På et rekordstort Påskeseminar blev adskillige emner endevendt i workshops, paneldebatter og kulturelle indslag. Et kulturelt højdepunkt, i stærk konkurrence med påskerevyen den afsluttende aften, var skuespiller Peter Larsen, som meget underholdende fortalte om forestillingen "Mens vi venter på Irak-kommissionen". Hans lange foredrag handlede om politik, kunst og satire. I revyen blev såvel regering som venstrefløj spiddet med masser af humor. Dog var ingen tvivl om, hvor sympatien og politikken lå.

af Svend Vestergaard Jensen

Over 100 deltog i år – mange nye, men endnu flere gengangere, og tilfredsheden var stor. Som en ung kvindelig deltager skrev på Facebook: “Tusinde, tusinde tak for nogle forrygende dage. Aldrig mere misser jeg et påskeseminar – uanset grunden!”

 

Med tre parallelle workshops blev der arbejdet med mange emner og problemstillinger – alt fra arbejdslivets udvikling, venstrefløjens kultur og klimaproblemer. Fra beton og bander til debat om Socialdemokratiets udvikling, ungdommens vilkår, #MeToo til OK 18.

 

Fritidsaktiviteter om eftermiddagen spændte fra revygruppen og fodbold til transparentmaling med henblik på årets International Socialistisk Ungdomslejr, ISUL. Ikke mindst i lyset ungdomslejren, der bliver i Danmark arrangeret af Socialistisk Ungdomsfront, SUF, var ungdommen liv og problemer et tema i et par workshops.

 

Plads til børnefamilier
“Temaerne i de forskellige workshops kender jeg, og de blev godt fremstillet. Der var inspirerende oplæg og plads til fortsat debat udenfor workshoppen,” siger Elsebeth, redaktionssekretær og medlem af Enhedslisten i Aarhus til Socialistisk Information. Det var hendes første Påskeseminar.

 

“Jeg kender nogle SAP’ere, som havde inviteret mig med. Jeg har også været på den kvindeskole, SAP arrangerede sidste efterår. Mange fra Aarhus er med på dette seminar. Dem kender jeg jo. Seminaret er intensiv og godt, men trættende i positiv forstand – der er mange indtryk, og fedt med så mange unge mennesker. Det sociale samvær er rigtig godt. På dette seminar kunne jeg mærke fælles fodslag. Og så var skuespiller Peter Larsen suveræn.”

 

Rune, elektriker, også fra Aarhus og medlem af Enhedslisten, var med for anden gang. “Jeg er meget positiv. Her er et politisk miljø, der rummer fornuftige mennesker. En åben stil. Folk kommer forskellige steder fra. Dette Påskeseminar handler ikke bare om teori, men også om, at vi vil føre det ud i livet. Jeg føler mig meget velkommen.”

 

“Det hele er spændende, og så er det rart. Deltagerne tager udgangspunkt i, hvad folk siger. Ingen er stemplet – uanset hvilken tendens man kommer fra. Jeg har hele familien med – kone og barn. Der er virkelig plads til børnefamilier, og det fungerer. Børnene har også en god oplevelse her. Der er en god blanding af emner, men måske savner jeg mere fælles plenum,” siger Rune.

 

På tværs af grænser
Efter en netop afsluttet Verdenskongres i Fjerde Internationale stod det internationale udsyn også centralt på programmet. Under hele seminaret var der besøg fra Philippinerne fra et medlem af sektionen der. Mabel holdt oplæg på en workshop om den feministiske bevægelse i landet, nærmere bestemt på øen Mindanao. Hun fortalte også om den væbnede konflikt mellem højreorienterede islamistiske grupper og den lokale regering på øen. Mabel fortalte, at der på Mindanao i februar i år var dannet en socialistisk feministisk bevægelse, der kan svare på den mangeartede krisesituation.

 

Fra Socialistiska Partiet i Sverige, den svenske sektion af Fjerde Internationale, var der også deltagelse. Per Oluf – pensioneret universitetslærer fra Göteborg – var med for fjerde gang.

 

“Den politik, der diskuteres her, tager helt udgangspunkt i den politiske virkelighed. Ikke mindst at danske kammerater her er aktive i Enhdslisten og i SUF. Her diskuteres konstant i revolutionære marxistiske termer. Mange organisationer er gennem årene blevet reformistiske. Vi har brug for metoder ikke mindst til at konfrontere neoliberalismen,” siger Per Oluf og fortsætter:

 

“Jeg har været universitetslærer. Dengang brugte vi den danske socialpædagogik som svar på sociale problemer. Det var anderledes og rigtig godt. Påskeseminaret er vældig godt organiseret – et koncept, hvor alt fungerer og udvikles år for år, såsom mad, workshops, og der er en anden pædagogisk tradition med oplæg, diskussion og sammenfatning. Der er debat, og folk lytter til hinanden. Så den måde at arrangeret seminar på kan vi absolut også bruge i Sverige.”

 

Sammenhold
Per Oluf fortæller, at den politiske for venstrefløjen er meget forskellig fra Sverige:

 

“Jeg er selv aktiv i miljøbevægelser, men vi har brug for et venstrealternativ i Sverige. Ikke nødvendigvis som Enhedslisten, men der er brug for noget nyt på venstresiden, som kan skabe bevægelse – ikke mindst i ungdommen. Vores parti SP må vælge mellem to muligheder – enten knytte mere an til folkelige bevægelser eller gå ind i Venstrepartiet. Vi kan lære meget af hinanden, og jeg bliver meget inspireret af dette Påskeseminar.”

 

En deltager fra Enhedslisten i Randers, Helle, pædagog, var med for første gang. Hun er nyt medlem af SAP, og det var hendes lokale kammerater her, der anbefalede hende at tage med. “Workshops var rigtig gode. Meget koncentreret, mange indtryk, gode diskussioner. Man skal være aktiv deltagende. Jeg er træt efter seminaret, men det var givtigt.”

 

“Jeg har lært nye mennesker at kende, fx sætter jeg mig altid forskellige steder, når vi spiser. Faste pladser eksisterer ikke. Der er stor imødekommenhed, og jeg blev taget godt imod. Alligevel skal man selv være aktiv og opsøgende. Det var nødvendigt – og gensidigt. At alle er på et madhold, som ud over at lave maden og rydde op, også giver sammenhold. Det var ingen afslappende ferie, men det var heller ikke det, jeg gik efter. Der sker noget hele tiden, og som sagt var workshopsene rigtig gode, men jeg er ked af, at næste-hjælperne ikke kom.”

 

Et par af workshopsene – som den om næste-hjælperne – blev aflyst på grund af sygdom, men hurtigt erstattet af andre, så de tre parallelle workshops kunne køre – ja, parallelt. Nu skal alle teorierne over de vigtige emner føres ud i liver. Og der er – ikke overraskende – Påskeseminar næste år.

 

Flakkebjerg Efterskole ved Slagelse udgjorde rammen for denne inspiration i de landlige omgivelser. Perfekt ramme, hvor deltagerne kunne komme med tog og bus lige til døren. Arrangørgruppen er nok allerede ved at booke skolen til næste års Påskeseminar.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com