Når NATO’s næststørste hær i samarbejde med en tyrkisk trænet islamistisk milits i disse dage får grønt lys til, med støtte af massive luftbombardementer, at erobre det selvstyrede område omkring Afrin, udstiller det USA’s, Ruslands og EU’s, herunder den danske regerings, grænseløse hykleri.

af SAPs Forretningsudvalg

Alle påberåber de sig, at deres krigsførelse i regionen handler om at kæmpe for demokrati, frihed og kvinders rettigheder. Men når Tyrkiets NATO-hær bliver sat ind mod det demokratiske selvstyre i de kurdiske områder i Nordsyrien, foregår det reelt med alle disse parters accept. På trods af, at Erdogan dermed bekæmper den eneste betydelige kraft, der forsøger at realisere netop disse mål.

 

Først og fremmest i det østlige område omkring Rojava, men senest også i området omkring Afrin, er der under yderst vanskelige vilkår, midt under den syriske borgerkrig, arbejdet med at opbygge et sekulært demokrati med lige rettigheder for mænd og kvinder, social lighed m.m.
Områderne har et kurdisk befolkningsflertal, men er erklæret multietniske og rummer mange med andre baggrunde, ikke mindst flygtninge. Det er ikke overraskende, at Erdogan-regimet opfatter et kurdisk-domineret demokrati (oven i købet også med socialistiske idealer) op til den tyrkiske grænse som en torn i øjet. Og felttoget mod Afrin bruges indenrigspolitisk i Tyrkiet til at oppiske den nationalistiske, antikurdiske krigsstemning til støtte for ”den stærke leder” og som undskyldning for nye overgreb mod al slags opposition.

 

Masser af støtte – til Erdogan
Selv om den kurdiske YPG-milits i flere år har haft et tæt samarbejde med først og fremmest USA om kampen mod IS, har USA’s kommentar til Erdogans invasion foreløbig været fromme ønsker om, at Erdogan vil ”lægge bånd på sig selv” og ”begrænse” operationen.
Tilsvarende nøjes EU med at udtale ”ekstrem bekymring” over invasionen – men prioriterer tydeligt aftalen med Erdogan, om at lukke af for flygtninge til Europa, højere. Derfor sender EU fortsat milliarder til regimet, bl.a. til pansrede køretøjer til bevogtning af en berlinmuragtig grænse mod Syrien, som skal forhindre al flugt den vej (og al forbindelse mellem de kurdiske områder i Tyrkiet og Syrien).

 

Rusland og Assad-regimet, der har haft kontrol med luftrummet over Afrin, har åbenlyst valgt at ignorere alle bønner om at nægte de tyrkiske F16-bombere adgang til syrisk luftrum. Hermed fremstår det tydeligt, at Rusland-Assad-aksen ser disse selvstyreområder som en trussel mod Assad-diktaturet, der skal svækkes mest muligt/elimineres. Der er begrundede rygter om, at Rusland ligefrem på forhånd godkendte den tyrkiske invasion.

 

Solidaritet med selvstyreområderne
Så meget mere er der brug for en international solidaritetsbevægelse, der yder alle mulige former for støtte til de demokratiske selvstyreområder. Det er naturligvis begrænset, hvor meget denne støtte kan blive til rent fysisk. Men der er også et kæmpemæssigt behov for politisk støtte.  For at solidaritetsbevægelser lægger et politisk pres på alle de regeringer, der i øjeblikket kigger den anden vej og samtidig giver massiv støtte til Erdogans undertrykkende, reaktionære, nationalistiske og krigsgale regime.

 

Det er bestemt også en påtrængende opgave at opbygge dette politiske pres i Danmark, hvor udenrigsministeren med de blå øjne foreløbig har brilleret med udtalelsen: “Tyrkiet har legitime sikkerhedsinteresser i det nordlige Syrien, men det er også vigtigt, at de holder fokus på bekæmpelsen af terror og sikrer beskyttelse af civile.”

 

Denne ”beskyttelse” har foreløbig krævet hundreder af døde og sårede civile og sendt tusinder på flugt. Og hvordan det kan være ”terrorbekæmpelse” at bombe i en fredelig by som Afrin, der for ikke så længe siden netop er blevet befriet fra IS-terroristernes kontrol, er en gåde…

 

Kun en styrket international solidaritetsbevægelse kan sikre en fremtid for de demokratiske kræfter i Syrien. Den seneste udvikling udstiller på sørgeligste vis, hvor usikre og upålidelige de midlertidige samarbejder og aftaler, man kan være nødt til at lave med regimer og stormagter, i virkeligheden er. Heldigvis viser f.eks. solidaritetsbevægelsens betydning for vietnamkrigens udfald, hvad en tilstrækkelig stærk, international solidaritetsbevægelse kan afstedkomme!
Der er et stykke igen, før vi når det niveau. Men der er noget i gang. Således er der for eksempel demonstration fra Svanemøllen Station til den tyrkiske ambassade næste lørdag, den 14. april, kl. 13-16 under parolen: ”Stå sammen mod Tyrkiets angreb på kvinde-revolutionen!”
 
SAP’s forretningsudvalg, den 8. april 2018

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com