SAP’s Landsmøde vedtog den 28. november 2021 denne udtalelse.

af Socialistisk Arbejderpolitik (SAP)

Læsetid: 13 minutter

SAP’s Landsmøde vedtog den 28. november 2021 denne udtalelse.

 

Udfordringer og kamptemaer

Den socialdemokratiske regering fører i partnerskab med storkapitalen en politik, hvor vækst og profitter kommer først, og klimaløsninger først kommer, når og hvis ny teknologi og markedskræfterne gør det muligt. I forhold til coronakrisen støtter man fortsat forbrug og produktion over en bred kam i stedet for at målrette støtten mod grøn omstilling og velfærd. Det præsenteres som socialt ansvarlig politik, men det er en kortsigtet prokapitalistisk vækstpolitik, der er katastrofal for klima og natur og dermed også for beskæftigelse og social tryghed på længere sigt.

 

Klimakrisen betyder, at det er afgørende at reducere drivhusgasudledningerne på kort sigt. Klimaforskere advarer om, at de klimagasser, der slippes ud i atmosfæren de nærmeste år, risikerer at få den globale opvarmning til at løbe løbsk.[1]

 

Den liberalistiske vækstpolitik betyder, at de statslige klimatiltag og målsætninger er helt utilstrækkelige. Danmark skal reducere sine udledninger langt hurtigere for at holde sig inden for sin andel af et globalt CO2-budget for højst 1,5 graders opvarmning.[2]

 

Klimanødtilstand

Grønne bevægelser rejser krav om en ”klimanødtilstand”. Det ord siger, at det haster, men indholdet er afgørende. EU har således også formuleret sig om ”klimanødtilstand”, men samtidig vedtaget helt utilstrækkelige planer (”Fit for 55”).

 

Klimakatastrofen skal bremses i løbet af de nærmeste år, men kapitalismen spænder ben for en hurtig og effektiv omstilling. Samtidig er styrkeforholdene ikke til, at vi får sat et bæredygtigt økonomisk system i stedet lige med det samme.

 

Det strategiske svar på dette er trefløjet. Vi må på samme tid:

* Formulere en grundlæggende kritik af kapitalismen,

* Udvikle en vision om et økologisk bæredygtigt socialistisk samfund, og

* Foreslå en kamp for reformer, der slår sprækker i det kapitalistiske system og etablerer nye styrkeforhold.

 

Med andre ord: For at bremse klimaforandringen, må vi sætte gang i systemforandringen. Det er faktisk også det, der allerede er den røde tråd i Enhedslistens grønne program. Og det er noget, vi også kan finde genklang for og ansatser til i mange af de grønne bevægelser.

 

Folkelig mobilisering og selvorganisering

Kraften til at opnå gennembrud for klima og social retfærdighed opstår ikke på Christiansborg, men gennem pres fra bevægelser i befolkningen.[3]

 

Der var op til valget i 2019 en mobilisering i form af skolestrejker og demonstrationer. Coronapandemien lagde en dæmper på fysiske aktiviteter, men med IPCC’s statusrapport i august 2021 som startskud forsøger bevægelser for alvor at mobilisere igen.

 

Klimabevægelser og -aktiviteter opstår på mange niveauer og ud fra mange delproblemer.

 

En del bevægelser opstår i form af protester mod infrastruktur- og byggeprojekter, der forøger eller forlænger drivhusgasforureningen, navnlig udvidelsen af Københavns Lufthavn og andre lufthavne, nye motorveje som Egholmlinjen og Kattegatforbindelsen, Lynetteholm-projektet, Amager Fælled-byggeriet og Baltic Pipe. Protesterne støder imod stærke kapitalinteresser, og for at de kan lykkes, må planlægningen af trafik, byudvikling og energiforsyning demokratiseres og lægges om.

 

Lokale fællesskaber har bredt sig rundt om i landet. Mange af dem handler om at tage fat på at leve mere bæredygtigt, og det er i sig selv en vigtig demonstration af, at ny teknologi ikke er den afgørende faktor for at løse klimaproblemerne. Samtidig kan de også være et afsæt for at stille krav om ændrede økonomiske og politiske rammer, for at den bæredygtige adfærd kan vinde frem.

 

F.eks. viser lokale non-profit reparationscafeer forbrugerne, at det er muligt at reparere ting, frem for bare at kassere og købe nyt. Samtidig arbejder Repair Cafe-bevægelsen for at ændre smid-ud-køb-nyt-kulturen og påvirke lovgivningen for at fremme reparation og få virksomhederne til at lave produkter, der kan repareres.

 

Klimaløsninger kræver planlægning og strukturforandringer på samfundsplan. Bevægelserne kan og bør stille krav til rammerne.

 

Radikalisering af klimakampene

Socialister må derfor ikke lade sig nøje med ”bare” at kæmpe de ofte defensive kampe, som umiddelbart har mobiliseret de allerstørste bevægelser. Vi har også den vigtige opgave at gøde jorden for, at bevægelserne rejser de nødvendige, mere radikale krav: krav, der går til roden af klimakrisen ved at demokratisere magt- og ejendomsforholdene og erstatte markedskræfter og bureaukrater med demokratiske diskussioner og beslutninger om, hvad der skal prioriteres inden for det økologiske råderum.

 

Det gælder på alle områder af klimakampen, for eksempel følgende:

 

Kampen for en 100 % vedvarende energiforsyning
må også være en kamp for demokratisering af energisektoren. Privatiseringen af forsyningssektoren skal rulles tilbage. Kollektive ejerformer og folkelig deltagelse skal udbredes, herunder vindmøller og solcelleanlæg i lokalt fælleseje. Valget af energivej må lægges ud til folkelig debat og folkeafstemninger.

 

Kampen for et klimavenligt, økologisk landbrug med langt mindre animalsk produktion og langt mere plads til natur
må også være et opgør med det kapitaliserede industrilandbrug, for fælles, lokalt ejerskab, bl.a. gennem en statslig jordbrugerfond, der overtager landbrug og forpagter dem til lokal økologisk drift.

 

Kampen for bæredygtig transport

må blandt andet handle om at reducere transportbehovene gennem byudvikling, begrænsning af indkøbscentre, fremme af selvforsyning, distancearbejde, lokal produktion og varer med kort transport. Perspektivet må være at skabe et transportsystem baseret på offentligt ejet og demokratisk styret kollektiv trafik og godstransport.

 

Kampen for bæredygtige byer og byggeri

må tvinge profitten ud af byudviklingen, redde og genetablere naturområder og begrænse anvendelsen af arealer og ressourcer til boliger og byggeri.

 

Kampen for en mere cirkulær økonomi

må rejse krav om strenge produktnormer for holdbarhed, reparerbarhed m.m., offentlig og kooperativ genbrug, deling og reparation og budgetter for råstofforbruget. Reklame skal minimeres og erstattes af en offentlig platform for saglig forbrugerinformation. De store teknologivalg skal sættes til demokratisk debat i stedet for at blive truffet i multinationale direktionskontorer.

 

Ny klimalov

En ny, stærk klimalov skal baseres på reelle klimaregnskaber (herunder CO2-belastningen fra biomasse, forbrug og international transport) og budgetter for de nødvendige årlige drivhusgasreduktioner ud fra klimavidenskaben og Danmarks globale ansvar.

 

Ud over drivhusgasudledning skal der også etableres budgetter for forbruget af råstoffer og arealer. Inden for budgetterne må der prioriteres demokratisk efter sociale og miljømæssige behov gennem en overordnet planlægning og planer for dybtgående grøn omstilling i alle sektorer.

 

Demokratisk planlægning

En hurtig og socialt retfærdig grøn omstilling nødvendiggør et brud med vækstpolitikken[4] og en demokratisk planlægning af økonomien.

 

Kloden og de fremtidige generationer har ikke råd til de klimaødelæggende aktiviteter, som kapitalejere profiterer på i dag: flytrafik, industrielt dyrehold, reklame, våbenproduktion osv.

 

Der kan og skal gribes ind i, hvad pengene bruges på, og hvad der skal produceres. Coronakrisen har vist, at det er muligt. Nu haster det at gøre det for klimaet.

 

Det er afgørende for den folkelige opbakning og mobilisering, at grøn omstilling forbindes med at skabe gode, meningsfulde job, og at de ansatte i klimabelastende brancher garanteres ligeværdig beskæftigelse, efteruddannelse og omskoling.

 

Grønne bevægelser, fagforeninger og andre civilsamfundsorganisationer må gå sammen om at udvikle en plan for grønne job og grøn omstilling af landbrug, transport, bygninger, produkter og import m.m.

 

Det kræver, at der etableres demokratisk kontrol med pengeskabelse, långivning og investeringer:

* Samfundsovertagelse af finanssektoren – finansiering af grønne investeringer, ikke fossile.

* Stop for klimaødelæggende investeringer, herunder investeringer i motorveje og broer, lufthavne og fossil infrastruktur som Baltic Pipe.

* Offentlige investeringer bl.a. i vedvarende energi (med udfasning af biomasse), i elnettet, ladestationer, energirenovering af bygninger og boliger, kollektiv transport, cykelstier osv.

* Offentlig igangsættelse af klimavenlige produktioner. Brug kommunalfuldmagten og bryd den, hvis det er nødvendigt for at nå klimamålene.

 

Social omfordeling

Grøn omstilling må følges af social omfordeling – af flere grunde:

* Eftersom den samlede økonomi ikke kan blive ved med at vokse, bliver det tvingende nødvendigt at omfordele velstand og forbrug, både herhjemme og globalt.

* Alle skal motiveres til at ændre produktions- og forbrugsmønstrene. Det er kun muligt, hvis indgrebene er socialt retfærdige, sådan at alle medvirker, også og især de rigeste.

* Et opgør med uligheden er afgørende både for social retfærdighed og for miljøet. Det er de rige, der belaster klimaet og miljøet mest med deres forbrug, og deres overforbrug danner en model, som de mindre velhavende stræber efter at få del i.

 

Derfor rejser vi krav om:

* Kollektive goder/velfærdsydelser skal udbygges: sundhed, uddannelse, omsorg, kollektiv transport osv.

* De laveste lønninger og overførselsindkomsterne skal hæves.

* En skattereform skal indføre hård beskatning af høje indkomster (inklusive en maksimalindkomst), kapitalindkomster og arv samt en formueskat.

 

Kampen er international

Klimakampen er lige så verdensomspændende som den atmosfære, der dagligt ophober mere CO2, metan og lattergas. Overalt i verden kæmper bevægelser og venstrefløj for grøn omstilling og klimaretfærdighed med krav til de nationale regeringer og til internationale institutioner og forhandlinger.

 

Klimakampen i Danmark skal levere dette lands rimelige del af den globale drivhusgasreduktion, og den skal ved at være et godt eksempel understøtte kampen for socialt retfærdig grøn omstilling i andre lande og på EU-plan.

 

Danmark skal for eksempel…

* Sige nej til ”frihandelsaftaler” som EU-Mercosur-aftalen.

* Kræve Paris-aftalen strammet og gå foran gennem aftaler med andre nordiske og europæiske lande.

* Kræve EU’s kvotehandelssystem udskiftet med midler som mindstekrav til CO2-afgift, ikke-salgbare CO2-kvoter, energisparekrav og stop for subsidier til fossile energikilder.

 

Klimakampen skal føres i solidaritet med verdens fattigste, der har bidraget mindst til den globale opvarmning, men rammes hårdest af dens konsekvenser. Det indebærer blandt andet krav om omfattende klimastøtte i tillæg til udviklingshjælpen.

 

Enhedslistens opgaver

Mange af ovenstående krav indgår i Enhedslistens principprogram (2014), dens grønne delprogram (2018) og andre vedtagelser, som også understreger, at folkelig mobilisering og organisering er afgørende for at få kravene igennem.

 

Således fastslog Enhedslistens hovedbestyrelse (HB) i en klimastrategi vedtaget den 8. maj 2021, at det afgørende for at ændre styrkeforholdene og presse regeringen er “at styrke og samle folkelige klimabevægelser og samle grønne, faglige og sociale bevægelser i en mobilisering for en stærk klimapolitik”.

 

Enhedslisten skulle gå på både et parlamentarisk og et udenomsparlamentarisk ben, helst i en velsynkroniseret gangart… Men på det klimapolitiske område er realiteten, at det parlamentariske ben er blevet fanget i realpolitiske spil, mens bevægelsesbenet har haltet.

 

Folketingsarbejdet

Enhedslistens har indgået en stribe klimapolitiske aftaler, som er fuldkommen utilstrækkelige, og som giver medløb til regeringens markeds- og vækstorienterede kurs. I affaldsaftalen fra sommeren 2020 indebar det endda en accept af privatisering af affaldsbehandlingen.

 

Ifølge HB’s klimastrategi fra maj 2021 vil Enhedslistens deltagelse i alle aftaler fremover ”blive afgjort ud fra en konkret vurdering af den politiske situation, og om der er tale om et skridt i den rigtige retning, dvs. om det fremmer en demokratisk rød-grøn omstilling og nedbringer drivhusgasudledningen hurtigt, i overensstemmelse med 1,5-gradersmålet”.

 

Dette er en god rettesnor, hvis man er skarp på, at klimaet ikke er et forhandlingsområde som så mange andre, idet risikoen for at overskride en række “tipping points” kan betyde, at for små skridt “i den rigtige retning” kan blive lige så katastrofale som ingen skridt. Som der også står i HB’s strategipapir: “Det betyder, at hvis Danmark reducerer for langsomt, bidrager landet til at tippe verden over kanten til en ukontrollabel klimakatastrofe.”

 

Derfor er det også vigtigt, at Enhedslisten – som vedtaget i HB’s strategi – vil “sætte fokus på nødvendigheden af store reduktioner af den danske klimabelastning hvert år fra nu til 2030, såvel de indenlandske udledninger som de forbrugsbaserede”.

 

Folketingsudspil og forhandlingslinjer skal udformes under hensyntagen til, hvad der fremmer mobilisering og bevidstgørelse i befolkningen. Og kendsgerningen er, at klimabevægelserne generelt fremfører ganske vidtgående krav, der står i stærk modsætning til den fodslæbende kurs, som forligsrækken har præsenteret. Bevægelserne har brug for at se deres krav repræsenteret af venstrefløjen i Folketinget. Hvis Enhedslisten ikke bare deltager i, men endda udtrykker (forbeholden) glæde over helt utilstrækkelige aftaler, er det en signalforvirring, der i værste fald kan understøtte regeringens løgne om, at ”vi er godt i gang” – og derved virke kontraproduktivt i forhold til bevægelsernes mobilisering.

 

Samtidig er det strategisk afgørende for Enhedslisten også at benytte Folketinget som talerstol for at udbrede sine økosocialistiske visioner og antikapitalistiske reformkrav.

 

Bevægelsesarbejdet

Enhedslisten har en vigtig rolle at spille i at opbygge aktiviteter og bevægelser, samtidig med at partiet kan lære meget af at deltage i bevægelserne. Partiet må derfor opmuntre medlemmerne til at være aktive i de forskellige aktiviteter og bevægelser og styrke de klimaaktivistiske netværk. Det kan der arbejdes med på mange måder og på mange niveauer – i landsorganisationen, regionalt og lokalt. Og ikke mindst med de nye erfaringer med virtuelle møder, kan der nemmere end nogensinde dannes aktivistnetværk mellem medlemmer, der arbejder på samme felt, hvor man kan støtte og inspirere hinanden.

 

Klimabevægelsen må opbygges på alle niveauer:

* Klimaaktiviteter og -organiseringer på arbejdspladser og uddannelsessteder, i byer og boligområder samt i fagbevægelsen, elev- og studenterbevægelsen og alle mulige andre foreninger

* De eksisterende klima-, miljø- og naturorganisationer

* Nye protester og kampagner.

 

Så vidt muligt må bevægelserne have form af – eller i nogle tilfælde måske ”udvikles til” – demokratisk organiserede græsrodsbevægelser. Både for at fastholde kontinuitet, dynamisk udvikling og vækst i bevægelsen, hvor det ikke bare er en lille ledelseskerne, der er ”organisationen”, og for at sikre en demokratisk diskussion af erfaringer, krav, nye planer osv.

 

Det er kun fint, at der er et hav af forskellige bevægelser og organiseringer, der kæmper for klimaet. Men det gør det til en særskilt opgave også at arbejde for koordinering og fælles aktiviteter. Enhedslisten må arbejde for samlende klimademonstrationer og evt. andre aktioner på et klart grundlag for stærke klimatiltag her og nu – og selv mobilisere til disse.

 

Interesserede parter kan gå sammen om at afholde lokale klimakonferencer og en national klimakongres, der kan vedtage:

 

1)      De vigtigste aktuelle krav i kampen for at nå klimamålene og sikre sociale rettigheder, derunder en grøn jobplan

 

2)     En plan for klimaaktioner og andre politiske aktiviteter, der sigter mod at kravene bliver opfyldt.

 

Det er vigtigt at samle på et rimeligt bredt grundlag – men med frihed til, at organisationer og personer medbringer egne krav/paroler, så længe de ikke strider mod det fælles grundlag. Det er i det hele taget vigtigt at have rum for en løbende fri debat i klimabevægelsen.

 

I denne debat skal Enhedslistemedlemmer selvfølgelig bidrage med at pege på, hvordan det er nødvendigt at gøre op med den profitdrevne styring af produktionen og hele samfundet (økosocialisme vs. kapitalisme) – og nogle første oplagte skridt i den retning (antikapitalistiske reformforslag), f.eks. i form af demokratisk styring af investeringer som tidligere nævnt.

 

Sidst, men ikke mindst må klimakampen føres i samarbejde og koordination med bevægelser og venstrefløj i andre lande i Norden, Europa og internationalt. Det kan bl.a. være ved solidaritet og international mobilisering til aktioner (som Ende Gelände) og ved koordinering af krav og demonstrationer i forbindelse med internationale topmøder (COP-møder, EU-møder m.v.).

 

Noter:

[1] https://www.information.dk/indland/2020/09/wammens-hockeystav-fikst-sprogbillede-daarlig-klimaloesning
[2] https://global-klima.org/onewebmedia/Reduktionsveje%20i%20klimaloven.pdf
[3] Som vi skrev i ugekommentaren den 7. december 2020.
[4] Se Vækstøkonomien bliver ikke bæredygtig (Socialistisk Information 4.4.2021) og Maskefald for S-regeringens klimapolitik (Socialistisk Information, 14.9.2020).

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com