”Grøn vækst” er et mantra for socialdemokraterne såvel som højrefløjen, men modsiges i stigende grad af forskere. Klima- og natursammenbrud kan ikke afværges uden at gøre op med vækstøkonomien.

af Finn Kjeller

Foto: Earth, Kevin Gill, Flickr.com

 

”Grøn vækst!” Næppe nogen anden parole kan i den grad samle kongerigets økonomiske og politiske elite. Den 9. april 2021 åbner HKH Kronprins Frederik en konference under overskriften ”Grøn vækst, velfærd og beskæftigelse – den danske model”. Konferencen arrangeres af IDA, Concito og ”State of Green”, som er et partnerskab mellem staten, DI, Dansk Energi, Landbrug & Fødevarer og Wind Denmark.

 

Blandt talerne er klimaminister Dan Jørgensen, DI-direktør Lars Sandahl Sørensen, FH-formand Lizette Risgaard samt Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen, som vil fortælle om ”Klimapolitik som grøn vækstmotor”. De er forenede i påstanden om, at ny teknologi kan gøre det bæredygtigt at fortsætte ”væksten” – altså vækst forstået som ekspansion i økonomien som helhed, målt som stigende bruttonationalprodukt. Men denne påstand bliver i stigende grad udfordret af både forskere og grønne græsrodsbevægelser.

 

Vækstpolitik trumfer klimahensyn
Mette Frederiksen fastslog i en tale til Dansk Erhverv den 10. september 2020, at det er fremtidens nye teknologier, der skal løse klimaudfordringen. (Se vores artikel ”Maskefald for S-regeringens klimapolitik”.)

 

Nicolai Wammen fulgte den 24. september op ved at erklære, at ”hockeystaven” er regeringens primære sigtepunkt i klimaforhandlingerne. Hockeystaven er forestillingen om, at man kan reducere meget lidt de første mange år og så skrue voldsomt op for reduktionerne lige før 2030. ”Vi vil lægge op til den fornuftige vej, hvor teknologi og udvikling bringer os i mål i stedet for, at vi her og nu træffer unødigt dyre beslutninger,” sagde finansministeren.

 

Ifølge regeringens rammer for finanspolitikken vil man ”prioritere velfærden og den grønne omstilling”, men de hensyn underlægges et overordnet krav om at ”genoprette økonomien” ved over en bred kam at ”skubbe på væksten i dansk økonomi”. Klimaindsatsen skal derfor være ”afpasset med udviklingen af nye grønne teknologier”.

 

Denne vækstpolitik, hvor grøn omstilling hovedsagelig skal ske med teknologiske midler, gennemsyrer også de klima-delaftaler, regeringen siden juni 2020 har indgået med andre partier, inkl. SF og Enhedslisten, om energi og industri, affald og vejtransport.

 

På landbrugsområdet har regeringen først udskudt et klimaudspil og den 1. februar i år skrottet det. I slutningen af marts tog fødevareminister Rasmus Prehn skridtet videre ved at melde landbruget ud af målet om frem til 2030 at reducere CO2-udledningerne i Danmark med 70 procent i forhold til 1990. At nå målet ville koste for dyrt i ”arbejdspladser og eksportindtægter”, for ”vi skal ikke presse svinebruget ud af Danmark”, udtalte Prehn. ”Vores tekniske gennemgange har vist, at vi på nuværende tidspunkt ikke har muligheder for at reducere med 70 procent. Vi kan måske komme op på 30 procent eller 50 procent på en god dag.” (Politiken 27.3.2021).

 

Det har overrasket støttepartierne, at S-regeringen så åbenlyst har brudt med de aftalte klimamålsætninger, ovenikøbet lige efter at Klimarådet underkendte regeringens hidtidige indsats i sin status den 26. februar. Men det er ikke nyt, at kravet om økonomisk vækst trumfer grønne hensyn – under Mette Frederiksens regering som under de tidligere.

 

Klimaloven blev forsynet med forbehold om at sikre såkaldt ”bæredygtig erhvervsudvikling og dansk konkurrencekraft”, og regeringen overlod i første omgang udmøntningen til tretten partnerskaber med storkapitalen for bordenden, f.eks. partnerskabet for fødevarefremstilling og landbrug med Danish Crowns administrerende direktør som formand.

 

Miljøbevægelserne har protesteret mod regeringens ”hockeystav”-metode. For det første fordi det er den samlede mængde af udledte drivhusgasser, der skal holdes nede for at bremse klimakrisen, og store reduktioner i de nærmeste år er afgørende. For det andet fordi regeringen bygger på ”urealistiske forventninger til fremtidige teknologiske fixes”, ikke mindst i form af fangst og lagring af CO2 (CCS). Med dette ”store teknologiske sats” bidrager Danmark til klimakatastrofen i stedet for at være et foregangsland. Se 92-gruppens notat ”Lever klimapolitikken op til klimaloven?”.

 

Med vækst følger miljøbelastning
En voksende mængde forskning tyder på, at det ikke kun er vækstpolitikken i dansk socialdemokratisk aftapning, der lægger gift for den grønne omstilling, men mere grundlæggende den økonomiske vækst og forsøgene på at fastholde den.

 

Det Europæiske Miljøagentur (EEA) udsendte den 11. januar 2021 et papir med titlen Growth without economic growth (”Vækst uden økonomisk vækst”). Papiret bygger på en lang række forskningsrapporter og indeholder tre centrale budskaber:

·         Den tiltagende klimaforandring og naturødelæggelse hænger snævert sammen med økonomiske aktiviteter og økonomisk vækst.

·         En grøn omstilling kræver ikke bare ny teknologi, men også ændringer i forbrug og adfærd.

·         Fremskridtet må søges i retning af en mere enkel levevis i stedet for fortsat økonomisk vækst.

·

Budskaberne er ikke nye, men det er nyt, at de præsenteres af en EU-institution. Den fremherskende politik er ellers, at den økonomiske vækst kan og skal fortsætte, blot skal man have den ”afkoblet” fra miljøbelastningen. Det er udtrykkeligt udgangspunktet for EU’s European Green Deal såvel som den danske regerings Klimaprogram 2020.

 

EEA-papiret konstaterer, at væksten ikke er blevet afkoblet fra ressourceforbrug og miljøødelæggelse. Biodiversitetstab, klimaforandring, forurening og tab af ”naturlig kapital” har taget fart og hænger snævert sammen med økonomiske aktiviteter og økonomisk vækst. Nedenstående figur viser de samtidige stigninger i det globale bruttonationalprodukt, de globale drivhusgasudledninger og det materielle fodaftryk (dvs. mængden af materiale, der er udvundet for at dække forbruget).

Nogle EU-lande har ganske vist opnået en reduktion af nogle former for forurening, ”men afkoblingen mellem væksten og det miljømæssige fodaftryk fra EU’s forbrugsmønstre (f.eks. vand, materialer, energi og drivhusgasser) er ofte relativ og varierer fra land til land”. Samtidig er ”betydelige dele af de energiintensive aktiviteter udflyttet til ikke-EU-lande”.

 

På baggrund af de erfaringer er det ifølge papiret ikke sandsynligt, at væksten fremover bliver afkoblet fra ressourceforbrug og miljøødelæggelse.

 

EEA’s papir bekræfter resultaterne i en langt mere grundig rapport fra 2019: Decoupling Debunked, Rapporten er udgivet af European Environmental Bureau (EEB), som er en paraplyorganisation for europæiske miljøbevægelser, og leverer en omfattende sammenfatning af studier på området.

 

EEB-rapporten påviser først, at der ikke er nogen empiriske tegn på, at afkoblingsstrategien virker. Derefter beskriver rapporten syv grunde til, at det er ”ekstremt usandsynligt”, at der fremover vil ske en absolut, vedvarende og tilstrækkelig afkobling.

 

1. Stigende energiforbrug til råstofudvinding
Når man udvinder et råstof, bliver de billigste muligheder udnyttet først. Jo mere man udvinder, desto mere ressource- og energikrævende og forurenende bliver udvindingen. Falder eksempelvis koncentrationen af forskellige metaller, så skal der graves mere og mere op for at få den samme mængde metal. Det forøger miljøødelæggelsen per enhed udvundet råstof.

 

Det rammer i særlig grad satsningen på at drive fortsat vækst med vedvarende energi, forklarer EEB-rapporten. Mineralintensiteten er nemlig højere for vedvarende energi end for fossile brændsler: 1 kWh vedvarende energi kræver 10 gange mere metal end 1 kWh fossil energi. Når der samtidig er en voksende produktion at forsyne, opstår der en ond cirkel. Der skal bruges mere energi for at kunne udvinde flere mineraler, og der skal udvindes flere mineraler for at kunne levere mere energi.

 

2. Rekyleffekter
Tilhængerne af grøn vækst slår meget på, at ressourceanvendelsen bliver stadig mere effektiv. Men effektivitetsforbedringerne bliver meget ofte delvist eller helt spist op, ved at de sparede penge bruges andre steder: De bruges på mere af det samme forbrug (når bilen bruger mindre benzin per kilometer, hvorefter man kører mere i den) eller andet miljøskadeligt forbrug (når man har sparet benzinudgifter og bruger pengene på flyrejser). Også mere strukturelt fører effektiviseringer til større forbrug – f.eks. har øget brændstofeffektivitet i biler styrket det bilbaserede transportsystem på bekostning af grønnere alternativer såsom cykling og kollektiv trafik. Det kaldes rekyleffekter (på engelsk: rebound), fordi ressourceeffektiviseringen slår tilbage i form af øget ressourceforbrug.

 

3. Problemforskydning
Grøn vækst-tilhængerne satser fremtiden på nye teknologier. Men teknologiske løsninger på ét miljøproblem kan skabe nye og/eller forværre andre. F.eks. skal der til elbilernes batterier udvindes litium, kobolt, nikkel og mangan. I det hele taget kræver mange ”grønne” teknologier udvinding af mineraler, såsom de såkaldte sjældne jordarter, med deraf følgende miljøødelæggelse. Produktion af bioenergi lægger beslag på landbrugsareal. Og a-kraft skaber risiko for udslip og problemer med at lagre radioaktivt affald.

 

I Danmark har man i vidt omfang erstattet fossile brændsler med biomasse. Ved at lade, som om biomasseafbrænding er CO2-neutral, har man skabt et billede af en energisektor med kraftigt faldende drivhusgasudledninger. Power-to-X – en del af den fremtidsmusik, som den danske regering satser på – vil øge det i forvejen ubæredygtige forbrug af biomasse (se NOAHs artikel ”Energiaktører manipulerer med Power-to-X-strategi”).

 

4. Servicesektorens undervurderede effekter
Grøn vækst-tilhængere taler ofte om at ”afmaterialisere” økonomien: Når man i stigende grad producerer tjenesteydelser, kan bruttonationalproduktet vokse med mindre forbrug af materiale.

 

Men for det første er overgangen til serviceøkonomi allerede vidt fremskreden i vores del af verden, bl.a. ved at materiel produktion er flyttet ud, og de resterende områder kan typisk ikke afmaterialiseres, f.eks. landbrug, transport og byggeri.

 

For det andet kan serviceøkonomien kun eksistere på grundlag af den materielle økonomi. Tjenesteydelser kan ikke skabes uden råstofudvinding, energiforsyning og infrastrukturer, som alt sammen belaster miljøet. Tjenesteydelser kræver transport af tjenesteydere og forbrugere. De foregår fysiske steder som kontorer, uddannelsessteder, stationer, lufthavne og hospitaler. De kræver udstyr som computere, skærme, datacentre med køleanlæg osv. Alt dette kræver materialer og energi at fremstille og drive. Tjenesteydelser har altså et betydeligt fodaftryk. Desuden tjener en del af dem til at øge forbruget af fysiske varer, f.eks. markedsføring, finans og udvikling af software, der kræver ny hardware.

 

5. Begrænset potentiale i genanvendelse
Grøn vækst-politikkens svar på ressourcekrisen er ”cirkulær økonomi”, som i praksis mest handler om genanvendelse af brugte materialer. Genanvendelsesraterne er i dag lave og kun svagt stigende. Samtidig kræver genanvendelsesprocesserne i sig selv en betydelig mængde energi og nye råstoffer. Og frem for alt har genanvendelse meget begrænset evne til at forsyne en voksende materiel økonomi med ressourcer.

 

De fleste materialer bliver forringet ved genanvendelse, så de ikke kan genanvendes til det samme – som når plastik genanvendes som havemøbler og måske i sidste ende som støjværn langs en motorvej.

 

De materialer, der bruges som brændsler eller foder og fødevarer, kan selvfølgelig ikke genanvendes. Mange moderne produkter er for komplekse til, at materialerne kan genanvendes, bl.a. fordi elektronik sammenblander mange metaller i små mængder.

 

Under alle omstændigheder betyder vækst, at der hele tiden er for lidt anvendt materiale, der kan bruges til fremstilling af nye produkter, både fordi årets produktion er større end det foregående års, og fordi meget materiale er bundet i produkter, bygninger m.m. Så længe væksten skal fortsætte, vil genanvendelsen kun forsinke ressourceudtømningen lidt, selv hvis en meget stor andel af de udtjente materialer genanvendes.

 

6. Utilstrækkelig og uegnet teknologisk udvikling
Grøn vækst-fortalerne afviser gerne alle indvendinger ved at hævde, at fremtidige teknologiske gennembrud vil sikre bæredygtigheden. Det er imidlertid en meget problematisk og usikker satsning.

 

For det første er innovationerne ikke nødvendigvis spor grønne. I en kapitalistisk, vækstorienteret økonomi har firmaerne incitament til at bruge ny teknologi til at øge deres overskud ved at spare på arbejdskraft og kapital, som ofte er relativt dyrere end naturressourcer. Også teknologier, der faktisk sigter mod ressourcerne, skaber ofte nye miljøproblemer, som med nye, mere effektive metoder til at finde og udvinde råstoffer.

 

For det andet kommer der ganske vist nogle mere miljøvenlige teknologier, men de fortrænger ikke eller alt for langsomt de gamle, mere miljøskadelige teknologier. Forurenende infrastrukturer som kraftværker, fabrikker, bygninger og veje indebærer store investeringer og forbliver derfor i brug i mange år – i hvert fald så længe væksten er i højsædet.

 

For det tredje er innovationerne ikke i sig selv hurtige nok til at muliggøre tilstrækkelig afkobling. I forhold til klimakrisen ville en rent teknologi-dreven omstilling kræve, at drivhusgasudledningen per krone skulle reduceres mange gange hurtigere, end hvad der hidtil er set. Det er usandsynligt, at det teknologiske fremskridt kan accelerere så meget. Drivhusgas-effektiviseringen har tværtimod tabt fart de seneste årtier.

 

7. Udflytning af miljøbelastningen
Det, man har set og betegnet som en afkobling i nogle lokale tilfælde, har generelt kun været en tilsyneladende afkobling. Drivhusgasudledninger og ressourceforbrug er nemlig flyttet væk i kraft af globaliseringen, hvor produktionskapital er søgt til lande med lave lønninger og slappe miljøregler.

 

Danmark har siden 1990 haft en kraftig stigning i importens indbyggede CO2-udledninger, så landets høje forbrug driver CO2-udledninger opad andre steder på kloden. Det er f.eks. påpeget af Stefan Gaarsmand Jacobsen, Roskilde Universitet, og Jens Friis Lund, Københavns Universitet, i indlægget ”Nej, vi kan ikke ‘vækste’ os ud af klimakrisen. Vi må sætte klima og miljø over væksten” (Politiken 15.6.2018).

 

Debat om alternativer
EEB-rapporten konkluderer, at med mindre man kan tilbagevise alle de syv punkter, må man droppe den ensidige satsning på afkobling og grøn vækst:

 

”Det haster med at drage de politiske konsekvenser og følge forsigtighedsprincippet, så man går væk fra den konstante stræben efter økonomisk vækst i højforbrugslande, navnlig i EU.”

 

I stedet for den ”risikable grøn vækst-strategi” må man ”direkte reducere de problematiske former for produktion og forbrug i dag”. Politikerne må erkende, at klima- og biodiversitetskriserne ”måske nødvendiggør en direkte nedskalering af økonomisk produktion og forbrug i de rigeste lande”, skriver EEB.

 

Både EEA-papiret Growth without economic growth og EEB-rapporten Decoupling Debunked sigter mod at rejse en debat om alternativer og angiver en retning, men går ikke nærmere ind i, hvad der kan sættes i stedet for den kapitalistiske vækstøkonomi, eller hvordan.

 

EEA-papiret spørger:

 

”Hvordan kan samfundet udvikle sig og vokse i kvalitet (f.eks. mening, solidaritet, empati), frem for i kvantitet (f.eks. materiel levestandard), på en mere retfærdig måde? Hvad er vi villige til at give afkald på for at indfri vores bæredygtighedsambitioner?”

 

Papiret anbefaler, at man undersøger ”doughnut-økonomi”, post-vækst og degrowth som alternativer til de gængse opfattelser af vækst, og at man lader sig inspirere af “religiøse, åndelige og sekulære fællesskaber, der er mindre materialistiske, forbruger mindre og søge enklere livsstile end det dominerende samfund”.

 

Også EEB-rapporten peger på eksisterende græsrodsinitiativer, der kan inspirere til en anden dagsorden – en dagsorden for ”tilstrækkelighed” i stedet for ”effektivitet”. Det er initiativer under betegnelser som transition towns, modvækst, økolandsbyer, langsomme byer eller social og solidarisk økonomi. Dem bør man ifølge EEB lytte til, for fokus skal flyttes til en anden afkobling:

 

”Vi skal afkoble velfærden og ’det gode liv’ fra den økonomiske vækst.”

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com