Men flere af indrømmelserne er behæftet med giftige betingelser, og indrømmelserne er små i forhold til den bastante vækstorienterede kurs, som stadig blokerer for de nødvendige, hastige drivhusgasreduktioner.

Det er en sejr, at regeringen har valgt at droppe nye udbudsrunder for Nordsøolie og -gas. Dermed indfries et gammelt krav fra klimabevægelsen. Men regeringen har gjort det ved at indgå en aftale med SF, RV, V, K og DF, der skaber ”sikkerhed for branchen ved at låse resterende regler fast” frem til 2050. Man vil altså fortsætte den danske udvinding af fossile brændstoffer i årtier.

Rystende utilstrækkeligt
Aftalen om biltrafik er reelt en aftale om at fortsætte den eksplosive vækst i biltrafikken. Den vil give lige så mange fossilbiler i 2030 som nu, men oven i dem kommer der ca. 700.000 el- og hybridbiler. CO2-reduktionen er beskeden, og det meste af den forudsætter, at man kan skaffe bæredygtigt produceret biobrændstof til at blande i benzin og diesel. Man ser bort fra, at hybridbilerne udleder næsten lige så meget CO2 som fossilbiler, og at de ”grønne” biler medfører CO2-udledninger og miljøødelæggelse der, hvor de produceres, og hvor råstofferne udvindes.

Aftalerne kom efter en uge, hvor regeringen rystede mange klimaforkæmpere med sit forslag til ”grøn skattereform”. Stik imod klimaaftalen fra den 22. juni i år var der ingen CO2-afgift i regeringens udspil, og skatteministeren lod forstå, at den ikke bliver til noget i denne valgperiode. I stedet vil man opkræve øgede energiafgifter, som rammer strøm fra sol og vind lige så meget som strøm fra olie og kul, og samtidig give erhvervslivet seks gange mere tilbage i skattelettelser og tilskud – uden nogen grønne betingelser.

Kort efter aftalte regeringen, støttepartierne, V og K en stimuluspakke, der angiveligt er en del af en ”grøn genstart af dansk økonomi”, men der er ikke andet grønt i aftalen end brugen af ordet ”grøn”. I forhold til coronakrisen støtter man altså fortsat forbrug og produktion over en bred kam i stedet for at målrette støtten mod grøn omstilling og velfærd.

Klimahåbet, som blev vakt efter regeringsskiftet, er efterhånden stivnet i socialdemokratisk beton. Nu er der gået et år siden indgåelsen af aftalen om en klimalov, og der er stadig ingen samlet klimahandlingsplan. I stedet er regeringen kommet med drypvise udspil, som er utilstrækkelige og problematiske hver for sig og rystende utilstrækkelige samlet set – både i forhold til målet om 70 procents reduktion fra 1990 til 2030 og i forhold til at undgå alt for store udledninger i indeværende årti.

”Hockeystaven” er regeringens billede på, hvordan handling skal udskydes indtil lige før år 2030, hvor man håber på, at den teknologiske udvikling har gjort det billigt at reducere udledningerne hurtigt. I hvert fald klimaministeren kan ikke være uvidende om, at det er de ophobede udledninger, der afgør klimaeffekten, og ikke udledningen i et bestemt år. Klimaforskere advarer om, at de klimagasser, der slippes ud i atmosfæren de nærmeste år, risikerer at få den globale opvarmning til at løbe løbsk.

Men videnskaben kan ikke hamle op med hensynet til profitinteresserne og viljen til at holde på taburetterne: Ingen indgreb, der kan genere stærke økonomiske interesser, hvad enten det er industri- eller landbrugslobbyen. Ingen indgreb, der kan provokere vælgere ved at udfordre klima- og miljøbelastende forbrugsmønstre, hvad enten det er biler, kød eller elektronik.

Klimaplan og klimaaktion for klimahandling – NU!
Så ja, der er opnået forbedringer i starten af december, men vi må også erkende, at de indgår i en taktik, hvor Socialdemokratiet har fået støttepartierne til at bruge deres krudt på at opnå noget af det, der allerede var aftalt i Forståelsespapiret, alt imens Danmark fortsat fyrer op under kloden.

Kraften til at opnå gennembrud for klima og social retfærdighed opstår ikke på Christiansborg, men gennem pres fra bevægelser i befolkningen. Bevægelser, som har brug for at se deres krav repræsenteret af venstrefløjen i Folketinget.

Regeringen har åbenbart ikke en plan for andet end at beholde magten. Derfor må grønne bevægelser, fagforeninger og andre civilsamfundsorganisationer gå sammen om at udvikle en plan for grønne job og grøn omstilling af landbrug, transport, bygninger, produkter og import m.m. Sammen kan de med styrke kræve indgreb, der sænker udledningerne nu, i de nærmeste år, understøttet af en høj og stigende CO2-afgift med social kompensation via den grønne check.
Aktuelt lægger corona-pandemien stadig låg på møder og demonstrationer, men dels finder bevægelserne nye udtryksformer, og dels behøver forsamlinger ikke at være helt så store som ellers for at gøre indtryk.

5-året for Parisaftalen den 12. december er en god anledning til at minde om, at vi har et globalt ansvar, og om, at vi ikke er alene. Rundt om i Europa og rundt om i verden kæmper bevægelser og venstrefløj samme kamp for en effektiv og retfærdig klimaredningspolitik. Se f.eks. #fightfor1point5.

I København er der indkaldt til demonstration mod fossilindustrien fredag den 11. december og lysoptog for klimakrisens ofre lørdag den 12. december.
SAP’s Forretningsudvalg, den 7. december 2020