Foto: Finlands statsminister, Sanna Marin. Laura Kotila, CC-BY-4.0

Det er tit svært at aflive myten om, at de nordiske lande er et socialdemokratisk paradis. Nye politiske reformer bliver tit forkert forstået, overfortolket og gjort til symboler for en ”nordisk undtagelse” i internationale medier. Et godt eksempel er Finlands eksperiment med borgerløn – en forsøgsordning, som er meget mindre ambitiøs, end det er blevet fortalt i engelsksprogede medier.

Nu får Finland igen, efter de samme rystelser fra COViD-19 som resten af verden, opmærksomhed for det, som nogle afskriver som et utopisk forslag: en radikal forkortelse af arbejdstiden. Men denne gang er forslaget hverken usædvanligt eller urealistisk.

Statsminister Sanna Marin (fra Socialdemokratiet) har længe gået ind for en national 6-timers arbejdsdag. Den 24. august, efter hun blev officielt valgt som SDP s formand, benyttede hun lejligheden til at meddele partiets medlemmer, at landet har brug for ”en klar vision og konkrete skridt for, hvordan Finland kan komme videre mod kortere arbejdstid og de finske lønmodtagere mod et bedre arbejdsliv.”

Landsmødet nedstemte forslaget om en 6 timers arbejdsdag som et konkret krav. Men statsministeren har nedsat en arbejdsgruppe, som skal fremlægge konkrete skridt for at nedsætte arbejdstiden uden lønnedgang over de næste tre år – i samarbejde med fagforeningerne og andre faglige organisationer.

For at denne plan skal lykkes, må Marin også overbevise de andre fire partier i den finske regeringskoalition. Det behøver ikke at blive en så vanskelig opgave, som det ser ud til, takket være den Venstrealliancens (Vasemmistoliitto) stærke position. I modsætning til mange andre europæiske lande, også de nordiske nabolande, har de finske socialdemokrater ingen problemer med at arbejde tæt sammen med deres mere yderligtgående konkurrenter, som nu indtager flere ministerposter. Blandt disse er social- og sundhedsminister Aino-Kaisa Pekonen, som for nylig hilste Marins forslag velkommen – og opfordrede til landsdækkende forsøgsordninger med både 6 timers arbejdsdag og 4 dages arbejdsuge.

Et historisk krav

Hvorfor kan det lade sig gøre i Finland at samles om et forslag, der stadig forekommer så fjernt de fleste andre steder? Den umiddelbare katalysator bag Marins initiativ er den jordskælvsagtige ændring i det globale arbejdsmønster som følge af COViD-19. Når arbejdere bliver bænket til Zoom-møder eller tvunget til at risikere deres liv på hospitaler eller i supermarkeder, så bliver det sværere at sluge den hellige nyliberale ide om, at lange arbejdsdage er et prisværdigt mål i sig selv.En del af svaret er altså, at Finland ikke er så meget undtagelse endda. Faktisk har ideen om nedsat arbejdstid længe været et samlende krav for venstrefløjen, i de nordiske lande, men også i resten af verden. Fra de første årtier rejste arbejderbevægelsen krav om, at arbejdstiden på ti, tolv eller seksten timer skulle forkortes til 8 timers arbejde, 8 timers hvile og 8 timers frihed. I tiden omkring den industrielle revolution måtte det have været en ønskedrøm, men i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede opnåede arbejderne i de nordiske lande og andre steder en sejr for dette krav.

Med de økonomiske forandringer og teknologiske fremskridt i de følgende årtier var en yderligere nedsættelse af arbejdstiden ikke bare rimelig, men også nødvendig. i 1970’erne fremførte de nordiske kvindeorganisationer sammen med fagforeningerne og andre arbejderorganisationer den pointe, at kvindernes arbejdsdag sjældent stopper ved de otte timer, når de også er skal tage sig af omsorgsarbejde på “andet skiftehold”. Samtidig med, at erhvervsfrekvensen for de nordiske kvinder nu er blandt de højeste i verden, så går de uforholdsmæssigt meget på deltid – ofte en nødvendighed, når de også skal tage sig af omsorgsarbejde.

Nedsættelse af arbejdstiden på kollektiv basis bliver på den måde et naturligt umiddelbart mål for den langsigtede vision om lige adgang til deltagelse I samfundslivet – og jagten på den individuelle lykke.

Den finske sociolog Paavo Seppänen formulerede disse krav så tidligt som I 1967. Han skitserede en 6X6-model for arbejdsdeling – som man stadig refererer til, hvor arbejdsdagen bliver delt I to på hinanden følgende skiftehold. Græsrodsgrupper, fagforeninger og regeringskommissioner har bygget videre på 6X6-modellen og udviklet konkrete forslag til nytænkning af tidsforbruget i et samfund I hastig forandring. Med nyliberalismens fremvækst blev disse forslag, ligesom bevægelsen for nedsættelse af arbejdstiden, mødt med kraftig ideologisk modstand og et tabt politisk momentum. Men trods dette har kravet om en 6 timers arbejdsdag overvintret i partiprogrammer og på faglige platforme.

Mellem 1996 og 1999 indførte Finland forsøgsvis en 40 timers arbejdsuge, som byggede på Seppänens model. Resultaterne fra forsøget viste ikke alene en højere livskvalitet blandt arbejderne, men også en højere produktivitet og effektivitet. Tilsvarende resultater så man i de mindre omfattende, men højt profilerede svenske forsøg med 6 timers arbejdsdag på plejehjem – ikke mindst hvad angik sundhedsmæssige virkninger, både for de ansatte og for beboerne.

Hvis disse eksperimenter er så lovende, hvad står så i vejen for en forkortelse af arbejdstiden som en landspolitisk målsætning? En central grund er modstand fra arbejdsgivere, som har en interesse i at betale (så lidt som muligt) for de præsterede arbejdstimer, ikke for produktiviteten. En 6 timers arbejdsdag til 8 timers løn betyder en højere timeløn. Det betyder også tab af kontrol over de ansatte – ikke kun ved at arbejdsgiverne kan kontrollere de ansattes aktiviteter i en mindre del af dagen, men også i kraft af den implicitte anerkendelse af, at de ansatte bør have at skulle have sagt i forhold til organisering af arbejdslivet. Men et sådant forslag kolliderer også med den ideologiske indflydelse fra et nyliberalt værdisystem, hvor arbejde bliver fremstillet som den ultimative kilde til selvværd og prisen for at have en rolle i samfundet. Ganske rigtigt blev Marins seneste initiativ med det samme mødt med modstand fra de højreorienterede partier og lobbygrupper fra erhvervslivet. Disse kræfter er også til stede inden for Socialdemokratiet – hvilket forklarer partiets modvilje mod fuldt og fast at gå ind for de 6 timer.

Der står også en mere enkel sten i vejen for 6 timers arbejdsdagen: de umiddelbare omkostninger. Siden 1990’erne har der været mange forsøg med kortere arbejdsdag på individuelle firmaer i Finland, men med mere blandede resultater end dem, der er udført med støtte fra regeringen. De er typisk blevet opgivet, når de individuelle arbejdsgivere finder, at prisen er for høj. På samme måde blev det svenske eksperiment på plejehjemmene til sidst opgivet på grund af de stigende omkostninger, som alene skulle betales af den lokale kommune.

Uden storstilet finansiel opbakning er der meget begrænset motivation for mindre organisationer eller lokale myndigheder til at sætte forsøg i gang eller implementere en nedsat arbejdstid fuldt ud. Det fører til en Catch-22-ituation, hvor lokale eksperimenter falder på rund af manglende finansiel støtte eller politisk vilje. Som med overgangen til 8 timers arbejdsdagen er det usandsynligt, at en 6 timers arbejdsdag bliver virkelighed, med mindre det bliver fastlagt som et landsdækkende maksimum. Ellers vil kun få virksomheder være parate til at give afkald på den konkurrencemæssige fordel ved en længere arbejdsdag.

Uventet kan COViD-19 vise sig at blive den benzin, der får hjulene til at snurre igen. En lurende økonomisk krise kombineret med det fuldstændige gentænkning af arbejdsrutiner – sammen med en generel opprioritering af sundhedsmæssige opmærksomhed – har skabt nyt liv i diskussionen om nedsat arbejdstid i Finland. Med Marins initiativ er der kommet et klart signal om, at en forstærket politisk vilje til en 6 timers arbejdsdag er ikke bare en mulighed i en fjern fremtid, men her og nu.

Men hvis sådanne initiativer giver indtryk, så vil vi ikke få noget ud af at se de nordiske lande som et socialdemokratisk eventyrland, der er velsignet med helt særlige vilkår, der gør sådanne reformer mulige der. De sociale og politiske faktorer, som gøder jorden for gunstige muligheder for arbejderklassen i denne region, er i store træk de same i resten af verden – navnlig i en tid med coronavirus. Hvis man vil finde inspiration til at nytænkning om en mere frigørende fremtid for arbejdet, kan det betale sig at holde øje med, hvad der sker i Finland.

Oversat fra Jacobin af Åge Skovrind