For bare halvtreds år siden d. 22 marts så vi begyndelsen til de begivenheder i Frankrig, som skræmte livet af den herskende klasse og førte til en af de største generalstrejker nogensinde, sammen med en bølge af fabriksbesættelser, der kun kunne inddæmmes gennem vigtige indrømmelser fra arbejdsgiverne (mindstelønnen forhøjet med 35 procent og nye rettigheder for fagforeningerne til at organisere lokalt på arbejdspladserne). For første gang i årtier syntes revolutionens spøgelse at tage mere fast form.
I dag i Frankrig mindes disse begivenheder overalt. Akademiet for De Skønne Kunster i Paris afholder en udstilling af trotskistiske og anarkistiske plakater, dampradioen udsender chatshows om 1968. Selv foreningen for universitetslærerne i engelske studier afholder denne gang sin konference under titlen “Revolutioner” og har inviteret Angela Davis som en af hovedtalerne (endskønt dette ikke har afholdt visse af kollegerne fra at klage over, at de måske vil have vanskeligt ved at nå frem på grund af “de fandens strejker”).
Der foregår en kulturkamp om disse minder, hvor den borgerlige presse forsøger at videregive et steriliseret billede af en studenterbevægelse, der mest handlede om at de mandlige studerende ønskede adgang til kvindernes kollegier samt at skrive poetisk graffiti, medens venstrefløjen betoner karakteren af et oprør, som førte general de Gaulle til at flygte til Tyskland for at sikre sig loyaliteten hos de franske tropper som var udstationeret der. Enkelte af de ledere, som kom ud af bevægelsen i 1968, men som siden er gået over på den anden side af barrikaderne, og som støtter Macron (som Daniel Cohn Bendit), har travlt med at give hjertefølte interviews.
Den bedst tænkelige mindehøjtidelighed ville være en tilsvarende eksplosion i dag, hvilket både den radikale venstrefløjsleder Jean-Luc Mélechon fra La France Insoumise (Frankrig i Oprør) og den trotskistiske leder Olivier Besancenot opfordrer til. Der er masser af grunde til et oprør, og præsident Macron skaber nye hver eneste uge. Et angreb på de arbejdsløse, hvor understøttelsen bliver inddraget hvis tilbud om arbejde, uanset hvor upassende, bliver afslået, var blot sidste uges nye tiltag. Men det er planen om at smadre de nationaliserede jernbaner og at begrænse unge menneskers ret til at læse på universiteterne, som står i centrum af en voksende forsvarskamp.
Massestrejker
Skønt nyliberalismen har gnavet sig ind på arbejdsbetingelserne, pensionerne og de offentlige ydelser gennem de sidste tredive år, så har en kampvillig arbejderklasse i Frankrig været i stand til at forhale processen.
Arbejdere går tidligere på pension end i Storbritannien, folk modtager overførselsindkomster under mindre pres, adgangen til universiteterne er stadig så godt som gratis, der bygges stadig sociale boliger i mange byer osv.. De franske arbejdsgivere er i stigende grad utålmodige for at – i en nyliberale forstand – indhente de engelske.
Præsident Francois Hollande fra Socialistpartiet, der sad i embedet fra 2012 til 2017, gennemtvang nyliberale love, der skar ned på pensionerne og gjorde det lettere at fyre arbejdere. Macron sætter turbo på denne proces, samtidigt med at han undgår debatter i parlamentet ved at udstede sine præsidentielle dekreter. Sidste år pressede han, trods millioner af menneskers protester på gaden, skånselsløse politikker igennem der sønderrev mange regler for arbejderbeskyttelse.
Macrons forsøg på at ødelægge pensionsrettighederne og arbejdsbetingelserne for de ansatte ved jernbanerne står i centrum for hans plan for disse. Mange på jernbanen kan gå på pension før andre i andre sektorer, og de har retten til at rejse gratis: Disse rettigheder blev vundet gennem hårde kampe og bliver set som en slags kompensation for den lave løn og de usociale og usunde arbejdstider, som er nødvendige for at kunne køre et landsdækkende jernbanenet i et stort land. Men den nyliberale jernbaneplan tilsigter også at nedlægge hundrede af lokale jernbanelinjer, og at indføre konkurrence fra private jernbanefirmaer, som EU-reglerne foreskriver.
Macron håber på at på mellem langt sigt kunne privatisere passagerjernbanerne (fragtdelen er allerede delvist privat). Men mindst lige så vigtigt er hans ønske om at knuse jernbanefagforeningerne, de stærkeste i landet. Denne konflikt kunne for ham blive, hvad minearbejderstrejken var for Thatcher, et symbol på, som Le Monde skrev i sidste uge, “hans evne til at forvandle landet”.
Men Macron har ikke fået det let. Den 22 marts strejkede jernbanearbejdere, lærere, lufthavnspersonale, hospitalsarbejdere og mange andre hele dagen. Over en halv million demonstrerede i 150 byer over hele Frankrig. Lederne af jernbanefagforeningerne, har i et ikke tidligere set træk, annonceret tredive dage med strejker fra i dag (torsdag d. 3. april), i en rytme med todages strejker for hver femte dag, fra april til juni. CGT fagbevægelsen har opfordret til generalstrejke hele dagen den 3. april og dette er fulgt op af flyvefagforeningerne og de ansatte ved elselskaberne, og renovationsarbejderne går i en tidsubegrænset strejke også fra den 3. april. Store strejker på hospitaler og i supermarkeder denne uge har også ydet deres bidrag til den stormfulde atmosfære.
Valget af den rullende strejke inden for jernbanerne (hvor mange aktivister ville have foretrukket en total ubegrænset udgave) blev truffet dels i håb om at det ville give de strejkende mulighed for at holde længere ud, men især med henblik på at fastholde enheden mellem ledelserne af jernbanefagforeningerne, hvor der hersker forskellig politiske perspektiver (en af svaghederne ved den franske fagbevægelse på den lange bane er, at der inden for de fleste fag eksistere mere end et enkelt forbund, og at konkurrence mellem disse forbund ikke er usædvanlig). I øjeblikket er jernbaneforbundene samlet i en enhedsfront. Men strejkens rullende natur vil selvfølgelig gøre det lettere for ledelserne af jernbanerne at organisere modforholdsregler.
Jernbanearbejderne er meget beslutsomme: fremmødet ved massemøderne er stor og folk er parate til en langvarig strejke. Mange værkfører og endog mellemledere støtter (17 procent af dem strejkede d. 22 marts). Topledelserne er i panik, og er i gang med at organisere nye antistrejke tiltag, som at betale “fører makkere” til at følge med ikke-strejkende lokomotivførere i førerhusene på strejkedage “for at hjælpe med at holde moralen oppe”.
Handling fra andre arbejdere vil være afgørende, både udbredelsen af sympatistrejker og økonomisk støtte. Der findes ikke megen tradition for at indsamle penge til strejkestøtte i Frankrig. Men i nogle byer bliver der nu dannet komiteer af jernbanebrugere, og medlemmer af La France Insoumise, NPA [Nye Antikapitalistiske Parti – som det gamle LCR tog initiativ til] og Ensemble (min organisation) såvel som medlemmer af Kommunistpartiet er involveret i disse. En online strejkekasse til at hjælpe banearbejderne med at kunne holde til en lang konflikt er blevet dannet af en gruppe af velkendte forfattere og andre kendisser, og andre tilsvarende online strejkekasser er fulgt efter.
Studenterbevægelsen
En samtidig bevægelse på universiteterne kunne bidrage til at skabe et mareridt for Macron.
Studerende var i meget høj grad tilstedeværende ved demonstrationerne d. 22. marts. Universiteterne har været under angreb gennem adskillige år: Deres rektorer har fået deres løn fordoblet og forsøg på at indføre firmaagtig ledelse af Frankrigs i almindelighed demokratisk ledede universiteter har accelereret. De er ofte blevet standset gennem modstand: Firmaagtig evaluering af undervisere blev indført for ti år siden, men bliver stadig boykottet af det store flertal af fakulteter. Ikke desto mindre kommer der hele tiden flere ansættelser på korttidskontrakter, og der er en følelig mangel på investeringer, samtidigt med at antallet af studenter bare vokser.
Skønt studenter organisationerne er langt svagere i dag end for ti eller tyve år siden, er der opstået en modstandskamp i en række af de vigtigste byer, mest med udgangspunkt i modstanden mod de nye regler for at kunne blive optaget på universitet. Tidligere havde et ungt menneske, som havde bestået sin studentereksamen, fri adgang til at gå på en højere læreanstalt efter eget valg. Under det nye system, skal de unge mennesker forklare hvorfor de ansøger om at deltage i et uddannelsesforløb, samle anbefalelsesbreve samt en rapport fra deres gymnasium, og så skal en komité udvælge, hvem der så kan få adgang.
På grund af frygt for et oprør har regeringen sikret sig at der i det mindste i indeværende år kun vil blive få afvisninger, men der vil blive etableret en mekanisme, som vil gøre det muligt gradvist at indføre flere begrænsninger. Sådant et tiltag vil kun være en fordel for mere velstillede og veluddannede familier. Børn af universitetslærere, som mig selv, vil få en fordel, men min nabos børn (hun stammer fra Indien og arbejder som rengøringskone) vil få det meget sværere.
Adskillige universiteter er besatte, og sidste uge kørte regeringen det tunge skyts frem i et forsøg på at sønderslå besættelsen af universitetet i Toulouse i den sydvestlige del af landet. Uddannelsesministeren opløste universitets styrende råd og overgav kontrollen med institutionen til en af regeringen udnævnt person. Universitetet har været i strejke og i stor udstrækning blokeret i månedsvis i et forsøg på af stoppe et nyliberalt projekt med at slå de tre højere læreanstalter i Toulouse sammen, så vel som en protest mod de nye udvælgelsesprocedurer for optagelse.
Aktivister både fra NPA og La France Soumise har en vis indflydelse i bevægelsen. Massemøder med op til to tusinde deltagere diskuterer regelmæssigt strategien, og de organiserer sig for at kunne modstå et eventuelt politiangreb på blokaden. Adskillige andre universiteter organiserer aktioner i solidaritet hermed. Kunstfakultetet i Nancy er blokeret og et af læreanstalterne i Bordeaux ligeså. I slutningen af marts var der mindst tolv universiteter som organiserede strejker og besættelser.
I Montpellier slog en gruppe af ultrahøjre bøller en besættelse i stykker med knipler, hvor adskillige studenter endte på hospitalet med deres eget blod dryppende. De synes at have være støttet af og muligvis endog være organiseret af dekanen på jurafakultetet, som siden hen er blevet tvunget til at træde tilbage som dekan og nu bliver tilbageholdt af politiet. Sådanne angreb er et tegn på en stigende selvtillid blandt fascistiske grupper i kølvandet på Marine Le Pen´s markante store stemmetal ved præsidentvalget sidste år.
Venstrefløjen
Bortset fra behovet for magtfulde strejker er spørgsmålet om opbygningen af et politisk alternativ åbenlyst nøglespørgsmålet.
Den organiserede venstrefløj har mobiliseret støtte til de forskellige kampe. Tolv organisationer underskrev en fælle udtalelse til støtte for jernbanearbejderne; deriblandt La France Insoumise, Kommunistpartiet, de Grønne og de Nye Antikapitalistiske Parti (NPA).
Præsident- og parlamentsvalgene for et år siden fastlagde scenen og de politiske styrkeforhold for nuværende. Valgene betød et sammenbrud for de traditionelle partier både på højre- og venstrefløj. Hollandes åbenlyse nyliberalisme havde demoraliseret hans støtter i en sådan grad, at ikke alene opgav han selv at stille op, men hans dengang regerende Socialistparti blev reduceret til en stemmeprocent på kun godt seks procent. Socialistpartiet er i en så dyb krise, at hele dets ungdomsorganisation har besluttet af forlade partiet! Ligeledes tabte det traditionelle højre og gik tilbage til omkring 20 procent (fra 39 procent i 2007 og 27 procent i 2012).
Macron blev den store sejrherre, da det lykkedes for ham i en kort periode at fastholde illusionen om at han var “hverken til højre eller til venstre”, og opnåede otte og en halv million stemmer i første runde, før han vandt præsidentembedet i den anden runde. Fascisterne fra Front National fik syv og en halv million stemmer i den første runde, så de kom med i den anden, hvor de fik en rekordhøjt stemmetal med ti millioner.
Kandidater for den radikale venstrefløj, La France Insoumise, opnåede en tilslutning på 19,5 procent (syv millioner stemmer) for et radikalt program tilsvarende det, som Jeremy Corbyn i Storbritannien førte sin valgkamp på. Programmet indeholdt, bare for at nævne nogle enkelte elementer: Ændringer af grundloven, nationaliseringer, millionærskatter, 100 procent vedvarende energi, statslig jobskabelse, vedtagelse af en maksimumsløn, et gratis sundhedsvæsen (ikke tilfældet i øjeblikket), massive tilskud til økologisk landbrug, reform af fængselsvæsnet, kortere arbejdsuge, folkepension ved 60 år, opførelsen af en million sociale boliger, udmeldelse af NATO, gratis kantiner i skolerne og lavere klassekvotienter.
For venstrefløjen var den store tilslutning til et så radikalt program nøgleresultatet af dette valg. Siden da har La France Insoumise været i gang med at opbygge, hvad de håber vil blive en ny form for politisk bevægelse, hvor man både vil undgå de katastrofale kompromisser med Socialistpartiet i by- og regionalråd som Kommunistpartiet har været så tilbøjelige til, og den opsplitning, som traditionelt har præget den yderste venstrefløj. Deres erklærede mål er at erstatte Socialistpartiet som et parti, der kan vinde et flertal og danne regering. Det som til at begynde med var en bevægelse, der var bygget for at gennemføre en valgkampagne, bliver nu omdannet til en organisation med hundreder af lokale aktivitetsgrupper.
Ud fra et revolutionært synspunkt er der selvfølgelig masser af diskussioner, som er nødvendige. La France Insoumise ligger tæt på en traditionel venstrefløjsnationalisme, som er kolossalt problematisk: Melenchon modsætter sig ikke, at Frankrig har atomvåben og føler, at landet kan blive en leder inden for verdensdiplomatiet.
Et andet hovedproblem er, at den herskende klasses evne til at kunne sabotere sådant et radikalt program, skulle La France Soumise erobre regeringsmagten, bliver alt for undervurderet. Her brænder det på med en debat. Endvidere organiserer La France Insoumise, (skandaløst nok i lighed med de andre franske venstrefløjsorganisationer), ikke aktivt mod islamofobi, idet dets aktivister er delte på dette spørgsmål.
Desværre har reaktionen fra størstedelen af det yderste venstre været udtalt sekterisme over for opsvinget af La France Insoumise. Da La France Insoumise i marts organiserede en landsdækkende kampagne mod atomkraft (med hundrede af boder over hele landet), fordømte mange revolutionære den, fordi den ikke indeholdt afstandtagen fra atomvåben. Mange har ikke forstået, hvordan man omgås en meget radikal gruppering, som opnåede syv millioner stemmer (når de revolutionære kandidater tilsammen i alt fik 600.000 stemmer).
Denne sekterisme skyldes ikke personlige fejl og mangler hos de franske trotskister, men en fælles teoretisk opfattelse af, at venstrereformisme ikke kan eksistere under senkapitalismen. Ud fra denne forkerte analyse er der mange antikapitalister her, som hævder, at Melenchon kun ønsker radikale forandringer på skrømt. Dækningen af Melenchon i NPSs avis har for eksempel været konsekvent sekterisk.
Dette er farligt, fordi det har ført til debatter, som fokuserer på Melenchons person, og således har understøttet de borgerlige massemediers skånselsløse bagtalelseskampagner mod Melenchon, samt gjort de virkelige diskussioner, som det er nødvendigt at føre med reformistiske aktivister, langt mere vanskelige.
Og dette trods den kendsgerning, at et par tusinde revolutionære aktivister gør alt hvad de kan, for at opbygge støtte til strejkerne.
Revolte på vippen
Et af de vigtigste kendetegn ved maj 68-opstanden var, at ingen havde forudset den; så der er ingen måde, hvorpå man kan vide, hvilken form for eksplosion der måtte komme i år. Målinger viser, at 62 procent af de unge ønsker sig en bred revolte, halvdelen af befolkningen støtter jernbanearbejderne osv. Men der ingen, der har en krystalkugle.
Macron mister opbakning: I øjeblikket er 40 procent positive i opinionsmålingerne. En arbejdersejr, som viser, at et andet Frankrig er muligt, ville tørre smilet af hans ansigt.
Det fascistiske Front National har meget få budskaber til arbejderne, når de er i kamp, men de opbygger tålmodigt partiet, hvor de forsøger at få det maksimale ud af de rekordmange 10 1/2 million stemmer, som blev afgivet på Marine Le Pen i anden runde af præsidentvalget sidste år.
En kampvillig venstrebevægelse, som La France Insoumise, ville kunne bidrage til at skabe, er det bedste forsvar mod infiltrationen af fascistiske ideer og organisationer.
Alle ingredienserne er til stede, men ingen kan med sikkerhed vide, hvad der nu vil ske.
Oversat fra Counterfire.org af Peter Kragelund