Klimakonferencen i Glasgow (COP26) burde have prioriteret:

 

1)   at opfylde de ”udviklede” landes løfter om bidrag til den Grønne Klimafond fra 2020 med mindst et hundrede milliarder dollars om året for at hjælpe det globale Syd med at håndtere klimaudfordringerne [note 1].;

2)   at tvinge de samme lande til at yde finansiel støtte til at dække de enorme ”tab og skader”, som opvarmningen har forårsaget, især i de ”mindst udviklede lande” og de små østater;

3)   at ”hæve regeringernes klimaambitioner” for at indfri de mål, der blev sat på COP21 (i Paris, 2015): ”at holde temperaturstigningen et godt stykke under 2°C og fortsætte bestræbelserne på ikke at overstige 1,5°C i forhold til den førindustrielle periode”.

 

Regnskabet er tydeligt: På papiret tydeliggør Glasgow det ambitiøse mål fra Paris ved at gøre det mere radikalt (1,5°C er nu målet) og nævner de fossile brændstoffer som årsag; men i praksis tog konferencen ingen skridt for at bremse katastrofen. Et ”skridt i den rigtige retning”, var der nogen der sagde. Tværtimod: I deres besættelse af den neoliberale genopretning efter Covid-19 og den geostrategiske rivalisering besluttede verdens herskere at:

 

1)    udskyde løftet om et hundrede milliarder dollars til den Grønne Fond;

2)    afvise kompensationen for ”tab og skader”

3)    holde banen næsten fuldstændig åben for fossile brændstoffer;

4)    betragte stabiliseringen af klimaet som et marked for ”CO2-kompensationer” og teknologier;

5)    udstyre dette marked med globale redskaber til handel med ”retten til at forurene”;

6)    sidst, men ikke mindst, at betro styringen af dette marked til finanskapitalen – dvs. til de rige – hvis investeringer og livsstil er den grundlæggende årsag til den globale opvarmning.

 

FN’s Klimapanels rapport om konsekvenserne af en global opvarmning på 1,5°C: en bombe, der giver genlyd i det Internationale Energiagentur

FN’s Klimapanels rapport om konsekvenserne af en global opvarmning på 1,5°C (fra 2019) viste, hvor bydende nødvendigt det er at holde temperaturstigningen under 1,5°C [2]. Farerne ved den globale opvarmning har været undervurderet. En stigning over 1,5°C vil udløse kaskader af positive feedbackvirkninger, der vil true med at få Jorden til at tippe over i en tilstand som ”drivhusplanet” [3]. Det ville få alvorlige konsekvenser (bl.a. en stigning af vandstanden i havene på 13 meter eller mere). Den gennemsnitlige overfladetemperatur er nu steget med mellem 1,1 og 1,2°C i forhold til den førindustrielle æra. Med det nuværende tempo vil de 1,5°C være nået i 2030. Konklusion: Det totale globale ”netto”-udslip af CO2 skal reduceres med mindst 50% før 2030, med 100% i 2050, og det skal være negativt i den anden halvdel af dette århundrede.

 

Rapporten var en bombe. Kapitalistklassens ledere kan ikke længere begrave hovedet i sandet. De, der har bare et minimum af forstand, er nødt til at indrømme, at den globale opvarmning kan ryge så meget ud af kontrol, at det truer deres system. I den sammenhæng kunne en kapitalistisk politik, der skal forestille at ”bygge på den bedste videnskab”, umuligt fastholde Paris-aftalens tvetydighed, selv ikke når den skulle føres af neoliberalister som Boris Johnson. Det britiske formandskab for COP26 har foreslået, at 1,5°C skal være det entydige mål, og denne tydeliggørelse blev ratificeret af konferencen.

 

FN’s Klimapanel gør det tydeligt: Afbrændingen af fossile brændstoffer spiller en nøglerolle i den globale opvarmning. Derfor kunne chokbølgerne af rapporten om de 1,5°C også mærkes i det Internationale Energiagentur. I 2021 udgav de en rapport, der tydeligt fastslår, at ”CO2-neutralitet” i 2050 kræver nogle drastiske forholdsregler på meget kort sigt: et forbud gældende fra 2021 mod udviklingen af nye olie- og gasboringer, mod åbning af nye kulminer, mod udvidelse af eksisterende kulminer eller mod tilladelse til bygning af nye kulkraftværker; et ophør af brug af kul fra 2030 i de ”udviklede” økonomier; og lukning af alle kul- eller oliefyrede kraftværker fra 2040 [4].

 

Denne rapport var også en bombe. Agenturet havde altid frembragt en meget progressiv vision om ”overgangen”. Nu anbefalede de pludselig en radikal omlægning i retning af en ”grøn kapitalisme” organiseret omkring de bæredygtige energikilder. Lige som de ikke kunne opretholde Paris-aftalens tvetydighed, kunne Glasgow-konferencen heller ikke blive ved med at skjule de fossile brændstoffers ansvar. Under pres fra energisektoren og de store aftagere har hver eneste COP siden 1992 undgået det tema! Tavsheden kunne ikke længere opretholdes. Det britiske formandskab fremlagde et forslag til erklæring for de delegerede, hvor de opfordrede aktørerne til at ”fremskynde udfasningen af kul og af subsidier til fossile brændstoffer”. Vi viser senere, hvordan teksten blev udvandet, men den endelige version nævner stadig de fossile brændstoffer.

 

At fylde afgrunden: hvert år en mere svimlende udfordring

Parisaftalen lavede en stor afstand mellem målet (”at holde temperaturstigningen et godt stykke under osv. ….”) og de nationale klimahandlingsplaner, eller de nationale bidrag, ”Nationally Determined Contributions (NDC)”. På basis af disse NDC forudså FN’s Klimapanel en temperaturstigning på omkring 3,5°C i år 2100. For at reducere denne afstand (eller ”udledningskløft”) vedtog COP21 princippet om en revision hvert femte år for at ”hæve ambitionsniveauet”.

 

I september 2020 var afstanden, inklusive alle gasarter, anslået til at svare til mellem 23 og 17 GtCO2 [5]. Denne afstand skal elimineres før 2030, hvis vi skal holde os under 1,5°C. Derfor skal de globale udledninger halveres. Da mødet i 2020 blev aflyst (pga. pandemien) besluttede regeringerne at gøre fornyede anstrengelser for at ”hæve ambitionerne” i Glasgow. Resultatet blev yderligere reduktioner på 3,3 til 4,7 Gt. På den baggrund forudser det videnskabelige netværk Climate Action Tracker en opvarmning på 2,4°C (mellem 1,9 og 3°C) [6].

 

Johann Rockström, der er direktør for Potsdam-Instituttet, leverede de ti vigtigste budskaber fra den nyeste videnskab til COP26. Den første er, at alene de globale CO2-udledninger hvert år skal reduceres med 2 Gt (5%) frem til 2030, for at give en 50/50 chance for at blive under 1,5°C, og med 4 Gt (10%) for at få to tredjedeles chance for at blive under 1,5°C. En tilsvarende reduktion er nødvendig for metan og lattergas [7]. Der er ikke noget håb om at opnå dette med fem år imellem hver revision af NDC. Derfor besluttede Glasgow at ændre det til hvert år. På afstand synes det at give en lille chance for succes. På nærmere hold er det en illusion.

 

For det første: Det er nødvendigt at tage højde for klimaretfærdigheden. Reduktioner på 5 og 10 procent er globale mål, der skal tilpasses for at tage højde for det ”differentierede ansvar” for forskellige lande. Rockström præsenterede den mest aktuelle bedømmelse af emnet: de rigeste én procent af verdens befolkning skal dele deres udledninger med tredive, men de fattigste 50% kan gange deres med tre. Det viser tydeligt, at klimaet er et klassespørgsmål, et vigtigt tema i konflikten mellem det besiddende mindretal og det flertal, der intet har.

 

For det andet: En reduktion på 2 eller 4 Gt er lineær i matematiske termer, men ikke i økonomiske, sociale og politiske termer. Jo mere udslippene reduceres (eller forsøges reduceret), og jo kortere tidsfristen er, jo mere kommer reduktionen af udledningen til at støde på det kapitalistiske behov for vækst og profit. Det er meget konkret: I energisektoren bremser virksomhedsejerne investeringerne i fossile brændstoffer for at begrænse ”stranded assets” (aktiver, der taber værdi). Da de fossile brændstoffer dækker mere end 80% af behovet, vil en stigning i energiforsyningen sandsynligvis komme forud for en stigning i efterspørgslen. Deraf følger højere priser [8]. Det er fint for de fossile brændstof-selskaber, men det nærer inflationen, vanskeliggør genopbygningen efter Covid-19 og hviler tungt på de arbejdende klasser. De kan kæmpe imod, eller stemme på national-populisterne. Begge muligheder skaber ustabilitet. En mere roliug prisudvikling og færre tilfælde af varemangel ville kræve en øget produktion af fossile brændstoffer. Kina har gjort det med kul, og Biden har (uden held) opfordret Saudi Arabien og Rusland til at gøre det med olie. Men at øge produktionen af fossile brændstoffer = øgede udledninger… Det er cirklens kvadratur.

 

En uovervindelig modsætning, kilden til kaos

Kina og USA kom med en fælles erklæring ved COP. Det vil ikke komme til at gøre nogen som helst gavn for at bryde dødvandet. Det er bare en erklæring for et syns skyld. De to stormagter har en interesse i sammen at fremstå som garanter for verdens stabilitet og klima. Måske vil de prøve at samarbejde omkring enkelte aspekter af klimapolitikken (udslip af metan?). Men de underliggende spændinger er meget stærke og går i retning af en skærpelse af konflikten. I USA hænger de demokratiske flertal i en tynd tråd: Manchin [højrefløjs-demokrat, medlem af Senatet i USA for West Virginia, o.a.] er kullets trofaste ven. Republikanerne har vundet guvernørposten i Virginia, de håber at vinde midtvejsvalget, og de fører kampagne mod de højere brændstofpriser. Det vil kunne ændre meget, hvis de vinder! I Kina afhænger bureaukratiets stabilitet på den ene side af fremgangen i den gennemsnitlige levestandard, og på den anden side af nationalistiske udskejelser. Kullenes genopståen forhindrer ikke, at oliepriserne stiger. For Beijing er der mange grunde til at fortsætte med at vende sig indad og fremskynde planerne om at generobre Taiwan. Det er alt sammen meget ustabilt.

 

Uanset hvor man anskuer problemet, støder man på det umulige i en kapitalistisk omstilling af energien: Man kan ikke samtidig genoplive en vækstøkonomi baseret på 80% fossile brændstoffer, erstatte de fossile brændstoffer med bæredygtig energi og drastisk reducere udledningerne på kort sigt. Det er fysisk umuligt. Enten reducerer vi produktionen for at gennemføre omstillingen, eller også ofrer vi omstillingen for en vækst i bruttonationalproduktet. Imidlertid er ”kapitalisme uden vækst en selvmodsigelse” (Schumpeter). Konklusionen er: Modsætningen kan kun løses ved en revolutionær systemforandring. Så længe denne historiske mulighed ikke bliver til en konkret mulighed, vil modsætningen blive mere og mere alvorlig for hvert forsøg på at reducere udledningerne.

 

Alle kapitalister forsøger at læsse byrden af på deres konkurrenter eller på arbejderne. Alle kapitalistklasser bruger deres statsmagt til at flytte byrden til rivaliserende stater eller til arbejderklassen., og de mest forurenende stater er de imperialistiske stater, der dominerer de fattigste. Det betyder, at miljøkrisen/klimakrisen vil blive kombineret med alvorlige sociale og politiske (og ligefrem militære) omvæltninger på følgende områder:

 

1.    En uddybning af de sociale spændinger, tiltagende krise i regimernes legitimitet, øget politisk ustabilitet og en forstærket autoritær tendens.

2.    En stadig mere brutal neokolonialistisk politik over for folk i det globale Syd, især over for migranter og kvinder.

3.    En mere akut rivalisering mellem kapitalister og mellem kapitalistiske stater, og især:

4.    Voksende geostrategiske spændinger mellem USA og Kina.

 

At tro at sådan en sammenhæng vil være befordrende for den årlige forbedring af klimaaftalerne, der kan leve op til udfordringerne, svarer til at tro på Julemanden.

 

En statslig regulering kunne spare tid, men…

Lad os holde fast i denne pointe: Der findes ikke nogen strukturel løsning uden en global nedgang i produktionen, forbruget og transporten, tilpasset med respekt for den sociale retfærdighed. Det er bydende nødvendigt at ”producere mindre, transportere mindre, forbruge mindre og dele mere”, (især velstanden og den nødvendige arbejdstid) [9]. En kapitalistisk reguleringspolitik, hvor staten spiller en større rolle, er derfor ikke et alternativ til krisen. Samtidig kunne den gøre vanskelighederne mindre, men der er endnu en modsætning: Kapitalen ønsker ikke den politik.

 

Montreal-Protokollen om beskyttelsen af ozonlaget var et eksempel på en effektiv regulering. Den blev underskrevet i 1987 og trådte i kraft to år senere. Den satte et stop for produktion og brug af CFC-gasser i system, fastlagde en tidsplan og stiftede en global fond (betalt af de rige lande) for at hjælpe Syden [10]. Tyve år senere var udslippene faldet med omkring 80%, og World Meteorological Organization bemærkede, at ozonlaget i stratosfæren for alvor var ved at blive gendannet [11].

 

Dette fortilfælde kunne inspirere til handling på klimaområdet. Især fordi der så at sige er et fortilfælde inde i fortilfældet: på mødet i Kigali i 1996 besluttede parterne bag Ozon-Protokollen også at eliminere HFC-gasser. Efter Montreal havde disse HFC-gasser erstattet CFC-gasserne. De ødelagde ikke ozonlaget, men de havde en strålingspåvirkning mere end tusind gange større end CO2 [12]. De øgede udledninger af HFC-gasser truede med at ophæve den gavnlige klimaeffekt, der var en direkte følge af Ozon-Protokollen. Med beslutningen om at udfase HFC-gasserne fik regeringerne genopretningen af ozonlaget til at stemme overens med kampen mod klimaforandringer. Betydningen for den globale opvarmning er ikke stor: I 2050 vil Kigali have reduceret udledningen af drivhusgasser med 90 Gt CO2-ækvivalenter i forhold til forudsigelserne. Det svarer til to års udledninger. Men to år er også vigtige, når hvert år, der går, øger sandsynligheden for at tippe over fra katastrofe til ragnarok [13].

 

Med samme metode ville man hurtigt kunne reducere udslippene af metan. Denne gas har en drivhuseffekt, der er meget stærkere end CO2, og vi udleder mere og mere af den [14]. At reducere udledningerne fra økosystemer, landbrug (især rismarker) og kvægopdræt er ikke noget, man kan gøre med et pennestrøg. Men at eliminere udslip fra gasledninger, oliebrønde og kulminer er forholdsvis enkelt og kræver ikke strukturelle ændringer i produktionssystemet, og det kunne reducere opvarmningen med 0,5°C i forhold til forudsigelserne. Der er ikke brug for teknologiske gennembrud for at gøre det. Det kræver blot, at man tvinger selskaberne til at foretage de nødvendige investeringer. Men det er lige her, problemet er: Kapitalister kan ikke tvinges, de kan kun tilskyndes via markedsmekanismerne. Det er den neoliberale grundregel, der holdes i hævd i Parisaftalen. Vi vil se, at Glasgow mere end nogensinde udelukker enhver afvigelse fra den.

 

Metan og afskovning: Vil du gerne spilde tiden?

”Metan-aftalen” har fået en masse pressedækning. På COP lovede mere end 100 lande at skære deres udledninger ned med 30% frem til 2030. Hvis det var tilfældet, ville opvarmningen i 2050 blive 0,2°C lavere end forudsagt (mindre end halvdelen af det mulige). Men det er kun en hensigtserklæring. Der er ingen kvoter for de enkelte lande, ingen støtte til landene i Syden, ingen sanktioner, hvis det ikke bliver overholdt… USA, EU og Canada ser ganske vist ud til at være villige til at handle, og det er ikke svært at se hvorfor: Bortset fra Trump er de kapitalistiske ledere ved at gå i panik. At begrænse metan-udslippet er en forholdsvis let vej at gå. Men der er langt endnu: Kina og Rusland har ikke skrevet under på teksten fra Glasgow. Det er heller ikke svært at se hvorfor: De er de to største udledere. At de ikke er med, vil naturligvis være en undskyldning for, at kapitalister i andre lande også stritter imod. Derfor er det tvivlsomt, om de vil blive påtvunget noget. I stedet vil der blive brugt incitamenter og skatter i håb om, at investeringsomkostningerne vil komme under prisen på den sparede gas. Arbejderklassen betaler regningen.

 

Afskovningen er et tilsvarende dilemma. Det ville være endnu en måde at vinde noget af den tid, der er gået til spilde siden Rio (1992) uden at påvirke produktionsapparatets struktur. I Glasgow lovede 131 lande at investere 12 milliarder dollars i en Global Fores Finance Pledge (GFFP). Målet er at ”standse og vende tabet af skov” frem til 2030 [15]. Dette løfte ligner meget dem, der blev givet i New York i 2014: stop afskovningen i 2030, 50% reduktion i 2020. Fra 2015 til 2017 steg afskovningen med 41%! Nogle ser GFFP som noget positivt, fordi Brasilien og Rusland har skrevet under, så mere end 90% af Jordens skove er omfattet. Men det er ikke nogen garanti for effektivitet. Frem for alt er det heller ikke nogen garanti for retfærdighed for de indfødte folk (hvis rettigheder og bedrifter GFFP empatisk anerkender – men kun i ord).

 

Med hensyn til effektiviteten er det værd at bemærke, at udtrykket, at ”standse og vende tabet af skov” ikke er er så utvetydigt, som det lyder. For nogle betyder det at fjerne en skov IKKE et ”tab af skov”… hvis arealet ikke så bliver brugt af andre økonomiske sektorer. Det er en mærkelig dialektik: Man kan fælde en skov uden ”tab af skov”, hvis det er for at producere ”CO2-kompensation”, paller, trækul eller palmeolie. Det er den måde, Indonesien fortolker det på. Landet er hjemsted for ét af de tre store regnskovsområder. Det bliver langsomt jævnet med jorden for at plante palmer. To måneder før COP var der et moratorium, men Jakarta nægtede at forlænge det. Indonesiens repræsentant i Glasgow skrev under på ”stop tab af skov”, og sagde så: ”At tvinge Indonesien til at [nå] ingen afskovning i 2030 er klart upassende og uretfærdigt. [Udviklingen] må ikke gå i stå af hensyn til CO2-udledningerne eller afskovningen.” Stop tabet af skov, ja – stop afskovningen, nej… Hvad de indfødte folk angår, taler tilfældet Brasilien for sig selv: Er det virkelig nødvendigt at forklare, hvorfor det absolut ikke har nogen troværdighed? [16], at fascisten Bolsonaro, der har erklæret krig mod Amazonskoven og dens folkeslag, har skrevet under på GFF?

 

Bag de tomme løfter står det hellige ”Markeds” suveræne magt

Himlen over COP var fuld af den slags aftaler: om at komme væk fra kul, om elektriske biler, om at standse investeringer i fossile brændstoffer på tværs af grænserne eller om at standse investeringer i fossile brændstoffer på det nationale niveau. Nogle lande har lige frem stolt proklameret deres hensigt om at gøre deres militær grønnere, for at ”reducere deres økologisk aftryk, specielt på energiområdet”  [17]. Det er en skam, at latterlighed ikke dræber – til forskel fra hære.

 

Alle disse ”aftaler” er tomme løfter. De er ikke bindende, uden konkrete tiltag, uden løfter fra landene og uden konsekvenser, hvis de ikke bliver overholdt. Hvad er meningen? En del af svaret er, at regeringerne benytter sig af det mediefokus, der er på COP for at give sig selv et grønt image og tilfredsstille den offentlige mening uden at skade kapitalisternes interesser… [18]. Men det peger på en dybereliggende forklaring: tomme løfter stemmer overens med den neoliberale ideologi, der i sidste ende kun kender én beslutningstager: Markedet, dvs. profitten, dvs. en minoritet af aktionærer.

 

Kul og andre fossile brændsler: et meget klart budskab

Genvordighederne omkring vedtagelsen af Glasgow-aftalen om kul og andre fossile brændstoffer er meget oplysende. Den første version (inspireret af rapporten fra FN’s Klimapanel, men mere afdæmpet): COP ”opfordrer parterne til at skrue op for tempoet i udfasningen af kul og afskaffe støtten til fossile brændstoffer”. Det lugter af statslig tvang og er helt umuligt af få opbakning til… Den anden version: COP ”opfordrer parterne til at fremskynde udviklingen, anvendelsen og udbredelsen af teknologier og vedtage en politik for overgangen til et energisystem med mindre CO2-udledning, herunder en hurtig øget produktion af ren elektricitet og en hurtigere udfasning af ubegrænset kulkraft, og ineffektive subsidier til fossile brændstoffer.” Nu kan vi trække vejret igen, men der tales stadig om ”udfasning” af kul og ”udfasning” af subsidier til fossile brændstoffer. Den tredje version: efter en indgriben fra den indiske delegation under selve det møde, hvor det skulle ratificeres, ”en hurtigere udfasning” erstattes med ”øgede bestræbelser på nedskalering”.

 

Modi-regeringens rolle må vi tage afstand fra. Det er klart, at Indien blot har grebet ind på vegne af hele kul-planeten, men også på vegne af hele fossil-planeten [19]. og med opbakning fra de kapitalistiske revolvermænd. De var på banen i stort tal for at sikre, som en stor finsk arbejdsgiver udtrykte det, at konferencen ”fokuserer på grøn vækst frem for på regulering, begrænsninger og afgifter” [20].

 

Teknisk set er rækkevidden af fossilafsnittet ikke særlig præcis. ”Reduktion af udledningerne” er en vag formulering. Ifølge OECD ”refererer reduktion af forureningen til teknologier, der anvendes, eller forholdsregler, der tages for at begrænse forureningen og/eller dens virkning på miljøet.” Ifølge G7 ”refererer ubegrænset kulkraft til brugen af kul, der ikke er mindsket (sic) af teknologier, der kan reducere CO2-udledningen, som for eksempel indvinding af CO2 til brug eller oplagring (Carbon Capture Utilisation and Storage – CCUS).” [21]. Disse definitioner kunne åbne for videre muligheder for kapitalisterne end den meget dyre CO2-indvinding (CCS). På den ene side indvinding med anvendelse for øje (CCU), hvor CO2 fra fossilkraftværker anvendes i andre industrier til at fremstille varer. Gassen vil slippe fri derfra – somme tider meget hurtigt (f.eks. fra sodavand). Hvis regeringerne på den anden side anser skovenes oplagring af CO2 for at være reduktioner af udledningen, kan reduktionen simpelt hen bestå i … at plante træer.

 

Politisk er budskabet derimod klart. Hovedsagen er, at industrimagnaterne fortæller regeringerne og folket:

 

1.    Hold op med at drømme om at blive fri for fossile brændstoffer, når det der tæller er udviklingen af ”grønne” teknologier;

2.    Lad være med at blande jer for at forsøge at forhindre os i at udnytte vores kulminer og åbne nye. Vi er allerede gode til at acceptere systemer, der kan reducere virkningen af CO2.

3.    Lad være med at blande jer ved at påtvinge os et mindstemål af ”reduktion” af udledningerne eller én metode til reduktion frem for en anden.

4.    Hvis I virkelig vil skære ned i subsidierne til fossile brændstoffer, så skær ned på de ”ineffektive”, der ikke bidrager til at skabe øget værdi [22].

 

Det er det budskab, ”vores” regeringer har ratificeret i Glasgow uden bare at blive hørt om det endelige budskab. Det er en veritabel fossil kraftanstrengelse.

 

Hastværket med CO2-neutralitet i 2050

Markedets styrende kraft – dvs. profitten og aktionærerne – kommer ikke bare til udtryk i ”aftalerne”, men også i regeringens hastværk med at opnå ”CO2-neutralitet i 2050” (altså ”nul nettoudledninger”). EU, USA, Sydafrika, Brasilien, Rusland, Japan, Saudi Arabien…: De har hver især leveret en ”strategi”. Jo tættere vi kom på Glasgow, jo mere bredte løfterne om ”nul netto-udledning i 2050” sig … og jo mere bestod disse løfter i at erstatte kortsigtede reduktioner af udledningen med hypotetiske langsigtede planer om indvinding af CO2. Mens de højt råbte, at vi stilede mod ”CO2-neutralitet” i 2050 [23], præsenterede nogle af regeringerne en uændret eller ligefrem lavere NDC (nationale bidrag) end i 2015! [24]. Det er alt sammen fint for at drukne fisken.

 

Climate Action Tracker (CAT) siger det, som det er, når de skelner mellem klimapolitik, der faktisk er implementeret, NDC der er hævet, løfter afgivet på COP og ”netto nul”-strategier [25]. I begyndelsen af denne artikel hævdes det, at den gennemsnitlige temperaturstigning på baggrund af de forholdsregler, der tages, vil være på 2,7°C i 2100 (mellem 2 og 3,6°C) Billedet bliver ikke kønnere, når vi tilføjer aftalerne og strategierne for ”netto nul”, tværtimod. Globalt ”har ingen lande indført tilstrækkelige kortsigtede politikker, der kunne få dem på vej mod netto nul”.

 

Den overordnede konklusion kan opsummeres sådan:

 

·  Hvis målene frem til 2030 bliver opfyldt lyder forudsigelsen på +2.4°C (fra +1,9 til +3°C);

·  Med målene frem til 2030 og de løfter, der blev afgivet på COP, hvis de opfyldes, er forudsigelsen +2,1°C (fra 1,7 til 2,6°C)

·  Med tilføjelse af løftet om ”CO2-neutralitet” i 2050 (et optimistisk scenario ifølge rapporten) er forudsigelsen +1,8°C (fra 1,5 til 2,4°C). “Dette scenario er ikke overensstemmelse med Parisaftalen”, da det “ikke udelukker en temperaturstigning på 2,4°C”.

 

Climate Action Tracker set nærmere på strategierne for ”neutralitet i 2050” [26]. Forskerne har valgt ti parametre og lavet en farvekode (fra godt til dårligt: grøn, orange, rød). Konklusion: strategierne i Chile, Costa Rica, EU og Storbritannien er ”acceptable”; ”Tysklands, Canadas, USA’s og Sydkoreas er ”middelmådige”, ”Japans, Australiens og New Zealands er ”magre”; alle de andre er ”ufuldstændige” (specielt Brasilien, Sydafrika, Rusland, Saudi Arabien… Det er tydeligt, at regeringerne er hoppet med på ”CO2-neutralitets”-vognen for at male sig selv grønne og komme ubemærket igennem Glasgow.

 

Det er værd at kaste et blik på evalueringen af de udviklede landes og Kinas strategier. EU er rød på to parametre: uklare løfter om lighed og ingen skelnen mellem udledninger, fjernelse eller reduktioner. Tyskland får orange to gange og rødt tre gange: Strategien for ”netto nul” omfatter ikke udledningerne fra international luftfart og skibstransport og udelukker ikke ”CO2-kompensation” uden for landets grænser. USA får de samme røde mærker for også at blande CO2-fjernelse og reduktion sammen og en mangel på klare løfter om lighed (hvad havde I ventet?). Kina er rød på 6 parametre og orange i 3 andre.

 

Denne analyse bekræfter til fulde økosocialisternes og andre aktivisters fordømmelse: Hvis strategierne for ”netto nul CO2 i 2050” ikke er fraværende eller fuldstændig udhulede, er de ufuldstændige og i bedste fald aldeles tendentiøse. Alt dette bla bla bla om ”netto nul CO2” tjener kun til at udsætte den største del af de 19-23 Gt CO2-ækvivalenter, hvis fjernelse i løbet af de næste otte år vil afgøre, hvorvidt vi kan undgå at overskride en opvarmning på 1,5 °C, i det uendelige. Det er helt klart bondefangeri, og grunden til dette bedrag er krystalklar: Lad os undgå alle restriktioner, reguleringer og al planlægning.

 

Vi vil ikke beslutte noget, lad os skabe et Marked, der kan afgøre det

FN’s Klimapanels femte evalueringsrapport siger klart, at: ”Klimamodellerne går ud fra fuldstændigt fungerende markeder og konkurrenceadfærd på markedet” [27]. Denne formodning forudsætter at der skabes et marked med markedsmekanismer. Parisaftalen har i Artikel 6 tilsluttet sig princippet om en ”Ny Markedsmekanisme”, der skal erstatte Kyoto-Protokollens markedsmekanismer. En stribe af konflikter mellem kapitalisterne forhindrede, at dette princip kunne føres ud i livet på COP25 (Madrid), hvor det ikke lykkedes. Men, halleluja, Glasgow er nået til enighed. Alle parter (stater, regioner, virksomheder) vil kunne handle med retten til forurening. Disse rettigheder kan skabes overalt i verden ved hjælp af grønne investeringer, plantning af træer, bevarelse af eksisterende skove, indvinding og lagring af CO2 (CCS) og brug af CO2 (CCU).

 

Blandt de konflikter der skulle løses, var: Hvordan undgås det, at ret til udledning tælles dobbelt (både af sælgere og køberen)? Kan de rettigheder, der er opnået på baggrund af Kyoto-aftalen, overføres til et nyt system (de fleste af disse rettigheder svarer ikke til reelle CO2-reduktioner)? Beskattes handelen med rettigheder for at hjælpe landende i det globale Syd med at håndtere de “tab og skader”, de oplever som følge af den globale opvarmning? [28]. Der er ikke plads her til at undersøge alt dette i detaljer. Helt overordnet ”skaber Artikel 6 markedsmekanismen så store smuthuller, at de kan opveje alle de muligheder, der er tilbage, for at få verden på vej mod 1,5C” [29]. Muligvis er vedtagelserne på COP ikke tilstrækkelige til at undgå dobbelt regnskab. Det kompromis, der blev indgået mht. Kyoto-rettighederne – dem der er opnået fra 2013 og frem kan overføres – er en sejr for dem, der handler med varm luft (varm luft betyder falske reduktioner); især i Bolsonaros Brasilien, hvor der er mange af dem.

 

Næste trin er at lave en liste over rene, forpligtende investeringer. EU’s liste (det hedder ”taxonomi” i den jargon) vil være klar ved årets udgang. Der spilles højt spil: ”Taxonomien” kommer til at bane vejen for den grønne finanskapital. Et spørgsmål bliver tilbage: Bliver atomenergi omfattet? At definere det som ”vedvarende energi” er absolut nonsens. Det eneste vedvarende ved den energiform er affaldet, som ingen ved, hvad man skal stille op med. Det vil forurene miljøet i titusinder af år eller mere. Men …. markedet er fantastisk. For eksempel har Kina planer om at bygge 150 nye reaktorer. Fra et kapitalistisk synspunkt, hvor alt bliver vendt på hovedet (som Marx sagde), vil det være absolut nonsens ikke at indkassere den gevinst…. en kilde til ”vedvarende” profit. Under anførsel af Frankrig fører ti lande en kampagne for at få atomkraften med i taxonomien. Fem andre lande er imod, herunder Tyskland. Hvem vinder? Vi er spændt på afgørelsen… [30].

 

Klimafinansiering: De fattige må gøre sig attraktive for investorerne!

Højdepunktet i denne kriminelle logik nås, når det kommer til ”klimafinansiering”. Den består af to komponenter: offentlige kilder og private kilder. De første kan deles i to undergrupper: grønne fonde og kompensation for tab og skader. På COP var hele pakken emnet for en dag i plenum: Velkommen til Finansens Dag!

 

Det, den britiske finansminister sagde om den grønne fond, var egentlig: OK, i Norden har vi ikke levet op til vores løfter. Det må I undskylde. Men vi er oppe på 80 milliarder dollars, og vi vil nå 100 milliarder fra 2023. Så overskrider vi målet, og det må kunne kompensere for manglen i de foregående år. Det, som denne gentleman ikke sagde, var, at der kun er bevilget 20 milliarder til den Grønne Fond. Resten er lån. Aftalen lover at fordoble finansieringen af tilpasningen til den globale opvarmning fra 2025 og frem, men uden garantier. En komite fra EU vil lave en rapport om fremskridtet mod målet på de 100 milliarder dollars om året næste år. Den vigtigste pointe er, at Syden trues af en ny gældsspiral.

 

Spørgsmålet om tab og skader er meget mere eksplosivt. Se for eksempel på Somalia. Landet har bidraget til 0,00026% af den historiske klimaforandring… men lider under gentagne tørkeperioder, der klart hænger sammen med opvarmningen. I 2020 led 2,9 millioner mennesker under alvorlig fødevareusikkerhed. Den internationale bistand er højst utilstrækkelig. Kenya, Etiopien, Sudan og Uganda står i samme dramatiske situation [31]. Hvem betaler? Og hvem vil betale for de fremtidige katastrofer? NGO’en Christian Aid anslår, at hvis politikken fortsætter som hidtil, vil klimaforandringerne få de fattigste landes bruttonationalprodukt til at falde med 19,6% i 2050 og gennemsnitligt 63,9% årligt i år 2100. Hvis vi begrænser temperaturstigningen til 1,5 °C, vil disse tal være hhv. -13,1% og -33,1%. [32] Regningen for tab og skader kan hurtigt løbe op i flere tusinde milliarder. De rige landes finansieringsprincipper er nedfældet i UN Framework Convention on Climate Change, men de imperialistiske regeringer nægter pure at overholde den.

 

Mirakelkuren skal forestille at komme fra den private finansiering. Mark Carney, tidligere fra Goldman Sachs, tidligere leder af Bank of England og formand for G20 Finance Stability Board, er af FN blevet udpeget til ”særlig udsending” på spørgsmålet om klimafinansiering. Lige før COP samlede han flere dele af den ”grønne finanskapital” i Glasgow Finance Alliance for Net Zero (GFanz). GFanz ledes af 19 administrerende direktører for store finansieringsselskaber, herunder Brian Moynihan fra Bank of America, Larry Fink fra BlackRock, Jane Fraser fra Citigroup, Noel Quinn fra HSBC, Ana Botin fra Santander og Amanda Blanc fra Aviva. Målet er at skabe et ”forum for finansvirksomheder ledet af praktikere for at samarbejde om væsentlige tværgående emner, der kan fremme samordningen af de finansielle aktiviteter med netto nul og støtte alle selskabers, organisationer og nationer i at nå målene i Parisaftalen”. [33].

 

På COP var GFanz stjernen på Finansens Dag. Konsortiet har en samlet værdi på 130.000 milliarder dollars. Finansministeren prøvede at bluffe alle ved at lovprise denne ”historiske mur af kapital”, der var klar til at komme planeten og dens klima til undsætning. Det skal oversættes: klar til at finansiere ”rene” investeringer, rent kul, ren brint, skovplantning, bevarelse af eksisterende skove, indvinding og lagring af CO2 (CCS) og indvinding og brug af CO2 (CCU). Alt hvad du kan ønske dig i grønvaskning, så længe det kan betale sig. Betingelserne er nemlig ganske klare: ”For at gøre det bliver investorerne nødt til at have lige så meget klarhed, som de har i de traditionelle finansielle udregninger af profit og tab.” [34] Fattige folk, I må forsøge at gøre jer attraktive for investorerne…

 

NGO’en Reclaim Finance har revet masken af disse finansfolk. I grove træk: GFanz’ referencer (FN’s Race to Zero Kriterier) nævner ikke fossile brændstoffer; der er ikke noget krav om, at medlemmerne af alliancen skal reducere deres indirekte udledninger (såkaldte ”Scope 3”-udledninger, der udgør 88% af fossilsektorens udledninger); der er ikke noget krav om absolutte reduktioner af udledningerne, det er tilstrækkeligt med relative reduktioner; ingen af GFanz’ deltagere forbyder eller begrænser brugen af eksport af udledningerne; i midten af oktober 2021 havde 34 ud af 58 medlemmer af Asset Owner Alliance (en del af GFanz) ingen restriktioner på investering i fossile brændstoffer [35].

 

Nogle få måneder før COP21 åbnede François Hollande virksomhedernes klimatopmøde i Paris med at sige: ”Virksomhederne er af afgørende betydning, fordi det er dem, der gennem de indsatser, der bliver gjort, kommer til at omsætte de forandringer, der bliver nødvendige: energieffektivitet, øget brug af vedvarende energi, hvordan boliger bliver bygget, hvordan byerne skal organiseres og også deltagelsen i overgangen, i tilpasningen af de lande, der er under udvikling.” [36].

 

Her kan man kun gentage fortolkningen af denne erklæring i ”Trop tard pour être pessimistes”: ”Kære kapitalister! Vi politikere tilbyder jer planeten, byerne og skovene, landjorden og havene, vi tilbyder jer oven i købet tilpasningen af landene i Syden til den katastrofe, I påfører dem; alt er jeres, tag det: det er budskabet.” [37].

 

Fra kapitalens synspunkt er det forkert at sige, at COP26 er bla, bla, bla. Det er snarere en monstrøs tilbedelse af neoliberalismen. Dette topmøde tog et betydeligt skridt fremad på vejen mod en total varegørelse af Jorden, dens økosystemer og dens indbyggere. Til glæde for finanskapitalen og på bekostning af naturen og folkene.

 

En form for konklusion

De politiske ledere anerkender alle (eller næsten alle), at det haster maksimalt, risikoen er umådeligt stor, og der er ikke et øjeblik at spilde. Og alligevel bliver tiden til at kæmpe imod det spildt, og marchen mod afgrunden går hurtigere og hurtigere fra det ene COP til det næste og på trods af det lys, der sættes på det af ”den bedst mulige videnskab”. Denne absurde, mareridtsagtige og skræmmende virkelighed er ikke et følge af den ene eller den anden embedsmands dumhed eller af en sammensværgelse af okkulte magter: Den er et resultat af kapitalismens grundlæggende lovmæssigheder, og disse lovmæssigheder korrumperer også den ”bedst mulige videnskab”. På basis af konkurrencen om profitten og med truslen om økonomisk udslettelse tvinger denne produktionsmåde millioner af kapitalister til at foretage millioner af investeringsvalg hvert eneste øjeblik, med det formål at øge arbejdets produktivitet ved hjælp af maskiner. Den deraf følgende tendens til et fald i profitraten kompenseres af en øget mængde af producerede varer, en øget udbytning af arbejdskraften og en øget udnyttelse af naturens øvrige ressourcer. Dette system fungerer som en automat, der er gået ud af kontrol. Det bærer med sig som en truende uvejrssky, ikke bare krig – som Jaurès sagde – men også muligheden for ubegrænset vækst, ubegrænset vækst i uligheden og ubegrænset forværring af ødelæggelsen af miljøet.

 

Det må igen understreges: Der er en uovervindelig modsætning mellem en fortsættelse af dette system og beskyttelsen af planeten som et miljø med plads til liv og menneskelighed. Derfor må vi, lige som Lenin gjorde det, da krigen brød ud i 1914, starte med at vove at lave en klar diagnose, uafhængigt af styrkeforholdene: Situationen er ”objektivt set revolutionær”. Med COP i Glasgow starter en række stadig mere påtrængende advarsler: Enten vil en sammensmeltning af de sociale mobiliseringer gøre det muligt at overvinde den enorme afgrund mellem den objektive situation og de udbyttede og undertryktes bevidsthedsniveau og organisering (den ”subjektive faktor”), eller også vil automaten lede os dybere og dybere ned i et barbari af hidtil usete dimensioner.

 

17. november 2021

Oversat fra Fjerde Internationales hjemmeside af Poul Bjørn Berg

 

Noter:

1.       Et løfte fra COP i Cancun i 2010.

2.       https://www.ipcc.ch/sr15/

3.       https://www.pnas.org/content/115/33/8252

4.       IEA, “Net Zero in 2050. A Roadmap for the Energy Sector”

5.       Gigatons drivhusgasser udregnet som CO2-ekvivalenter.

6.       “Glasgow’s 2030 credibility gap”

7.       https://www.youtube.com/watch?v=iW4fPXzX1S0

8.       Financial Times, 4 November 2021 “COP26: oil price soars even as the world turns against fossil fuel”

9.       Daniel Tanuro, Trop tard pour être pessimistes. Ecosocialisme ou effondrement, Textuel, Paris, 2020

10.    https://ozone.unep.org/treaties/montreal-protocol-substances-deplete-ozone-layer/text

11.    https://public.wmo.int/en/media/news/scientific-assessment-confirms-start-of-recovery-of-ozone-layer

12.    En gasarts strålingspåvirkning er dens evne til at absorbere og udstråle den infrarøde stråling, som Jorden udsender, og dermed bidrage til den drivhuseffekt, der gør planeten egnet til liv.

13.    Daniel Tanuro, «L’accord de Kigali sur le climat : de l’arbre des HFC à la forêt du CO2», Politique la revue.

14.    På kort sigt er metans strålingspåvirkning 80 gange større end CO2’s, men metan forsvinder hurtigt fra atmosfæren (ved at reagere kemisk med ilt). I løbet af 100 år er dens strålingspåvirkning anslået til 30 gange CO2’s.

15.    https://ukcop26.org/the-global-forest-finance-pledge/

16.    “Will the COP26 global deforestation pledge really save forests?”, Kieran Mulvaney, National Geographic, 5 November 2021.

17.    https://www.dhnet.be/actu/monde/vingt-deux-pays-dont-la-belgique-s-engagent-a-cooperer-pour-adapter-leurs-armees-au-changement-climatique-618e96749978e25ff06207d9

18.    For eksempel er Frankrig stolt af at være med i koalitionen “Beyond Oil and Gas” (BOGA). Sammen med elleve andre lande (meget små udledere) lover de at stoppe udvindingen af olie eller gas – på deres eget territorium. Landet er ikke med i koalitionen mellem Storbritannien og andre, der uden reservationer lover ikke at bruge flere offentlige midler uden for deres grænser til investering i fossile brændstoffer. At Frankrig ikke er med i sidstnævnte koalition, og at Storbritannien ikke er med i den førstnævnte, belyses af forbindelsen mellem Paris og Total på den ene side og Londons fossile interesser i Nordsøen på den anden side.

19.    Se Global Witness’ undersøgelse af de hundredvis af fossile revolvermænd på COP.

20.    Financial Times, 11. november 2021

21.    https://www.e3g.org/news/explained-what-does-unabated-coal-mean/

22.    De offentlige subsidier til olie til opvarmning, som findes i Belgien, er for eksempel fuldstændig “ineffektive”…

23.    2060 for Kina, 2070 for Indien.

24.    Carbon Action Tracker, op. cit.

25.    Climate Action Tracker, “Glasgow’s 2030 credibility gap: net zero’s lip service to climate action. Wave of net zero emission goals not matched by action on the ground»

26.    Climate Action Tracker, “Net zero target evaluations”

27.    AR5, GT3, kapitel 6, side 422

28.    Financial Times, 11. november 2021

29.    Pressemeddelelse fra CLARA (Climate Land Ambition and Rights Alliance),

30.    https://www.francetvinfo.fr/monde/environnement/cop26/cop26-cinq-pays-europeens-denoncent-le-classement-par-l-ue-du-nucleaire-comme-investissement-vert_4841371.html

31.    https://www.oxfam.org/fr/changement-climatique-cinq-catastrophes

32.   https://mediacentre.christianaid.org.uk/climate-change-could-cause-64-gdp-hit-to-worlds-vulnerable-countries/

33.   https://www.globalcapital.com/article/299y63wwjw04h50dqpds0/sri/gfanz-becomes-new-oversight-body-for-climate-finance

34.    https://inews.co.uk/news/politics/cop26-rishi-sunak-unveils-130-trillion-commitment-to-help-developing-nations-fight-climate-change-1281644

35.    https://reclaimfinance.org/site/wp-content/uploads/2021/11/FINAL_GFANZ_Report_02_11_21.pdf

36.    https://www.elysee.fr/declarations/article/discours-lors-de-l-ouverture-du-sommet

37.    op.cit