Det kan være svært at vide, hvad der reelt gemmer sig i diverse "forlydender" om, hvad der er på bordet i forhandlingerne i forligsinstitutionen. Der skal ikke herske tvivl om, at formålet med mange rygter og udslip er, at arbejdsgiverne vil gøre alt, hvad der står i deres magt, for at slå kiler ind i sammenholdet. Ofte efterlades det indtryk, at alt næsten er på plads: Blot er der en enkelt gruppe, der stiller sig på tværs… Og det er et målrettet forsøg på at få os til at lade en gruppe tilbage på perronen. Når forhandlingsforløbet er trukket ud, er det et positivt tegn på, det ikke er lykkedes. Derfor er opgaven lige nu at fasttømre dette sammenhold på alle planer - ikke mindst på gulvet.