeløn, uanset at antallet af timer er nedsat på aften og nat. Oveni har man et forlægningstillæg, der på nathold svarer til 4 timelønninger og på aften- og weekend svarer til 3 timer. Vores krav var, at man skulle kunne konvertere disse tillæg til afspadsering. Altså at vælge frihed frem for penge. Det var ikke noget for 3F’erne i lufthavnen, maskinarbejderne på DISA eller Alfa Laval, for det lå i luften, at en del af medlemmerne netop havde valgt natholdet, fordi det gav en højere løn.

 

Overenskomsten i 2007 og siden hen har ikke givet nogen forbedringer til skifteholds- og natarbejderne. Jo … det vil sige vi fik retten til en hedbredskontrol hvert andet år i arbejdstiden, og der kom fokus på forskellige individuelle sundhedsråd, der kan være svære at efterleve i praksis. Lige fra at man skal spise grønsagssupper om natten i stedet for noget med sukker og iføre sig solbriller på vej hjem … hvis det er blevet lyst.

 

I dag er det bredt anerkendt, at natarbejde er sundhedsskadeligt af mange grunde. Det værste er de hormonelle forstyrrelser, som opstår, fordi man sover og er vågen på de forkerte tidspunkter. Selv sover jeg ofte kun 4 timer i de døgn, hvor jeg arbejder om natten, og den tendens er ret udbredt blandt mine kolleger. Jo ældre man bliver, desto sværere bliver det. Men forsvundet er fokus. ”Mange har det fint med natarbejde, fordi det passer med familiesituationen … Hvis du ikke kan klare at arbejde om natten, kan du jo finde et job …”

 

Og fagbevægelsen har i stedet travlt med at afbøde de værste virkninger af en stigende pensionsalder.

 

35 timers ugen i Frankrig betød flere ubekvemme arbejdstider

I Danmark gik kampen om den ugentlige arbejdstid i stå ved de 37 timer, men sådan var det ikke i Tyskland og Frankrig. Jeg ved, at man i industrien i den vestlige del af Tyskland officielt har 35 timers arbejdsuge. Det gælder dog ikke, hvis man bevæger sig til Mechlenburg og østover. Her er den nærmere 40 timer. Og jeg har desværre hørt historier om kriseramte trykkerier, hvor man reelt arbejdede 40 timer uden at få ekstra løn for det, i perioder hvor mange ordrer rykkede over grænsen til Polen. Senest har det trukket overskrifter, at IG Metal har lavet en aftale, hvori der indgår en 28 timers arbejdsuge. Der er dog det aber-dabei,  at der ikke ydes lønkompensation, og at arbejdsgiverne kan pålægge folk 40 timers uger i travle perioder.

 

I Frankrig blev 35 timers ugen indført ved lov. Det var Jospins socialistiske regering, der tog beslutningen i 1997, og loven trådte i kraft i 1999 for virksomheder med mere end 20 medarbejdere. Det ændrede ikke på, at udviklingen i retning af et mere fleksibelt arbejdsmarked på arbejdsgivernes præmisser ligner den danske. Det er så dejlig nemt, når man har regeringsmagten for en kort stund, men det afspejler ikke nødvendigvis styrkeforholdet mellem arbejder og arbejdsgiver ude i ”den virkelige verden”.

 

Jeg finder en artikel fra Information tilbage i 2004. Her citerer man et interview med sociologen Robert Cassel fra det franske ugeblad Télérama. Han mener, at arbejdsgiverne med lovens indførelse fik retten til en større fleksibilitet. Det betød, at folk fik mere skiftehold, men arbejdsgiveren slap for at betale ekstra for ubekvemme arbejdstider og overarbejde. ”For de dårligst stillede er 35 timers-ugen kommet til at ligne et mareridt: mindre betaling for umulige arbejdstider.” Robert Cassel konkluderer, at faglærte og ufaglærte arbejdere som oftest tabte på projektet, mens højere funktionærer fik en reel gevinst.

 

I 2008 afskaffede Nicolas Sarkozys borgerlige regering i øvrigt loven om 35 timers-ugen som led i en større økonomisk nedskæringsplan. Og der var da protester, men …

 

Måske har folk droppet kravet om 35 timers arbejdsuge, fordi det overhovedet ikke hjalp at komme fra 40 timer til 37 timer?

 

I Danmark klagede sygeplejerskerne over, at da man gik fra 40 timer til 37 timer kom man bare til at løbe hurtigere.

 

Men måske bedrager vi os selv? Var de rationaliseringer, som kræver et højere arbejdstempo, ikke kommet alligevel?  Den udvikling, som betyder, at man sammenlægger fagområder, ville nok stadig betyde, at du skal overskue og have ansvar for mere? Digitaliseringen, som tilsyneladende skal aflaste dig, men ofte gør dig mere isoleret og overvåget, fordi alt hvad du laver, kan kontrolleres … Den var næppe udeblevet.  De, som arbejder på hospitalerne, vil sikkert nikke bekræftende til, at de også løber stærkere nu end de gjorde i 1995, og der har ikke været nogen arbejdstidsforkortelse siden.

 

I 1985 havde vi 40 timers arbejdsuge, men dengang havde vi betalt kaffepause, når vi mødte ind om morgenen  og igen om eftermiddagen. Tror nogen, at vi vil få kaffepauserne tilbage, hvis vi gik tilbage til 40 timers ugen?

 

Det gjorde slagteriarbejderne på Danish Crown næppe, da de måtte indgå en lokalaftale om at hæve arbejdstiden til 40 timer som betingelse for at bevare arbejdspladsen i konkurrence med tyske slagterier, der benytter sig af underbetalt østeuropæisk arbejdskraft.

 

Tid til omsorg eller flere mails

Tilbage i 1985 udkom der en bog med titlen ”Døgnet skal have to dage” af Gunvor Auken. Hun var socialrådgiver og ansat i Specialarbejderforbundet (3F). Her skrev hun om det vigtige krav om nedsættelse af arbejdstiden og pointerede, at det ikke blot skulle være den ugentlige arbejdstid, men den daglige. For vi skulle tilbageerobre familien og hverdagslivet. Det handlede om tid til omsorg. Gunvor henviste i øvrigt til, at Socialdemokratiet i sin kongresresolution i 1984 skrev, at de gik ind for ”Nedsættelse af den ugentlige arbejdstid til 35 timer – ved en forkortelse af den daglige arbejdsdag.” Hun advarer i bogen om, at arbejdsgiverne ønsker flextid, weekendarbejde og i værste fald 4-holdsdrift på virksomheder med højteknologisk drift. Ak ja Gunvor, du skulle bare vide, hvordan det er endt.

 

Jeg er mor til tre børn, som for længst er blevet voksne. I starten af 90’erne var jeg alene med de to, og jeg har selv været den, der kørte afsted på cyklen de råkolde vintermorgener for at aflevere børn kl. 6 i vuggestuen, inden jeg selv skulle møde langt pokker i vold kl. 7. Og endda have problemer med at nå det. Det var dengang Poul Nyrop var statsminister og spurgte, om ”vi ikke kunne gøre det lidt bedre”. Der blev nedsat kommissioner, som skulle se på, hvordan familierne fik en bedre sammenhæng i deres arbejdsliv. Senere, da min datter var teenager og havde problemer, kunne jeg ikke undslå mig for at have aftenhold hver 2. eller 3. uge til kl. 23, hvis jeg ville beholde mit job, og jeg stod magtesløs overfor, at jeg var væk fra hende, når hun havde brug for mig. Det er altid arbejdet, som er det vigtigste, retter du ikke ind, bliver du fyret.  Arbejdet er en forudsætning. Der skal mad på bordet, og huslejen skal betales. Og de der familielivskommissioner, de er lige så stille døet hen og afløst af et mantra om, at vi skal arbejde mere og længere.

 

I dag er mine børn voksne og er selv blevet forældre. De møder ikke lige så tidligt, men til gengæld kommer de væsentligt senere hjem. Når børnene er lagt i seng, skal de besvare e-mails som en del af deres arbejde.

 

De, der har råd – den veluddannede middelklasse – køber sig måske til rengøring eller til at få hentet/bragt børn fra institution suppleret med indkøbskassen fra ”Årstiderne”. Så glider det, og hvem orker at bekymre sig om, at det muligvis er skævt med et samfund, hvor børn vokser op i hjem med en ny slags ”tjenestefolk”.

 

De, som ikke har råd – den enlige forælder – må ofte ty til frysepizzaen, og hvem har ikke behov for at koble af i sofaen med en tv-serie. Det virker ikke som om, der er sket forbedringer i forhold til omsorg for børn. Normeringerne i daginstitutioner er blevet dårligere. Børn savner nærvær, sidder for meget på deres eget værelse foran en skærm.  Flere børn har problemer med at kunne koncentrere sig, en indlæring, der sker i barnets første og andet leveår gennem øjenkontakt og nærvær.

 

Det er ikke så sært, at sygeplejersken og pædagogen vælger deltidsjobbet for at få hverdagen til at hænge sammen. Og med mellemrum optræder fortællingen om den lykkelige kvinde, der tog sagen i egen hånd og valgte at blive hjemme og passe sine unger fremfor at sende dem i vuggestuer med kommunalt omsorgssvigt. Den individuelle løsning. Men også den individuelle pris i form af stram økonomi, lavere pension og manglende muligheder for at få den eftertragtede stilling, der ville give bedre udviklingsmuligheder.

 

Stafet-aktion

Men lad tage tilbage til min arbejdsplads på trykkeriet, hvor vi koncentrerede os om at sætte arbejdstiden ned for skifteholdsarbejdere.

 

Natten mellem den 16. og 17. januar 2007 gik ikke bare trykkerne, men hele Fællesklubben (smede, elektrikere, bogbindere og grafikere) hjem 4 timer før arbejdstidsophør. Det vil sige først samledes vi alle på manøvrebroen, hvor der blev drukket en øl og fyret sjove bemærkninger af. Vi havde prøvet det før. Udtalelsen blev læst op, vedtaget og sendt til direktøren, arbejdsgiverforeningerne og forhandlerne. Vi krævede, at arbejdstiden skulle sættes ned på skiftehold. Vi krævede også større genetillæg for at arbejde på ubekvemme tide og ret til at konvertere disse tillæg til kortere arbejdstid eller ferie. Og så stod der: Vi ønsker ikke at belaste vores helbred med 12 timers vagter om natten, men vil bevare og udvide retten i den grafiske overenskomst til at kræve lokal enighed om arbejdstidens længde og placering.

 

Aktionen var startskuddet til en stafet-aktion, som omfattede flere industrivirksomheder med skiftehold. Det daværende Trykkompagniet i Avedøre (som trykte Politiken og Berlingske Tidende) overtog som de næste. De holdt en times fagligt møde, men det var også en del af ideen. Hver arbejdsplads skulle sende en udtalelse og lokalt vurdere styrken til at foretage alt fra et kort fagligt møde i kantinen til en egentlig ”gå-hjem-4-timer-før” aktion, inspireret af B&W arbejdernes aktioner for 35 timers ugen i 80’erne. Flere virksomheder deltog med udgangspunkt i skifteholdsinitiativet: Ceres Bryggerierne, Radiometer, MAN B&W Diesel, Gate Gourmet … Hver gang der havde været en aktion, udvekslede vi udtalelser, og da der ikke længere var plads på opslagstavlerne, klistrede vi dem op på væggen.

 

Desværre var det vist kun os, som gennemførte at gå hjem i 4 timer. Der var sket noget med styrkeforholdet mellem arbejder og arbejdsgiver. Og hvordan kunne det være, når økonomien tilsyneladende buldrede derudaf?

 

Næste kapitel:

Hvis vi nu hellere vil have penge end fritid?

Fordi vi ikke ved hvad vi skal bruge fritiden til.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com