Denne artikel analyserer baggrunden for den folkelige opbakning til Vladimir Putin og hans nylige genvalg som Ruslands præsident. Selv om denne opbakning bliver ihærdigt ”dyrket” af regimet med forskellige ulovlige midler, har den ikke desto mindre en reel basis, som folk på venstrefløjen må forstå, hvis man vil udvikle en velfunderet holdning til den eskalerende konfrontation mellem ”Vesten” og Rusland.

af David Mandel

Putins taler under hans korte valgkampagne pegede ikke på nogen væsentlig ændring i indenrigs- eller udenrigspolitikken. På internationalt plan kan man forvente en fortsat forværring af forholdet til ”Vesten”, hvilket Vesten i stor udstrækning er ansvarlig for. Formentlig vil vi også se en ihærdig indsats for at forberede Putins efterfølger efter 24 år ved magten (med start i 1998 som chef for efterretningstjenesten til afslutningen af hans nuværende præsidentperiode i 2022). Imidlertid er er det ikke sikkert, at han vil afgive magten i et system, hvor personlige forbindelser og korruption spiller en stor rolle.

 

Nogle af regimets talsmænd har selv kaldt det for et ”arrangeret demokrati”. Det er et regime, som ligger et sted mellem klassisk diktatur (som ikke tolererer nogen organiseret og offentlig opposition) og et kapitalistisk demokrati, som tolererer politiske friheder (men hvor den dominerende klasses interesser er sikret ved hjælp af andre midler end brutal repression). ”Arrangeret demokrati” tolererer politiske friheder, men kun til det punkt, hvor de ikke udgør en seriøs trussel mod den politiske elites fortsatte magt.

 

Arrangeret demokrati

Når det er sagt, så kan støtten til Putin fra Ruslands folk ikke alene forklares med statens repressive tiltag eller dens misbrug af de såkaldte ”administrative ressourcer”. Sidstnævnte omfatter blandt andet kontrollen med de vigtigste tv-kanaler, kraftige begrænsninger af demonstrationsretten, forskellige former for ulovligt pres på offentligt ansatte og – om nødvendigt – forfalskning af valgresultaterne.

 

Putins popularitet bliver dyrket af regimet. Men den har også et reelt grundlag i befolkningen, selv om dette grundlag kun vanskeligt kan adskilles fra regimets forsøg på at dyrke populariteten.

 

Det første element i denne popularitet er den dybe modsætning, især økonomisk, mellem perioden under Putin og tiden med Jeltsin. Selv om den yngre generation ikke har direkte erfaring med Jeltsin-perioden, så fylder den stadig meget i den folkelige bevidsthed. 1990’erne var en periode med en meget dyb og langstrakt økonomisk depression, hyperinflation, dramatisk forarmelse af befolkningen, massiv arbejdsløshed, for sent udbetalte lønninger og pensioner (somme tider flere måneder forsinket – uden nogen kompensation for inflationen), omfattende tyveri af statslig ejendom og mafiaens herredømme over hele områder af økonomien.

 

Selv om det ikke i første om gang skyldes Putins politik, men derimod de kraftige prisstigninger på olie, som begyndte i slutningen af 1990’erne, så sluttede denne negative udvikling og blev i vid udstrækning vendt under Putin. Gennem de seneste fem år er den almindelige levestandard ganske vist stagneret og endda gået tilbage, men i starten af 00’erne skete der en kraftig vækst, og den store kontrast mellem nutiden og 1990’erne er stadig i høj grad til stede i den folkelige hukommelse. For at citere en demografisk indikator for levestandarden, så var den forventede levealder i 2000 65 år. I dag er den 72.

 

Mafiaen, oligarkerne og staten

Hvad angår knægtelsen af demokratiet, som i Vesten normalt og fejlagtigt tilskrives Putin, så skete det faktisk allerede under Jeltsin. Putin fjernede i det mindst mafiaens kontrol med økonomien og genoprettede statens voldsmonopol. Og han tæmmede oligarkerne, dog uden at røre deres ulovlige formuer, bortset fra i nogle få tilfælde, hvor de blandede sig i politiske forhold. Putin stoppede og vendte også de centrifugale tendenser, som truede statens sammenhæng, selv om han brugte terrormetoder for at opnå dette i tilfældet med det oprørske Tjetjenien

 

Den anden faktor i Putins popularitet er hans håndhævelse af Ruslands suverænitet som svar på Vestens aktioner, som langt hen ad vejen bliver opfattet som aggressive og fjendtlige i Rusland. Denne udbredte opfattelse har efter min mening i høj grad en reel baggrund.

 

Det er ikke nogen overdrivelse at sige, at Rusland i 1990’erne var under kolonial administration af G7, især af USA. Chokterapeutiske programmer. Som var brygget sammen af Valutafonden og Verdensbanken på anmodning fra G7, omdannede i løbet af få år en industrigigant til et land afhængigt af eksport af råvarer. Gennemførelsen af denne politik var betingelsen for at få støtte fra G7, hvilket var vigtigt for Jeltsin. G7 opmuntrede også til og godkendte efterfølgende Jeltsins undertrykkelse af demokratiet i efteråret 1993 og godkendte hans tyveri af præsidentvalget i 1996.

 

Man må tilføje NATOs ulovlige bombardementer i 1999 af Serbien – en traditionel allieret med Rusland, ophævelsen af ABM-traktaten i 2002 [som forbød opstilling af forsvarsanlæg mod langtrækkende missiler, SI-red], den fortsatte udvidelse af NATO og endelig den rolle, som Vesten spillede i den væbnede omstyrtelse af regimet i Ukraine og den borgerkrig, som fulgte efter.

 

Det er rigtigt, at Putins regime har anstrengt sig for at dyrke de patriotiske følelser. Han udsatte endda valgdatoen, så den faldt sammen med annekteringen af Krim, som var en meget populær aktion. Men regimet finder stor ideologisk grobund for disse bestræbelser i befolkningen – fra hele det politiske spektrum, bortset fra de mest neoliberale. For at forstå det, skal man bare have et forbigående kendskab til russisk historie og anerkende NATOs aggressive karakter, specielt USA’s, i forsvaret af en verden domineret af en enkelt supermagt.

 

Den tredje faktor bag Putins popularitet er resultatet af den såkaldte ”værdighedsrevolution” [eller Euro-Maidan-revolutionen, SI-red] i Ukraine februar 2014 – omstyrtelsen af en korrupt, men lovligt valgt regering af en bevægelse, der i starten var folkelig, men som hurtigt fik tilslutning fra nyfascistiske kræfter og udsendinge fra NATO. De russiske medier, som er kontrolleret af regeringen, udspreder afgjort et propagandabillede af kaos og katastrofe i Ukraine, men sagen er, at de faktisk ikke behøver at overdrive denne virkelighed.

 

Hvordan man end ser på det – når man ser bort fra ultranationalisternes og oligarkernes holdning, så er situationen for de folkelige lag i Ukraine blevet drastisk forværret. Og det gør, at situationen i Rusland ser så meget bedre ud. Denne forskel vægter tungt i forhold til det politiske valg, selv for folk, som hader Putins regime. Det er rigtigt, at dette bliver hjulpet på vej af regimets bestræbelser på at forhindre fremkomsten af et troværdigt alternativ til Putin, men situationen i Ukraine udgør her en stor hjælp.

 

Nogle få ord om ungdommen i Rusland. Nye rapporter citerer undersøgelser, som viser, at de unge støtter Putin endnu mere end resten af befolkningen. Det er muligvis tilfældet – de fleste unge virker endnu mere apolitiske end de ældre. Men i 2017 var der nogle meget store demonstrationer, især med folk i alderen 16-24 år. Disse demonstrationer blev indkaldt – men ikke organiseret – af Alexei Navalny, kendt som kampagneaktivist mod korruption. Disse unge mennesker mødte frem til trods for den meget reelle risiko for at blive arresteret – hvad hundredvis af dem blev. Efter selv at have været vidne til en af disse demonstrationer må jeg sige, at det, der mobiliserede disse unge mennesker var ikke så meget deres vrede over den udbredte korruption, men mere deres protest mod de vilkårlige begrænsninger af deres frihed. Denne begyndende opvågnen blandt Ruslands unge indvarsler måske en ændring i landets indtil nu stillestående politiske scene.

 

22. marts 2018. Oversat fra The Bullet af Åge Skovrind

David Mandel underviser i statsvidenskab på og har i mange år været engageret i organisering af fagligt arbejde i Ukraine og Rusland.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com