Læsetid: 16 minutter

·         Fagbevægelsen er en af de vigtigste bevægelser med potentiale for samfundsforandring, fordi arbejdskamp handler om fordeling af goderne, om ejendomsret, demokrati og magt over produktion og viden.

 

·         Fagligt arbejde bringer venstrefløjen væk fra ekkokamrene fordi arbejdskolleger repræsenterer forskellige politiske holdninger og kulturer og dermed konfronterer os med virkelighedens dilemmaer. Og fordi det tager udgangspunkt i vores egen hverdag.

 

·         Fagbevægelsens apparat vil gerne have faglig organisering til at handle om forsikring, overenskomster og juridisk rådgivning. Det skal i højere grad handle om magten over eget (arbejds)liv. For Sosu-assistenterne gælder det kampen for tilstrækkelig tid til at udføre sit arbejde omsorgsfuldt. Om at kunne holde fyraften uden at føle sig utilstrækkelig. For HK’eren handler det om at skaffe sig indflydelse på arbejdets indhold og gøre det meningsfuldt. For det er faktisk hende, der har fingeren på pulsen. For industriarbejderen gælder det om at kæmpe for lokalaftaler, der giver mere fritid og eller forhindrer vilkårlige ændringer af skift og vagtplaner efter virksomhedens behov. For arbejderen i byggeriet handler det om forhandlingsret og fælles vilkår for udenlandske kolleger, som arbejder for underleverandører.

 

·         Fagbevægelsens medlemstilbagegang skal vendes ved at erstatte annoncekampagner med direkte organisering på arbejdspladserne. Det administrative apparat i fagbevægelsen er vokset eksplosivt de seneste 20-30 år.  Vi står over for en svær men nødvendig politisk kamp med at udskifte ”kommunikationsafdelinger” etc. med ansatte, som kan gå direkte ”i marken” for at agitere og hjælpe med at få valgt tillidsfolk og opbygge faglige klubber. Det gælder ikke mindst i forhold til prekære- og platformsarbejdere. Journalister eller undervisere er nødt til at solidarisere sig med de grupper på deres arbejdsplads, som efter besparelser bliver flyttet fra fastansættelse til projektansættelse eller freelancere. Industriarbejderne skal blande sig, når ledelsen mener, at den elektriker som skal servicere maskinerne lige pludselig skal have eget cvr-nummer. Nye ansættelsesformer som f.eks. WOLT-bude udfordrer retten til fast lønindtægt. Organiseringen og lokalaftalerne skal udformes på arbejdernes betingelser.

Fagforeningskontingentet er en stor udgift for lavtlønnede grupper og for dem uden fast indtægt, f.eks. på 0-timerskontrakter. Der skal derfor tages en nødvendig politisk kamp i fagbevægelsen for at indføre differentieret kontingent efter indtægt.

 

·         Den politiske kamp skal flyttes fra de ansatte i fagforeningerne ud på arbejdspladserne og fredspligten skal udfordres. Det er fint at faglige sekretærer tager til konferencer om ”Nej til højere pensionsalder”, eller demonstrerer foran DI når overenskomstforhandlingerne starter. Men det rykker kun politikere eller arbejdsgivere hvis medlemmerne på arbejdspladserne reagerer med aktioner. Fredspligten i den danske model er altid blevet udfordret, men nye generationer har ”glemt” hvordan man gør. Faglige møder, strejker, arbejd-langsomt-aktioner, afvisning af overarbejde, ”arbejd-efter-reglerne-aktioner” og blokader skal udbredes. Der bliver aktioneret rundt omkring, men ofte uden offentlighedens kendskab. Sygeplejerskerne har i efteråret 2021 vist, at det kan lade sig gøre at udbrede kortvarige Ok-stridige aktioner på omgang i helt nye faggrupper.  Bliver de strejkende idømt bod, er svaret pengeindsamlinger blandt andre faggrupper. Hvis arbejdsretten fritstiller arbejdet, gælder det at forhindre andre i at påtage sig det pågældende job. Arbejdskamp har altid omkostninger, og fagligt aktive kan blive ramt hårdt, hvis ikke der er opbygget et styrkeforhold, men det er en vigtig erfaring at resultaterne ikke altid opnås i tilknytning til konflikten. Ofte kommer de først bagefter, når støvet har lagt sig og arbejdsgiverne erkender at arbejdernes sammenhold har kostet dem dyrt.

Vi må aldrig acceptere denne indbyggede fredstvang i systemet, som forhindrer os at råbe højt eller aktionere mod urimelige forhold. Dertil må vi løbende forsøge at presse på for at udfordre, og i sidste ende afskaffe, kravet om fagbevægelsens aktive indsats mod egne konfliktende medlemmer. Et kerneforhold i den danske model vi aldrig vil acceptere eller forsvare.

 

·         Lønkamp skal gøres solidarisk. Et af værktøjerne er samme kronestigning i stedet for %-stigninger, der hele tiden øger løngabet. Arbejdsgiverne bruger differentieret løn til at spille de ansatte ud imod hinanden. Kvalifikationer bliver et subjektivt kriterie hvor ”loyalitet/positiv tilgang” og ”fleksibilitet på arbejdsgiverens betingelser” indgår. Vi vil kæmpe for kollektive lønforhandlinger og imod individualisering af lønnen. De traditionelle omsorgs- og kvindefag skal tillægges værdi så de kommer op på en løn der matcher deres reelle betydning for samfundet på lige fod med mændene. Der skal være reel ligeløn for lige arbejde.

 

·         Vi skal igen sætte fokus på at afskaffe arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Både gennem lovgivning og overenskomst. Vi skal kræve mere indflydelse i SU/MED. Vi skal kræve indflydelse på ansættelse og afskedigelse, på valg af ledelse og ikke mindst rettigheder i forbindelse med udflytning/outsourcing af produktion. Men: Ledelsesret tilkæmpes i hverdagen! Kræv indsigt i regnskaber og budgetter. Kræv indflydelsen på arbejdets tilrettelæggelse og arbejdets indhold.

 

·         Fagbevægelsens kamp er en klassekamp. Desværre er det ikke en selvfølge i f.eks. et fagforbund som HK, hvor tillidsvalgte uddannes til at være ”ledelsens foretrukne sparringspartner”. Vores rolle som fredsbevarende mægler ift. vores kollegiale bagland understreges både af vores ledelser og af vores faglige organisationer, så snart de synes, nogen stikker snuden lidt for langt frem og bryder den joviale stemning. At tillidsfolk på gulvet skal tilkæmpe sig mulighed for at få en ligeværdig dialog med deres ledelse om hverdagens vilkår, betyder ikke at man har samme interesser. Vi er tillidsfolk og arbejdsmiljørepræsentanter for at slås for vores arbejdskollegers vilkår og arbejdsliv, ikke for at være i lommen på arbejdsgiverne og til gavn for virksomhederne.

Det kan være en udfordrende opgave for en tillidsvalgt at fastholde det revolutionære systembrydende perspektiv, mens man i det daglige går til samarbejdsudvalgsmøderne med sin ledelse og mere upolitiske eller reformistisk orienterede tillidsrepræsentantkollegaer.
Det er nødvendigt, at vi hjælper hinanden aktivt i at fastholde klassekampsperspektivet. Vi skal holde fast i vores ret til at synliggøre reelle interessekonflikter midt i hele denne klassesamarbejdskonstruktion, og vi skal løbende undersøge og afprøve, hvordan vi i praksis kan udnytte, udfordre og i sidste ende sprænge de givne rammer for indflydelse.
Den kollektive sparring med det kollegiale bagland, TR-kollegaerne og det revolutionære politiske fællesskab, er et vigtigt redskab i denne konstante afsøgning af mulighederne for at kræve og vinde mere indflydelse på alle niveauer, og dermed en vigtig del af det faglige arbejde.”

 

·         Kampen for kortere arbejdstid skal gentænkes og rejses på ny. Det handler om menneskets ret til fri tid. Ikke kun for familien/sociale reproduktion/hvile, ikke kun til uddannelse for at kunne yde til samfundet, mens en tid til at være det menneske man ønsker at være. Lange arbejdsdage nedbryder relationer til børn, familie og venner. Efter uger med stress eller fysisk udmattelse flader vi ud med Facebook eller en krimi på TV. Når mennesker mister evnen til at finde interesser uden for arbejdet og de sociale medier, svækkes vores evner til at engagere os politisk. At vælge kortere arbejdstid fremfor penge er også et led i klimakampen. Frem mod OK 23 kan kampen kickstartes ved tage udgangspunkt i skifteholdsarbejde og natarbejde. Natarbejde er sundhedsskadeligt og breder sig til stadigt flere brancher … fra lastbilchaufføren til IT-funktionæren. Skiftehold skal ikke kompenseres med penge men med kortere arbejdstid.

 

·         Vi skal aflive myten om at fysisk nedslidning er afskaffet og vi skal udbrede forståelsen for at man kan blive psykisk nedslidt. Selvom der er indkøbt hjælpemidler til tunge løft modsvares det af at arbejdstempoet presses i vejret. Større maskiner, der kører stærkere og har hyppigere omstillinger betyder akavede stillinger og ensidigt gentaget arbejde. Robotter har gjort deres indtog på industriarbejdspladser og lagerhaller. Ofte betyder det færre ansatte og dermed arbejdspladser hvor folk er isolerede uden det sociale fællesskab, som før var almindeligt på arbejdspladsen. Forringede normeringer i daginstitutioner slider pædagogerne ned. Både fordi de skal løfte flere børn, men også fordi det er en psykisk belastning ikke at have overskud til at trøste alle og slet ikke til at stimulere de børn, som har brug for det. Skolelæreren skal håndtere klasser med børn, der både kan have sociale og psykiske problemer som f.eks. angst, uden at få de nødvendige ressourcer.

 

·         Pensionsalderen skal sættes ned til 65 år, men som en ret, ikke en pligt. Og det skal være muligt at gå fra tidligere, hvis man er nedslidt og stadig modtage en ydelse man kan leve af. Stigningen i pensionsalderen bygger på at arbejdsgiverne ønsker et større udbud af arbejdskraft for at kunne holde lønnen nede. Og det bygger på filosofien om en evig vækst. Men det er i modstrid med et stadig mere digitaliseret arbejdsmarked. Kampen om tilbagetrækning er klassekamp. Bare du tjener penge nok, bestemmer du selv hvornår du stopper. ”Arnepensionen” har afhjulpet problemer for en mindre gruppe, men fagbevægelsen må ind i kampen på det politiske plan. For det er ikke arbejderklassen selv som skal betale ved diverse seniorordninger ved kommende overenskomstforhandlinger. De vil kun gavne dem med overenskomstdækkede virksomheder og lade fremtidens løsarbejdere i stikken. Samtidig skal der være mulighed for at ældre kan fortsætte med at deltage i arbejdslivet på nedsat tid, hvis de selv har lyst og udbytte af det.

 

·         Både håndens og åndens arbejde – og arbejdere – fortjener respekt. Den kunstige adskillelse af håndens og åndens arbejde og den overdrevne akademisering på bekostning af praktiske færdigheder og læringsformer ekskluderer alt for mange mennesker fra et godt uddannelses- og arbejdsliv, og det skaber mindreværd og ulighed. Det sker helt fra grundskoleniveau, til ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.
Uddannelsen i flere fag, hvor de praktiske færdigheder er afgørende, er næsten udelukkende teori. Det giver ikke mening at unge skal gå til ”svendeprøve” alene ved at tale om hvordan man gør, som det f.eks. sker inden for de grafiske fag.  Samfundet har brug for rengøring, vedligehold, byggeri, produktion, omsorg og pleje og disse meningsfulde funktioner fortjener anerkendelse. Ulighed i sundhed og levealder mellem kortuddannede og mennesker med lang uddannelse er stigende.

Kamp for bedre arbejdsvilkår, flere ressourcer til erhvervsuddannelserne og modstand mod ekskluderende akademisering af uddannelser der før var praktiske, er en del af denne kamp. Retten til og muligheden for at efteruddanne sig er vigtig men uddannelse er ikke et mantra der løser alt. Vi er nødt til at erkende og forstå nogle menneskers angst for skolebænken. Men det er også socialisters opgave at genskabe selvbevidsthed i arbejdsklassen omkring håndens intelligens. Ligesom det er vores opgave at genskabe akademikernes interesse i at forske i f.eks. arbejdsmiljø og arbejdsskader.

 

·         Fagbevægelsen skal presses til at kæmpe på tværs af fag og privat/offentlig sektor. Maskinarbejderen har børn i den overfyldte vuggestue, mureren har en gammel mor på det dårligt bemandede plejehjem og kontordamens mand står på venteliste til en kræftoperation. Klassisk har medlemmer af 3F, Metal og HK har fælles interesser med dem som arbejder i den offentlige sektor, fordi det handler om vores velfærd. Denne opdeling er dog også falsk, da arbejdet flyder på tværs af offentlig og privat ejerskab, og det dermed handler om en fælles lønkamp uden løndumping fra andre grupper eller ejerskaber. Derfor er gensidig solidaritet og forståelse for hinandens arbejdsvilkår nødvendig, hvis vi skal kunne vinde resultater. Med oprettelsen af FH, er der en mulighed for at få udvidet de traditionelle faglige solidaritetskampe til at gå på tværs af endnu flere fag. Vi har en kollektiv opgave i at bruge dette nye fællesskab til at udvide horisonten af solidaritet på gulvet, og ikke lade det drukne i endnu større fagbureaukrati.

 

·         Dagpengesystemet handler også om styrkeforhold. Du tør ikke sige fra på arbejde, du tør slet ikke strejke, hvis du er rædselsslagen for at miste dit arbejde, fordi understøttelsen er så lav at du må gå fra hus og hjem. Dagpengenes størrelse, hvor svært det er at genoptjene retten, den behandling du bliver udsat for og den stærkt beskårede dagpengeperiode … alt sammen er det noget, som har betydning for styrkeforholdet på arbejdspladserne. Alligevel har fagbevægelsen slået sig til tåls med en kortvarig forbedring af satserne for de aller stærkeste ledige, der kan finde arbejde inden for tre måneder. Når fagbevægelsen stiltiende accepterer mantraet om ”at det skal kunne betale sig at arbejde” danner det grobund for et arbejdsmarked, hvor folk skal presses til tage hvad som helst. Også de usikre og lavtlønnede job uden overenskomst.

Dagpengesystemet bliver ikke bedre, før fastansatte arbejdere bliver bevidst om denne sammenhæng og forstå, at stille de faglige ledere til ansvar for deres deltagelse i trepartsforhandlinger. Hvordan kan forbundslederne godkende ”dagpengereformer” uden at spørge deres medlemmer?

 

·         Overenskomstsystemet skal demokratiseres og solidariteten i højsædet. DI og CO Industri har gennem 0’erne tilkæmpet sig en førerposition inden for det private, hvor det reelt er dem som sætter den økonomiske ramme og prioriterer kravene. Dog uden at HK Industri (og deres krav om afskaffelse af 50% reglen) er blevet inviteret med ved bordet. Andre fagforbund og brancher har været henvist til ”at skrive af” efter industriens protokoller. Kravene omkring social dumping og funktionærernes vilkår er kommet bag i køen. Inden for det offentlige har man forsøgt sig med en ”musketer-ed” for at sikre prioritering af såvel lærernes arbejdstid, akademikernes frokostpause og ligeløn. Desværre uden at solidariteten rakte ned til de lavtlønnede. Vi kan ikke nødvendigvis samle alle faggrupper om de samme krav. Men læren er, at vi må samle os om fælles temaer, gensidig solidaritet og et pres på forhandlerne for at alle bliver tilgodeset.

 

·         Klimakamp kan forenes med arbejdskamp. Først og fremmest gennem kampen for kortere arbejdstid og dertil nedsættelse af produktionen, samt afskaffelse af specifikke typer arbejde. Tillidsfolk og faglige klubber skal uddannes af fagforeningerne til at kunne håndtere miljø- og klimatiltag på deres egen arbejdsplads. Klimakampen vil udfordre mange eksisterende job som ikke bare har gode løn- og arbejdsvilkår, men også faglige traditioner og socialt sammenhold.  Hvis arbejderklassen skal inddrages i klimakampen kræver det, at samfundet kan tilbyde alternative og meningsfulde job, som ikke forringer menneskers livsgrundlag drastisk. Det samme gælder arbejdspladser som forsvinder på grund af digitalisering. Fagbevægelsen og ikke mindst de ansatte selv skal inddrages i at skabe alternativ produktion.

 

·         Retten til meningsfulde job skal også omfatte folk på kanten af samfundet. Mange har gavn og glæde af at blive inddraget i samfundet og i et arbejdsfællesskab, men ingen har gavn af tvang og meningsløs aktivering.

 

·         Det internationale arbejde skal styrkes. Gennem direkte faglig udveksling på tværs af grænser, med besøg og diskussioner blandt fagligt aktive arbejdere. Samtidig bør diskussionen om fælles medlemskab af faglige organisationer på tværs af grænser rejses.

 

Analyse af Enhedslistens faglige arbejde

Enhedslistens dannelse faldt sammen med en tid hvor fagbevægelsen kom i defensiven og gradvist tabte både sin organisationsprocent, sin historiske bevidsthed og sin faglige styrke. Årsagerne var flere:

Outsourcing/udflytning af store industrier og aktive arbejdspladser til udlandet.

·         Teknologisk udvikling udfaser industri og håndværk med stærke faglige traditioner.

·         EU’s frie marked skaber social dumping i f.eks. byggeri, transport og restaurationsbranchen.

·         Senere kom det prekære arbejdsmarked, platformsarbejderne og ”de falske selvstændige” til.

 

Denne krise ramte også ind i både SF og Socialdemokratiet, der ikke i samme grad som tidligere formåede at vedligeholde ”fødekæden” af nye unge fagforeningsfolk til de vigtige poster. I 1995 blev båndene mellem LO og Socialdemokratiet kappet officielt. I praksis er der stadig forbindelser, men det betød at fagbevægelsen blev mindre ”politisk”.  Det blev det langt nemmere, at folk også fra Enhedslisten kunne blive ansat på fagforeningskontorer, i A-kasser og som undervisere på tillidsmandsuddannelserne. Den positive udvikling har ikke kunnet ændre på at det faglige arbejde har tabt terræn i Enhedslisten. Årsagerne kan bl.a. være:

 

·         Ansatte i fagbevægelsen kan indhente erfaringer, inspirere, igangsætte og påvirke, men har ikke officiel politisk magt og kan ikke selv mobilisere medlemmerne på gulvet.

·         Det sker at man både som ansat og valgt mister kontakten til de reelle vilkår på arbejdspladserne.

·         Enhedslisten formåede aldrig at genskabe en erstatning for det faglige oppositionsarbejde og den grundlæggende mobilisering på arbejdspladserne som engang fandtes.

·         Enhedslisten forsømte skoling i faglig kamp og nødvendigheden af at organisere sig.

·         I de første år havde Enhedslisten få mandater og den ansatte i folketinget blev tvunget til at prioritere arbejdsmarkedspolitik. Det fagforeningsrelaterede arbejde måtte klares med et nyhedsbrev.

·         Enhedslisten har forsøgt at organisere folk i grupper omkring enkelte fagforeninger – f.eks. HK-gruppen men uden den store succes.

·         Gruppen omkring ”Fagligt ansvar” har præget arbejdet, men dette har ofte mere handlet om alternative politiske og økonomiske analyser af arbejdsmarkedsforhold, end egentlig mobilisering til aktivitet og organisering på arbejdspladserne.

Enhedslistens faglige arbejde lige nu
·         Fagligt Landsudvalg (FLU) tager sit udgangspunkt i folketingsgruppens arbejde. Dvs. vigtige arbejdsmarkedspolitiske emner som dagpenge, pensionsalder, arbejdsmiljølovgivning.

·         Der er ganske få (3-4?) tillidsfolk som reelt repræsenterer et bagland i FLU. Hovedparten af FLU er enten ansatte i fagbevægelsen eller medlemmer som reelt kun repræsenterer sig selv.

·         Det faglige arbejde som f.eks. den aktuelle sygeplejerske konflikt håndterer man ved at organisere møder og lave støtteudtalelser, forsøge at udbrede solidariteten til andre brancher. Svagheden er, at man ikke selv er med til at organisere strejken.

·         Mange aktive byggefagsfolk der bekæmper social dumping befinder sig i omegnen af Enhedslisten, men er ikke medlem.

·         Faglig skoling har været næsten fraværende.

 

Enhedslistens opgaver, hvis udviklingen skal vendes
·         Enhedslisten skal intensivere arbejdet med at organisere medlemmerne i ”faglige netværk”. Der skal arbejdes med netværk på forskellige niveauer – fra arbejdspladsniveau til fagforeningsniveau, på tværs op til bestemte begivenheder osv. – og (bl.a., men ikke kun!) med snild brug af virtuelle møder og de sociale medier, men også f.eks. afholdelse af ”faglige cafeer” (også åbne for andre end EL-medlemmer)

·         De faglige netværk kan bl.a. være rum for kollektivt arbejde med de nedenfor nævnte opgaver. Og for i det hele taget at sikre et fagligt miljø for almindelige medlemmer af EL.

·         Enhedslisten skal arbejde med faglig skoling og lære folk hvordan man arbejder som ”revolutionær” på en arbejdsplads.

·         Enhedslisten skal agitere for og opdrage sine medlemmer til at blive fagligt aktive, gerne som tillidsfolk eller arbejdsmiljørepræsentanter.

·         Enhedslisten skal agitere for og hjælpe sine medlemmer til at organisere tillidsmandsnetværk.

·         Enhedslisten skal, der hvor det er nødvendigt, danne oppositionsgrupper i fagforeninger, der kan arbejde for at udskifte ledelsen og politikken i en mere organiserende, aktiv og klassekampsrelateret retning.